Byberry Hospitals mørke hemmeligheder

Philadelphia State Hospital, bedre kendt under det ildevarslende navn Byberry, er et sted, hvis navn alene fremkalder billeder af forfald, fortvivlelse og de mørkeste kapitler i den amerikanske psykiatris historie. I næsten et århundrede var dette massive kompleks i det nordøstlige Philadelphia hjem for tusinder af psykisk syge, men for mange blev det et fængsel præget af umenneskelige forhold og dybe, begravede hemmeligheder. Selv årtier efter lukningen fortsætter Byberry med at hjemsøge lokalsamfundet med ubesvarede spørgsmål, især ét: Hvor er de tusinder af patienter, der døde inden for dets mure, blevet af?

Fra Håb til Rædsel: Byberrys Tidlige År

Hospitalet åbnede i 1907 med de bedste intentioner. Det blev oprindeligt etableret som en arbejdsfarm, hvor patienter kunne deltage i terapeutisk arbejde i landlige omgivelser, langt fra byens stress og jag. Målet var at aflaste overfyldte institutioner og tilbyde en ny, mere human form for behandling. Beliggende i Byberry-kvarteret i Philadelphia dækkede hospitalets campus over 1.300 acres, hvilket gjorde det til en af de største psykiatriske institutioner i landet. Desværre varede idealerne ikke ved. Gennem årtier med lovgivningsmæssig nærighed og offentlig ligegyldighed begyndte fundamentet for denne vision at smuldre.

Allerede i 1920'erne og 30'erne afslørede den ene inspektion efter den anden et system i totalt kaos. Hospitalets journalsystem var næsten ikke-eksisterende. Patientjournaler manglede ofte selv de mest basale oplysninger, såsom et fotografi, hvilket gjorde identifikation praktisk talt umulig. Denne administrative forsømmelse var et forvarsel om den menneskelige tragedie, der udspillede sig bag de lukkede døre.

"Bedlam 1946": Afsløringen der Chokerede Nationen

Selvom rygterne om de forfærdelige forhold på Byberry havde cirkuleret i årevis, var det først i 1946, at den fulde sandhed blev afsløret for en chokeret nation. En artikel i Life Magazine med titlen "Bedlam 1946", skrevet af journalisten Albert Maisel, afslørede de rystende realiteter på Byberry og andre lignende institutioner. Billederne og beskrivelserne var rædselsvækkende.

Hospitalet led under en ekstrem overbelægning. På sit højeste husede Byberry over 7.000 patienter i bygninger designet til en brøkdel af det antal. Finansieringen var kronisk utilstrækkelig, hvilket førte til en alvorlig mangel på personale. Der var ofte kun én sygepasser til at tage sig af 300-400 patienter. Mange af disse medarbejdere var utrænede, overbebyrdede og dårligt betalte. Denne giftige cocktail af faktorer skabte et miljø, hvor misrøgt og misbrug trivedes. Patienter levede i uhygiejniske forhold, ofte nøgne og samlet i store, tomme rum uden møbler. Vold fra både personale og andre patienter var almindeligt, og ordentlig lægehjælp var en sjældenhed.

De Glemte Sjæle: Mysteriet om Byberrys Kirkegård

Et af de mest vedholdende og foruroligende mysterier om Byberry er spørgsmålet om, hvor de patienter, der døde under byens kontrol (1906-1938), blev begravet. Det var almindelig praksis for store institutioner som Byberry at have deres egen kirkegård til patienter, hvis familier ikke kunne eller ville hente dem. Alligevel er der aldrig fundet nogen officiel omtale af et lighus eller en kirkegård fra denne periode. I betragtning af det kaotiske journalsystem er det næsten sikkert, at optegnelser over dødsfald og begravelser, hvis de nogensinde har eksisteret, er gået tabt for altid.

Mistanken er længe faldet på det område, der i dag er kendt som Benjamin Rush Park. Nylige udviklingsplaner for parken viser et område nær enden af Burling Avenue markeret som "Historisk Begravelsesplads", hvor al forstyrrelse er forbudt. Dette område ligger i den yderste kant af den oprindelige jord, som byen købte i 1903. Dets afsides beliggenhed tæt på Poquessing Creek gør det til et logisk sted for en massegrav. Spørgsmålet er, om dette er den lille, kvart-acre store begravelsesplads, som Byberry Friends Meeting donerede i 1780 til begravelse af "farvede", eller om det er her, tusinder af glemte patienter fra Byberry stadig hviler i uindviet jord. Det faktum, at parken, trods flere forsøg på udvikling, er forblevet uberørt, giver næring til spekulationerne.

Et Makabert Fund: Gravstenen under Bygning W-6

Som om Byberrys historie ikke var mørk nok, afslørede hospitalet en ny, bizar hemmelighed længe efter sin lukning. I sommeren 2009, under et besøg på det næsten jævnede landskab, fandt nysgerrige forskere en udsmykket gravsten i en bunke jord, hvor bygningen W-6 engang stod. Indskriften lød: ALBERT KOHL Feb. 1878 - Apr. 1879. Hvem var Albert Kohl, og hvordan endte hans gravsten, for et spædbarn der døde årtier før hospitalet blev bygget, under en af dets bygninger?

Efterforskning afslørede en historie om klassisk Philadelphia-korruption. Albert Kohl var et spædbarn fra en arbejderklassefamilie, der døde af, hvad der sandsynligvis var tyfus. Han blev begravet på Glenwood Cemetery, næsten 30 kilometer væk. I 1930'erne var Glenwood Cemetery gået konkurs og var forfaldet. Byen besluttede at rydde området for at bygge et nyt boligprojekt. Over 30.000 grave skulle flyttes. Arbejdet blev udført af entreprenører med tætte bånd til byens korrupte politiske maskine. Samtidig var nye bygninger under opførelse på Byberry. Det er næsten sikkert, at entreprenøren, for at spare tid og penge, simpelthen dumpede tonsvis af uønsket materiale – inklusive gravsten fra Glenwood – i fundamentgruberne på Byberry. Ingen ville nogensinde opdage det. Fundet af Albert Kohls gravsten er et fysisk bevis på den kynisme og mangel på respekt for de døde, der gennemsyrede tiden.

Lukning og Eftermæle

Efter årtiers skandaler, undersøgelser og mislykkede reformforsøg blev det i 1985 endelig besluttet at lukke Byberry. Processen var langsom, og hospitalet lukkede først officielt sine døre i 1990. De massive bygninger stod forladt i 16 år og blev et mekka for byudforskere, vandaler og spøgelsesjægere, der blev tiltrukket af stedets mørke historie. I juni 2006 begyndte nedrivningen endelig, og et mørkt kapitel i Philadelphias historie blev fysisk slettet. Men arrene og minderne består.

Byberrys arv er kompleks. Det står som et skræmmende monument over svigt i behandlingen af psykisk syge. Dets historie har været med til at drive fortalervirksomhed for reformer og en overgang til mere community-baseret pleje. Samtidig er det blevet en del af populærkulturen, en kilde til gyserhistorier og legender, der ofte overskygger de virkelige menneskelige tragedier, der fandt sted der.

Tidslinje for Vigtige Begivenheder

Ofte Stillede Spørgsmål

Hvad var Byberry Mental Hospital?

Byberry var det almindelige navn for Philadelphia State Hospital, en stor psykiatrisk institution i Philadelphia, Pennsylvania, der var i drift fra 1907 til 1990.

Hvorfor blev Byberry berygtet?

Hospitalet blev berygtet for alvorlig overbelægning, kronisk underbemanding, uhygiejniske forhold og udbredt misrøgt og misbrug af patienter. Forholdene blev nationalt kendt gennem en afslørende artikel i Life Magazine i 1946.

Hvor blev patienterne fra Byberry begravet?

Dette er et stort mysterium. For den tidlige periode under byens kontrol (1906-1938) findes der ingen officielle optegnelser om en kirkegård. Det antages, at tusinder af patienter ligger i umærkede grave på eller nær hospitalets tidligere grund, muligvis i det nuværende Benjamin Rush Park.

Eksisterer Byberry Hospital stadig?

Nej. Hospitalet lukkede i 1990, og bygningerne stod forladt, indtil de blev revet ned i 2006. Området er siden blevet saneret for ny udvikling.