Penicillinallergi: Symptomer og Behandling

Penicillin er et af de mest kendte og udbredte antibiotika i verden, anvendt til behandling af et utal af bakterielle infektioner siden 1940'erne. På trods af dets effektivitet rapporterer omkring 10% af befolkningen, at de har en penicillinallergi. Dette tal kan dog være misvisende. Omfattende undersøgelser og allergitests har vist, at færre end 1% af disse personer rent faktisk har en ægte, klinisk signifikant allergi. Denne misforståelse kan føre til brug af alternative antibiotika, som kan være dyrere, have flere bivirkninger eller være mindre effektive. I denne artikel dykker vi ned i, hvad en penicillinallergi indebærer, hvordan man identificerer symptomerne, hvilke testmetoder der findes, og hvordan man håndterer og behandler en reaktion.

Hvad er en penicillinallergi?

En penicillinallergi er en overreaktion fra kroppens immunsystem på penicillin og beslægtede antibiotika. Når en person med allergi indtager penicillin, opfatter immunsystemet fejlagtigt lægemidlet som en farlig indtrænger, ligesom en virus eller bakterie. Som reaktion producerer immunsystemet antistoffer, specifikt immunglobulin E (IgE), for at bekæmpe stoffet. Denne proces frigiver en kaskade af kemikalier i kroppen, herunder histamin, som forårsager de klassiske allergisymptomer som udslæt, hævelse og i alvorlige tilfælde vejrtrækningsbesvær. Det er vigtigt at skelne mellem en ægte allergi og en bivirkning. Mange oplever milde bivirkninger som kvalme eller diarré ved brug af antibiotika, hvilket ikke er en allergisk reaktion.

Hvor sjælden er en ægte penicillinallergi?

Selvom mange patientjournaler indeholder en note om penicillinallergi, er den reelle forekomst markant lavere. Mange af de rapporterede allergier stammer fra barndommen, hvor et udslæt under en sygdomsperiode fejlagtigt blev tilskrevet penicillinen i stedet for selve infektionen. Desuden kan en ægte penicillinallergi aftage med tiden. Forskning viser, at omkring 90% af personer med en bekræftet IgE-medieret penicillinallergi mister deres følsomhed over en periode på 10 år. Det betyder, at en person, der reagerede som barn, meget vel kan tåle penicillin som voksen. Derfor er det afgørende at få en korrekt diagnose, så man ikke unødigt udelukkes fra en yderst effektiv gruppe af antibiotika.

Symptomer på penicillinallergi: Fra mild til livstruende

Symptomerne på en penicillinallergi kan variere meget i sværhedsgrad og tidspunkt for debut. De kan opdeles i almindelige, mildere symptomer og alvorlige, potentielt livstruende symptomer.

Almindelige symptomer

Disse er de hyppigst forekommende reaktioner og er typisk ikke livstruende, men kræver alligevel opmærksomhed:

• Hududslæt: Den mest almindelige reaktion. Det kan vise sig som små, røde prikker eller større, sammenflydende plamager.
• Nældefeber (Urticaria): Kløende, hævede og blege eller rødlige plamager på huden, der kan flytte sig rundt.
• Kløe: Intens kløe i huden, med eller uden synligt udslæt.
• Hævelse (Angioødem): Hævelse i dybere hudlag, ofte omkring øjne, læber eller i ansigtet.
• Rødme: En generel rødmen af huden.

Hvis du oplever nogle af disse symptomer, bør du kontakte din læge. Det er vigtigt at stoppe med at tage medicinen, indtil du har talt med en sundhedsprofessionel.

Alvorlige symptomer og anafylaksi

I sjældne tilfælde kan en penicillinallergi udløse en alvorlig, livstruende reaktion kendt som anafylaksi. Symptomerne udvikler sig hurtigt og kræver øjeblikkelig lægehjælp. Ring 112 med det samme, hvis du eller en anden oplever:

• Vejrtrækningsbesvær: Følelse af stramhed i brystet, hvæsende vejrtrækning eller åndenød.
• Hævelse i halsen eller tungen: Kan blokere luftvejene.
• Hurtig eller svag puls: Et tegn på, at blodtrykket falder.
• Svimmelhed eller besvimelse: Forårsaget af et drastisk blodtryksfald.
• Opkastning eller svære mavesmerter.
• Forvirring eller angst.

Anafylaksi er en medicinsk nødsituation, der skal behandles omgående, typisk med en adrenalin (epinephrin) injektion.

Hvornår viser reaktionen sig? Umiddelbare vs. forsinkede reaktioner

Allergiske reaktioner på penicillin kan klassificeres efter, hvor hurtigt de opstår efter indtagelse af medicinen.

Umiddelbare reaktioner: Disse reaktioner opstår typisk inden for en time efter indtagelse af en dosis, men kan i nogle tilfælde ses op til seks timer efter. De er ofte IgE-medierede og inkluderer symptomer som nældefeber, hævelse og i værste fald anafylaksi. Det er muligt ikke at reagere på den første dosis, men så få en reaktion efter en senere dosis i samme behandlingsforløb.

Forsinkede reaktioner: Disse reaktioner kan tage dage eller endda uger at udvikle sig. Det mest almindelige symptom er et hududslæt, som kan ligne mæslinger. Fordi reaktionen opstår så længe efter behandlingsstart, kan det være svært at koble den til penicillinen. Alvorlige, men sjældne, forsinkede reaktioner inkluderer Stevens-Johnsons syndrom (SJS) og toksisk epidermal nekrolyse (TEN), som er alvorlige hudsygdomme.

Diagnose: Hvordan ved man, om det er en ægte allergi?

Hvis du har mistanke om en penicillinallergi, kan en allergolog (speciallæge i allergi) hjælpe med at stille en præcis diagnose. Processen involverer typisk en grundig gennemgang af din sygehistorie og en eller flere tests.

Sygehistorie: Lægen vil spørge ind til, hvilke symptomer du oplevede, hvor hurtigt de opstod, og hvordan de blev behandlet.

Hudtest: Den mest almindelige metode er en hudpriktest. Her placeres en lille dråbe penicillin-ekstrakt på huden (typisk på underarmen), hvorefter huden prikkes let med en nål. Hvis der opstår en rød, kløende hævelse (en kvadel) inden for 15-20 minutter, er testen positiv. En intradermal test, hvor en lille mængde penicillin sprøjtes ind lige under huden, kan også anvendes.

Provokationstest (Challenge Test): Hvis hudtesten er negativ, men der stadig er usikkerhed, kan lægen anbefale en provokationstest. Dette foregår under nøje overvågning på en klinik eller et hospital. Patienten får en lille dosis penicillin oralt og observeres i 30-60 minutter. Hvis der ikke er nogen reaktion, gives en større dosis, indtil en fuld terapeutisk dosis er opnået. Hvis patienten kan tåle en fuld dosis uden reaktion, anses vedkommende ikke for at være allergisk.

Behandling af en allergisk reaktion

Behandlingen afhænger af reaktionens sværhedsgrad.

• Milde reaktioner: For udslæt, kløe og nældefeber er behandlingen typisk at stoppe med at tage penicillin og indtage et antihistamin (f.eks. med det aktive stof cetirizin eller loratadin). I nogle tilfælde kan lægen ordinere en creme med binyrebarkhormon eller tabletter for at dæmpe inflammationen.
• Alvorlige reaktioner: Anafylaksi kræver øjeblikkelig behandling med adrenalin, som gives via en autoinjektor (f.eks. EpiPen) eller på skadestuen. Yderligere behandling kan omfatte ilt, intravenøs væske for at stabilisere blodtrykket, og medicin til at åbne luftvejene.

Hvilke lægemidler skal man undgå?

Hvis du har en bekræftet penicillinallergi, skal du undgå alle lægemidler i penicillin-klassen. Det er også vigtigt at være opmærksom på en anden gruppe af antibiotika kaldet cephalosporiner, da der er en lille risiko for krydsreaktivitet.

Hvad er penicillindesensibilisering?

I sjældne tilfælde kan en patient med en kendt penicillinallergi have en livstruende infektion, hvor penicillin er det absolut bedste eller eneste effektive antibiotikum. I sådanne situationer kan man udføre en procedure kaldet desensibilisering. Dette foregår på et hospital under tæt overvågning og indebærer, at patienten gives bittesmå, gradvist stigende doser af penicillin over flere timer. Målet er at gøre immunsystemet midlertidigt tolerant over for lægemidlet, så en fuld behandlingskur kan gennemføres. Denne tolerance er dog kortvarig. Stopper man behandlingen i mere end 24-48 timer, vender allergien tilbage, og processen skal gentages, hvis penicillin igen bliver nødvendigt.

Ofte Stillede Spørgsmål (FAQ)