28/06/2010
En legende fødes i fiasko
I den brændende nordafrikanske ørken i 1941 var Anden Verdenskrig på et kritisk punkt. Feltmarskal Erwin Rommels Afrikakorps havde tilsyneladende overtaget, og deres luftherredømme udgjorde en konstant trussel mod de allierede styrker. Midt i dette kaos opstod en radikal idé i hovedet på en ung, ukonventionel løjtnant fra Scots Guards ved navn David Stirling. Han så en svaghed i fjendens styrke: deres fly var sårbare, når de stod parkeret på jorden langt bag frontlinjerne. Hans vision var at skabe en ny type enhed – små, elitehold, der kunne operere dybt inde i fjendtligt territorium for at skabe kaos. Denne idé blev til Special Air Service (SAS). Men historien om SAS begynder ikke med en strålende sejr, men med en knusende og næsten fatal fiasko: Operation Squatter.
Idéen Bag Special Air Service
David Stirling var frustreret over den konventionelle militære tænkning. Han observerede, at store, klodsede operationer ofte resulterede i store tab for begrænsede gevinster. Hans analyse var, at fjendens nervecenter ikke lå ved fronten, men i deres forsyningslinjer og på deres flyvepladser. Han foreslog en dristig ny doktrin: at et par mænd med den rette træning og det rette udstyr kunne forårsage skade, der var uforholdsmæssig stor i forhold til deres antal. De skulle være spøgelser, der dukkede op fra ørkenen om natten, ødelagde værdifulde aktiver og forsvandt igen, før fjenden vidste, hvad der ramte dem.
Efter at have kæmpet sig igennem et skeptisk bureaukrati lykkedes det Stirling at overbevise sine overordnede. Han fik tilladelse til at rekruttere en lille styrke på omkring 65 mand. For at vildlede fjendens efterretningstjeneste gav han enheden det grandiose navn 'L Detachment, Special Air Service Brigade', hvilket skulle antyde eksistensen af en hel faldskærmsbrigade. I virkeligheden var de en lille, eksperimentel gruppe, hvis overlevelse afhang af succesen af deres allerførste mission.
Planen for Operation Squatter
Planen for Operation Squatter var dristig i sin enkelhed. Natten mellem den 16. og 17. november 1941 skulle Stirlings mænd springe ud med faldskærm fra fem Bristol Bombay-transportfly. Deres mål var de fremskudte aksemagternes flyvepladser ved Gazala og Timimi på den libyske kyst. Bevæbnet med specialdesignede klæbebomber, kendt som 'Lewes bombs', skulle de snige sig ind på de parkerede fly og ødelægge så mange som muligt.
Efter sabotagen skulle de trække sig tilbage til fods ind i ørkenen til et forudbestemt rendezvous-punkt. Her ville de blive samlet op af patruljer fra Long Range Desert Group (LRDG), en anden specialenhed, der var eksperter i ørkennavigation. På papiret var det en perfekt plan, der udnyttede overraskelsesmomentet og enhedens specialiserede færdigheder. Men ørkenen er en uforudsigelig fjende, og en faktor var blevet fatalt undervurderet: vejret.
En Katastrofe i Ørkenen
En vejrudsigt havde advaret om dårlige forhold, men beslutningen om at fortsætte blev taget. Det viste sig at være en katastrofal fejl. SAS-soldaterne sprang ud i en af de værste storme, regionen havde oplevet i 30 år. En orkanagtig vind greb fat i mændene, så snart de forlod flyene, og spredte dem ukontrolleret over et enormt område. Landingerne var brutale. Mange blev såret, da de ramte den stenede ørkenbund. Nogle blev fanget i deres faldskærme og slæbt hen over jorden i mørket, hvilket resulterede i frygtelige skader og endda død.
For at gøre ondt værre blev et af de fem transportfly skudt ned af fjendtlig ild, og alle 15 soldater og besætningsmedlemmer ombord blev dræbt. De få mænd, der landede uskadt, var isolerede, deres udstyr var beskadiget og gennemblødt, og deres sprængstof var ubrugeligt. Missionen var kollapset, før den overhovedet var begyndt. Ingen af holdene nåede frem til deres mål. Ikke et eneste fjendtligt fly blev ødelagt. Den officielle rapport opsummerede tørt tragedien: 'SAS-soldater vidt spredt og nedrivningsmateriale gennemblødt'.
| Mål | Resultat |
|---|---|
| Angribe fjendtlige flyvepladser | Ingen flyvepladser nået |
| Ødelægge fjendtlige fly | 0 fly ødelagt |
| Samle styrken ved rendezvous-punkt | Kun 22 ud af 65 mand nåede frem |
| Menneskelige tab | 43 mand dræbt, såret eller taget til fange |
Fra Asken: SAS' Genfødsel
Efter 36 timers udmattende vandring gennem ørkenen nåede kun 22 mænd, inklusive Stirling, frem til opsamlingsstedet. Operation Squatter var en total fiasko. For enhver anden enhed ville dette have betydet en øjeblikkelig opløsning. Men David Stirling besad en enorm modstandsdygtighed. I stedet for at acceptere nederlaget, analyserede han omhyggeligt, hvad der var gået galt. Hans diagnose var klar: problemet var ikke mændene eller målet, men indsættelsesmetoden. Faldskærmsudspring i ørkenen var for risikabelt og vejrafhængigt.
Han ordinerede en ny taktik. Han indså, at LRDG ikke blot skulle være en taxitjeneste for afhentning, men nøglen til succesfuld indsættelse. Blot en måned senere, i december 1941, var de overlevende fra SAS klar igen. Denne gang blev de kørt dybt ind i fjendens territorium i LRDG's specialkøretøjer. De angreb tre flyvepladser samtidigt og ødelagde denne gang mere end 60 fjendtlige fly uden at miste en eneste mand. Successen var overvældende. Den beviste, at Stirlings koncept var sundt; det var kun den oprindelige udførelse, der havde været fejlbehæftet. SAS var blevet reddet fra afgrundens rand og havde fundet sin vindende formel.
Arven fra Operation Squatter
Selvom Operation Squatter var en taktisk katastrofe, blev den en af de vigtigste begivenheder i SAS' historie. Nederlaget tvang enheden til at innovere og tilpasse sig. Den førte direkte til udviklingen af deres berømte 'hit-and-run'-angreb med tungt bevæbnede jeeps, en taktik der kom til at definere deres operationer i Nordafrika. Gennem resten af krigen i ørkenen ødelagde SAS hundredvis af fly og forstyrrede Rommels forsyningslinjer i en sådan grad, at en tysk officer siges at have bemærket: "Vi er mere bekymrede for Stirlings spøgelser end for hele den britiske hær."
Fiaskoen cementerede en kultur af brutal selvevaluering og evnen til at lære af fejl, hvilket er afgørende for enhver eliteenhed. Den viste også det utrolige mentale mod og den fysiske udholdenhed, der kræves af disse soldater. Historien om Operation Squatter er en påmindelse om, at vejen til succes ofte er brolagt med fiaskoer. Det var i ørkenstormens mørke, at fundamentet til den legende, som SAS er i dag, blev lagt.
Ofte Stillede Spørgsmål (FAQ)
Hvad var hovedmålet med Operation Squatter?
Hovedmålet var at indsætte små hold af SAS-soldater med faldskærm bag fjendens linjer for at sabotere og ødelægge tyske og italienske fly på jorden på flyvepladser i Libyen. Formålet var at svække aksemagternes luftherredømme i Nordafrika.
Hvorfor mislykkedes missionen?
Missionen mislykkedes primært på grund af ekstremt dårligt vejr. En voldsom storm spredte faldskærmstropperne, beskadigede deres udstyr og gjorde det umuligt for dem at navigere eller nå deres mål. Derudover blev et af deres transportfly skudt ned, hvilket resulterede i store tab.
Hvor mange overlevede den første SAS-mission?
Af de oprindelige ca. 65 mænd, der deltog i operationen, lykkedes det kun 22 at undslippe og vende tilbage til de allierede linjer. Resten blev enten dræbt, såret under springet eller taget til fange.
Hvordan kom SAS sig efter denne fiasko?
Under David Stirlings lederskab lærte enheden af sine fejl. De ændrede deres taktik radikalt og opgav faldskærmsudspring i ørkenen til fordel for landbaseret infiltration ved hjælp af køretøjer fra Long Range Desert Group (LRDG). Denne nye metode viste sig at være yderst succesfuld i efterfølgende missioner.
Hvis du vil læse andre artikler, der ligner Operation Squatter: SAS' Katastrofale Første Mission, kan du besøge kategorien Sundhed.