Doolittle Raidet: Det dristige angreb på Japan

Efter det ødelæggende angreb på Pearl Harbor den 7. december 1941 var den amerikanske moral på et historisk lavpunkt. De japanske styrker stormede frem over Stillehavet og erobrede hurtigt Guam, Wake Island, Hong Kong og store dele af Sydøstasien. USA's flådestyrke var hårdt ramt, og befolkningen hungrede efter en sejr – et tegn på, at krigen kunne vendes. Præsident Franklin D. Roosevelt stod over for et enormt pres for at slå tilbage. Det var i denne mørke tid, at en af Anden Verdenskrigs mest dristige og opfindsomme missioner blev udtænkt: Doolittle Raidet. Missionen havde ikke til formål at forårsage alvorlig materiel skade, men derimod at levere et psykologisk slag mod det japanske imperium og bevise, at selv det japanske fastland var sårbart over for amerikansk gengældelse.

Planlægningen af en umulig mission

Idéen, der virkede næsten umulig, opstod i januar 1942. Kaptajn Francis S. Low fra den amerikanske flåde foreslog admiral Ernest King den radikale tanke at lade mellemtunge bombefly fra hærens luftvåben lette fra et hangarskib. Normalt var hangarskibe kun designet til mindre og lettere jagerfly. Idéen blev dog modtaget med interesse, og efter godkendelse fra chefen for U.S. Army Air Forces, Henry "Hap" Arnold, blev "Special Aviation Project No. 1" en realitet som en fælles operation mellem hæren og flåden.

Manden, der blev valgt til at lede denne monumentale opgave, var oberstløjtnant James Doolittle, en anerkendt pilot, luftfartsingeniør og pioner. Doolittle stod over for en dobbelt udfordring: Han skulle både træne besætningerne til at lette med et fuldt lastet bombefly fra en ekstremt kort startbane på et gyngende hangarskib og samtidig modificere flyene, så de kunne tilbagelægge den enorme distance til Japan og videre til Kina.

Valget af fly og mandskab

Efter grundige overvejelser blev North American B-25 Mitchell-bombeflyet valgt til missionen. Det var det eneste fly i det amerikanske arsenal, der kombinerede den nødvendige rækkevidde med en størrelse, der potentielt kunne gøre det muligt at lette fra et hangarskib. Den 3. februar 1942 beviste Doolittle og Low konceptets levedygtighed, da to B-25 bombefly succesfuldt lettede fra hangarskibet USS Hornet ud for kysten af Virginia.

Den oprindelige plan var, at flyene skulle vende tilbage til hangarskibet, men tests viste hurtigt, at mens det var relativt let at lette, var det praktisk talt umuligt at lande et så stort fly på et hangarskibs korte dæk. Derfor blev missionen ændret til en envejsrejse. Efter at have kastet deres bomber skulle besætningerne fortsætte mod landingsbaner i det ubesatte Kina. Forhandlingerne om at lande i Vladivostok i Sovjetunionen, som lå meget tættere på, mislykkedes, hvilket efterlod Kina som den eneste mulighed.

Besætningerne blev udvalgt fra den 17. Bombardment Group. Omkring 140 mænd blev sendt til Eglin Field i Florida for at gennemgå tre ugers intensiv og hemmelig træning.

Modifikationer og intensiv træning

For at missionen kunne lykkes, måtte B-25-flyene gennemgå omfattende modifikationer. Alt unødvendigt udstyr blev fjernet for at spare vægt.

• Brændstofkapacitet: Flyenes brændstofkapacitet blev næsten fordoblet ved at installere ekstra tanke, blandt andet i stedet for det nederste kanontårn.
• Forsvar: Radioerne blev fjernet, og for at kompensere for det fjernede kanontårn blev der monteret falske haleskyts lavet af malede kosteskafter i håb om at afskrække japanske jagerfly fra at angribe bagfra.
• Bombesigte: Det tophemmelige og avancerede Norden-bombesigte blev fjernet, da det var ineffektivt ved lav højde. I stedet opfandt en af piloterne, kaptajn C. Ross Greening, et simpelt, men genialt sigte, der blev kendt som "20-cent sight" på grund af de billige materialer.

Træningen var nådesløs. På en landingsbane i Florida blev der malet hvide linjer, der simulerede dækket på et hangarskib, og piloterne øvede sig igen og igen i at få de tungt lastede bombefly i luften på den korte distance. Besætningerne trænede i natflyvning, navigation uden landkending og bombning fra ekstremt lav højde – blot 460 meter over målet.

Til søs mod Japan

Den 1. april 1942 blev 16 modificerede B-25 bombefly lastet på dækket af USS Hornet i San Francisco. Dagen efter sejlede hangarskibet ud under dække af tåge, ledsaget af en flådestyrke navngivet Task Force 18. Længere ude på havet mødtes de med Task Force 16, anført af hangarskibet USS Enterprise under kommando af admiral William "Bull" Halsey, som overtog den overordnede kommando over operationen. Da dækket på Hornet var fyldt med bombefly, var det flyene fra Enterprise, der skulle stå for luftdækning og rekognoscering.

Ombord fortsatte træningen. Skytterne øvede sig mod drager, der blev fløjet fra skibet, og besætningerne blev grundigt briefet om deres specifikke mål i byer som Tokyo, Yokohama, Nagoya, Osaka og Kobe. Angrebet var planlagt til at blive spredt over en 80 kilometer bred front for at give indtryk af en meget større angrebsstyrke og for at forvirre det japanske luftforsvar.

Planen ændres brat

Den oprindelige plan var at lette i tusmørket, bombe om natten og lande i Kina næste morgen. Men som det ofte sker i krig, overlever ingen plan den første kontakt med fjenden. Tidligt om morgenen den 18. april 1942, da flåden stadig var over 820 miles (ca. 1320 km) fra Japan – meget længere end planlagt – opdagede amerikanske udkigsposter en japansk patruljebåd. Selvom båden hurtigt blev sænket, nåede den at sende en radiomeddelelse, der advarede det japanske militær. Admiral Halsey stod over for et svært valg: at afbryde missionen eller at sende flyene afsted med det samme, velvidende at de nu ville mangle brændstof til at nå sikkert frem til Kina. Han tog en dristig beslutning. Klokken 8:00 om morgenen sendte han en besked til Hornet: "LAUNCH PLANES. TO COL. DOOLITTLE AND GALLANT COMMAND, GOOD LUCK AND GOD BLESS YOU."

Angrebet der chokerede en nation

Klokken 8:20 lettede James Doolittles fly som det første fra det gyngende dæk på USS Hornet. På trods af den tunge sø og den korte startbane lykkedes det for alle 16 fly at komme sikkert i luften inden for en time. En stærk medvind hjalp dem på vej mod Japan.

Flyvningen mod målet forløb relativt udramatisk. De fløj i trætopshøjde for at undgå radar og opdagelse. Da de nærmede sig Tokyo, steg de til en bombe-højde på omkring 366 meter. På trods af at være blevet opdaget, mødte de kun spredt og upræcis antiluftskytsild og få japanske jagerfly, som ikke nåede at reagere effektivt. Besætningerne kastede deres last på omkring 14 tons bomber over militære og industrielle mål. Rapporter efter missionen beskrev store brande og synlige skader på fabrikker, ammunitionsdepoter og flådefaciliteter. Alle fly undslap det japanske luftrum uden tab.

Konsekvenser og efterspil

Den materielle skade fra Doolittle Raidet var minimal. Men den psykologiske virkning var enorm. For amerikanerne var det en tiltrængt moralsk sejr. Historien om de modige "Doolittle Raiders" spredte sig som en løbeild og blev brugt aktivt i rekrutteringskampagner. For japanerne var det et chok. Angrebet knuste myten om det japanske fastlands usårlighed og skabte frygt i befolkningen. Som en direkte konsekvens fremskyndede den japanske overkommando sine planer om at udvide sin defensive perimeter i Stillehavet, hvilket førte til det afgørende Slag om Midway.

Desværre havde missionen en tragisk pris. Da flyene løb tør for brændstof, måtte de 15 af de 16 besætninger enten springe ud med faldskærm eller nødlande i Kina. Den sidste besætning landede i Sovjetunionen og blev interneret. Takket være hjælp fra kinesiske civile og guerillaer overlevede de fleste af flyverne. Men japanerne hævnede sig brutalt på den kinesiske civilbefolkning i de områder, hvor de amerikanske piloter var landet. Hele landsbyer blev udslettet i en massakre, der anslås at have kostet 250.000 kinesiske liv.

Sammenligning af plan og virkelighed

Ofte Stillede Spørgsmål

Hvad var Doolittle Raidet?

Doolittle Raidet var et amerikansk luftangreb på flere japanske byer, herunder Tokyo, den 18. april 1942, under Anden Verdenskrig. Det var det første angreb på det japanske fastland og blev ledet af oberstløjtnant James Doolittle.

Var Doolittle Raidet en succes?

Ja, missionen betragtes som en stor succes, på trods af de minimale materielle skader. Dens primære mål var at løfte den allierede moral og demonstrere Japans sårbarhed, hvilket lykkedes fuldt ud. James Doolittle modtog Kongressens Æresmedalje for sin ledelse.

Hvilken betydning havde angrebet for krigen?

Angrebet havde en stor psykologisk effekt. Det tvang Japan til at omdirigere ressourcer til hjemmeforsvaret og fremskyndede deres fatale beslutning om at angribe Midway, hvilket blev et vendepunkt i Stillehavskrigen. Det styrkede også moralen markant i USA og hos de allierede.