Publius Rutilius Rufus: Den retskafnes eksil

I den romerske republiks turbulente sidste århundrede findes der få historier så tragiske og ironiske som den om Publius Rutilius Rufus. Han var en mand, hvis navn var synonymt med retskaffenhed, en respekteret soldat, en dygtig jurist og en hengiven stoiker. Alligevel endte han sine dage i eksil, dømt for den selvsamme forbrydelse, han havde viet sit liv til at bekæmpe: afpresning. Hvordan kunne en af Roms mest hæderlige borgere lide en sådan skæbne? Svaret ligger i et komplekst net af politisk magtspil, økonomisk grådighed og en mands urokkelige principper, der stødte sammen med et korrupt system.

Hvem var Publius Rutilius Rufus?

Før vi dykker ned i selve retssagen, er det vigtigt at forstå manden selv. Født ind i den plebejiske, men respekterede, Rutilia-familie, fulgte Publius Rutilius Rufus den traditionelle romerske karrierevej, kendt som cursus honorum. Han tjente med udmærkelse som militærtribun under Scipio Aemilianus ved belejringen af Numantia. Hans militære evner og disciplin var uomtvistelige, og han blev en anerkendt ekspert i militær træning og organisation.

Ud over sin militære karriere var Rutilius en fremtrædende jurist og taler. Han var dog ikke en mand, der brugte sine talegaver til at piske følelser op, som det ellers var kutyme i romerske retssale. Som en trofast tilhænger af stoicismen troede han på fornuft, logik og en moralsk livsførelse styret af dyd og pligt. Hans taler var kendt for at være nøgterne, præcise og baseret på fakta – en stil, der afspejlede hans personlighed. Hans ry for integritet var legendarisk i Rom. Han var en mand, der ikke kunne købes, og som altid satte statens ve og vel over personlig vinding.

I 105 f.Kr. nåede han toppen af sin karriere, da han blev valgt til konsul, den højeste embedspost i republikken. Hans liv syntes at være et mønstereksempel på romersk dyd og succes.

Konflikten i Asien: Gnisten, der antændte bålet

Tragediens rødder skal findes i den rige romerske provins Asien (i dag det vestlige Tyrkiet). Omkring år 94 f.Kr. tjente Rutilius som legat (en højtstående stedfortræder) for provinsguvernøren, Quintus Mucius Scaevola Pontifex, en anden mand kendt for sin retskaffenhed. Sammen påtog de sig en monumental opgave: at reformere provinsens administration og beskytte de lokale indbyggere mod den systematiske udbytning, de led under.

De primære gerningsmænd var de såkaldte publicani. Dette var private skatteopkrævere, typisk fra den velhavende ridderstand (equites), som havde købt retten til at opkræve skatter i provinserne af den romerske stat. Deres forretningsmodel var simpel: De betalte et fast beløb til statskassen og kunne derefter beholde alt, hvad de opkrævede derudover. Dette system opfordrede til ekstrem grådighed og brutal afpresning af provinsboerne. De opkrævede ublu renter, konfiskerede ejendom og ruinerede utallige familier for egen vindings skyld.

Rutilius Rufus og Scaevola satte en stopper for dette. De oprettede retfærdige domstole, annullerede ulovlige kontrakter og retsforfulgte de mest korrupte publicani. For første gang oplevede befolkningen i Asien en romersk administration, der beskyttede dem. De var så taknemmelige, at de indstiftede en årlig festival til ære for Scaevola. Men mens de vandt provinsboernes kærlighed, skabte de sig magtfulde og hævngerrige fjender i Rom. Ridderstanden, hvis rigdom i høj grad stammede fra denne udbytning, ville ikke glemme den mand, der havde vovet at udfordre deres indtægtskilde.

Retssagen: Et juridisk mord

Da Rutilius vendte tilbage til Rom, ventede hans fjender på det rette øjeblik til at slå til. I 92 f.Kr. blev han anklaget for afpresning (de repetundis) i provinsen Asien. Anklagen var absurd og dybt ironisk – han blev anklaget for præcis den forbrydelse, han havde bekæmpet med al sin magt. Det var en politisk motiveret hævnakt, designet til at statuere et eksempel og skræmme enhver fremtidig embedsmand fra at krydse ridderstandens vej.

Retssystemet var på dette tidspunkt stablet imod ham. Juryen i sager om afpresning bestod udelukkende af medlemmer af ridderstanden – de selvsamme mænd, hvis økonomiske interesser Rutilius havde skadet. Resultatet af retssagen var givet på forhånd. Det var ikke en søgen efter sandhed, men en politisk forestilling.

Rutilius' forsvar var lige så bemærkelsesværdigt som hans karakter. Han nægtede at følge tidens normer for en anklaget romer. Han ansatte ikke de mest berømte talere til at forsvare sig. Han klædte sig ikke i sørgetøj eller fremviste sin grædende familie foran juryen for at vække medlidenhed. Tro mod sin stoiske overbevisning mødte han anklagerne med rolig værdighed. Han holdt selv sin forsvarstale, hvor han simpelt og faktuelt redegjorde for sine handlinger. Han appellerede ikke til følelser, men til fornuft og retfærdighed – desværre for ham var der ingen af delene at finde i den retssal.

Sammenligning af forsvarsstrategier

Som forventet blev han fundet skyldig. Straffen var eksil og en enorm bøde, der effektivt konfiskerede hans ejendom.

Eksil og eftermæle

I sin sidste store handling af trods og ironi valgte Publius Rutilius Rufus sit eksilsted. Han rejste til Smyrna i provinsen Asien – det selvsamme sted, han var blevet dømt for at have plyndret. Her blev han modtaget ikke som en kriminel, men som en helt og en frelser. Byens indbyggere fejrede hans ankomst og behandlede ham med den største ære og respekt for resten af hans liv.

Han tilbragte sine resterende år i Smyrna, hvor han studerede og skrev. Han forfattede blandt andet en selvbiografi og et historisk værk på græsk, som desværre er gået tabt. Hans skæbne blev et stående eksempel på den dybe korruption, der gennemsyrede den sene republik. Selv Cicero, en generation senere, henviste til Rutilius' retssag som et skoleeksempel på et justitsmord.

Da diktatoren Sulla senere erobrede magten i Rom og tilbød Rutilius Rufus muligheden for at vende tilbage, afslog han. Han foretrak at leve som en æret borger blandt de mennesker, han havde beskyttet, frem for at vende tilbage til en by, hvis politiske system var blevet så perverteret. Hans afslag cementerede hans status som en mand af ubrydelige principper.

Ofte Stillede Spørgsmål (OSS)