Operation Entebbe: Redningen i Uganda

I de tidlige morgentimer den 4. juli 1976, mens USA fejrede sit 200-års jubilæum, udspillede et af historiens mest dristige og dramatiske gidselredningsdramaer sig tusindvis af kilometer væk, i hjertet af Afrika. Operation Entebbe, også kendt som Operation Tordenkile, var en antiterror-mission udført af eliteenheder fra Israels forsvarsstyrker (IDF) i Entebbe Lufthavn i Uganda. Missionen, der fandt sted 4.000 kilometer fra Israel, er siden blevet et symbol på mod, præcision og en kompromisløs holdning over for terrorisme. Det er en historie om et kapret fly, 105 gidsler fanget under en brutal diktators beskyttelse, og en redningsaktion, der trodsede alle odds.

Kapringen og Gidseltagningen i Uganda

Dramaet begyndte søndag den 27. juni 1976, da Air France Flight 139 lettede fra Tel Aviv med en planlagt mellemlanding i Athen, Grækenland, før den skulle fortsætte til Paris. I Athen gik fire nye passagerer ombord: Wilfried Böse og Brigitte Kuhlmann, medlemmer af den tyske terrorgruppe Baader-Meinhof, samt to palæstinensere fra Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP). Kort efter start kaprede de flyet, bevæbnet med pistoler og granater. Flyet blev tvunget til at lande i Benghazi, Libyen, for at tanke brændstof. Her lykkedes det for en britisk-israelsk statsborger, Patricia Martell, at blive frigivet, efter hun foregav en spontan abort. Hendes efterfølgende de-briefing med efterretningstjenester gav Israel de første afgørende oplysninger om kaprernes antal og bevæbning.

Fra Benghazi fløj flyet videre til Uganda og landede i Entebbe Lufthavn den 28. juni. Her blev kaprerne og de 248 passagerer modtaget af Ugandas berygtede diktator, Idi Amin, og hans soldater blev sat til at bevogte lufthavnen. Straks efter ankomsten begyndte en grusom proces: Kaprerne adskilte de jødiske og israelske gidsler fra de øvrige passagerer. Denne selektion fremkaldte smertefulde minder om nazisternes selektioner under Holocaust, som en overlevende påpegede over for kapreren Wilfried Böse ved at vise ham sit tatoverede fangenummer. Böse svarede: "Jeg er ingen nazist! ... Jeg er idealist." Flere ikke-israelske jøder blev tvunget over i den israelske gruppe, og den 12-mand store Air France-besætning valgte heroisk at blive hos de tilbageværende gidsler.

Et Umuligt Valg: Forhandling eller Angreb?

I Entebbe sluttede yderligere fire terrorister sig til gruppen. Deres krav var klare: 5 millioner dollars i løsepenge og frigivelsen af 53 dømte terrorister fra fængsler i Israel og fire andre lande. Den israelske regering fik en deadline til den 1. juli; hvis kravene ikke blev opfyldt, ville de begynde at henrette gidslerne. I Israel stod premierminister Yitzhak Rabin og forsvarsminister Shimon Peres over for et umuligt valg. Rabin hældede mod at forhandle for at redde liv, mens Peres argumenterede for, at en eftergivelse ville opmuntre til mere terror. Uden pålidelige efterretninger om situationen i Entebbe var det svært at formulere en militær plan.

Et vendepunkt kom, da kaprerne frigav 48 ikke-israelske gidsler den 30. juni og senere yderligere 100. Disse frigivne gidsler gav uvurderlig information om terroristernes positioner, deres våben og antallet af vagter i den gamle terminalbygning, hvor gidslerne blev holdt fanget. Samtidig indledte den israelske regering forhandlinger for at vinde tid. De fik forlænget deadlinen til søndag den 4. juli. Tiden var knap, men nu havde militæret et spinkelt grundlag at bygge en redningsplan på.

Planlægningen af Operation Tordenkile

Med de nye efterretninger begyndte IDF's planlæggere under ledelse af brigadegeneral Dan Shomron at udarbejde en dristig og yderst risikabel redningsplan. Den fik kodenavnet Operation Tordenkile. Planen var baseret på flere afgørende fordele. For det første var Entebbe Lufthavn blevet bygget af et israelsk firma, som stadig havde de originale tegninger. For det andet lykkedes det at få taget luftfotos af lufthavnen. Den største fordel var dog overraskelsesmomentet. Ingen forventede, at Israel ville forsøge en militæraktion så langt hjemmefra.

Planen involverede fire C-130 Hercules-transportfly. Det forreste fly skulle medbringe en angrebsstyrke fra eliteenheden Sayeret Matkal, ledet af oberstløjtnant Yonatan Netanyahu. Med sig havde de en sort Mercedes, der var en nøjagtig kopi af Idi Amins personlige bil, samt to Land Rovers. Ideen var at køre direkte til terminalen under dække af at være Amins konvoj. Andre styrker havde til opgave at sikre landingsbanerne, ødelægge Ugandas MiG-kampfly på jorden for at forhindre forfølgelse og holde de ugandiske landstyrker på afstand. En afgørende brik i puslespillet var logistikken. Flyene havde ikke brændstof nok til turen frem og tilbage. Gennem hemmelige kanaler lykkedes det at overtale Kenya til at tillade de israelske fly at tanke op i Nairobi. Uden denne hjælp ville missionen have været umulig.

Udførelsen: 58 Minutter i Entebbe

Lørdag den 3. juli lettede flyene. Først da de var i luften, fik den israelske regering den endelige plan forelagt og gav sin endelige godkendelse. Efter en syv timer lang flyvning i lav højde for at undgå radar, landede det første Hercules-fly i Entebbe kl. 23:01 lokal tid, kun ét minut efter den planlagte ankomst. Konvojen med Mercedesen i spidsen kørte mod den gamle terminal. Nær bygningen blev de udfordret af to ugandiske vagter. Yonatan Netanyahu beordrede dem skudt med lyddæmpede pistoler, men da de ikke blev dræbt med det samme, skød en anden soldat dem med et ikke-lyddæmpet gevær. Overraskelsesmomentet var potentielt tabt.

Soldaterne stormede nu terminalen, mens de råbte på hebraisk og engelsk: "Bliv nede! Vi er israelske soldater!" I den efterfølgende ildkamp, der varede blot få minutter, blev alle otte terrorister dræbt. Desværre blev tre gidsler også dræbt i krydsilden. Under evakueringen af gidslerne til det ventende fly blev Yonatan Netanyahu ramt af skud fra kontroltårnet. Han blev den eneste israelske soldat, der mistede livet i operationen. På under en time var gidslerne evakueret, 11 ugandiske MiG-fly ødelagt, og de israelske fly var på vej hjem. Hele operationen, fra landing til start, varede kun 58 minutter.

Efterspillet og Arven

Selvom 102 gidsler blev reddet og fløjet i sikkerhed, var historien ikke slut. Et fjerde gidsel, den 74-årige Dora Bloch, som var blevet indlagt på et hospital i Kampala før redningsaktionen, blev efterfølgende myrdet på ordre fra en rasende Idi Amin. Som hævn for Kenyas hjælp til Israel beordrede Amin også mordet på den kenyanske minister Bruce MacKenzie, som blev dræbt af en bombe på sit fly i 1978. I FN's Sikkerhedsråd blev Israel anklaget for at krænke Ugandas suverænitet, men en resolution, der fordømte Israel, blev aldrig vedtaget. I stedet blev missionen hyldet verden over som et modigt slag mod international terrorisme.

Missionen blev efterfølgende omdøbt til "Operation Jonathan" til ære for dens faldne kommandør. Operation Entebbe viste verden, at terrorisme kunne bekæmpes, og at det var værd at tage store risici for at forsvare frihed og menneskeliv. Den står i dag som et vidnesbyrd om, hvad der kan opnås gennem dristighed, præcis planlægning og en urokkelig vilje til ikke at give efter for ondskab.

Ofte Stillede Spørgsmål

Spørgsmål: Hvorfor blev operationen omdøbt til "Operation Jonathan"?
Svar: Den blev omdøbt for at ære den eneste israelske soldat, der døde under missionen, enhedens kommandør, oberstløjtnant Yonatan Netanyahu.

Spørgsmål: Hvad var Idi Amins rolle i kapringen?
Svar: Idi Amin var en aktiv kollaboratør. Han bød terroristerne velkommen, forsynede dem med ekstra tropper til bevogtning og støttede åbent deres sag, hvilket gjorde situationen for gidslerne langt farligere.

Spørgsmål: Hvor mange gidsler blev reddet?
Svar: 102 gidsler blev reddet og fløjet sikkert tilbage til Israel. Tre gidsler døde desværre under selve redningsaktionen, og et fjerde gidsel, Dora Bloch, blev myrdet på hospitalet efterfølgende.

Spørgsmål: Hvorfor var Kenyas hjælp afgørende?
Svar: De israelske C-130 Hercules-fly havde ikke brændstof nok til at flyve de 4.000 kilometer til Uganda og tilbage til Israel. Kenyas tilladelse til at mellemlande og tanke op i Nairobi var derfor logistisk afgørende for hele operationens succes.