American Labor Party: En politisk historie

American Labor Party (ALP) var et unikt politisk fænomen i amerikansk historie, der opstod i 1930'erne som et resultat af dybe splittelser i det socialistiske parti og en voksende trang blandt fagforeninger til at udøve mere direkte politisk indflydelse. Partiet fungerede primært i New York og spillede en afgørende rolle i at sikre Franklin D. Roosevelts genvalg ved at give ham en ekstra stemmelinje på valgsedlen. Dets historie er en fortælling om ambition, succes, interne magtkampe og til sidst et fald, der blev fremskyndet af den kolde krigs politiske klima. Denne artikel udforsker dannelsen, fremgangen, de interne konflikter og den endelige opløsning af et af USA's mest indflydelsesrige tredjepartier.

Dannelsen og de Tidlige År

Rødderne til American Labor Party kan spores tilbage til en bitter intern kamp inden for Socialist Party of America. Partiet var splittet mellem en højreorienteret fraktion, kendt som "Old Guard", og en mere radikal venstrefløj. I maj 1936 brød "Old Guard" ud og dannede Social Democratic Federation (SDF). Denne splittelse var ikke kun ideologisk; den handlede også om kontrol over betydelige aktiver, herunder den indflydelsesrige jødiske avis The Forward, The New Leader, Rand School of Social Science og Camp Tamiment. Louis Waldman, en central figur i "Old Guard", beskrev i sine erindringer, hvordan de arbejdede for at forhindre, at disse institutioner og deres millioner af dollars i reserver faldt i hænderne på de venstreorienterede "militante socialister".

Samtidig, den 1. april 1936, etablerede fagforeningsledere som Sidney Hillman og John L. Lewis organisationen Labor's Non-Partisan League (LNPL). Formålet var at kanalisere penge og arbejdskraft til at støtte Franklin D. Roosevelts genvalgskampagne og andre politikere, der var venligt stemt over for organiserede fagforeninger. Det var i denne kontekst, at ideen om et nyt politisk parti opstod. Max Zaritsky, en fagforeningspræsident, foreslog over for David Dubinsky og Sidney Hillman at omdanne LNPL til et egentligt parti. Mødet, der førte til partiets grundlæggelse, blev afholdt på Brevoort Hotel med deltagelse af ledere fra International Ladies Garment Workers Union (ILGWU), Amalgamated Clothing Workers of America (ACWA) og SDF. Navnet "American Labor Party" blev foreslået af Isidore Nagler og blev hurtigt vedtaget.

Selvom ledende demokrater som James Farley og Edward J. Flynn var skeptiske, beordrede præsident Roosevelt personligt, at Demokraterne i New York skulle hjælpe det nye parti med at indsamle de nødvendige underskrifter for at opnå officiel status. Ved præsidentvalget i 1936 stemte 274.924 vælgere på Roosevelt via ALP's stemmelinje, hvilket viste partiets umiddelbare relevans og styrke, især i jødiske kvarterer i New York City.

Fremgang og Interne Magtkampe

ALP's tidlige succes blev i høj grad finansieret af tekstilfagforeningerne. ILGWU alene bidrog med næsten 142.000 dollars til 1936-kampagnen, en enorm sum for et tredjeparti på det tidspunkt. I 1937 var over 200 fagforeninger tilknyttet partiet, og beslutningerne blev i høj grad truffet af en lille gruppe bestående af Fred Umhey fra ILGWU, Jacob Potofsky fra ACWA og Alex Rose fra hattemagerforbundet.

Partiets indflydelse voksede markant, da det støttede Fiorello La Guardia ved borgmestervalget i New York City i 1937. La Guardia modtog 482.790 stemmer på ALP-linjen, hvilket udgjorde 21,6% af det samlede antal stemmer. Dette cementerede ALP som det næststørste parti i byen og det største i visse distrikter i Bronx og Brooklyn.

Men med succesen fulgte også interne problemer. Medlemmer af Communist Party USA begyndte at melde sig ind i ALP i stort tal. Selvom partiets vedtægter specifikt forbød kommunister, blev denne regel ikke håndhævet. Fagforeninger med kommunistisk ledelse, såsom United Electrical Workers og Transport Workers, opfordrede deres medlemmer til at tilslutte sig. Dette skabte en dyb splittelse. Da Norman Thomas og hans socialister forsøgte at slutte sig til partiet i 1937, mødte de modstand, blandt andet på grund af Thomas' pacifisme.

Konflikten eskalerede op til præsidentvalget i 1940. Kommunisterne i partiet var imod at støtte Roosevelt for en tredje periode, især efter underskrivelsen af Molotov-Ribbentrop-pagten mellem Nazityskland og Sovjetunionen. Ved partikonventet den 14. september 1940 udbrød der fysiske slåskampe, men det lykkedes til sidst for den anti-kommunistiske fløj at sikre nomineringen af Roosevelt.

Fraktionernes Kamp og Splittelsen

Spændingerne mellem højre- og venstrefløjen i partiet fortsatte med at vokse. Henrettelsen af de polske jødiske arbejderaktivister Victor Alter og Henryk Ehrlich i Sovjetunionen blev et centralt stridspunkt. Den anti-kommunistiske fløj fordømte henrettelserne, mens den kommunistisk-allierede fløj forsvarede Sovjetunionen. Denne debat var afgørende for valget til partiets amtsudvalg i 1943, hvor venstrefløjen vandt kontrol over afdelingen i Bronx.

Den endelige magtkamp fandt sted i 1944. Sidney Hillman, en leder af venstrefløjen, truede med at mobilisere sin magtfulde fagforening, ACWA, hvis partiets ledelse ikke vedtog et forslag om at øge fagforeningernes kontrol. Højrefløjen, ledet af David Dubinsky, afviste dette. Selv Eleanor Roosevelt og Adolf A. Berle støttede højrefløjen, mens præsident Roosevelt forsøgte at mægle for at undgå en splittelse. Et kompromisforslag fra borgmester La Guardia blev accepteret af Hillman, men afvist af Dubinsky. Ved valget til statskomiteen vandt venstrefløjen en jordskredssejr og sikrede sig 620 ud af 750 pladser. Dette førte til den uundgåelige splittelse. Den anti-kommunistiske højrefløj, herunder folk som Paul Blanshard og Harry W. Laidler, forlod partiet og dannede Liberal Party of New York, som blev en direkte konkurrent til ALP.

Sammenligning af Faktioner i ALP

Nedgang og Endelig Opløsning

Efter splittelsen var ALP under venstrefløjens fulde kontrol, med kongresmedlem Vito Marcantonio som den mest fremtrædende figur. Partiet stod dog over for nye udfordringer. Vedtagelsen af Wilson Pakula Act i New York gjorde det sværere for kandidater at stille op for flere partier samtidigt (såkaldt "electoral fusion"), hvilket havde været en central del af ALP's strategi. Trods dette lykkedes det for Marcantonio at blive genvalgt i 1948 udelukkende på ALP's stemmelinje.

Det afgørende slag kom med præsidentvalget i 1948. ALP valgte at støtte Henry A. Wallace og hans Progressive Party, som førte en kampagne, der var stærkt kritisk over for præsident Trumans hårde linje mod Sovjetunionen. Denne beslutning isolerede partiet fuldstændigt. Den nationale fagforeningssammenslutning CIO opfordrede alle sine medlemsforbund til at trække sig fra ALP. ACWA, en af partiets grundlæggere, trak sin støtte, og selv Mike Quill, lederen af Transport Workers Union, forlod partiet i protest og kaldte de tilbageværende medlemmer for "tåber og tosser".

Marcantonio formåede at blive genvalgt til Kongressen fra sit distrikt i East Harlem flere gange, men tabte sit sæde i 1950. I 1949 stillede han op som borgmester i New York, men blev kun nummer tre med 14% af stemmerne. Partiets nedtur fortsatte. Ved guvernørvalget i 1954 fik deres kandidat, John T. McManus, færre end de 50.000 stemmer, der var nødvendige for at bevare partiets automatiske plads på stemmesedlen. Marcantonio selv forlod partiet i 1953 efter uenigheder med kommunistiske ledere, som han mente havde opgivet ideen om et uafhængigt tredjeparti. Uden sin mest karismatiske leder og uden adgang til stemmesedlen svandt partiet ind til ingenting og blev formelt opløst i 1956.

Ofte Stillede Spørgsmål