CCSVI og Multipel Sklerose: En Aflivet Teori

I en årrække skabte en teori kendt som Kronisk Cerebrospinal Venøs Insufficiens, eller CCSVI, stor opmærksomhed og håb i det globale multipel sklerose (MS) samfund. Teorien, der blev fremsat af den italienske vaskulære kirurg Professor Paolo Zamboni, foreslog en radikalt ny forståelse af MS, ikke som en primær autoimmun sygdom, men som en konsekvens af et vaskulært problem. Denne idé førte til udviklingen af en behandling, populært kendt som "befrielsesterapien", som tusindvis af patienter verden over søgte i håb om lindring. Men efter flere års intens forskning og debat er det videnskabelige samfund nået til en klar og utvetydig konklusion. Denne artikel dykker ned i historien om CCSVI, forskningen bag den, og hvorfor den ikke længere anbefales som behandling for multipel sklerose.

Hvad er teorien om CCSVI?

For at forstå kontroversen er det vigtigt først at forstå selve teorien. Professor Zamboni foreslog, at skaderne på nervesystemet, som ses ved MS, kunne skyldes unormale forhold i de vener, der dræner blod fra hjernen og rygmarven. Specifikt handlede det om forsnævringer (stenoser) eller blokeringer i halsvenerne (vena jugularis) og venen i rygsøjlen (vena azygos).

Ifølge teorien ville disse forsnævringer føre til en nedsat blodgennemstrømning væk fra centralnervesystemet. Dette kunne forårsage et tilbageløb af blod, øget venøst tryk og aflejring af jern i hjernevævet, hvilket igen kunne udløse den inflammation og demyelinering, der er karakteristisk for MS. Zambonis oprindelige studie fra 2009, som involverede 65 personer med MS, fandt sådanne venøse abnormaliteter hos over 90% af deltagerne, mens de ikke blev fundet i en kontrolgruppe uden MS. Dette resultat tændte et gnist af håb for en mulig mekanisk løsning på en kompleks neurologisk sygdom.

"Befrielsesterapien": Den kirurgiske løsning

Behandlingen for CCSVI var en kirurgisk procedure kendt som perkutan venoplastik eller venøs perkutan transluminal angioplastik (PTA). I folkemunde blev den hurtigt døbt befrielsesterapien, fordi den havde til formål at "befri" patienterne fra de formodede blokeringer.

Proceduren foregår typisk således:

• En kirurg fører et tyndt kateter med en lille ballon i spidsen ind i en vene, typisk i lysken.
• Kateteret føres op til den forsnævrede vene i halsen eller brystet.
• Ballonen pustes op for at udvide venen og genoprette normal blodgennemstrømning.
• I nogle tilfælde indsættes en stent – et lille metalnetrør – for at holde venen permanent åben.

Denne procedure er velkendt og bruges ofte til at behandle forsnævringer i arterier, for eksempel i hjertet. Anvendelsen på vener i forbindelse med MS var dog ny og eksperimentel.

Forskningens modstridende resultater og den endelige dom

Efter Zambonis indledende studie blev der iværksat adskillige forskningsprojekter verden over for at efterprøve teorien. Resultaterne var dog dybt modstridende. Nogle studier fandt en højere forekomst af CCSVI hos MS-patienter end hos raske kontrolpersoner, mens andre studier slet ikke kunne finde nogen sammenhæng. Metoderne til at diagnosticere CCSVI, primært ved hjælp af ultralyd og venografi, varierede også meget, hvilket gjorde det svært at sammenligne resultaterne.

Debatten rasede i flere år, og forskerne forsøgte at besvare tre centrale spørgsmål:

1. Er CCSVI en årsag til MS?
2. Opstår CCSVI som et resultat af MS (f.eks. på grund af nedsat mobilitet)?
3. Er sammenfaldet rent tilfældigt og uden relation til sygdommen?

Vendepunktet kom i november 2017. Et stort, randomiseret, dobbeltblindet og placebokontrolleret studie – den højeste standard inden for klinisk forskning – blev publiceret. Studiet var ironisk nok ledet af Professor Zamboni selv. I studiet deltog 115 personer med MS og diagnosticeret CCSVI. Den ene halvdel modtog den reelle PTA-procedure, mens den anden halvdel gennemgik en "snydeoperation" (sham-procedure), hvor de troede, de fik behandlingen, men venen blev ikke udvidet.

Resultaterne var krystalklare: Der var ingen forskel i funktionel forbedring, antallet af attakker eller nye læsioner på MR-scanninger mellem de to grupper. Forskerne konkluderede, at proceduren var en "sikker, men ineffektiv teknik", og at den "ikke kan anbefales til behandling af patienter med MS". De tilføjede, at der ikke var behov for yderligere dobbeltblindede kliniske studier.

I januar 2019 cementerede Storbritanniens National Institute for Health and Care Excellence (NICE) denne konklusion. De udgav en officiel anbefaling, der frarådede brugen af CCSVI-behandling til MS, da den medfører risiko for alvorlige komplikationer uden at give nogen dokumenteret fordel.

Forventning vs. Realitet: En sammenligning

Den videnskabelige proces har tydeligt vist forskellen mellem det oprindelige håb og de faktiske resultater.

Konklusion: Vigtigheden af evidensbaseret medicin

Historien om Kronisk Cerebrospinal Venøs Insufficiens er en vigtig påmindelse om værdien af grundig, videnskabelig efterprøvelse. Selvom teorien blev født ud af et oprigtigt ønske om at hjælpe mennesker med en alvorlig sygdom, viste den sig ikke at holde stik. For patienter og pårørende, der lever med MS's daglige udfordringer, kan jagten på nye behandlinger være intens, men det er afgørende at basere behandlingsvalg på solid dokumentation. Den videnskabelige konsensus i dag er klar: CCSVI-behandling er ikke en effektiv eller anbefalelsesværdig behandling for multipel sklerose. Fokus for forskning og behandling er fortsat rettet mod at forstå og modulere immunsystemet gennem veldokumenterede sygdomsmodificerende behandlinger og symptomatisk pleje. Princippet om evidensbaseret medicin sikrer, at patienter modtager behandlinger, der er både sikre og beviseligt effektive.

Ofte Stillede Spørgsmål (FAQ)

Hvad er CCSVI helt præcist?

CCSVI står for Kronisk Cerebrospinal Venøs Insufficiens. Det er en nu modbevist teori om, at forsnævringer i venerne fra hjernen og rygmarven skulle være en medvirkende årsag til multipel sklerose.

Er "befrielsesterapien" farlig?

Ja, proceduren (perkutan venoplastik) er ikke uden risici. Sundhedsmyndigheder som NICE har advaret om risikoen for alvorlige komplikationer, herunder skader på venerne, blodpropper og problemer med eventuelt indsatte stents, uden at der er nogen dokumenteret gavnlig effekt for MS-patienter.

Hvorfor troede man, det virkede i starten?

De indledende studier var små og ikke placebokontrollerede. Mange af de rapporterede forbedringer kan have været et resultat af placeboeffekten, hvor en patients tro på en behandling kan føre til en oplevet forbedring af symptomerne. Den efterfølgende, mere robuste forskning kunne ikke bekræfte disse tidlige positive resultater.

Hvad er den nuværende standardbehandling for MS?

Standardbehandlingen for attakvis MS fokuserer på sygdomsmodificerende lægemidler (DMTs), der sigter mod at reducere antallet og sværhedsgraden af attakker og bremse sygdomsprogressionen. Derudover anvendes symptomatisk behandling for at håndtere specifikke symptomer som træthed, spasmer og smerter.