Earl Ellis' Profetiske Operationsplan 712

I militærhistoriens annaler findes der skikkelser, hvis forudseenhed er så skarp, at den grænser til det profetiske. En sådan skikkelse var den amerikanske marinekorpsofficer, oberstløjtnant Earl H. Ellis. Han var en mand præget af personlige dæmoner, men også velsignet med et strategisk geni, der er få forundt. I 1921 forfattede han et dokument, der skulle vise sig at være en uhyggeligt præcis køreplan for den krig, der to årtier senere ville opsluge Stillehavet. Dokumentet, kendt som Operationsplan 712 – Advanced Base Operations in Micronesia, var ikke blot en plan; det var en revolution inden for militær tænkning, der definerede Marinekorpsets rolle i det 20. århundrede og lagde grundstenen for de amfibieoperationer, der afgjorde Anden Verdenskrig i Stillehavet.

Hvem var Earl H. Ellis?

Født i 1880 i et lille landbrugssamfund i Kansas, var Earl H. Ellis en mand formet af det amerikanske Midtvesten. Han var en ivrig læser og en dygtig studerende, der fandt sin inspiration i historier om militær tapperhed. Hans karriere i Marinekorpset var intet mindre end bemærkelsesværdig. På trods af en alvorlig kamp med alkoholisme, der ofte krævede hospitalsindlæggelse, anerkendte hans overordnede hans exceptionelle talent for organisation, efterretningsanalyse og strategisk planlægning. Successive kommandanter for Marinekorpset, herunder generaler som Biddle, Barnett og Lejeune, betroede ham deres vigtigste opgaver, velvidende at Ellis' skarpe sind var en uvurderlig ressource.

Baggrunden for en Profeti: Verden efter 1918

For at forstå genialiteten i Operationsplan 712 må man forstå den strategiske situation efter Første Verdenskrig. Med Tysklands nederlag blev dets koloniale besiddelser fordelt blandt sejrherrerne. Japan, en allieret under krigen, fik tildelt mandatet over de tidligere tyske øer i Mikronesien: Marshall-, Caroline- og Palau-øerne. Med et enkelt pennestrøg på Versailles-traktaten havde den strategiske balance i Stillehavet forskudt sig dramatisk. Japan kontrollerede nu en dyb zone af ø-forposter, der strakte sig tværs over det centrale Stillehav. Ellis var en af de første til at indse den fulde betydning af dette. Disse øer, hvis de blev befæstet, ville udgøre en næsten uigennemtrængelig barriere for den amerikanske flåde i tilfælde af en konflikt.

Operationsplan 712: En Ny Form for Krigsførelse

Før Ellis var den primære tankegang omkring fremskudte baser defensiv. Man skulle erobre en base og forsvare den. Ellis' plan fra 1921 var radikalt anderledes. Han argumenterede for, at for at besejre Japan, ville USA være nødt til at projicere sin flådemagt tværs over Stillehavet. Dette ville kræve et system af baser, og mange af disse baser var nu under japansk kontrol. Konklusionen var uundgåelig og dristig: Marinekorpset skulle ikke blot forsvare baser, men skulle have til opgave at angribe og erobre stærkt forsvarede øer.

Hans plan var forbløffende detaljeret. Han forudså behovet for at erobre specifikke øer i de selvsamme øgrupper, som senere blev blodige slagmarker i Anden Verdenskrig. Han skitserede størrelsen og typen af de nødvendige enheder, hvilken slags landgangsfartøjer der skulle bruges, og endda det bedste tidspunkt på dagen for at gennemføre en landgang. Hans ord fra planen giver genlyd gennem historien:

"At gennemføre [en amfibielandgang] over for fjendtlig modstand kræver, for at sige det mildt, omhyggelig træning og forberedelse; og dette langs Marinekorpsets linjer. Det er ikke nok, at tropperne er dygtige infanterister eller artillerister med høj moral; de skal være dygtige sømænd og junglemænd, der ved, at det kan lade sig gøre – marinesoldater med marinekorpstræning."

Dette dokument omdefinerede Marinekorpsets eksistensberettigelse. Fra at have været små sikkerhedsdetachementer på flådens skibe, blev korpset nu bestemt til at være spydspidsen i en ny form for krigsførelse: amfibieangrebet.

Den Sidste Mission og et Vedvarende Mysterium

For at validere og supplere sin plan, påtog Ellis sig en hemmelig efterretningsmission til de japansk-kontrollerede øer i Stillehavet. Under dække af at være repræsentant for et handelsfirma, rejste han gennem Mikronesien og kortlagde øerne og analyserede deres militære potentiale. Det var en mission, der skulle koste ham livet.

I maj 1923 døde Earl H. Ellis på øen Koror i Palau-øgruppen under mystiske omstændigheder. Den officielle dødsårsag er uklar, men historien er omgærdet af konspirationsteorier. Mange mente, at han blev myrdet af det japanske militær, måske forgiftet med en flaske whisky sendt til ham på hans sidste dag. Sandheden er dog sandsynligvis mere tragisk og kompleks. Ellis' medicinske journaler afslørede, at han kort før sin død var blevet behandlet for delirium tremens og hallucinationer – klare tegn på fremskreden alkoholisme. Som en forsker bemærkede, var det usandsynligt, at japanerne behøvede at forgifte hans whisky, for for Ellis "var whisky i sig selv gift nok."

Mysteriet blev kun dybere, da den agent, farmaceut Lawrence Zembsch, der blev sendt for at efterforske dødsfaldet og hente Ellis' lig, selv døde, før han kunne aflevere sin rapport. Zembsch overværede kremeringen af Ellis' lig, men på rejsen hjem fik han et nervøst sammenbrud og blev indlagt på et hospital i Yokohama – et hospital, der kort efter blev begravet under murbrokker i det store Kantō-jordskælv i 1923. Ellis' aske blev fundet i ruinerne, men hans kort, noter og Zembschs rapport forsvandt for altid, konfiskeret af japanske myndigheder.

Fra Teori til Doktrin: Arven efter Ellis

Selvom Ellis' sidste efterretninger gik tabt, var hans strategiske vision intakt. Hans ideer blev grundlaget for udviklingen af den amerikanske amfibiedoktrin. I 1934, efter at have trukket sig ud af konflikter i Caribien, begyndte Marinekorpset for alvor at omsætte Ellis' teorier til praksis. Fakultetet og de studerende på Marine Corps Schools i Quantico blev sat til at skrive en manual. Resultatet var Tentative Manual for Landing Operations, et dokument der blev kendt som "Bogen".

Denne manual, der senere blev til den officielle Fleet Training Publication 167 (FTP-167), blev biblen for amfibieoperationer. Den blev testet og forfinet gennem en række store flådeøvelser i 1930'erne og dækkede alle aspekter af en landgangsoperation. Den blev senere adopteret af den amerikanske hær og dannede grundlaget for alle allierede landgange i Anden Verdenskrig, fra Stillehavet til Normandiets kyster.

Nøgleelementer i den Nye Amfibiedoktrin

Udviklingen af doktrinen var en kompleks proces, der adresserede adskillige udfordringer. Nedenstående tabel sammenligner nogle af de centrale problemer og de løsninger, der blev udviklet, direkte inspireret af Ellis' tankegang.

Ofte Stillede Spørgsmål

Hvad var Operationsplan 712 præcist?

Operationsplan 712 var en yderst detaljeret strategisk plan, skrevet i 1921 af oberstløjtnant Earl H. Ellis. Den forudsagde en fremtidig krig med Japan og argumenterede for, at den eneste måde at vinde på, var ved at bruge det amerikanske marinekorps til at gennemføre amfibieangreb for at erobre japansk-kontrollerede øbaser i Mikronesien og dermed understøtte den amerikanske flådes fremrykning over Stillehavet.

Blev Earl H. Ellis myrdet?

Det er en vedholdende teori, men der findes ingen afgørende beviser. Mistanken rettede sig mod de japanske myndigheder, men Ellis' veldokumenterede, alvorlige alkoholisme og de deraf følgende sygdomme udgør en mere sandsynlig, omend mindre dramatisk, dødsårsag. Tabet af bevismateriale, herunder efterforskerens rapport, betyder, at hans død forbliver et uløst mysterium.

Hvorfor var Ellis' plan så vigtig?

Planen var revolutionerende. Den ændrede fundamentalt det amerikanske marinekorps' fokus og definerede amfibieangreb som dets primære mission. Den udgjorde den strategiske og taktiske skabelon for ø-hop-kampagnerne i Stillehavet under Anden Verdenskrig og førte direkte til udviklingen af den amfibiedoktrin, der blev brugt af alle amerikanske værn under krigen.

Earl H. Ellis' arv er et vidnesbyrd om, at en enkelt persons vision kan ændre historiens gang. Hans liv var turbulent, og hans død var tragisk og mystisk. Men hans intellekt og forudseenhed gav USA det doktrinære værktøj, der var nødvendigt for at vinde en verdenskrig. Den plan, han udtænkte i fredstid, blev den blodige, men succesfulde virkelighed for en hel generation af marinesoldater, der kæmpede sig vej fra ø til ø over det store Stillehav.