Sundhedskrisen efter Eufrat-skjoldet i Syrien

Selvom de mest intense kampe fra Tyrkiets militæroperation "Eufrat-skjoldet" i det nordlige Syrien er afsluttet, er en ny og mere stille kamp begyndt. Det er kampen for overlevelse, stabilitet og frem for alt sundhed for de tusindvis af civile, der er vendt tilbage til deres ødelagte byer. Den militære sejr har efterladt et tomrum, hvor ødelagt infrastruktur, mangel på basale fornødenheder og et overbebyrdet sundhedssystem skaber en dyb humanitær krise. For de tilbagevendte familier er truslen ikke længere kun bomber og kugler, men også forurenet vand, smitsomme sygdomme og en næsten total mangel på adgang til lægehjælp.

En skjult humanitær krise i ruinerne

Overgangen fra aktiv konflikt til stabilisering er en enorm udfordring. Området, der dækker omkring 2.225 kvadratkilometer, er nu under de facto tyrkisk kontrol, og den tyrkiske regering hævder, at titusinder af civile er vendt tilbage. Men de vender tilbage til byer i ruiner. Den fysiske ødelæggelse er den mest synlige arv fra krigen, men de usynlige konsekvenser er mindst lige så alvorlige. Ødelagte veje, sammenstyrtede bygninger og en fuldstændig smadret infrastruktur danner grundlaget for en folkesundhedskatastrofe, der udfolder sig langsomt, men sikkert. Problemerne er komplekse og spænder fra mangel på rent drikkevand til et sundhedsvæsen, der er kollapset under presset.

Vand, Sanitet og Sygdom: En Dødelig Kombination

Et af de mest akutte problemer i byer som al-Bab er adgangen til rent drikkevand. Byens vandinfrastruktur blev alvorligt beskadiget under kampene, hvilket efterlod beboerne uden en sikker kilde til vand. Situationen forværres af, at byens primære pumpestation er under det syriske regimes kontrol, som har afvist at pumpe vand til området. I desperation har de lokale gravet interimistiske brønde rundt omkring i byen. Disse brønde er ofte anlagt uden teknisk ekspertise og er placeret tæt på al-Babs gamle og utætte kloaksystem. Resultatet er katastrofalt: spildevand siver ned i brøndene og forurener drikkevandet med farlige bakterier. Dette har ført til en markant stigning i vandbårne sygdomme. Særligt tyfus er blevet en alvorlig trussel. Tyfus er en bakteriel infektion, der forårsager høj feber, mavesmerter og hovedpine, og uden behandling med antibiotika kan den være dødelig. I et område, hvor medicin er en mangelvare, og hospitalerne er overfyldte, udgør hvert tilfælde en potentiel dødsdom. Den manglende sanitære infrastruktur skaber en ond cirkel, hvor sygdomme spreder sig hurtigt gennem befolkningen.

Hospitaler under pres: Kampen for at redde liv

Spredningen af sygdomme har lagt et umenneskeligt pres på de få hospitaler og medicinske klinikker, der stadig er i drift. Disse faciliteter var i forvejen underbemandede og dårligt udstyrede til at håndtere krigsskader, og nu oversvømmes de af patienter med smitsomme sygdomme. Læger og sygeplejersker arbejder under umulige forhold med mangel på alt fra simple bandager og desinfektionsmidler til livsvigtig medicin som antibiotika. Den ødelagte infrastruktur gør det desuden svært at transportere patienter og forsyninger. Energiforsyningen er ustabil, hvilket betyder, at livsvigtigt udstyr som respiratorer og kuvøser ofte er ude af drift. Det er en daglig kamp for at redde liv mod alle odds, og sundhedspersonalet er ved at nå bristepunktet. Den psykologiske belastning for både patienter og personale er enorm i et system, der er på randen af totalt sammenbrud.

Sammenligning af sundhedstilstanden i Al-Bab

Tabellen nedenfor illustrerer den drastiske forværring af de basale sundhedsforhold i en by som al-Bab efter konflikten.

Styring og nødhjælp: En kompliceret proces

Leveringen af nødhjælp og genopbygningen af sundhedssystemet kompliceres yderligere af den måde, området administreres på. Tyrkiet har valgt at styre processen tæt, hvilket har skabt et tungt bureaukrati. Lokale syriske råd, der er ansvarlige for den daglige administration, skal søge tilladelse fra tyrkiske myndigheder for selv de mindste projekter. Dette forsinker kritisk vigtige indsatser. For eksempel måtte det lokale råd i al-Bab søge godkendelse fra guvernørens kontor i den tyrkiske by Gaziantep for at anlægge en fodboldbane – ressourcer, som mange lokale føler kunne være brugt bedre på at reparere en brønd eller en klinik. Samtidig har den tyrkiske regering begrænset mange internationale NGO'ers adgang til området. Selvom lokale klager over, at NGO'er ofte er mere lydhøre over for deres behov, er ansvaret for nødhjælp i stigende grad blevet centraliseret hos tyrkiske regeringsorganer eller regeringsnære organisationer. Denne centralisering risikerer at gøre hjælpen mindre effektiv og dårligere tilpasset de specifikke lokale behov, især inden for sundhedssektoren.

Sikkerhedens skrøbelighed og dens indvirkning på sundhed

Den generelle ustabilitet i regionen er en anden stor hindring for forbedringen af folkesundheden. Selvom de store kampe er ovre, er sikkerhedssituationen stadig skrøbelig. Terrorgruppen Islamisk Stat har stadig kapacitet til at udføre angreb, og interne stridigheder mellem forskellige oprørsgrupper er almindelige. Denne konstante trussel om vold gør det farligt for sundhedspersonale at arbejde og for nødhjælpsorganisationer at distribuere forsyninger. Angreb på civile mål skaber frygt og forhindrer en normalisering af samfundet. Uden grundlæggende sikkerhed er det umuligt at påbegynde den langsigtede genopbygning af hospitaler og klinikker. En bæredygtig forbedring af folkesundhed kræver et stabilt og sikkert miljø, hvor folk tør bevæge sig frit, og hvor sundhedsarbejdere kan udføre deres arbejde uden at frygte for deres liv. Den nuværende situation, hvor lokale politistyrker er svagere end de mange militser, skaber et magtvakuum, der undergraver ethvert forsøg på at etablere lov og orden, som er en forudsætning for et fungerende sundhedssystem.

Ofte Stillede Spørgsmål

Hvad er de største sundhedsrisici i det nordlige Syrien lige nu?

De primære risici er vandbårne sygdomme som tyfus og kolera på grund af forurenet drikkevand. Derudover er der udbredt mangel på adgang til basal sundhedspleje, behandling af kroniske sygdomme, vaccinationer for børn og psykologisk hjælp til traumeramte borgere.

Hvorfor er det så svært at levere nødhjælp til området?

Det skyldes en kombination af faktorer: Den fysiske infrastruktur er ødelagt, hvilket gør transport vanskelig. Sikkerhedssituationen er ustabil med fortsatte angreb og interne konflikter. Endelig skaber bureaukratiske forhindringer og politisk mikrostyring forsinkelser og begrænser adgangen for erfarne internationale hjælpeorganisationer.

Hvad er de langsigtede konsekvenser for folkesundheden?

Hvis den nuværende krise fortsætter, kan konsekvenserne være katastrofale. En hel generation af børn risikerer at vokse op med kroniske helbredsproblemer på grund af underernæring og manglende vaccinationer. Smitsomme sygdomme kan blive endemiske, og det ødelagte sundhedssystem vil tage årtier at genopbygge, hvilket vil have en varig negativ effekt på befolkningens livskvalitet og forventede levetid.

Vejen frem: En kamp for mere end bare overlevelse

Afslutningen på Operation Eufrat-skjoldet markerede enden på et kapitel, men starten på et andet, der er mindst lige så udfordrende. Tyrkiets indsats i det nordlige Syrien viser tydeligt, at militær kontrol kun er første skridt. Uden en effektiv og humanitært fokuseret indsats for at genopbygge infrastruktur, sikre adgang til rent vand og medicin og skabe et stabilt miljø, vil den menneskelige lidelse fortsætte. Den nuværende sundhedskrise er en tikkende bombe, der truer med at underminere enhver form for stabilitet, der er opnået. For befolkningen i det nordlige Syrien handler fremtiden ikke kun om fraværet af krig, men om tilstedeværelsen af de mest basale menneskerettigheder: retten til sundhed, rent vand og en tryg fremtid.