Økonomisk vækst: Kuren mod national fattigdom

En nations sundhedstilstand er uløseligt forbundet med dens økonomiske velstand. Bekæmpelse af fattigdom og ulighed er ikke kun et økonomisk mål, men en fundamental forudsætning for at forbedre folkesundheden, reducere sygdomsbyrden og skabe et samfund, hvor borgerne kan trives. En vellykket strategi for bæredygtig og inkluderende vækst afhænger af et velfungerende marked og en regering, der understøtter den private sektors udvikling i industrier, der stemmer overens med landets komparative fordele. Især for udviklingslande, der er rige på naturressourcer men samtidig har et stort overskud af arbejdskraft, opstår et kritisk spørgsmål: Hvordan kan man udnytte disse potentialer til at skabe en dynamisk proces, der løfter millioner ud af fattigdom og ind i et sundere liv?

Grundlæggende principper for strukturel transformation

Dynamisk vækst i den moderne verden er drevet af teknologisk innovation og industriel opgradering. For at denne udvikling skal være konkurrencedygtig og bæredygtig, skal den være i overensstemmelse med landets komparative fordele. Ifølge den anerkendte Harvard-økonom Michael Porter skal industrier opfylde fire principper for at opnå international konkurrenceevne: For det første skal de intensivt udnytte de produktionsfaktorer, som økonomien har i overflod. For det andet skal de have store hjemmemarkeder. For det tredje skal de danne klynger, og for det fjerde skal de være konkurrencedygtige på hjemmemarkedet.

De to primære betingelser er enkle, men kraftfulde. Først og fremmest, hvis en industri er i overensstemmelse med et lands komparative fordele, bestemt af dets faktortildeling, vil den have potentialet til at konkurrere globalt såvel som nationalt. Dette forklarer, hvorfor mange af verdens rigeste lande er små økonomier som Schweiz, Finland og Danmark. De har med succes specialiseret sig i industrier, der udnytter deres unikke styrker.

Den arbejdsintensive strategis fordele for de fattige

Når et udviklingsland med rigelig arbejdskraft følger sine komparative fordele og udvikler arbejdsintensive industrier, opnår det flere fordele. Det kan udnytte "fordelen ved at være bagefter" til at reducere omkostningerne ved innovation ved at adoptere eksisterende teknologier. En sådan udviklingsstrategi vil også være til gavn for de fattige. Dette skyldes, at der skabes flere job i produktionssektorerne, hvilket hurtigt absorberer overskydende arbejdskraft fra landdistrikterne. Dette giver de fattige, hvis indkomst primært afhænger af lønarbejde, mulighed for beskæftigelse.

Efterfølgende vil lønningerne stige, når økonomien opgraderes til mere kapitalintensive industrier. Dette sker, når landets kapital akkumuleres, og dets komparative fordele ændrer sig. Denne proces skaber en positiv spiral, hvor øget velstand fører til bedre levevilkår, bedre ernæring og bedre adgang til sundhedsydelser, hvilket igen forbedrer den samlede folkesundhed.

Udfordringen for ressourcerige lande

Men hvad er de komparative fordele for et ressourcerigt land med en overflod af arbejdskraft? Umiddelbart ligger fordelen i at udvikle ressourceintensive industrier som minedrift eller olieudvinding. Problemet er, at disse industrier skaber meget få job. Da jeg besøgte Papua Ny Guinea (PNG) i 2009, lærte jeg, at landets berømte OK Tedi kobbermine genererede 40% af de offentlige indtægter og 80% af eksporten. Men minen beskæftigede kun 2.000 mennesker. Et andet eksempel er PNG's nye naturgasprojekt, som kan fordoble BNP på fem år, men kun vil skabe 8.000 job. Størstedelen af PNG's 6,6 millioner indbyggere lever stadig af subsistenslandbrug og er fattige. Dette viser tydeligt, at rigdom fra naturressourcer ikke automatisk omsættes til bred velstand eller forbedret sundhed for befolkningen.

Kan ressourcerige lande udvikle produktionsindustrier?

Svaret er ja. Et lands lave lønniveau er en afgørende fordel for arbejdsintensive produktionsindustrier, da løn udgør den største produktionsomkostning. Derfor kan disse industrier være konkurrencedygtige i et sådant land. Udviklingen af arbejdsintensive industrier i lande som Indonesien, Thailand og Cambodja er gode eksempler. Desuden tilbyder disse industrier ikke kun potentialet til at absorbere overskydende arbejdskraft fra landdistrikterne, men de kan også bane vejen for en kontinuerlig opgradering til industrier med højere værditilvækst. Finlands Nokia er et glimrende eksempel. Virksomheden startede med skovhugst, diversificerede til den arbejdsintensive produktion af gummistøvler og senere til husholdningselektronik, før den satsede på mobiltelefoner. Denne gradvise udvikling skabte en robust økonomi og et velfærdssamfund med en høj sundhedsstandard.

At undgå 'Hollandsk Syge' og ressourceforbandelsen

Udnyttelse og eksport af naturressourcer kan ledsages af fænomenet Hollandsk Syge i et ressourcerigt land. Eksportindtægter fra for eksempel olie eller mineraler presser værdien af valutaen op, hvilket negativt påvirker konkurrenceevnen for andre eksportvarer som f.eks. industriprodukter. Hvis rigdommen fra naturressourcer desuden fanges af magtfulde grupper, som det er set i Nigeria, kan ressourcerne blive en forbandelse snarere end en velsignelse.

De skandinaviske lande har dog demonstreret en bedre forvaltning af den rigdom, de har genereret fra naturressourcer. De har vist, at gennemsigtig forvaltning og investering i menneskelig kapital (uddannelse og sundhed) samt infrastruktur kan øge arbejdskraftens produktivitet, reducere produktions- og transaktionsomkostninger og modvirke de negative virkninger af Hollandsk Syge.

To Tilgange til Ressourcerigdom

Fra forbandelse til velsignelse: Lektioner for fremtiden

Den skandinaviske erfaring indeholder værdifulde lektioner for arbejdsrige, ressourcerige økonomier. Som fremmet af Verdensbankens initiativer, kan disse lande vende ressourcer fra en forbandelse til en velsignelse, hvis de forvalter og omdanner deres naturressourcerigdom til at bekæmpe fattigdom, sult, underernæring, analfabetisme og sygdom. Ved at støtte en strukturel transformation kan de akkumulere kapital, forbedre infrastruktur, omdanne industriel struktur og efterfølgende hæve indkomsterne hurtigere end ressourcefattige lande. Dette er den direkte vej til at bygge et sundere og mere modstandsdygtigt samfund.

Ofte Stillede Spørgsmål