Indiens fagforeninger: En dybdegående guide

Indien, verdens mest folkerige nation, har en arbejdsstyrke af en skala, der er svær at fatte. I dette enorme landskab af arbejdskraft spiller fagforeninger en afgørende og kompleks rolle. De er ikke blot organisationer, der forhandler løn og arbejdsvilkår; de er dybt forankret i landets politiske og sociale historie. At forstå den indiske fagbevægelse er at forstå en væsentlig del af Indiens udvikling fra kolonitid til en moderne økonomisk magt. Denne artikel vil dykke ned i historien, strukturen, de største aktører og de lovgivningsmæssige rammer, der definerer fagforeningerne i Indien, og give et klart svar på, hvilken organisation der i dag er den største.

Fagforeningernes historiske rødder i Indien

Den indiske fagbevægelses oprindelse kan spores tilbage til den sidste halvdel af det 19. århundrede, en periode præget af den britiske kolonimagt og den spirende industrialisering. Etableringen af tekstil- og tøjfabrikker omkring havnebyer som Bombay (nu Mumbai), Calcutta (nu Kolkata) og Madras (nu Chennai) skabte en ny klasse af industriarbejdere. Deres arbejdsvilkår var ofte hårde, hvilket førte til de første spontane protester og strejker. Den første organiserede sammenslutning af indiske arbejdere tilskrives generelt Bombay Mill-Hands Association, som blev grundlagt af N.M. Lokhande i 1890. Dette skete kort efter, at den britiske regering vedtog den første fabrikslov i 1881.

I de følgende årtier blev flere arbejderforeninger dannet. Et afgørende øjeblik var grundlæggelsen af den første registrerede fagforening, Madras Labour Union, i 1918 af B.P. Wadia. To år senere, i 1920, blev den første landsdækkende føderation, All India Trade Union Congress (AITUC), etableret. Denne periode, påvirket af Første Verdenskrig, den russiske revolution og oprettelsen af Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO), så en markant stigning i antallet af arbejdskonflikter med over 1.000 registrerede strejker mellem 1920 og 1924. Den voksende magt hos fagforeningerne bekymrede de britiske myndigheder, hvilket kulminerede i den berygtede 'Cawnpore Conspiracy Case' i 1924, hvor fagforeningsledere blev anklaget for at planlægge en kommunistisk revolution. Som reaktion herpå blev Trade Union Act vedtaget i 1926. Denne lov skabte et formelt regelsæt for registrering og overvågning af fagforeninger. Ved Indiens uafhængighed i 1947 var der 2.766 registrerede fagforeninger med et samlet medlemstal på over 1,66 millioner.

Perioden efter uafhængigheden: Vækst og politisk opdeling

Efter Indiens uafhængighed i 1947 fulgte landet i vid udstrækning en socialistisk økonomisk model, der favoriserede den offentlige sektor og arbejder-venlig lovgivning. Dette skabte grobund for en markant vækst i fagbevægelsen. Medlemstallene voksede betydeligt i årtierne efter uafhængigheden, med en top i midten af 1970'erne og igen i midten af 1980'erne. En særlig kendetegn ved den indiske fagbevægelse i denne periode var dens tætte tilknytning til politiske partier. De store politiske skillelinjer i landet – primært mellem socialistiske og kommunistiske ideologier – afspejlede sig direkte i fagforeningerne.

De to største føderationer, Indian National Trade Union Congress (INTUC) og All India Trade Union Congress (AITUC), var tæt knyttet til henholdsvis Indian National Congress-partiet og Communist Party of India. Denne politisering havde både fordele og ulemper; den gav fagforeningerne politisk indflydelse, men førte også til splittelse og intern rivalisering. Perioden var præget af store arbejdskonflikter og strejker, herunder den landsdækkende jernbanestrejke i 1974 og den store tekstilstrejke i Bombay i 1982, som varede i over et år og markerede et vendepunkt for fagbevægelsens magt.

Hvem er den største fagforening i Indien?

Spørgsmålet om, hvilken fagforening der er størst, afhænger af, hvordan man måler det. I Indien er de fleste lokale fagforeninger tilknyttet større, nationale føderationer kendt som Central Trade Union Organisations (CTUOs). Disse CTUOs repræsenterer arbejderne på nationalt plan. Ifølge de seneste verificerede data, som blev indsendt til Arbejdsministeriet i 2013, er INTUC (Indian National Trade Union Congress) den største fagforeningsføderation i Indien. På det tidspunkt rapporterede INTUC et samlet medlemstal på hele 33,3 millioner.

Det er dog vigtigt at bemærke, at disse tal kan være genstand for politisk debat, og forskellige føderationer hævder ofte at have det højeste medlemstal. Nedenstående tabel giver et overblik over nogle af de mest fremtrædende CTUOs i Indien og deres historiske politiske tilhørsforhold.

Sammenligning af store nationale fagforeningsføderationer (CTUOs)

Den moderne æra: Liberalisering og nye udfordringer

De økonomiske reformer og liberaliseringen, der startede i 1991, markerede en ny æra for Indien og dets arbejdsmarked. Regeringens intervention i økonomien blev reduceret, den offentlige sektor skrumpede, og den private sektor blev opmuntret. Denne udvikling udgjorde en stor udfordring for fagforeningerne. Deres traditionelle magtbase i de store offentlige virksomheder blev svækket. Samtidig mødte forsøg på at organisere arbejdere i den voksende private sektor ofte stærk modstand fra arbejdsgiverne. Den generelle tilbagetrækning af statslig støtte til arbejderne underminerede yderligere deres forhandlingsposition.

Som reaktion på disse ændringer begyndte fagforeningerne fra slutningen af 1990'erne at rette deres fokus mod den enorme uformelle sektor. Denne sektor omfatter millioner af arbejdere uden formelle kontrakter, social sikring eller juridisk beskyttelse. Ved at organisere disse arbejdere har fagforeningerne formået at øge deres samlede medlemstal betydeligt. I dag udgør arbejdere fra den uformelle sektor en betydelig andel – ofte over 20 procent – af medlemmerne i de store CTUOs.

Lovgivningsmæssige rammer: Fra 1926 til IRC 2020

Den juridiske ramme for fagforeninger i Indien har været under udvikling siden kolonitiden. Den grundlæggende lov har i næsten et århundrede været Trade Union Act fra 1926, som primært omhandler registrering af fagforeninger. Grundloven garanterer retten til at danne foreninger, men loven fra 1926 indeholdt ikke bestemmelser om obligatorisk anerkendelse af fagforeninger fra arbejdsgivernes side. Dette har historisk set været en stor svaghed, da en arbejdsgiver kunne nægte at forhandle med en registreret fagforening.

For at modernisere og forenkle arbejdsmarkedslovgivningen har den indiske regering for nylig vedtaget en række nye love, herunder Industrial Relations Code, 2020 (IRC 2020). Selvom den endnu ikke er trådt fuldt i kraft, repræsenterer denne lovgivning en fundamental ændring. IRC 2020 introducerer koncepterne 'forhandlingsfagforening' (negotiating union) og 'forhandlingsråd' (negotiating council). Målet er at skabe en klarere proces for, hvem der har ret til at forhandle på vegne af arbejderne.

• Hvis der kun er én fagforening på en arbejdsplads, skal den have mindst 30% af arbejderne som medlemmer for at blive anerkendt som forhandlingsfagforening.
• Hvis der er flere fagforeninger, skal den, der skal anerkendes som den eneste forhandlingsfagforening, have opbakning fra mindst 51% af arbejderne.
• Hvis ingen fagforening opnår 51% opbakning, skal der dannes et forhandlingsråd bestående af repræsentanter fra alle fagforeninger, der har mindst 20% af arbejderne som medlemmer.

Disse nye regler sigter mod at reducere antallet af rivaliserende fagforeninger på den samme arbejdsplads og skabe en mere stabil forhandlingsproces.

Ofte Stillede Spørgsmål (FAQ)

Hvornår startede fagforeninger i Indien?

De første organiserede arbejderforeninger opstod i slutningen af det 19. århundrede. Den første formelt anerkendte sammenslutning var Bombay Mill-Hands Association i 1890, mens den første registrerede fagforening var Madras Labour Union, grundlagt i 1918.

Hvilken lov regulerer fagforeninger i Indien?

Historisk set har den primære lov været Trade Union Act fra 1926. Denne lov bliver dog konsolideret og erstattet af den nye Industrial Relations Code, 2020, som indfører nye regler for anerkendelse og forhandling.

Er alle fagforeninger i Indien politisk tilknyttede?

Mange af de største og mest indflydelsesrige nationale fagforeningsføderationer (CTUOs) har stærke historiske og ideologiske bånd til politiske partier. Dette er et definerende træk ved den indiske fagbevægelse, selvom der også findes uafhængige fagforeninger.

Hvad er en 'forhandlingsfagforening' under den nye lov?

En 'forhandlingsfagforening' er, under IRC 2020, den fagforening, der officielt anerkendes som den eneste repræsentant for arbejderne i forhandlinger med en arbejdsgiver. Anerkendelsen er baseret på, at fagforeningen har et flertal af arbejderne (over 51%) som medlemmer, hvis der er flere fagforeninger på arbejdspladsen.