Operation Sonnenblume: Da Afrikakorpset blev født

I begyndelsen af 1941 stod Aksemagterne over for en potentiel katastrofe i Nordafrika. Den britiske offensiv, kendt som Operation Compass, havde på knap to måneder fuldstændig tilintetgjort den italienske 10. armé i Libyen. Hele regionen var i fare for at falde i de Allieredes hænder, hvilket ville have været et knusende slag for Mussolini og en strategisk fordel for Storbritannien. Selvom Adolf Hitlers primære fokus var rettet mod den forestående invasion af Sovjetunionen, kunne han ikke ignorere den italienske kollaps. For at stabilisere fronten og forhindre et totalt nederlag, blev en hurtig og afgørende beslutning truffet i Berlin: Tyskland ville sende en ekspeditionsstyrke for at støtte deres allierede. Denne mission fik kodenavnet Operation Sonnenblume (Operation Solsikke), og den skulle for altid ændre dynamikken i Ørkenkrigen.

Baggrunden: En italiensk katastrofe

Da Italien trådte ind i Anden Verdenskrig i juni 1940, var forventningerne høje. I Nordafrika stod en massiv italiensk hær over for en langt mindre britisk styrke. Alligevel formåede italienerne ikke at udnytte deres numeriske overlegenhed. Deres indledende fremstød ind i Egypten gik i stå, og i december 1940 iværksatte briterne et modangreb, Operation Compass. Hvad der var planlagt som et begrænset raid udviklede sig hurtigt til en fuldskala offensiv. På lidt over en måned blev italienerne drevet hundredvis af kilometer tilbage, fra den egyptiske grænse helt til El Agheila ved Sirtebugten. Fæstningsbyer som Tobruk og Benghazi faldt, og titusindvis af italienske soldater blev taget til fange. Den italienske hær var i opløsning, og der var en reel frygt for, at briterne kunne erobre Tripoli og smide Aksemagterne helt ud af Afrika.

Hvad tyskerne og italienerne ikke vidste, var, at den britiske offensiv også havde nået sine grænser. Forsyningslinjerne var blevet faretruende lange, og tropperne, der havde kæmpet uafbrudt, var udmattede. Desuden havde den britiske overkommando i Mellemøsten, under ledelse af general Wavell, fået ordre på at omdirigere erfarne tropper til Grækenland for at imødegå en tysk invasion dér. De udmattede fronttropper blev derfor erstattet af friske, men uerfarne enheder. Briterne stoppede deres fremrykning ved El Agheila, men dette pusterum blev opfattet som en tøven af Aksemagterne, ikke som et tegn på svaghed.

Ankomsten af en ny kommandant: Erwin Rommel

For at lede den nye tyske styrke valgte Hitler en mand, der havde udmærket sig under invasionen af Frankrig som kommandant for 7. Panzerdivision: General Erwin Rommel. Kendt for sin dristighed, hurtige beslutningsevne og evne til at tilpasse sig skiftende omstændigheder, blev han anset for at være den ideelle mand til opgaven. Den 6. februar 1941 blev Rommel briefet af Hitler personligt om den kritiske situation. Hans ordrer var klare: Han skulle forsvare Tripolitanien og forhindre et yderligere britisk fremstød. En større offensiv var ikke på tale, før hele hans styrke var samlet, hvilket forventedes at ske i slutningen af maj.

Rommel spildte ingen tid. Den 11. februar var han i Rom for at koordinere med den italienske overkommando, og dagen efter, den 12. februar, landede han i Tripoli. Efter et kort møde med den nye italienske øverstkommanderende, general Italo Gariboldi, tog Rommel straks et fly for at rekognoscere fronten personligt. Han besluttede hurtigt, at forsvarslinjen skulle etableres ved Sirte, længere mod øst end italienerne havde planlagt. Hans energi og beslutsomhed smittede af, og selvom italienerne i starten var skeptiske, bakkede de snart op om den tyske plan.

Operationen Udfolder Sig: To Faser

Operation Sonnenblume blev gennemført i to hovedfaser, der strakte sig fra februar til maj 1941. Målet var at transportere to divisioner – først 5. Leichte Division og derefter 15. Panzerdivision – fra Italien til Libyen.

Første Fase: De første støvler på jorden

Kun to dage efter Rommels ankomst, den 14. februar 1941, ankom de første tyske tropper til Tripoli. Det var rekognosceringsbataljon 3 og panserværnsbataljon 39. Rommel insisterede på, at skibet skulle losses uafbrudt, dag og nat. Allerede næste formiddag, den 15. februar, var enhederne klar til at paradere gennem Tripoli – et klart signal til både venner og fjender om, at Tyskland nu var en aktiv spiller i Nordafrika. Umiddelbart efter paraden blev enhederne sendt direkte til fronten. Den 21. februar blev Rommels hovedkvarter officielt navngivet Stab DAK, hvilket markerede fødslen af det legendariske Deutsches Afrikakorps. I løbet af den næste måned ankom resten af 5. Leichte Divisions panserstyrke, Panzer-Regiment 5. Den 11. marts var regimentet fuldtalligt med omkring 120-150 kampvogne, herunder de potente Panzer III, som endelig kunne matche de britiske Matilda-kampvogne.

Anden Fase: Forstærkning af styrken

Den anden fase begyndte i slutningen af april, da transporten af 15. Panzerdivision startede. Divisionens pansrede rygrad, Panzer-Regiment 8, ankom med sine 146 kampvogne i begyndelsen af maj. Men på dette tidspunkt havde begivenhederne allerede taget en dramatisk drejning. Rommel havde, stik imod sine ordrer, allerede iværksat sin egen offensiv.

Oversigt over tyske enheder i Operation Sonnenblume

Rommels lynoffensiv og konsekvenserne

Rommel var ikke en mand, der sad og ventede. Han så hurtigt, at den britiske frontlinje ved El Agheila var tyndt bemandet. Ved at bruge sine mobile rekognosceringsenheder til at skabe indtryk af en meget større styrke, end han reelt rådede over, begyndte han at lægge pres på briterne. Den 24. marts indledte han et begrænset angreb, som hurtigt viste sig succesfuldt. Overrasket over den manglende modstand og opmuntret af succesen, pressede Rommel på. I løbet af få uger blev det, der var startet som en rekognoscering i kraft, til en fuld offensiv, der fejede hen over Cyrenaika med samme hastighed, som briterne havde gjort det måneder forinden.

Briternes tilbagetog var kaotisk. Deres uerfarne tropper, mangel på kampvogne og dårligt koordinerede kommando gjorde dem til et let bytte for Rommels aggressive taktik. Flere højtstående britiske generaler, herunder Richard O'Connor, arkitekten bag Operation Compass, blev taget til fange. I midten af april var briterne blevet presset hele vejen tilbage til den egyptisk-libyske grænse, og Aksemagterne havde genvundet næsten alt det tabte territorium. Den eneste undtagelse var den strategisk vigtige havneby Tobruk, som en australsk-ledet garnison formåede at holde. Belejringen af Tobruk, som fulgte, skulle blive et omdrejningspunkt for kampene i Nordafrika i de næste otte måneder.

Operation Sonnenblume var en overvældende operationel succes. En lille tysk styrke havde på få uger fuldstændig vendt situationen i Nordafrika, reddet deres italienske allierede fra et totalt nederlag og etableret en ny, farlig front for de Allierede. Det var begyndelsen på legenden om Ørkenræven og Afrikakorpset, en legende der ville dominere Ørkenkrigen i de kommende to år.

Ofte Stillede Spørgsmål

• Hvorfor blev operationen kaldt "Sonnenblume" (Solsikke)?

  Tyske militæroperationer under Anden Verdenskrig blev ofte tildelt tilfældige kodenavne for at skjule deres formål og omfang. Der er ingen specifik, dybere strategisk betydning bag navnet "Sonnenblume". Det var simpelthen det dæknavn, der blev valgt til deployeringen af tyske tropper til Nordafrika.

• Hvem var Erwin Rommel?

  Erwin Rommel var en tysk feltmarskal, der opnåede stor berømmelse under Anden Verdenskrig. Før han kom til Afrika, havde han tjent som kommandant for Hitlers personlige livvagt og havde ledet 7. Panzerdivision med stor succes under invasionen af Frankrig i 1940. Han blev kendt for sin dristige og uortodokse ledelsesstil, som gav ham tilnavnet "Ørkenræven".

• Hvad var det endelige resultat af Operation Sonnenblume?

  Resultatet var en afgørende strategisk sejr for Aksemagterne. Operationen forhindrede et italiensk kollaps i Nordafrika, pressede briterne hundredvis af kilometer tilbage og førte til generobringen af hele Cyrenaika med undtagelse af Tobruk. Vigtigst af alt etablerede den det tyske Afrikakorps som en formidabel kampstyrke på kontinentet, hvilket indledte en ny og langt mere intens fase af Ørkenkrigen.

• Hvorfor var briterne så uforberedte på Rommels angreb?

  Der var flere grunde. For det første havde den britiske efterretningstjeneste undervurderet, hvor hurtigt tyskerne kunne deployere en effektiv kampstyrke. For det andet var de britiske styrker svækkede, da mange erfarne enheder var blevet sendt til Grækenland. For det tredje baserede den britiske kommandant, General Wavell, sine forventninger på sin tidligere succes mod den italienske hær og forudså ikke den dynamik og aggressivitet, som Rommel bragte til slagmarken.