Historien om Central London Sick Asylum

Introduktion til Londons Sundhedspleje i det 19. Århundrede

I midten af det 19. århundrede stod London over for enorme sociale og sundhedsmæssige udfordringer. Industrialiseringen havde ført til en massiv befolkningstilvækst, og mange af byens fattige levede under kummerlige forhold i overfyldte slumkvarterer. Sundhedsvæsenet for de fattige var tæt knyttet til fattighusene (workhouses), hvor syge, gamle og arbejdsdygtige fattige blev anbragt sammen under ofte uhygiejniske og umenneskelige vilkår. Erkendelsen af, at denne model var utilstrækkelig og ofte forværrede de syges tilstand, førte til en vigtig reform. I marts 1867 blev Metropolitan Poor Law Act vedtaget, en skelsættende lov, der havde til formål at forbedre plejen af de syge fattige ved at adskille hospitalsindkvartering fra de almindelige fattighuse. Denne lovgivning banede vejen for oprettelsen af specialiserede sygeasyler, herunder det historiske Central London Sick Asylum.

Oprettelsen af et Nyt Sygeasyldistrikt

Som en direkte konsekvens af den nye lov blev Metropolitan Asylums Board oprettet for at føre tilsyn med reformerne. Under dette organ blev der dannet seks nye sygeasyldistrikter (Sick Asylum Districts). Et af disse var Central London Sick Asylum District, som blev formelt etableret i 1868. Distriktet blev oprindeligt dannet af en sammenslutning af Westminster og Strand Unions samt sognekommunerne St Giles-in-the-Fields og St George, Bloomsbury. Året efter, i 1869, blev St Pancras også en del af distriktet, hvilket yderligere udvidede dets ansvarsområde.

Den oprindelige plan om at bygge seks helt nye hospitaler fra bunden viste sig dog at være økonomisk uoverkommelig. De anslåede omkostninger var simpelthen for høje, hvilket tvang bestyrelsen til at genoverveje strategien. Fire af de seks nydannede distrikter blev derfor opløst og omstruktureret til større fattiglovsunioner, som i stedet skulle genbruge og tilpasse deres eksisterende bygninger. Central London District formåede dog at overleve denne reorganisering sammen med Poplar and Stepney Sick Asylum District. I sine tidlige år måtte distriktet dog klare sig med midlertidige løsninger. De benyttede sig af St Pancras fattiglovs-sygehus i Highgate og fra 1874 også det tidligere Strand Union-sygehus på Cleveland Street.

Et Moderne Hospital Bygges i Colindale

Behovet for en permanent og moderne facilitet var dog presserende. Efter årtiers planlægning og midlertidige løsninger blev der endelig taget skridt til at bygge et helt nyt og specialdesignet sygeasyl. Valget faldt på en grund "ude på landet" i Colindale, Hendon, et område der på det tidspunkt var langt fra det tætbefolkede centrale London. Grunden alene kostede 12.500 pund, og grundstenen til det nye hospital blev lagt den 6. juni 1898. Byggeriet strakte sig over to år, og det nye Central London District Sick Asylum stod færdigt i år 1900.

Placeringen uden for byen var bevidst. Man mente, at den friske luft og de rolige omgivelser ville være gavnlige for patienternes helbredelse, især for dem med luftvejssygdomme som tuberkulose. Hospitalets design var baseret på det anerkendte pavillon-systemet, som var den førende arkitektoniske model for hospitaler på den tid. Dette system indebar, at hospitalet bestod af flere separate bygninger (pavilloner), som var forbundet af en central korridor. Formålet med dette design var at maksimere naturligt lys og ventilation i patientstuerne og minimere risikoen for krydskontaminering og spredning af smitsomme sygdomme mellem afdelingerne.

Den centrale administrationsbygning husede kontorer, værelser til sygeplejersker, bestyrelseslokalet og et kapel. Bagved lå køkkener og vaskeri. På hver side af administrationsbygningen lå to to-etagers pavilloner til patienter, hver med sit eget formål:

• En afdeling for tuberkulosepatienter.
• En afdeling for børn.
• En afdeling for børn med smitsomme sygdomme.
• En skadestueafdeling.

Derudover blev der opført en separat bygning til sygeplejerskerne i den vestlige del af grunden, hvilket sikrede dem passende boligforhold adskilt fra selve hospitalsdriften.

Fra Sygeasyl til Specialiseret Sanatorium

Sygeasyldistriktets levetid blev relativt kort. I 1913 blev Central London Sick Asylum District opløst som en del af en større omstrukturering af Londons fattiglovssystem. Hospitalet i Colindale blev efterfølgende solgt til den nyoprettede City of Westminster Union og omdøbt til Hendon Infirmary.

Hospitalets historie tog dog endnu en drejning få år senere. I december 1919 blev det overtaget af Metropolitan Asylums Board, den samme organisation, der oprindeligt havde stået bag dets oprettelse. Den 1. januar 1920 genåbnede hospitalet med et nyt og yderst vigtigt formål: som et sanatorium udelukkende for mandlige patienter, der led af tuberkulose. Denne sygdom var en af de største dræbere på den tid, og behovet for specialiserede behandlingscentre var enormt.

I 1930 overgik kontrollen med hospitalet til London County Council, og i 1948 blev det en integreret del af det nye, revolutionerende National Health Service (NHS). Under NHS fortsatte hospitalet sit virke under navnet Colindale Hospital og bevarede sin specialisering i behandling af tuberkulose helt op i 1950'erne, hvor udviklingen af effektive antibiotika gradvist gjorde de store sanatorier overflødige.

Tidslinje for Hospitalets Udvikling

De Sidste År og Arven fra Colindale

Efter årtiers tjeneste og en central rolle i kampen mod tuberkulose, var Colindale Hospitals tid ved at rinde ud. Med moderne medicin og ændrede behandlingsformer var der ikke længere brug for store, isolerede hospitaler af denne type. Lukningen af hospitalet begyndte i 1996, og i årene efter forfaldt de engang så storslåede bygninger. I 2005 blev mange af bygningerne beskrevet som forladte og i dårlig stand, med en usikker fremtid for den historiske grund. Historien om Central London Sick Asylum er et levende vidnesbyrd om den enorme udvikling, der er sket inden for offentlig sundhedspleje – fra fattiglovs-baseret pleje i det 19. århundrede til det moderne, universelle sundhedssystem, vi kender i dag.

Ofte Stillede Spørgsmål

Hvornår blev Central London District Sick Asylum bygget?

Selve den permanente hospitalsbygning, som er omdrejningspunktet for historien, blev bygget i Colindale, Hendon, mellem 1898 og 1900. Grundstenen blev lagt i juni 1898, og hospitalet åbnede i 1900.

Hvorfor blev asylet bygget?

Asylet blev bygget som et resultat af Metropolitan Poor Law Act fra 1867. Hovedformålet var at skabe en dedikeret hospitalsfacilitet for Londons syge fattige, så de kunne modtage behandling adskilt fra de generelle fattighuse, hvilket skulle forbedre både hygiejne og plejekvalitet.

Hvad var hospitalets primære funktion senere i dets levetid?

Fra 1920 og mange årtier frem fungerede hospitalet som et specialiseret sanatorium for behandling af tuberkulose. Det spillede en afgørende rolle i kampen mod denne udbredte sygdom, især før udviklingen af effektiv antibiotika.

Eksisterer Colindale Hospital stadig i dag?

Nej, hospitalet er ikke længere i drift. Lukningsprocessen startede i 1996, og i dag er de fleste af de oprindelige bygninger enten revet ned eller i stærkt forfald. Området har siden gennemgået byudvikling.

Hvis du vil læse andre artikler, der ligner Historien om Central London Sick Asylum, kan du besøge kategorien Sundhed.