Volterra: Historien om det forladte sindssygehospital

I det toscanske landskab, cirka 50 miles sydvest for Firenze, står en forfalden kolos som et monument over en mørk æra i psykiatriens historie. Volterra Psykiatriske Hospital, også kendt på italiensk som Ospedale Psichiatrico di Volterra, er i dag en ruin, men dets mure hvisker stadig historier om de tusindvis af sjæle, der levede og led bag dem. Stedet var engang kendt blandt lokalbefolkningen som "stedet uden återvenden", et tilnavn, der vidner om den håbløshed, der gennemsyrede institutionen. I nyere tid har hospitalets uhyggelige eftermæle fået nyt liv gennem det psykologiske gyserspil "The Town of Light", som er inspireret af de virkelige hændelser og den undertrykkende atmosfære, der herskede her.

Fra Vision til Manicomio: En Landsby for de Sindslidende

Hospitalets historie begyndte i oktober 1888, da en afdeling for "demente" blev oprettet inden for rammerne af et fattighus i det tidligere S. Girolamo-kloster. Denne beskedne afdeling voksede hurtigt i betydning og udviklede sig gradvist til et moderne asyl for behandling af psykiske sygdomme. I 1933 fik det officielt navnet Volterra Psykiatriske Hospital.

Den første direktør, Luigi Scabia, havde en progressiv vision. Han transformerede asylet til en selvforsynende landsby, et såkaldt "manicomio-villaggio". Det var et åbent samfund bestående af isolerede pavilloner, designet til at være fuldstændig autonomt. Hospitalet havde sit eget slagteri, bageri, mølle, olivenpresse, skomager, tømrerværksted, smedje, teglværk, isfabrik, savværk, vaskeri og skrædderi. Scabias filosofi var centreret omkring ergoterapi – terapi gennem arbejde. Patienterne blev anset for at kunne helbredes eller få det bedre ved at deltage i meningsfuldt, dagligt arbejde. Brugen af tvangsmidler som spændetrøjer var stærkt begrænset, og der blev lagt vægt på rekreative og kunstneriske aktiviteter som musik og dans for at fremme trivsel.

En Mørkere Æra: Chokterapi og Eksperimenter

Ved Scabias død i 1934 overtog Giovanni De Nigris ledelsen, og hospitalet bevægede sig ind i en markant mørkere periode. De Nigris omfavnede de nye, mere aggressive behandlingsformer, der vandt frem i tiden. Patienterne på Volterra blev nu udsat for en række eksperimentelle og ofte brutale terapier. Disse inkluderede:

• Malarioterapi: En metode, hvor patienter bevidst blev smittet med malaria for at fremkalde høj feber, hvilket man mente kunne "brænde" syfilis-relateret sindssyge ud af kroppen.
• Insulin-komaterapi: Patienter blev injiceret med store doser insulin for at fremkalde et koma, en risikabel procedure, man håbede ville "nulstille" hjernen.
• Elektrochok (ECT): Elektrisk stød blev sendt gennem hjernen for at fremkalde krampeanfald, en behandling, der blev brugt flittigt mod depression og skizofreni, ofte uden bedøvelse.
• Lobotomi: Et kirurgisk indgreb, hvor nervebanerne i hjernens pandelap blev skåret over. Indgrebet var uopretteligt og efterlod ofte patienterne i en passiv, følelsesløs tilstand.
• Opoterapi: En form for hormonbehandling, der blev anvendt på psykopatiske og kriminelle patienter for at dæmpe deres aggressioner.

Under De Nigris' ledelse nåede hospitalet sit maksimale antal patienter med 4.547 indlagte fordelt på over fyrre pavilloner. Presset på personalet var enormt, med rapporter om en ratio på op til 400 patienter per sygeplejerske. Denne overbelægning forværrede kun de i forvejen forfærdelige forhold.

Livet Bag Tremmerne

Fra 1963 fulgte hospitalet en lov fra 1904, der indførte en streng, hierarkisk struktur, som mindede mere om et fængsel end et behandlingssted. Sygeplejerskerne blev kaldt "vagter" eller "overordnede", og der herskede et politi-lignende regime. Patienterne blev frataget enhver form for selvbestemmelse. De blev ikke kun indlagt for alvorlige psykiske lidelser som skizofreni, depression eller autisme; man kunne også blive tvangsindlagt for at have afvigende politiske eller sociale holdninger – en effektiv måde for samfundet at skille sig af med uønskede elementer.

Værelserne havde tremmer for vinduerne, og hver aften blev patienterne låst inde. Privatlivets fred var en by i Rusland. Et af de mest hjerteskærende eksempler på denne umyndiggørelse var censuren af post. Breve, som patienterne skrev til deres familier i et forsøg på at række ud, blev systematisk konfiskeret og aldrig sendt. I stedet blev de arkiveret i patientens journal. Først efter hospitalets lukning blev disse breve samlet og udgivet i bogen "Corrispondenza negata" (Nægtet korrespondance), et rystende vidnesbyrd om den isolation og fortvivlelse, patienterne oplevede.

Direktørernes Filosofier: En Sammenligning

Hospitalets udvikling kan ses gennem de forskellige direktørers tilgange til psykiatrisk behandling.

Basaglia-loven og den Lange Lukning

I 1970'erne blæste nye vinde over italiensk psykiatri. Den såkaldte Basaglia-lov (Lov 180) blev vedtaget i 1978 og revolutionerede behandlingen af psykisk syge i Italien. Loven krævede en nedlukning af alle de store sindssygehospitaler og en overgang til mindre, lokale behandlingscentre, hvor patienternes rettigheder og værdighed var i fokus. For Volterra betød dette begyndelsen på enden. Selvom loven trådte i kraft i 1978, var processen med at udfase en så enorm institution lang og kompliceret. Den endelige og definitive lukning af Volterra Psykiatriske Hospital fandt først sted den 31. december 1996, som fastsat ved en senere lov, der krævede lukning af alle "resterende psykiatriske hospitaler".

Ekkoer fra Fortiden: Spillet "The Town of Light"

Selvom hospitalet har stået tomt i årtier, er dets historie ikke glemt. I 2017 bragte computerspillet "The Town of Light" Volterras grufulde fortid frem i lyset for en ny generation. Spillet er et psykologisk eventyr, der foregår på det minutiøst genskabte hospital. Spilleren indtager rollen som Renée, en fiktiv 16-årig pige, der vender tilbage til ruinerne af det asyl, hvor hun tilbragte det meste af sin ungdom. Gennem hendes øjne udforsker man de forladte gange, læsesale og behandlingsrum og afdækker de traumatiske begivenheder, der fandt sted. Spillet er baseret på omfattende research og virkelige patienthistorier og giver et skræmmende indblik i, hvordan livet som patient på Volterra kunne have været.

Ofte Stillede Spørgsmål

I dag står Volterra Psykiatriske Hospital som et forfaldent, men kraftfuldt symbol på en fejlslagen tilgang til mental sundhed. De smuldrende mure, de efterladte kørestole og de rustne senge er tavse vidner om tusindvis af glemte skæbner. Det er et sted, der minder os om vigtigheden af medmenneskelighed, værdighed og respekt i behandlingen af de mest sårbare i vores samfund.