Hudtuberkulose: Symptomer, Typer og Behandling

Hudtuberkulose, også kendt som kutan tuberkulose, er en infektion i huden forårsaget af bakterien Mycobacterium tuberculosis, den samme bakterie, der forårsager den mere velkendte lungetuberkulose. Selvom tuberkulose oftest forbindes med lungerne, kan den i sjældne tilfælde manifestere sig i andre dele af kroppen, herunder huden. Det er en ualmindelig form for ekstrapulmonal tuberkulose (TB uden for lungerne) og udgør mindre end 1-1,5% af alle tuberkulosetilfælde. Sygdommens udseende og forløb afhænger i høj grad af personens immunforsvar og den måde, hvorpå bakterien er kommet ind i huden.

Hvem får hudtuberkulose?

Selv i lande, hvor tuberkulose er udbredt, er hudtuberkulose en sjældenhed. Dog er der visse risikofaktorer, der øger sandsynligheden for at udvikle sygdommen. Disse faktorer er ofte de samme som for lungetuberkulose:

• Tæt kontakt: At være i nærheden af en person med aktiv, smitsom lungetuberkulose.
• Geografi: At bo i eller rejse til områder med høj forekomst af TB, såsom det indiske subkontinent, Afrika syd for Sahara og dele af Asien.
• Overfyldte levevilkår: At bo i tætbefolkede samfund, herunder plejehjem, fængsler og hospitaler.
• Socioøkonomiske faktorer: Fattigdom, underernæring og dårlige hygiejniske forhold kan øge risikoen.
• Selveksposition: Sundhedspersonale, der arbejder på hospitaler eller i laboratorier, kan være i risiko.
• Svækket immunforsvar: Personer med nedsat immunforsvar på grund af sygdomme som HIV/AIDS, kræft, diabetes eller som følge af immundæmpende medicin (f.eks. TNF-alfa-hæmmere) er mere modtagelige.

Det er vigtigt at bemærke, at ikke alle, der udsættes for tuberkulosebakterien, udvikler sygdommen. Det anslås, at kun omkring 10% af de smittede vil udvikle aktiv tuberkulose i løbet af deres levetid, hvilket tyder på, at genetisk modtagelighed også spiller en rolle.

Hvordan opstår og udvikler hudtuberkulose sig?

Hudtuberkulose kan opstå på flere forskellige måder, som hver især kan føre til forskellige kliniske manifestationer af sygdommen. Immunsystemets reaktion på bakterien er afgørende for, hvordan infektionen kommer til udtryk på huden.

1. Direkte inokulation: Bakterien trænger ind i huden gennem et sår, en rift eller en anden skade. Dette kan ske ved uheld, f.eks. under en obduktion ('prosektorvorte') eller ved procedurer som tatovering eller piercing med forurenet udstyr.
2. Hæmatogen spredning: Bakterien spredes til huden via blodbanen fra et primært infektionsfokus et andet sted i kroppen, typisk lungerne. Dette ses ofte hos personer med et svækket immunforsvar.
3. Direkte udbredelse: Infektionen kan sprede sig direkte til huden fra et underliggende inficeret område, såsom en lymfeknude eller en knogle.

De forskellige typer af hudtuberkulose

Hudtuberkulose kan præsentere sig på mange forskellige måder. De kliniske former klassificeres ofte ud fra, hvordan infektionen er opstået, og patientens immunstatus. Nogle af de mest almindelige former er beskrevet nedenfor.

Lupus Vulgaris

Dette er den mest almindelige form for hudtuberkulose i Europa og ses typisk hos personer med et moderat til stærkt immunforsvar. Lupus vulgaris er en vedvarende og progressiv sygdom. Den starter ofte som små, rødbrune knopper (papler), der langsomt vokser og smelter sammen til større plamager (plaques). Et karakteristisk tegn er de såkaldte 'æblegelé-knuder', som er gullige, gennemskinnelige knuder, der bliver synlige, når man presser et glas mod huden (diascopy). Ubehandlet kan lupus vulgaris føre til betydelig vævsødelæggelse, ardannelse og i sjældne tilfælde udvikling af hudkræft (pladecellekarcinom) i de gamle ar.

Scrofuloderma

Scrofuloderma opstår, når en underliggende tuberkuløs infektion, oftest i en lymfeknude eller knogle, bryder igennem til den overliggende hud. Det ses hyppigst på halsen, under kæben eller i armhulerne. Det begynder som en fast, smertefri subkutan knude, der gradvist bliver blødere og danner en 'kold byld'. Huden over bylden bliver lilla og bryder til sidst ned, hvilket resulterer i et eller flere sår med dannelse af fistler og sinusgange, hvorfra der kan sive pus. Tilstanden heler ofte med grimme, tilbagetrukne ar.

Tuberculosis Verrucosa Cutis (Vorteagtig Tuberkulose)

Denne form opstår ved direkte inokulation af bakterien i huden hos en person, der allerede har en vis immunitet mod tuberkulose. Den præsenterer sig som en enkelt, vorteagtig, lilla eller brunrød vækst, der langsomt udvider sig. Læsionerne er ofte lokaliseret på hænder, knæ, albuer eller fødder – steder, der er udsat for traumer. Den kan forveksles med almindelige vorter, men den er mere vedvarende og kan vokse sig større over tid.

Andre sjældnere former

• Tuberkuløst chanker: Den primære infektion efter direkte inokulation hos en person uden tidligere immunitet. Viser sig som et smertefrit sår, ofte ledsaget af hævede regionale lymfeknuder.
• Miliær tuberkulose: En alvorlig, udbredt form forårsaget af spredning via blodet. Ses hos spædbørn og immunsvækkede personer. Hudlæsionerne er små, røde pletter, der kan udvikle sig til blærer eller sår. Tilstanden er livstruende.
• Orificiel tuberkulose: Sjælden form, der opstår ved autoinokulation (selv-smitte) fra en avanceret intern tuberkulose (f.eks. i lunger eller tarm). Viser sig som smertefulde sår på slimhinderne omkring mund, næse eller anus.

Sammenligning af almindelige typer hudtuberkulose

For at give et bedre overblik er her en tabel, der sammenligner de vigtigste træk ved de mest almindelige former for hudtuberkulose.

Diagnose og undersøgelser

Diagnosen af hudtuberkulose kan være udfordrende, fordi sygdommen er sjælden og kan ligne mange andre hudsygdomme. En grundig sygehistorie og klinisk undersøgelse er afgørende. Den endelige diagnose stilles ofte ved en kombination af følgende undersøgelser:

• Hudbiopsi: En vævsprøve (biopsi) fra hudlæsionen er den vigtigste diagnostiske test. Under mikroskopet kan man se karakteristiske betændelsesmønstre kaldet granulomer, ofte med en central nekrose (vævsdød).
• Specialfarvning og PCR: Vævsprøven kan farves med specielle teknikker (f.eks. Ziehl-Neelsen-farvning) for at identificere de syrefaste tuberkulosebakterier. Dog er antallet af bakterier i huden ofte meget lavt, hvilket gør dem svære at finde. PCR (Polymerase Chain Reaction) er en mere følsom metode, der kan påvise bakteriens DNA.
• Dyrkning: Vævsprøver kan sendes til dyrkning i laboratoriet for at få bakterien til at vokse. Dette bekræfter diagnosen og gør det muligt at teste for antibiotikaresistens, men det kan tage mange uger.
• Mantoux-test (PPD) og IGRA-test: Disse tests (en hudtest og en blodprøve) kan vise, om en person har været udsat for tuberkulosebakterien, men de kan ikke skelne mellem aktiv sygdom og en latent (sovende) infektion.
• Billeddiagnostik: Et røntgenbillede af lungerne (røntgen af thorax) tages altid for at udelukke eller bekræfte samtidig lungetuberkulose.

Behandling af hudtuberkulose

Behandlingen af hudtuberkulose er den samme som for lungetuberkulose og kræver en langvarig kur med flere forskellige slags antibiotika. Dette kaldes multidrugsbehandling og er nødvendigt for at dræbe alle bakterier og forhindre udviklingen af resistens. Standardbehandlingen varer typisk i mindst seks måneder og består af en kombination af følgende lægemidler:

• Isoniazid
• Rifampicin
• Pyrazinamid
• Ethambutol

Behandlingen indledes med en intensiv fase på to måneder, hvor alle fire stoffer tages, efterfulgt af en fortsættelsesfase på fire måneder med typisk kun isoniazid og rifampicin. Det er ekstremt vigtigt at fuldføre hele behandlingsforløbet, selvom symptomerne forbedres hurtigt. Ufuldstændig behandling kan føre til tilbagefald og udvikling af multiresistent tuberkulose (MDR-TB), som er meget vanskeligere og dyrere at behandle. I nogle tilfælde, f.eks. ved lokaliserede læsioner som lupus vulgaris, kan kirurgisk fjernelse overvejes som et supplement til medicinsk behandling.

Ofte Stillede Spørgsmål (FAQ)

Er hudtuberkulose smitsom?

Hudtuberkulose i sig selv betragtes som meget lidt smitsom. Bakterieantallet i hudlæsionerne er typisk lavt. Den primære smitterisiko kommer fra patienter, der samtidig har aktiv lungetuberkulose, da de kan sprede bakterier gennem hoste. Derfor vil alle patienter med hudtuberkulose blive undersøgt for lungetuberkulose.

Hvad er forskellen på lungetuberkulose og hudtuberkulose?

Forskellen ligger i infektionens placering. Lungetuberkulose påvirker lungerne og er den mest almindelige og smitsomme form. Hudtuberkulose er en manifestation af sygdommen i huden og er sjælden og generelt ikke smitsom fra hud til hud.

Kan man blive fuldstændig helbredt?

Ja, med den korrekte multidrugsbehandling er prognosen for helbredelse fremragende. De fleste former for hudtuberkulose reagerer godt på behandlingen, selvom helingen af huden kan tage tid. Dog kan nogle former, som lupus vulgaris og scrofuloderma, efterlade permanente ar.

Hvorfor er det vigtigt at tage flere slags medicin?

Mycobacterium tuberculosis kan hurtigt udvikle resistens over for et enkelt antibiotikum. Ved at bruge en kombination af flere lægemidler, der angriber bakterien på forskellige måder, minimeres risikoen for resistensudvikling markant, og chancen for en vellykket behandling øges.