Det dristige angreb på Kronstadt

I de urolige år efter Første Verdenskrig var Østersøen en krudttønde af politiske og militære spændinger. Den russiske borgerkrig rasede, og de nyligt uafhængige baltiske stater kæmpede for deres overlevelse. I denne kaotiske tid spillede den britiske Royal Navy en afgørende rolle, og et af de mest dristige og dramatiske kapitler i denne intervention var Operation Kronstadt. Dette var et natligt lynangreb udført af små, hurtige motortorpedobåde mod hjertet af den bolsjevikiske flåde, der lå for anker i den stærkt befæstede havn Kronstadt. En mission, der balancerede på en knivsæg mellem genialitet og selvmord, og som skulle få varige konsekvenser for magtbalancen i regionen.

Baggrund: En Anspændt Situation i Østersøen

Efter den russiske revolution i 1917 og den efterfølgende borgerkrig udgjorde den bolsjevikiske Østersøflåde, baseret i Kronstadt nær Petrograd (nu Skt. Petersborg), en betydelig trussel. Deres slagskibe, herunder Petropavlovsk og Andrei Pervozvanny, var en konstant fare for de britiske flådestyrker, der opererede i Finske Bugt for at støtte Estlands og Letlands uafhængighed og forhindre spredningen af bolsjevismen. Kronstadt var berygtet for at være en af verdens stærkest forsvarede flådebaser, beskyttet af massive kystforter og extensive minefelter. Et direkte angreb med konventionelle krigsskibe blev anset for at være umuligt.

Planlægningen af Operation RK

Den britiske kommandør, Admiral Sir Walter Cowan, vidste, at han måtte neutralisere truslen. Løsningen kom i form af en ny og relativt uprøvet våbentype: de 55-fods Coastal Motor Boats (CMB). Disse små, lette træbåde var designet til høj hastighed og kunne bære en eller to torpedoer. De var små nok til at navigere i snævre farvande og hurtige nok til at udføre 'hit-and-run' angreb. Planen, kendt som Operation RK, blev udarbejdet ombord på depotskibet HMS Vindictive under ledelse af Commander Claude Dobson. Ideen var at sende en lille flotille af CMB'er ind i selve Kronstadt havn under dække af mørket og et afledende luftangreb.

Operationen var oprindeligt planlagt til natten mellem den 15. og 16. august 1919, men blev udsat på grund af kraftig regn. Den blev i stedet iværksat kl. 01:00 om natten den 18. august. Syv CMB'er, anført af Dobson, sejlede fra deres base i Björkö i Finland. En ottende båd, CMB-4 under kommando af den allerede berømte Løjtnant Augustus Agar, fungerede som guide gennem de farlige minefelter omkring øen Kotlin.

Angrebet Udfolder Sig: To Bølger mod Fjenden

For at skabe maksimal forvirring blev angrebet koordineret med et luftangreb udført af 12 britiske fly. Mens bomberne faldt over havnen for at distrahere forsvarerne, sneg de små CMB'er sig ind mod deres mål. Angrebet blev udført i to bølger.

Første Bølge: Chok og Forvirring

Lige efter klokken 01:00 førte Dobson den første bølge, bestående af CMB-31, CMB-79 og CMB-88, gennem havneindløbet. De drønede forbi vagtskibet, destroyeren Gavriil. Deres første mål var ubådsdepotskibet Pamiat Azova, som lå fortøjet lige over for indgangen. CMB-79 affyrede sin torpedo og ramte skibet midtskibs, hvilket fik det til at synke hurtigt. Eksplosionen alarmerede hele havnen, og et inferno af projektører og tung beskydning brød løs mod de små angribende både. Forsvarerne var dog hæmmede; mange af deres store kanoner var blevet fjernet for at støtte hæren på land, og de resterende kanoner kunne ikke sigte lavt nok til at ramme de hurtige både uden at risikere at ramme deres egne skibe.

Dobson i CMB-31 og Løjtnant Dayrell-Reed i CMB-88 fortsatte dybere ind i havnen mod slagskibenes ankerplads. Fra en afstand på kun omkring 100 meter affyrede CMB-31 to torpedoer mod slagskibet Andrei Pervozvanny. Én ramte forstavnen og forårsagede alvorlig oversvømmelse. I mellemtiden blev CMB-88 fanget i en projektør, hvilket koncentrerede fjendens ild på den. Et britisk fly angreb og ødelagde projektøren, men ikke før CMB-88 blev ramt, og Dayrell-Reed blev dræbt. Hans næstkommanderende, Løjtnant Gordon Charles Steele, handlede resolut. Han flyttede sin faldne kaptajns krop fra rorsædet, overtog styringen og affyrede to torpedoer mod slagskibet Petropavlovsk. Begge missede og ramte havnemuren, men handlingen var et vidnesbyrd om utroligt mod under pres.

Anden Bølge: Kaos og Tab

Netop som den første bølge var på vej ud af havnen, ankom den anden bølge, bestående af CMB-24, CMB-62 og CMB-72. De mødte et fuldt alarmeret og rasende forsvar. CMB-72 blev ramt ved indsejlingen, hvilket satte dens torpedosystem ud af spil, og den måtte vende om. Da CMB-62 sejlede ind, kolliderede den med CMB-79 fra første bølge, som var på vej ud. CMB-79 sank, og CMB-62 måtte sænke farten for at samle overlevende op. Imens blev CMB-24 ramt og ødelagt af den intense beskydning, efter at have affyret en torpedo, der missede sit mål. Løjtnant Napier på CMB-62 så dette og affyrede sine to torpedoer mod destroyeren Gavriil, men også disse missede. Kort efter blev CMB-62 selv ramt og sank lige uden for havnen. Besætningen blev reddet af bolsjevikkerne og taget til fange.

Distraktionen skabt af den første bølge gav dog CMB-31 og den heroisk styrede CMB-88 mulighed for at undslippe til åbent hav, dækket af Augustus Agar i CMB-4, som affyrede sin sidste torpedo mod havneindløbet for at afskrække enhver forfølgelse. Klokken 02:00 var hele operationen ovre.

Skæbnen for de deltagende CMB-både

Operationens succes havde en høj pris, hvilket illustreres af skæbnen for de deltagende både.

Efterspil og Langsigtede Konsekvenser

Selvom de britiske tab var betydelige – tre CMB'er sænket og en beskadiget – var operationen en strategisk succes. Den bolsjevikiske flåde var blevet ydmyget og alvorligt svækket. Slagskibet Andrei Pervozvanny og ubådsdepotskibet Pamiat Azova var ude af spillet, og Petropavlovsk var, selvom den ikke blev ramt direkte, så skræmt, at den ikke længere udgjorde en aktiv trussel. Den britiske flåde kunne nu operere mere frit i Finske Bugt. Angrebet demonstrerede potentialet i små, hurtige angrebsfartøjer og blev en forløber for den type søkrigsførelse, der ville blive fremtrædende i Anden Verdenskrig.

I de følgende måneder fortsatte Admiral Cowan med at blokere Kronstadt og udlægge minefelter. Den 31. august blev den britiske destroyer HMS Vittoria sænket af den bolsjevikiske ubåd Pantera, hvilket markerede den sidste direkte konfrontation mellem de to flåder i Østersøen. Krigstrætheden satte ind hos bolsjevikkerne, og fredsforhandlinger begyndte. Dette førte til Tartu-traktaten, hvor Rusland anerkendte Estlands uafhængighed, efterfulgt af lignende traktater med Litauen og Letland. Operation Kronstadt var ikke den eneste faktor, men det dristige angreb var en afgørende demonstration af britisk vilje, som bidrog til at sikre de baltiske staters frihed.

Ofte Stillede Spørgsmål

Hvad var det primære mål med Operation Kronstadt?

Det primære mål var at neutralisere truslen fra de store bolsjevikiske slagskibe i Kronstadt havn. Disse skibe forhindrede Royal Navy i at operere frit i Finske Bugt og yde effektiv støtte til de nye uafhængige baltiske stater i deres kamp mod bolsjevikkerne.

Hvorfor brugte briterne små CMB-både i stedet for store krigsskibe?

Kronstadts havn var ekstremt stærkt forsvaret med minefelter og tungt kystartilleri, hvilket gjorde det selvmorderisk for store krigsskibe at nærme sig. De små, hurtige og lavprofilerede CMB'er var designet til netop sådanne højrisiko 'hit-and-run' missioner. De kunne navigere i de farlige farvande og levere deres torpedoer på tæt hold under dække af hastighed og mørke.

Hvem var den 'mystiske VC' (Victoria Cross-modtager) i operationen?

Der er ingen officiel 'mystisk VC' forbundet direkte med selve angrebet den 18. august. Der blev dog udvist utrolig tapperhed, især af Løjtnant Gordon Charles Steele, som overtog kommandoen, efter hans kaptajn blev dræbt. Flere Victoria Crosses blev tildelt for handlinger i Østersøen i denne periode, herunder til Augustus Agar for en tidligere mission, hvor han sænkede den russiske krydser Oleg, og til kommandør Dobson for hans lederskab under Kronstadt-raidet.