Operation Solskin: Ubåden under Nordpolen

I sommeren 1958, på et tidspunkt hvor spændingerne under Den Kolde Krig var på sit højeste, og rumkapløbet netop var begyndt med Sovjetunionens opsendelse af Sputnik, forberedte en gruppe mænd sig på en mission, der var lige så dristig som enhver rumrejse. Deres mål var ikke stjernerne, men derimod et af de sidste uudforskede steder på Jorden: den geografiske Nordpol. Rejsen skulle ikke foregå over isen, som utallige opdagelsesrejsende havde forsøgt før dem, men under den. Dette er den utrolige historie om Operation Solskin og USS Nautilus, verdens første atomdrevne ubåd, og dens hemmelige rejse til toppen af verden.

USS Nautilus: En Revolution under Havet

For at forstå betydningen af Operation Solskin må man først forstå det fartøj, der gjorde det muligt. USS Nautilus (SSN-571) var ikke bare en ubåd; den var et teknologisk vidunder, der for altid ændrede maritim krigsførelse og udforskning. Før Nautilus var ubåde i bund og grund overfladeskibe, der kunne dykke i korte perioder. De var afhængige af dieselmotorer, som krævede ilt og derfor tvang dem til overfladen med jævne mellemrum, hvilket gjorde dem sårbare. Batterierne tillod kun begrænset tid under vand, ofte kun få timer ved høj hastighed.

Nautilus var anderledes. Drevet af en atomreaktor, designet under ledelse af den legendariske og excentriske admiral Hyman Rickover, kunne den forblive neddykket i uger, ja endda måneder. Dens eneste begrænsning var mængden af mad, der kunne medbringes til besætningen. Den kunne producere sit eget ferskvand og sin egen ilt fra havvandet. For besætningen var livet ombord en luksus sammenlignet med tidligere tiders ubåde. Hver mand havde sin egen køje, der var vaskemaskiner, og man kunne tage daglige brusebade. Dette fartøj var lysår foran sin tid og det perfekte redskab til at udføre det umulige.

Manden bag Missionen: Kommandør William Anderson

Et ekstraordinært skib kræver en ekstraordinær leder. Kommandør William R. Anderson var en ydmyg og hårdtarbejdende mand fra Tennessee, en dekoreret veteran fra Anden Verdenskrig. Han var respekteret af sine mænd for sin rolige og fattede facon og sin evne til at lede ved eksemplets magt. Hans vej til at blive kommandør for Nautilus var dog ikke uden forhindringer. Under sit første interview med admiral Rickover, kendt for sine bizarre ansættelsesmetoder, blev Anderson bedt om at nævne alle de bøger, han havde læst de seneste to år. Anderson, overvældet af det mærkelige spørgsmål, frøs og kunne ikke nævne en eneste. Rickover afviste ham med et enkelt ord: "Farvel." Men efter opfordring fra sin kone skrev Anderson et brev til admiralen med en liste over bøgerne, og kort efter fik han jobbet. Anderson og Rickover delte en fundamental overbevisning: intet var vigtigere end velfærden for de mænd, der tjente under dem.

De Første Forsøg og Farerne under Isen

I sensommeren 1957 fik Anderson lov til at tage Nautilus med på en indledende, sonderende mission under den arktiske is. Det blev en brutal lektion i de farer, der ventede. At navigere tæt på Nordpolen var en enorm udfordring. Magnetiske kompasser er upålidelige, og selv gyrokompasser, der bruger Jordens rotation, fungerer dårligt. Besætningen befandt sig i en uudforsket, 2000 mil lang undersøisk hule uden kort over hverken isen over dem eller havbunden under dem.

Katastrofen ramte, da Anderson forsøgte at bringe ubåden til overfladen i, hvad instrumenterne viste som en åbning i isen. Aflæsningerne var forkerte. Med et kvalmende bump kolliderede Nautilus med den massive is. Selvom skaderne ikke var strukturelle, blev begge periskoper ødelagt. Med en utrolig indsats lykkedes det besætningen at reparere det ene periskop i en bidende arktisk storm på åbent hav. Selvom missionen var en delvis fiasko, gav den uvurderlig erfaring og viste Andersons evne til at bevare roen under ekstremt pres.

En Mission Født af Nødvendighed

Andersons drøm om en fuld transit under Nordpolen fik uventet medvind i oktober 1957, da Sovjetunionen chokerede verden ved at opsende Sputnik 1. USA's efterfølgende forsøg på at opsende en raket endte i en eksplosion på startrampen, hvilket var en enorm public relations-katastrofe. Præsident Dwight D. Eisenhower havde brug for en dramatisk demonstration af amerikansk teknologisk overlegenhed for at genoprette nationens prestige. Han vendte blikket mod Nautilus. Ordren blev givet: sejl fra Stillehavet til Atlanterhavet via Nordpolen. Missionen fik kodenavnet "Operation Sunshine", et ironisk navn for en rejse, der skulle foregå i totalt mørke under isen, men valgt fordi besætningen havde et motto: "Solen skinner altid på Nautilus."

Forberedelser til det Ukendte

Missionen var tophemmelig. Et nederlag ville være endnu en offentlig ydmygelse. Holdet arbejdede intenst på at løse de tekniske udfordringer. Et nyt, avanceret inertialnavigationssystem, oprindeligt designet til raketter, blev installeret for at kunne bestemme skibets position uden eksterne referencer. Sikkerheden var altafgørende. I tilfælde af brand – en ubådsmands værste mareridt – udviklede besætningen et system af iltrør gennem hele skibet, hvor man kunne tilslutte iltmasker. Man vidste, at en redningsmission under isen ville være umulig.

"Nautilus 90 Nord": Rejsen er Fuldført

Efter et mislykket forsøg i juni 1958, hvor isen i Tjuktjerhavet var for tyk og farlig, vendte Nautilus tilbage til Pearl Harbor i hemmelighed. I slutningen af juli gjorde de et nyt forsøg. Denne gang lykkedes det. De navigerede gennem det forræderiske, lavvandede farvand og fortsatte mod dybere vand og deres endelige destination. Den 3. august 1958, kl. 23:15 Eastern Daylight Saving Time, talte kommandør Anderson over skibets samtaleanlæg: "Alle mand, dette er kaptajnen... Vi er ved at nå et mål, som søfarende mænd længe har stræbt efter." Efter en nedtælling gled USS Nautilus under den geografiske Nordpol. Jublen brød løs i hele ubåden. De havde gjort det. Nautilus blev det første fartøj i historien til at nå Jordens nordligste punkt.

Sammenligning: Diesel- vs. Atomubåd

En Helts Velkomst og Missionens Eftermæle

Da Nautilus dukkede op i Atlanterhavet, sendte Anderson den kodede besked: "Nautilus 90 North." Nyheden spredtes som en steppebrand. Missionen var en overvældende succes. William Anderson og hans besætning blev nationale helte. De blev hyldet med en parade i New York City og modtog den første Presidential Unit Citation tildelt i fredstid. Rejsen var mere end et PR-stunt; den var et vendepunkt. Militært beviste den, at atomubåde kunne bevæge sig uset mellem verdenshave. Videnskabeligt indsamlede den data om et af klodens mindst forståede områder. Og for verden viste den, at amerikansk opfindsomhed og mod stadig kunne opnå det utænkelige. USS Nautilus sejlede ikke blot til toppen af verden; den placerede den amerikanske flåde der.

Ofte Stillede Spørgsmål

• Hvorfor blev missionen kaldt Operation Sunshine?
  Navnet var ironisk, da rejsen foregik i konstant mørke under isen. Det kom fra besætningens uofficielle motto: "Solen skinner altid på Nautilus."
• Hvad gjorde rejsen så farlig?
  De primære farer var den uforudsigelige is, der kunne være tyk og have dybe undersøiske formationer (is-køle), navigationsproblemer tæt på polen hvor kompasser svigter, og den totale isolation. En ulykke ville have betydet den sikre død, da en redningsaktion var umulig.
• Hvad skete der med USS Nautilus efter missionen?
  Nautilus fortsatte sin tjeneste indtil 1980. I dag er den et nationalhistorisk vartegn og museumsskib ved Submarine Force Library and Museum i Groton, Connecticut, hvor offentligheden kan komme ombord og opleve et stykke verdenshistorie.