Operation A-Go: Historiens Største Hangarskibsslag

I juni 1944, to år efter det katastrofale nederlag ved Slaget om Midway, var den Kejserlige Japanske Flåde igen klar til at gå i offensiven. I hemmelighed havde viceadmiral Ozawa Jisaburo samlet den største flådestyrke, Japan nogensinde havde mønstret. Med en fornyet selvtillid, drevet af en hurtig opbygning af flådestyrker og modernisering af fly, var målet klart: at lokke den amerikanske flåde i en fælde og levere et afgørende knockout-slag. Denne ambitiøse og dristige plan fik kodenavnet Operation A-Go, og den skulle kulminere i det, der ville blive kendt som historiens største slag mellem hangarskibe.

Baggrunden for Ozawas Dristige Plan

Timingen for Operation A-Go var ikke tilfældig. Startskuddet lød, da nyheden kom om, at den amerikanske flåde havde indledt invasionen af Saipan den 16. juni 1944. Fra viceadmiral Ozawas perspektiv var dette den gyldne mulighed, han havde ventet på. Han antog, at amerikanerne ville være fuldt optaget af landgangsoperationerne på Saipan, Guam og Tinian. Marianerne var strategisk vitale, og Ozawa så en chance for at fange den amerikanske flåde, mens den var sårbar og fokuseret på amfibieangrebene. Han var overbevist om, at hans nye, mægtige flåde kunne overraske amerikanerne totalt. Selvom han var i undertal med hensyn til hangarskibe, troede han på, at kombinationen af hans flys længere rækkevidde og støtten fra landbaserede fly på de omkringliggende øer ville give ham den afgørende fordel. Planen var ikke blot at vinde et slag; det var at tilintetgøre den amerikanske flåde i Stillehavet i ét eneste, fatalt angreb. Det skulle være en massakre.

Den Kejserlige Japanske Flådes Styrke

Kernen i Operation A-Go var den 1. Mobile Flåde, direkte under kommando af Ozawa Jisaburo selv. Denne enorme armada var opdelt i tre separate styrker for at maksimere fleksibilitet og slagkraft.

• "C Force" (Mobile Force Vanguard): Anført af viceadmiral Takeo Kurita. Denne fortrop bestod af de lette hangarskibe Chitose, Chiyoda og Zuiho. Endnu mere imponerende var tilstedeværelsen af de to super-slagskibe Yamato og Musashi, de største slagskibe nogensinde bygget, samt slagskibene Kongo og Haruna.
• "A Force": Under Ozawas personlige kommando. Denne styrke udgjorde flådens hjerte med de store flådehangarskibe Taiho (Ozawas flagskib), Shokaku og Zuikaku, støttet af de tunge krydsere Haguro og Myoko.
• "B Force": Ledet af kontreadmiral Takaji Joshima. Denne gruppe bestod af flådehangarskibene Junyo og Hiyo samt det lette hangarskib Ryuho, eskorteret af slagskibet Nagato og den tunge krydser Mogami.

Samlet set bestod den japanske angrebsstyrke af ni hangarskibe med omkring 435 fly ombord. Disse fly var af de nyeste modeller: det forbedrede A6M5 Zero jagerfly, Yokosuka D4Y Suisei "Comet" (allieret kodenavn: "Judy") styrtbombefly og Nakajima B6N Tenzan "Heavenly Mountain" (allieret kodenavn: "Jill") torpedobombefly. Ud over hangarskibsstyrken havde japanerne samlet en formidabel styrke på næsten 1.200 landbaserede fly på baser som Guam. For at fuldende billedet blev hele flåden støttet af dusinvis af krydsere, destroyere, tankskibe og 24 ubåde, der skulle chikanere og angribe den amerikanske flåde.

Den Amerikanske Femte Flåde: En Formidabel Modstander

Over for denne mægtige japanske styrke stod den amerikanske 5. Flåde under kommando af den metodiske og rolige admiral Raymond Spruance. Den primære angrebsstyrke var Task Force 58, ledet af den legendariske hangarskibstaktiker viceadmiral Marc Mitscher. Den amerikanske flåde var endnu større end den japanske og var en veltrænet og teknologisk overlegen krigsmaskine.

Task Force 58 var opdelt i fire hangarskibsgrupper og rådede over i alt 15 hangarskibe. Dette inkluderede store flådehangarskibe som USS Hornet, USS Yorktown (et nyt skib opkaldt efter det, der sank ved Midway), USS Bunker Hill, USS Wasp, USS Enterprise, USS Lexington og USS Essex, samt otte lette hangarskibe. Disse skibe medbragte en overvældende luftstyrke på omkring 891 fly. Hjørnestenen i den amerikanske luftmagt var det nye Grumman F6F Hellcat jagerfly, som var kvalitativt overlegent i forhold til den japanske Zero. Udover Hellcats bestod luftgrupperne af TBM/TBF Avenger torpedobombefly og SBD Dauntless/SB2C Helldiver styrtbombefly. De amerikanske piloter var måske nok nyuddannede, men de var de bedst trænede i verden. De havde lært lektionerne fra tidligere slag og opererede inden for et yderst organiseret og koordineret system. En afgørende teknologisk fordel var det eksperimentelle Combat Information Center (CIC) ombord på skibene, som ved hjælp af avanceret radar gav en samlet og koordineret oversigt over slagmarken i realtid – en fordel japanerne kun kunne drømme om.

Sammenligning af Styrkerne

Den forestående konfrontation ville blive et sammenstød mellem to forskellige flådefilosofier og teknologiske niveauer. Nedenstående tabel giver et overblik over de to flåders styrker.

Optakten til Konfrontationen

Ozawas håb om en total overraskelse blev hurtigt knust. Allerede den 17. juni opdagede den amerikanske ubåd USS Cavalla den japanske flåde, da den var ved at jage et japansk tankskib. Kommandørkaptajn Kossler på Cavalla afbrød sit angreb og begyndte i stedet at skygge den massive flåde og rapportere dens position. Disse rapporter bekræftede, hvad amerikanerne allerede vidste fra deres afkodning af japanske meddelelser: en stor fjendtlig flåde var på vej. I modsætning til Midway, hvor flåderne blindt søgte efter hinanden, ville dette slag blive udkæmpet med fuldt kendskab til hinandens generelle positioner. Den 18. juni bekræftede japanske rekognosceringsfly den amerikanske flådes nøjagtige position. Med deres flys længere rækkevidde følte japanerne stadig, at de havde en fordel. I løbet af natten manøvrerede begge flåder. Japanerne sejlede mod syd for at komme tættere på deres landbaserede fly, mens amerikanerne også bevægede sig sydpå for at kunne angribe den japanske flanke. Ved daggry den 19. juni 1944 var de to mægtige armader klar til kamp, men stadig lige uden for hinandens hangarskibsflys rækkevidde. Slaget begyndte med, at japanske landbaserede fly fra Guam indledte det første, ineffektive angreb på den amerikanske flåde. Dette markerede starten på et to-dages søslag, der ville blive den største og mest afgørende flådekonfrontation i hele Stillehavskrigen: Slaget i Det Filippinske Hav.

Ofte Stillede Spørgsmål om Operation A-Go

Hvad var det primære mål med Operation A-Go?

Det primære mål var at lokke og fuldstændigt tilintetgøre den amerikanske Stillehavsflåde i et enkelt, afgørende slag. Japan håbede, at en sådan sejr ville vende krigens gang i Stillehavet til deres fordel, ligesom de havde forsøgt ved Midway to år tidligere.

Hvorfor kaldes Slaget i Det Filippinske Hav også "The Great Marianas Turkey Shoot"?

Selvom denne artikel kun dækker optakten, fik slaget hurtigt dette øgenavn blandt amerikanske piloter. Det skyldtes de enorme og fuldstændig ensidige tab, de japanske flystyrker led under luftkampene. De veltrænede amerikanske piloter i deres overlegne F6F Hellcat-fly nedskød hundredvis af japanske fly med minimale egne tab.

Hvilken teknologisk fordel var mest afgørende for amerikanerne?

Det er svært at pege på én enkelt faktor, men kombinationen af den overlegne radarteknologi, det centraliserede Combat Information Center (CIC) til at koordinere forsvaret og det formidable F6F Hellcat jagerfly var afgørende. Denne synergi tillod amerikanerne at opdage indkommende japanske angrebsbølger tidligt og dirigere deres jagerfly til at møde dem effektivt, længe før de nåede flåden.

Hvem var de øverstkommanderende?

For den japanske flåde var den øverstkommanderende viceadmiral Ozawa Jisaburo. For den amerikanske side var den overordnede kommandør admiral Raymond Spruance, mens den direkte leder af den afgørende hangarskibsstyrke, Task Force 58, var viceadmiral Marc Mitscher.