Operation Highjump: Den glemte Antarktis-mission

Umiddelbart efter afslutningen på Anden Verdenskrig, i en verden der stadig var ved at finde fodfæste, iværksatte USA en af de største militære og videnskabelige ekspeditioner nogensinde til det frosne kontinent Antarktis. Kendt som Operation Highjump, var denne mission i 1946-1947 officielt en trænings- og forskningsekspedition, men dens omfang, timing og de efterfølgende udtalelser fra dens leder, admiral Richard E. Byrd, har givet næring til årtiers spekulationer. Hvad var det egentlige formål med at sende en armada af skibe, fly og tusindvis af mænd til verdens mest ugæstfrie sted? Svaret er komplekst og afslører meget om den geopolitiske situation i den tidlige fase af Den Kolde Krig.

Ekspeditionens Omfang og Officielle Mål

Operation Highjump, formelt navngivet The United States Navy Antarctic Developments Program, var en operation af imponerende størrelse. Flåden bestod af over 4.700 mand, 13 skibe, herunder et hangarskib, og adskillige fly. Lederen var den berømte polarforsker Admiral Richard E. Byrd, en mand, der allerede havde flere antarktiske ekspeditioner bag sig. Den officielle målsætning var mangesidet og dækkede både militære og videnskabelige formål:

• Træning af personel og test af udstyr under ekstreme forhold og is-forhold.
• Konsolidering og udvidelse af USA's suverænitet over det størst mulige område af Antarktis.
• Undersøgelse af muligheden for at etablere og vedligeholde baser i Antarktis.
• Udvikling af teknikker til etablering og vedligeholdelse af luftbaser på isen.
• Forstærkning af eksisterende viden om hydrografiske, geologiske, meteorologiske og elektromagnetiske forhold i området.

For at opnå disse mål blev styrken opdelt i tre separate grupper: En vestlig, en østlig og en central gruppe, der hver især havde specifikke opgaver og ansvarsområder.

De tre operative grupper

Den Vestlige Gruppe ankom til Marquesasøerne den 12. december 1946. Her etablerede skibene USS Henderson og USS Cacapon vigtige vejrstationer, som var afgørende for de efterfølgende flyvninger. Den 24. december begyndte USS Currituck at sende fly på rekognosceringsmissioner for at kortlægge kystlinjen og det indre af kontinentet.

Den Østlige Gruppe nåede Peter I Ø i slutningen af december 1946 og påbegyndte ligeledes deres rekognosceringsopgaver for at indsamle data om dette mindre udforskede område.

Den Centrale Gruppe, som var ekspeditionens hjerte, ankom til Hvalbugten den 15. januar 1947. Her begyndte de det massive arbejde med at opføre en ny base, kaldet Little America IV. Denne base skulle fungere som det primære omdrejningspunkt for de mest intensive videnskabelige undersøgelser og flyvninger over kontinentet.

Livet og Døden på Isen

Selvom missionen var omhyggeligt planlagt, er Antarktis en nådesløs modstander. Ekspeditionen oplevede både triumfer og tragedier. En af de mest bemærkelsesværdige bedrifter fandt sted den 1. januar 1947, da Lieutenant Commander Thompson og Chief Petty Officer John Marion Dickison gennemførte det første dyk af amerikanere under den antarktiske is ved hjælp af rebreather-udstyr. Dette var en banebrydende bedrift, der demonstrerede nye muligheder for undersøisk arbejde i polarområderne.

Desværre blev ekspeditionen også ramt af en tragedie. Den 30. december 1946 styrtede et Martin PBM-5 fly, navngivet George 1, ned på Thurston Island. Tre besætningsmedlemmer blev dræbt på stedet: Ensign Maxwell A. Lopez, ARM1 Wendell K. Henderson og ARM1 Frederick W. Williams. De resterende seks besætningsmedlemmer overlevede mirakuløst styrtet, men var strandet i det iskalde landskab. Først 13 dage senere lykkedes en dristig redningsaktion. Senere, den 21. januar 1947, døde endnu en mand, Vance N. Woodall, hvilket bragte det samlede dødstal for Operation Highjump op på fire.

Admiral Byrds Mystiske Advarsel

Operation Highjump blev afsluttet tidligere end planlagt i slutningen af februar 1947 på grund af den tidlige vinter og forværrede vejrforhold. Men det var efter hjemkomsten, at missionen for alvor skabte overskrifter og mystik. I et interview med Lee van Atta fra International News Service, bragt i den chilenske avis El Mercurio den 5. marts 1947, kom Admiral Byrd med en opsigtsvækkende og ildevarslende advarsel.

Byrd udtalte: "Admiral Richard E. Byrd advarede i dag om, at USA bør træffe beskyttelsesforanstaltninger mod muligheden for en invasion af landet af fjendtlige fly, der kommer fra de polare regioner. Admiralen forklarede, at han ikke forsøgte at skræmme nogen, men den grusomme virkelighed er, at i tilfælde af en ny krig, kunne USA blive angrebet af fly, der flyver over en eller begge poler."

Han fortsatte med at understrege, at den fantastiske hastighed, hvormed verden skrumpede, var en af de vigtigste lektioner fra hans ekspedition. "Jeg er nødt til at advare mine landsmænd om, at den tid er forbi, hvor vi kunne søge tilflugt i vores isolation og stole på visheden om, at afstandene, havene og polerne var en garanti for sikkerhed."

Disse udtalelser, fremsat af en højt respekteret militærmand og opdagelsesrejsende, satte gang i utallige teorier. Hvad havde Byrd og hans mænd set i Antarktis, der kunne fremkalde en så alvorlig advarsel? I konteksten af den spæde Kolde Krig var den mest oplagte fortolkning, at han advarede mod Sovjetunionen og muligheden for et transpolart missil- eller bombeangreb, en helt ny strategisk virkelighed. Men fraværet af specifikke detaljer har ladet døren stå åben for mere fantasifulde spekulationer i årtierne siden.

Sammenligning af Operationsgrupperne

For at forstå missionens logistik er det nyttigt at sammenligne de tre hovedgrupper.

Resultater, Arv og Efterfølgende Missioner

Trods den tidlige afslutning var Operation Highjump ikke en fiasko. Ekspeditionen indsamlede en enorm mængde videnskabelige data og tog titusindvis af luftfotos, der kortlagde store, hidtil ukendte områder af Antarktis. Den erfaring, personellet opnåede med operationer i koldt vejr, viste sig uvurderlig for det amerikanske militær i de kommende årtier.

Arbejdet blev fortsat kort efter. En opfølgende mission, Operation Windmill (1947-1948), vendte tilbage for at verificere og supplere de luftfotos, der blev taget under Highjump, med observationer fra jorden. Samtidig finansierede polarforskeren Finn Ronne en privat ekspedition til samme område. Operation Highjump var således ikke en afslutning, men snarere startskuddet til en mere permanent og intensiv amerikansk tilstedeværelse på det antarktiske kontinent, som kulminerede med den Antarktiske Traktat i 1959, der sikrede kontinentet til fredelige og videnskabelige formål.

Ofte Stillede Spørgsmål (FAQ)

Hvad var det officielle formål med Operation Highjump?

Officielt var formålet at træne militært personel og teste udstyr i arktiske forhold, etablere en amerikansk tilstedeværelse i Antarktis og udføre videnskabelige undersøgelser, herunder geologisk og meteorologisk kortlægning.

Døde der nogen under ekspeditionen?

Ja, desværre omkom fire mænd. Tre (Maxwell A. Lopez, Wendell K. Henderson, Frederick W. Williams) døde i et flystyrt den 30. december 1946, og en fjerde mand (Vance N. Woodall) døde af andre årsager den 21. januar 1947.

Hvorfor er Admiral Byrds interview så berømt?

Interviewet er berømt, fordi han kom med en dramatisk og uventet advarsel om, at USA i en fremtidig krig kunne blive angrebet af fly, der kom over Nord- eller Sydpolen. Dette har ført til mange års spekulationer om, hvad han mente, eller hvad han eventuelt havde set.

Var missionen en succes?

Målt på dens officielle mål var den i vid udstrækning en succes. Den indsamlede enorme mængder data og fotografisk materiale og gav uvurderlig erfaring med operationer i koldt vejr. Dog blev den afsluttet tidligere end planlagt på grund af dårligt vejr.