Operation Sky Shield: Da himlen over USA var tom

Forestil dig en himmel uden et eneste civilt fly. Ingen hvide striber fra jetfly, ingen summende propelfly, ingen passagerer på vej til fjerne destinationer. I dag virker det næsten utænkeligt, en realitet vi kun kender fra de tragiske dage efter den 11. september 2001. Men sandheden er, at Nordamerikas himmelrum blev tømt for al civil trafik hele tre gange i begyndelsen af 1960'erne. Årsagen var ikke terror, men en massiv og tophemmelig militærøvelse designet til at forberede sig på det værst tænkelige scenarie under Den Kolde Krig: et altødelæggende sovjetisk atomangreb. Disse øvelser, kendt under kodenavnet Operation Sky Shield, var den største test af det nordamerikanske luftforsvar nogensinde og afslørede resultater, der var så alarmerende, at de blev holdt hemmelige for offentligheden i næsten 40 år.

Baggrunden: En konstant frygt for angreb

For at forstå omfanget af Operation Sky Shield, må vi skrue tiden tilbage til 1950'erne. Den Kolde Krig var på sit højeste, og frygten for et pludseligt atomangreb fra Sovjetunionen var en konstant del af hverdagen. USA og Canada investerede enorme summer i at opbygge et avanceret forsvarssystem, der skulle kunne opdage og nedskyde fjendtlige bombefly, før de nåede deres mål. Dette system bestod af flere lag af radarstationer, der strakte sig tværs over kontinentet.

• DEW Line (Distant Early Warning Line): En kæde af radarstationer placeret langt mod nord, tæt på Polarcirklen, som skulle give den tidligst mulige advarsel.
• Mid-Canada Line: En anden radar-linje, der løb langs den 55. breddegrad, som en ekstra sikkerhedsforanstaltning.
• Pinetree Line: Den sydligste linje, placeret tæt på grænsen mellem USA og Canada, som skulle styre afvisningsjagere mod de indtrængende fly.

Hjernen i dette massive netværk var det revolutionerende SAGE-system (Semi-Automatic Ground Environment). SAGE bestod af enorme computercentre, hver med en 250 tons tung IBM-computer, der kunne behandle radardata i realtid og vise et samlet billede af luftrummet på store skærme. Systemet kunne spore op til 400 fly samtidigt og guide forsvarets jagerfly og missiler mod målene. På papiret var det et næsten uigennemtrængeligt skjold, men dets effektivitet i en virkelig krigssituation var aldrig blevet testet i fuld skala. Det var netop dette, Operation Sky Shield skulle ændre på.

Operation Sky Shield II: Den ultimative prøvelse

Af de tre Sky Shield-øvelser var den anden, afholdt den 14. oktober 1961, den største og længste. I 12 timer, fra middag til midnat, blev hele det civile luftrum over USA og Canada lukket ned. Omkring 2.900 kommercielle flyvninger blev aflyst eller forsinket, hvilket påvirkede over 125.000 passagerer. Men mens lufthavnene på jorden var omdannet til festpladser med åbent hus og rundvisninger i de parkerede fly, udspillede der sig en simuleret krig på himlen.

Angrebsstyrken bestod af over 250 bombefly fra det amerikanske Strategic Air Command (SAC), primært B-47 Stratojet og B-52 Stratofortress. De simulerede en sovjetisk angrebsbølge, der nærmede sig Nordamerika fra forskellige retninger og i forskellige højder. For at gøre øvelsen endnu mere realistisk, deltog otte britiske RAF Vulcan-bombefly. Disse avancerede, delta-vingede fly var kendt for deres evne til at flyve ekstremt højt og var udstyret med sofistikeret elektronisk krigsførelsesudstyr.

På forsvarssiden stod næsten 1.800 jagerfly klar, herunder F-101 Voodoo, F-106 Delta Dart og F-102 Delta Dagger, sammen med et stort antal jordbaserede Nike- og Bomarc-missilbatterier. Over 150.000 militærfolk deltog i øvelsen, som blev overvåget fra NORAD's (North American Aerospace Defense Command) kommandocenter i Colorado Springs. Målet var simpelt: at opdage, spore og simulere nedskydning af så mange fjendtlige bombefly som muligt.

De chokerende resultater, der blev holdt hemmelige

I pressen efter øvelsen blev Operation Sky Shield II udråbt som en stor succes. General Laurence S. Kuter, chefen for NORAD, kaldte det "den største øvelse i informationsanalyse, beslutningstagning og handling i kontinentalt luftforsvar i hele vores historie". Men den officielle rapport, som blev præsenteret for Joint Chiefs of Staff og efterfølgende klassificeret som tophemmelig, fortalte en helt anden og meget mere foruroligende historie.

Resultaterne, som først blev afklassificeret i 1997, var et alvorligt wake-up call:

• Lav højde var en blind vinkel: Næsten halvdelen af de "fjendtlige" bombefly, der fløj i lav højde (under 5.000 fod), undgik helt at blive opdaget af radarnetværket.
• SAGE-systemet var sårbart: Det avancerede SAGE-system, som man havde sat sin lid til, viste sig at være ekstremt sårbart over for en simpel og gammeldags teknik: chaff. Chaff er små strimler af metalfolie, der kastes ud fra fly for at skabe tusindvis af falske radarekkoer. Angrebsflyene oversvømmede systemet med så meget chaff, at operatørerne måtte opgive computeren og gå over til manuel sporing, hvilket forsinkede reaktionen og tillod angriberne at komme tættere på deres mål.
• De britiske Vulcans triumf: Den største overraskelse var de britiske Vulcan-bombefly. Takket være deres høje flyvehøjde (op til 56.000 fod) og avancerede jammingsystemer, lykkedes det syv ud af de otte fly at trænge igennem forsvaret helt ubemærket og nå deres simulerede mål. Kun ét blev "nedskudt". Dette demonstrerede en alvorlig sårbarhed over for en teknologisk avanceret fjende.
• Lav succesrate: Alt i alt blev det anslået, at hvis dette havde været et reelt angreb, ville kun omkring en fjerdedel af de sovjetiske bombefly være blevet stoppet, før de nåede deres mål. Et uacceptabelt højt antal ville have sluppet igennem og leveret deres dødbringende last.

Sammenligning af Sky Shield Øvelserne

Eftermæle og den glemte historie

De nedslående resultater fra Sky Shield II førte til, at den planlagte Sky Shield IV blev aflyst. I stedet gik man over til mindre, mere fokuserede regionale øvelser. Historien om den store øvelse og dens fiaskoer blev begravet i arkiverne. Så dybt, at da luftrummet blev lukket den 11. september 2001, rapporterede mange medier fejlagtigt, at det var første gang i historien. Sky Shield var blevet en glemt parentes i Den Kolde Krigs historie. Men øvelsen står tilbage som et vigtigt vidnesbyrd om den konstante teknologiske kamp mellem angreb og forsvar, og en påmindelse om, at selv de mest avancerede systemer har svagheder. Og midt i den simulerede krig var der også en reel tragedie: et B-52G bombefly med otte besætningsmedlemmer forsvandt sporløst over Atlanterhavet under øvelsen – de eneste ofre for den hemmelige krig på himlen.

Ofte Stillede Spørgsmål (OSS)

Hvorfor blev civile fly grounded under Sky Shield?

Civile fly blev beordret på jorden for at sikre, at himlen var fuldstændig fri for trafik. Dette var nødvendigt for at undgå kollisioner og for at sikre, at militærets radaroperatører ikke skulle skelne mellem venlige civile fly og de simulerede fjendtlige bombefly. Det gav forsvaret et helt rent "lærred" at operere på.

Var Operation Sky Shield en succes?

Offentligt blev den udråbt som en succes, der demonstrerede NORADs kapaciteter. Internt var konklusionen dog en anden. De hemmeligholdte rapporter afslørede alvorlige mangler i radardækning, sårbarhed over for simple modforanstaltninger som chaff og en generelt lav succesrate for nedskydning af angribere. Den var en succes i den forstand, at den afslørede kritiske svagheder, som man kunne arbejde på at forbedre.

Hvad var den største overraskelse under øvelsen?

Den absolut største overraskelse var de britiske RAF Vulcan-bombeflys evne til næsten uhindret at trænge igennem det amerikanske luftforsvar. Deres kombination af høj flyvehøjde og effektiv elektronisk jamming viste sig at være en yderst effektiv taktik, som NORAD ikke var forberedt på.

Var der nogen tab under øvelserne?

Ja, desværre. Under Operation Sky Shield II forsvandt et B-52G bombefly, "Pogo 22", fra Seymour Johnson Air Force Base med sin otte mand store besætning over Atlanterhavet. Flyet blev aldrig fundet, og besætningen blev erklæret omkommet. De var de eneste reelle ofre for de tre Sky Shield-øvelser.