Schwarze Reichswehr: Weimars hemmelige hær

Den populære tv-serie 'Babylon Berlin' tager seerne med tilbage til den pulserende og kaotiske metropol Berlin i 1929. Gennem en spændende krimifortælling flettes historiske begivenheder og politiske intriger ind i handlingen. Begreber som 'Schwarze Reichswehr' og 'hemmelig oprustning' dukker jævnligt op og skaber et billede af en republik på randen af sammenbrud. Men hvad er fakta, og hvad er fiktion? Selvom serien foregår i 1929, fandt de mest dramatiske begivenheder omkring 'Schwarze Reichswehr' faktisk sted flere år tidligere, især i kriseåret 1923. Denne artikel vil udfolde den virkelige historie om Weimarrepublikkens hemmelige hær, dens oprindelse, dens mål og dens afgørende rolle i en af Tysklands mørkeste perioder.

Versailles-traktatens lænker

For at forstå fremkomsten af 'Schwarze Reichswehr' må vi først se på konsekvenserne af Første Verdenskrig. Efter Tysklands nederlag i 1918 pålagde sejrherrerne, især Frankrig, landet hårde betingelser gennem Versailles-traktaten i 1919. Traktaten havde til formål at svække Tyskland militært for at forhindre fremtidige aggressioner. De militære restriktioner var omfattende og ydmygende:

• Den tyske hær (Reichswehr) måtte maksimalt bestå af 100.000 mand.
• Marinen blev reduceret til 15.000 mand.
• Et luftvåben (Luftwaffe) blev totalt forbudt.
• Moderne og offensive våben som tanks, ubåde, tungt artilleri og giftgas var ligeledes forbudt.

Disse betingelser blev opfattet som en national skændsel af mange tyskere, især i de militære og nationalistiske kredse. Følelsen af uretfærdighed og et ønske om at genvinde national stolthed og suverænitet skabte grobund for at omgå og direkte modarbejde traktatens bestemmelser. Den nye, skrøbelige Weimarrepublik stod over for en enorm udfordring: at balancere sejrherrernes krav med et internt pres fra kræfter, der nægtede at acceptere nederlaget.

Frikorps og fødslen af 'Schwarze Reichswehr'

Allerede fra starten blev Versailles-traktatens afvæbningskrav systematisk saboteret. I stedet for at overlevere hundredtusindvis af rifler, morterer og andet tungt udstyr til de allieredes kontrolkommission, blev store mængder våben skjult i hemmelige depoter over hele landet. Samtidig opstod der en række paramilitære grupper. Lige efter revolutionen i november 1918 oprettede regeringen selv de såkaldte Frikorps – enheder bestående af demobiliserede, ofte stærkt højreorienterede soldater – for at nedkæmpe kommunistiske oprør. Disse Frikorps var brutale, uregerlige og dybt antidemokratiske.

Udover Frikorpsene opstod lokale 'Einwohnerwehren' (borgerværn), som skulle opretholde ro og orden. Mens mange af disse var relativt upolitiske, udviklede andre sig til velorganiserede, bevæbnede organisationer med en klar politisk dagsorden. Den mest berygtede var 'Organisation Escherich' (Orgesch), som rådede over enorme finansielle midler og store, hemmelige våbenlagre. Det var i dette miljø af hemmelighedskræmmeri, våbensmugling og paramilitære netværk, at fænomenet 'Schwarze Reichswehr' opstod.

Begrebet 'Schwarze Reichswehr' kan defineres på to måder:

1. I snæver forstand: En specifik, ulovlig militær formation, der eksisterede parallelt med det officielle Reichswehr i Berlin-Brandenburg-området.
2. I bred forstand: En samlet betegnelse for alle de illegale og semi-legale militære formationer, der opererede uden for det officielle Reichswehr i hele Tyskland.

Uanset definitionen var formålet det samme: at skabe en hemmelig reservehær, der hurtigt kunne mobiliseres, og at bevare militær ekspertise og udstyr, som Versailles-traktaten forbød. Disse grupper fungerede som 'arbejdskommandoer' på godser i Østpreussen, hvor de officielt udførte landbrugsarbejde, men reelt bevogtede grænsen mod Polen og passede på de hemmelige våbenlagre. Den regulære Reichswehr-ledelse, anført af den magtfulde general Hans von Seeckt, kendte udmærket til disse aktiviteter og støttede dem i det skjulte. Reichswehr blev en 'stat i staten', der førte sin egen politik bag regeringens ryg.

Kriseåret 1923 og Ruhrbesættelsen

Året 1923 markerede et absolut lavpunkt for Weimarrepublikken og blev den afgørende katalysator for 'Schwarze Reichswehr's mest dristige handlinger. I januar besatte franske og belgiske tropper Tysklands industrielle hjerte, Ruhr-distriktet. Den officielle begrundelse var, at Tyskland var bagud med sine krigsskadeserstatningsbetalinger i form af kul og tømmer. Den reelle hensigt var at tvinge Tyskland i knæ og sikre franske sikkerhedsinteresser.

Den tyske regering under kansler Cuno opfordrede til 'passiv modstand'. Arbejdere og embedsmænd i Ruhr-området nedlagde arbejdet, og al produktion til Frankrig og Belgien stoppede. For at kompensere for de tabte lønninger og den standsede økonomi begyndte regeringen at trykke penge i et hidtil uset omfang. Resultatet var katastrofalt: hyperinflation. Den tyske mark mistede al værdi. En liter mælk, der kostede et par mark om morgenen, kunne koste flere tusinde om aftenen. Folk mistede deres opsparinger, og fattigdommen eksploderede. Samfundet var i opløsning, og den politiske situation var ekstremt anspændt. Denne desperate situation gav næring til radikale kræfter på både højre- og venstrefløjen, og for 'Schwarze Reichswehr' var tiden inde til at handle.

Küstrin-kuppet: Et desperat forsøg på magtovertagelse

I september 1923, da den økonomiske og sociale situation var uholdbar, besluttede den nye kansler, Gustav Stresemann, at afslutte den passive modstand for at stabilisere valutaen og genoptage dialogen med Frankrig. Denne beslutning blev set som forræderi af de nationalistiske og militære kredse. Lederne af 'Schwarze Reichswehr' frygtede, at deres enheder nu ville blive opløst og afvæbnet.

Major Bruno Ernst Buchrucker, en hårdkogt Frikorps-leder og chef for 'Schwarze Reichswehr's arbejdskommandoer, besluttede at gribe magten. Den 1. oktober 1923 forsøgte hans tropper at gennemføre et kup, kendt som Küstrin-kuppet. Planen var at marchere mod Berlin, besætte regeringsbygningerne og etablere et nationalt militærdiktatur. Kuppet var dårligt planlagt og mislykkedes hurtigt. Da Buchruckers mænd forsøgte at indtage fæstningen i Küstrin, blev de konfronteret af enheder fra det regulære Reichswehr. Efter en kort kamp blev oprøret slået ned.

Selvom kuppet var en fiasko, afslørede det for offentligheden, i hvor høj grad hemmelige, bevæbnede grupper havde infiltreret staten. Retssagen mod Buchrucker og de andre ledere blev ført for lukkede døre for at dække over det regulære Reichswehrs meddelagtighed. Buchrucker fik en mild straf og blev løsladt efter få år. 'Schwarze Reichswehr' blev officielt opløst, men dens medlemmer og våbenlagre forsvandt blot ind i nye, camouflerede organisationer – mange af dem fandt senere vej til Hitlers SA og SS.

Sammenligning: Det officielle og det 'sorte' Reichswehr

Hemmelig oprustning og det uhellige partnerskab med Sovjetunionen

En af de mest fascinerende og farlige aspekter af Weimarrepublikkens hemmelige militærpolitik var samarbejdet med Sovjetunionen. Både Tyskland og Sovjetunionen var internationale pariaer efter krigen. De delte en fælles fjende i det nyligt oprettede Polen, som havde annekteret tidligere tyske og russiske territorier. General von Seeckt så en strategisk fordel i at samarbejde med Den Røde Hær.

Gennem hemmelige aftaler, som blev formaliseret i skyggen af den officielle Rapallo-traktat i 1922, indledte de to lande et omfattende militært samarbejde. På sovjetisk jord, langt fra de allieredes nysgerrige øjne, kunne Tyskland udvikle og teste de våben, Versailles-traktaten forbød:

• Flyfabrikker blev oprettet (bl.a. af firmaet Junkers).
• En skole for kampvognstaktik blev etableret i Kazan.
• Faciliteter til produktion og test af giftgas blev bygget.

Til gengæld fik Den Røde Hær adgang til tysk militærteknologi, taktisk træning og organisationsprincipper. Dette bizarre partnerskab mellem det antidemokratiske tyske militær og det kommunistiske sovjetregime var et kynisk magtspil, der underminerede den internationale orden og viste, hvor langt Reichswehr-ledelsen var villig til at gå for at genopbygge Tysklands militære styrke.

Ofte Stillede Spørgsmål (FAQ)

Hvad var 'Schwarze Reichswehr' helt præcist?

'Schwarze Reichswehr' var en samlebetegnelse for ulovlige, paramilitære grupper i Weimarrepublikken, der opererede i hemmelighed, men med stiltiende støtte fra dele af det officielle militær. Deres formål var at fungere som en skjult reservehær og omgå Versailles-traktatens militære restriktioner.

Hvorfor blev Ruhr-området besat i 1923?

Frankrig og Belgien besatte Ruhrbesættelsen som en sanktion, fordi Tyskland ikke havde leveret de krævede mængder kul og tømmer som en del af sine krigsskadeserstatninger. Besættelsen førte til passiv modstand og hyperinflation i Tyskland.

Er begivenhederne i 'Babylon Berlin' historisk korrekte?

Serien fanger den politiske og sociale atmosfære i slutningen af 1920'erne meget præcist. Dog tager den sig kunstneriske friheder med tidslinjen. De centrale begivenheder omkring 'Schwarze Reichswehr's kupforsøg fandt sted i 1923, ikke i 1929, som serien skildrer. Det hemmelige samarbejde med Sovjetunionen var dog en realitet, der strakte sig over hele årtiet.

Hvad var 'Blutmai' (Blodmaj)?

'Blutmai' henviser til de voldelige sammenstød i Berlin fra 1. til 3. maj 1929. Efter at den socialdemokratiske politichef havde forbudt 1. maj-demonstrationer, trodsede kommunistiske grupper forbuddet. Politiet slog hårdt ned på protesterne, hvilket resulterede i over 30 dræbte civile og en yderligere polarisering mellem socialdemokrater og kommunister.

Konklusion: En republik under belejring

Historien om 'Schwarze Reichswehr' er mere end blot en fodnote til Weimarrepublikkens turbulente historie. Den er et symbol på de dybe konflikter, der rev republikken fra hinanden: spændingen mellem demokrati og autoritære traditioner, ydmygelsen fra Versailles-traktaten og de militære eliters manglende loyalitet over for den nye stat. Selvom Küstrin-kuppet i 1923 mislykkedes, fortsatte den hemmelige oprustning, og de antidemokratiske netværk voksede sig stærkere. De mænd, der udgjorde 'Schwarze Reichswehr', og den tankegang, de repræsenterede, forsvandt ikke. De udgjorde en væsentlig del af den base, som Adolf Hitler senere byggede sin magt på. 'Babylon Berlin' giver os et glimt af denne verden, men den historiske virkelighed var endnu mere kompleks og ildevarslende.