Kents glemte hospitaler: En historisk rejse

Kent har gennem årene været hjemsted for et utal af hospitaler, der spænder fra berygtede psykiatriske anstalter til innovative flydende sygestuer på Themsen. Disse institutioner fortæller en rig historie om medicinsk udvikling, samfundsændringer og arkitektonisk forvandling. Men som tiden er gået, og store, moderne hospitaler er blevet bygget, er mange af disse ældre medicinske institutioner blevet lukket og erstattet af noget helt andet. Tag med på en rejse tilbage i tiden for at udforske de forsvundne hospitaler i Kent og opdage de historier, der gemmer sig bag deres mure, og hvad der står på deres plads i dag.

Isolationshospitaler: Kampen mod smitsomme sygdomme

I en tid før antibiotika og udbredte vaccinationer var frygten for smitsomme sygdomme en konstant trussel. For at beskytte befolkningen blev der oprettet særlige isolationshospitaler, hvor patienter med lidelser som kopper, tuberkulose og skarlagensfeber kunne blive behandlet i karantæne. Kent havde adskillige sådanne faciliteter, hver med sin egen unikke historie.

Warren Isolation Hospital, Ashford

Hvis du i dag kører på motorvej M20 nær Ashford, kører du måske lige hen over det sted, hvor victorianske patienter med de mest smitsomme sygdomme blev behandlet. Ashford Isolation Hospital blev grundlagt i 1867 af en læge ved navn Mr. Whitfeld. Han så et presserende behov for et dedikeret sted til patienter med stærkt smitsomme lidelser og byggede et lille hospital, som han primært brugte i forbindelse med sin egen praksis. Efter hans død i 1877 overtog de lokale sundhedsmyndigheder driften og udvidede hospitalet til otte senge. Gennem årene blev flere blokke tilføjet, og i 1970'erne blev det kendt som Warren Isolation Hospital. Dets skæbne blev beseglet i slutningen af 1970'erne eller begyndelsen af 1980'erne, da det blev revet ned for at gøre plads til M20-motorvejen.

Bow Arrow Hospital og de flydende hospitaler i Dartford

Dartford var et knudepunkt for behandling af infektionssygdomme, ikke mindst på grund af sin beliggenhed ved Themsen. Bow Arrow Hospital, bygget i 1893, bestod oprindeligt af bølgeblikpavilloner og en administrationsbygning i mursten. Efter en udvidelse voksede det til syv pavilloner, et sygeplejerskehjem og endda et lille kapel. I 1950 specialiserede det sig i tuberkulosebehandling, men lukkede endeligt i 1982. I dag er området et boligkvarter.

En endnu mere usædvanlig tilgang var brugen af hospitalsskibe på Themsen. For at holde smitsomme sygdomme som kopper væk fra befolkningen blev patienter transporteret via floden til flydende sygestuer. Tre hospitalsskibe – Atlas, Endymion og Castalia – blev etableret ved Long Reach i 1883. På land blev Long Reach Hospital opført i 1901 for at understøtte skibene. Dette hospital var i brug indtil 1975, hvor det blev fjernet for at gøre plads til en ny oversvømmelsesbarriere. Et andet midlertidigt hospital, Orchard Hospital, blev også bygget i området i 1902 med 800 sengepladser. Det blev brugt sporadisk under epidemier og fungerede som militærhospital under Første Verdenskrig, før det blev ødelagt af bomber under Anden Verdenskrig.

Psykiatriske anstalter: Mørke kapitler og nye begyndelser

Kents historie inkluderer også store psykiatriske hospitaler, der husede tusindvis af patienter. Disse institutioner var ofte selvforsynende landsbyer, men nogle gemte også på mørke hemmeligheder om patientbehandling.

St Augustine's Hospital, Chartham

Oprindeligt kendt som East Kent County Asylum og grundlagt i 1872, voksede St Augustine's til en enorm institution med egen gård, brandstation og kirkegård. I 1948 blev det en del af NHS, og nye behandlinger som elektrochokterapi og psykokirurgi blev introduceret. Hospitalets mørke side blev dog afsløret i 1970'erne, da en forsker, der arbejdede undercover som sygehjælper, dokumenterede 70 tilfælde af misrøgt, vanrøgt og nedværdigende behandling af patienter. En efterfølgende undersøgelse bekræftede de fleste anklager og kritiserede ledelsen skarpt, især for den lemfældige brug af elektrochokterapi. Hospitalet lukkede endeligt i 1993, og i dag er det meste af området omdannet til et moderne boligområde, hvor kun få af de oprindelige bygninger står tilbage som et tavst vidne om fortiden.

The Oakwood Hospital, Maidstone

Grundlagt som “Kent County Lunatic Asylum” i 1833, var Oakwood Hospital i Barming Heath en anden gigantisk institution. På sit højdepunkt husede det omkring 2.000 patienter. Som med mange andre asyler førte en ændring i tilgangen til mental sundhedspleje, væk fra langvarig institutionalisering, til dets gradvise nedlæggelse. Hospitalet blev forladt i 1990'erne og stod tomt i flere år. I dag er de resterende historiske bygninger blevet omhyggeligt restaureret og omdannet til luksuslejligheder under navnet St Andrew's Park.

Fra militær til civil: Hospitaler med særlige formål

Nogle af Kents hospitaler havde specialiserede roller, fra at tjene flåden til at pleje sårede soldater.

Melville Hospital, Chatham

Dette store flådehospital blev opført i 1828 og kunne huse 252 patienter. Da et endnu større hospital åbnede i Chatham i 1905, blev Melville-bygningen overtaget af Royal Marines. Det forblev i brug indtil 1950. Et årti senere blev de fleste af bygningerne revet ned, og i dag ligger Medway Councils kontorer og en parkeringsplads på stedet.

Preston Hall Hospital, Aylesford

Under Første Verdenskrig blev Preston Hall brugt som hospital for sårede soldater og fik et særligt ry for behandling af tuberkulose. Efter krigen blev det et sanatorium og en landsby for veteraner, drevet af Royal British Legion fra 1925. I dag er landsbyen stadig et hjem for veteraner, mens hovedbygningen er omdannet til lejligheder, og The Heart of Kent Hospice ligger også på ejendommen.

Forvandlingen af lokale hospitaler

Mange mindre, lokale hospitaler har også gennemgået en bemærkelsesværdig genanvendelse og er i dag blevet en integreret del af lokalsamfundet på nye måder.

Fra hospital til bolig og erhverv

Flere steder i Kent er gamle hospitalsbygninger blevet bevaret og har fået nyt liv. Royal Victoria Hospital i Dover, oprindeligt bygget i 1834, lukkede i 1987 og er nu omdannet til lejligheder. Leybourne Grange i West Malling, et enormt hospital for patienter med svære indlæringsvanskeligheder, lukkede i 1996 og er i dag et stort boligområde med en skole. The Mount Hospital i Canterbury, et tidligere sanatorium, fungerede som kollegieboliger, før det blev omdannet til private huse. Og Willesborough Hospital i Ashford, som startede som et fattighus i 1836, er i dag omdannet til en blanding af boliger og kontorer for lokale virksomheder.

Ofte Stillede Spørgsmål

Hvorfor lukkede så mange af disse gamle hospitaler?

Lukningerne skyldtes en kombination af faktorer. Fremkomsten af moderne, centraliserede og mere effektive hospitaler gjorde mange mindre og specialiserede institutioner overflødige. Ændringer i medicinsk praksis, især inden for mental sundhed med en bevægelse mod ambulant behandling (Care in the Community), førte til lukningen af de store asyler. Desuden gjorde udryddelsen af sygdomme som kopper og bedre behandlinger for tuberkulose mange isolationshospitaler unødvendige. Endelig var de gamle bygninger ofte dyre at vedligeholde og modernisere.

Hvad er der sket med bygningerne fra disse hospitaler?

Skæbnen for bygningerne varierer meget. Nogle, som Warren Isolation Hospital, blev fuldstændig revet ned for at gøre plads til ny infrastruktur som motorveje. Andre, især dem med arkitektonisk værdi som The Oakwood Hospital og Royal Victoria Hospital, er blevet bevaret og omdannet til private boliger. Mange af de store hospitalsgrunde er blevet ryddet for at bygge helt nye boligområder, som det er tilfældet med St Augustine's og Leybourne Grange.

Kan man besøge nogle af disse steder i dag?

Da de fleste af stederne enten er revet ned eller omdannet til private boliger og kontorer, er de generelt ikke turistattraktioner. Man kan dog ofte se de bevarede bygningers ydre eller gå en tur gennem de nye boligområder, der er bygget på de tidligere hospitalsgrunde. Dette giver et fascinerende indblik i, hvordan landskabet og samfundet har ændret sig over tid.