Operation Phoenix: Krigens Kontroversielle Våben

Under Vietnamkrigens skygger blev et af de mest kontroversielle og misforståede programmer iværksat. Kendt som Operation Phoenix, eller Phung Hoang på vietnamesisk, hvilket betyder "Alseende Fugl", var dette et initiativ udviklet af CIA i 1967. Dets erklærede formål var at neutralisere den politiske infrastruktur hos Viet Cong (VCI), som udgjorde rygraden i oprøret i Sydvietnam. Men programmets metoder og konsekvenser har sidenhen skabt en intens debat: Var det en legitim operation til oprørsbekæmpelse, eller var det i virkeligheden en dækoperation for en systematisk snigmordskampagne? Denne artikel dykker ned i kompleksiteten af Operation Phoenix for at afdække sandheden bag myterne.

Programmets Oprindelse og Formål

I 1967 udviklede CIA's afdeling for Fjerne Østen et program, der skulle blive kendt som Phoenix. Med støtte fra MACV (Military Assistance Command, Vietnam) gennem CORDS (Civil Operations and Revolutionary Development Support) blev programmet lanceret for at identificere og eliminere Viet Congs politiske og administrative apparat. Det officielle formål var at "rekruttere og koordinere indsatsen fra lokale ledere, politi og paramilitære grupper for at identificere og afvikle det subversive apparat." Programmet var i bund og grund et koordineret angreb fra alle sydvietnamesiske og amerikanske militær-, politi- og efterretningsenheder mod Viet Congs infrastruktur. CIA's midler fungerede som katalysator, og William E. Colby, en central figur i CIA, spillede en afgørende rolle i dets implementering.

Ideen var at oprette distriktsefterretnings- og operationskoordinationskomiteer, bestående af lokale embedsmænd og politi. Disse komiteer skulle udarbejde lister over navngivne fjendtlige kadre, som derefter skulle arresteres, om nødvendigt med magt. En anden nøgleperson var Robert "Blowtorch" Komer, som oprindeligt ledede CORDS. Han var kendt for sin aggressive og missionsdrevne tilgang og pressede på for en "riffelskuds"-tilgang frem for en "haglgeværs"-tilgang til at ramme VCI, hvilket betød en mere præcis og målrettet indsats.

Metoder og Implementering i Felten

Operation Phoenix var ikke én enkelt enhed, men snarere et paraplyprogram, der koordinerede forskellige agenturers indsats. Når en liste over mistænkte VCI-medlemmer var udarbejdet, blev den sendt til forskellige operationelle enheder i felten. Disse enheder inkluderede:

• Det nationale sydvietnamesiske politi
• Militære sikkerhedshold
• Bevæbnede propagandahold
• Census Grievance-kadre
• Provinsielle Rekognosceringsenheder (PRU'er), en specialtrænet gruppe under CIA's kontrol
• Amerikanske specialstyrker, herunder Navy SEALs og Army Special Operations-grupper

Disse styrker tog ud til landsbyer og forsøgte at identificere de navngivne personer. Målet var at "neutralisere" dem. En neutralisering kunne betyde tre ting: at få personen til at hoppe af, at fange personen til afhøring, eller, hvis personen gjorde modstand, at dræbe vedkommende. Afhøringer blev i starten håndteret af CIA med vietnamesisk assistance, men senere, da programmet blev overdraget til Saigons regering, stod CIA alene for indsamlingen af efterretninger. Omkring 600 amerikanere, både fra CIA og militæret, var direkte involveret i afhøringen af mistænkte.

De Kontroversielle Provinsielle Rekognosceringsenheder (PRU'er)

Den måske mest berygtede del af Phoenix-programmet var de Provinsielle Rekognosceringsenheder (PRU'er). Disse paramilitære styrker blev oprindeligt dannet i 1964 af den sydvietnamesiske regering og CIA, først kendt som Counter-Terror Teams. De voksede til over 4.000 mand og opererede i alle Sydvietnams 44 provinser. Fordi de blev skabt, trænet, udstyret og ledet af CIA, opererede de i hemmelighed, hvilket gav næring til mange myter og usandheder om deres aktiviteter.

Rekrutteringen til PRU'erne varierede. Mange medlemmer var tidligere Viet Cong-soldater (afhoppere) eller tidligere soldater fra den sydvietnamesiske hær (ARVN). Nogle var tidligere specialstyrkesoldater, mens andre var unge lokale mænd, der ønskede at tjene deres land i deres egen provins. I nogle få tilfælde blev benådede kriminelle rekrutteret, men dette var sjældent. Mange havde stærke religiøse eller samfundsmæssige tilhørsforhold, der gjorde dem til naturlige fjender af kommunisterne, såsom katolikker og medlemmer af Cao Dai- og Hoa Hao-sekterne. Kritikere hævdede, at PRU'erne var rene snigmordshold, men kilder viser, at kun 14% af de VCI-medlemmer, der blev dræbt under Phoenix, blev dræbt af PRU'er. De fleste andre døde i kampe med regulære sydvietnamesiske og amerikanske styrker.

Effektivitet og Konsekvenser: To Sider af Sagen

Vurderingen af Operation Phoenix' succes afhænger i høj grad af, hvem man spørger. Programmet var uden tvivl brutalt, men mange, herunder tidligere nordvietnamesiske ledere, har anerkendt dets ødelæggende effektivitet. Samtidig har kritikere fordømt det som et ulovligt og umoralsk program, der ramte civile vilkårligt.

Arven efter Phoenix: En Analyse

William Colby forsvarede programmet indædt og skrev i 1972: "Operation Phoenix er ikke og var ikke et snigmordsprogram. Det bekæmpede Viet Cong-apparatet... Ved at sigte efter dets ledere. Hvor det var muligt, blev disse anholdt eller inviteret til at hoppe af, men et betydeligt antal blev dræbt i ildkampe..." Han anerkendte, at der fandt misbrug sted, men fastholdt, at der var en fundamental forskel mellem disse kamptab og Viet Congs systematiske terrorkampagne.

Den historiske konsensus, selv blandt kommunistiske ledere efter krigen, peger på, at Phoenix var en af de mest effektive operationer under Vietnamkrigen. General Tran Do, vicekommandør for de kommunistiske styrker i Sydvietnam, beskrev Phoenix som "ekstremt ødelæggende". Nguyen Co Thach udtalte, at i visse provinser var 95% af de kommunistiske kadre blevet "myrdet eller kompromitteret" af operationen. Denne brutale effektivitet er kernen i programmets kontroversielle arv. Det rejser et tidløst moralsk dilemma: Hvor langt kan man gå i kampen mod en fjende, der opererer uden for krigens traditionelle regler? Operation Phoenix forbliver et mørkt, men afgørende kapitel i historien om efterretningskrigsførelse.