Operation Vengeance: Jagten på Yamamoto

I april 1943, midt under Stillehavskrigens rasen, fik amerikansk efterretning et gennembrud, der skulle ændre krigens gang og give USA en længe ventet hævn. Målet var ikke en ø, en flåde eller en militærbase, men én enkelt mand: Admiral Isoroku Yamamoto, den karismatiske og geniale strateg bag angrebet på Pearl Harbor. Den tophemmelige mission for at eliminere ham fik kodenavnet Operation Vengeance, en dristig og uhyre risikabel plan, der hvilede udelukkende på præcision, mod og den afgørende fordel, som kodebrydning havde givet de allierede.

Hvem var Admiral Isoroku Yamamoto?

For at forstå betydningen af Operation Vengeance er det vigtigt at forstå, hvem Isoroku Yamamoto var. Han var ikke en enfoldig krigsmager. Efter at have studeret på Harvard og tjent som flådeattaché i Washington D.C. havde han et dybt kendskab til USA's industrielle magt og ressourcer. Han var en af de få i den japanske ledelse, der åbent advarede mod en krig med amerikanerne.

I en berømt samtale med premierminister Fumimaro Konoye forudsagde han: "Jeg vil løbe vildt i seks måneder eller et år, men derefter har jeg absolut ingen tillid." Han vidste, at Japans eneste chance lå i et hurtigt, ødelæggende slag, der ville knække den amerikanske vilje til at kæmpe – deraf planen for Pearl Harbor. Da krigen blev en realitet, tilsidesatte Yamamoto sine personlige betænkeligheder og viede sig til at opnå sejr for sit land. Hans død ville ikke kun være et strategisk tab for Japan, men også et knusende psykologisk slag.

Efterretningskuppet: En afgørende meddelelse

Den 14. april 1943 opsnappede og afkodede amerikanske efterretningstjenester en meddelelse, der satte hele operationen i gang. Meddelelsen, der var sendt via den japanske flådekode JN-25, som amerikanerne havde brudt, indeholdt en detaljeret rejseplan for admiral Yamamoto. Han planlagde en inspektionstur til frontlinjebaserne på de nordlige Salomonøer den 18. april.

Informationen var guld værd. Den specificerede præcise tidspunkter og steder, herunder ankomsten til Ballale Airfield på en ø nær Bougainville kl. 09:45. Meddelelsen røg direkte op i kommandokæden til admiral Chester W. Nimitz, øverstkommanderende for Stillehavsflåden, og videre til flådeminister Frank Knox, som præsenterede den for præsident Franklin D. Roosevelt. Svaret var prompte og utvetydigt: "Get Yamamoto." Ordren var givet, og nu begyndte et kapløb med tiden for at planlægge og udføre et af krigens mest dristige snigmord.

Planlægningen af en umulig mission

Udfordringen var enorm. Yamamotos placering ville være langt uden for rækkevidde af de fleste amerikanske jagerfly, der var baseret på Guadalcanal. Kun ét fly i det amerikanske arsenal havde den nødvendige rækkevidde og ydeevne: det to-motorede P-38 Lightning.

Major John Mitchell fra USAAF's 339th Fighter Squadron blev udvalgt til at lede missionen. Planen var et kirurgisk præcisionsarbejde. En flyverute på næsten 1.000 miles tur-retur blev kortlagt. For at undgå at blive opdaget af japansk radar skulle piloterne flyve en lang, snørklet rute lavt over havet i fuldstændig radiotavshed. Atten P-38-fly blev udvalgt og udstyret med ekstra store droptanke for at kunne klare den lange tur.

Styrken blev delt op:

• Angrebsgruppe ("Killer Flight"): Fire fly, ledet af kaptajn Thomas G. Lanphier, Jr., fik til opgave direkte at angribe de to Mitsubishi G4M "Betty" bombefly, der transporterede Yamamoto og hans stab.
• Dækningsgruppe: De resterende fly skulle engagere Yamamotos eskorte af Zero-jagere og forhindre dem i at gribe ind.

Tidsberegningen skulle være perfekt. Mitchell beregnede, at de skulle ankomme til opsnapningspunktet kl. 09:35, kun ti minutter før Yamamotos forventede ankomst, for at give japanerne mindst mulig tid til at reagere.

Angrebet den 18. april 1943

Præcis kl. 07:25 om morgenen den 18. april – på etårsdagen for Doolittle-raidet mod Tokyo – lettede de 18 P-38'ere fra Henderson Field på Guadalcanal. Efter mere end to timers anspændt flyvning lavt over vandet nåede de opsnapningspunktet over Bougainville. Klokken var 09:34. Og lige efter tidsplanen dukkede to Betty-bombefly, eskorteret af seks Zero-jagere, op på himlen.

Planen blev øjeblikkeligt sat i værk. Dækningsgruppen steg for at engagere Zero-jagerne, mens Lanphiers angrebsgruppe dykkede mod bombeflyene. Kaos brød ud. Kaptajn Lanphier og premierløjtnant Rex T. Barber fokuserede på det forreste bombefly, hvor man antog, at Yamamoto befandt sig. Efter en kort, intens ildkamp blev flyets venstre motor ramt, og det krængede voldsomt, inden det styrtede ned i den tætte jungle. Det andet bombefly, der medbragte viceadmiral Matome Ugaki, blev også angrebet og styrtede i havet. Missionen var en succes. For tabet af ét P-38 fly og dets pilot, premierløjtnant Raymond K. Hine, havde USA elimineret Japans største flådekommandør.

Efterspil og kontrovers

Dagen efter fandt en japansk redningspatrulje vraget af Yamamotos fly. De fandt admiralens lig kastet ud af flyet, stadig siddende i sit sæde under et træ, med sin hvidhandskede hånd hvilende på grebet af sit katana-sværd. En obduktion afslørede, at han var blevet dræbt af skud, før flyet styrtede. Nyheden blev holdt hemmelig for den japanske offentlighed i over en måned for at undgå et moralsk sammenbrud.

I USA blev nyheden om Yamamotos død en enorm moralsk sejr. Men internt startede en kontrovers, der ville vare i årtier: Hvem skød rent faktisk Yamamoto ned? Både Thomas Lanphier og Rex Barber hævdede at have affyret de dræbende skud.

Sammenligning af piloternes krav

Kontroversen blev aldrig fuldt ud løst i deres levetid, men historiske analyser og vidneudsagn har i stigende grad peget på Rex Barber som den pilot, der leverede det afgørende angreb.

Uanset hvem der affyrede de afgørende skud, var missionen et resultat af en ekstraordinær holdindsats, fra kodebryderne på Hawaii til de modige piloter over Bougainville.

Ofte Stillede Spørgsmål (FAQ)

Hvordan påvirkede Yamamotos død krigens gang?

Strategisk set var tabet af Yamamoto et hårdt slag for Japan. Han blev erstattet af admiral Mineichi Koga, en mere konservativ kommandør. Psykologisk var effekten endnu større. For Japan var det et nationalt traume og et tegn på, at krigslykken var vendt. For de allierede var det en kæmpe moralsk sejr og en bekræftelse af deres overlegenhed inden for efterretning og teknologi.

Vidste japanerne, at deres koder var blevet brudt?

Nej, ikke umiddelbart. Amerikanerne gjorde meget for at få nedskydningen til at ligne et tilfældigt møde. De var desperate for at beskytte deres største hemmelighed: evnen til kodebrydning. Selvom nogle i den japanske ledelse var mistænksomme, fortsatte de med at bruge de kompromitterede koder, hvilket gav de allierede en uvurderlig fordel resten af krigen.

Var missionen et brud på krigens regler?

Målrettede drab på militære ledere er et kontroversielt emne, men under Anden Verdenskrig blev fjendtlige kommandører betragtet som legitime militære mål. Admiral Yamamoto var den øverstbefalende for den kombinerede japanske flåde og dermed en central del af fjendens krigsmaskine. Fra et militært synspunkt var operationen fuldt ud berettiget.