Frontex i Afrika: Grænsevagt eller Trussel?

Den Europæiske Union's grænse- og kystvagt, kendt som Frontex, har i de seneste årtier markant udvidet sit operationelle fokus ud over Europas grænser, med en særlig intensivering af aktiviteter på det afrikanske kontinent. Denne strategiske udvidelse begyndte for alvor i 2006 med lanceringen af Operation Hera, agenturets første store fælles operation uden for Europa. Formålet var at opsnappe migranter, der rejste i både fra Senegal til De Kanariske Øer. Dette initiativ markerede starten på en ny æra for EU's grænsekontrol, hvor fokus flyttedes fra reaktiv indsats ved egne grænser til proaktiv indgriben tusindvis af kilometer væk. Denne udvikling har affødt en intens debat om effektivitet, menneskerettigheder og de geopolitiske konsekvenser af at eksternalisere Europas grænser.

Operation Hera: Et vendepunkt for Frontex

Operation Hera var en skelsættende mission, der omdefinerede Frontex' rolle. Den blev iværksat som et svar på den stigende migrationsrute fra Vestafrika til de spanske Kanariske Øer, en rejse berygtet for sin fare. Operationen blev udført i flere faser, herunder Hera I, II og III, og involverede et samarbejde mellem flere EU-medlemsstater og afrikanske lande som Senegal og Mauretanien.

Ifølge Frontex var missionen en stor succes. Under Operation Hera III, som løb i to måneder fra februar 2007, ankom kun 585 migranter til De Kanariske Øer. Samtidig blev i alt 1.167 migranter omdirigeret tilbage til deres afgangshavne i Vestafrika, hvilket ifølge agenturet forhindrede dem i at risikere deres liv på den farefulde rejse. Operationen bestod af to dele: En gruppe eksperter fra Tyskland, Italien, Luxembourg og Portugal blev udsendt til De Kanariske Øer for at interviewe ankomne migranter og indsamle efterretninger om menneskesmuglernetværk. Den anden del bestod af fælles patruljer med fly og skibe fra Spanien, Italien, Luxembourg og Frankrig langs den vestafrikanske kyst.

Den samlede HERA-operation (I og II) havde et budget på 3,5 millioner euro, hvoraf Frontex finansierede 2,8 millioner. Syv medlemsstater deltog, og indsatsen resulterede ifølge spanske myndigheder i, at over 6.000 illegale migranter blev sendt tilbage mellem juni og oktober 2006. Kritikere påpeger dog, at disse operationer gjorde en i forvejen farlig rejse endnu sværere og førte til involvering i ulovlige pushbacks, hvor migranter blev tvunget tilbage uden mulighed for at søge asyl.

Den juridiske ramme for Frontex' aktiviteter i Afrika

I begyndelsen var Frontex' mandat i Afrika begrænset. Under Operation Hera måtte agenturet kun operere til søs og i luften i Senegals, Mauretaniens, Kap Verdes og Marokkos territorialfarvande. Det var ikke tilladt at operere på land eller at landsætte opsnappede migranter på afrikansk jord. Dette har dog ændret sig drastisk med nye forordninger, der trådte i kraft i 2016 og 2019.

Disse nye regler giver Frontex mulighed for at indgå såkaldte statusaftaler med tredjelande. En statusaftale er en formel international aftale, der tillader Frontex at udsende uniformeret og bevæbnet personale, som kan udføre operationelle opgaver som grænsekontrol direkte i det pågældende land. Sådanne aftaler forhandles af EU-Kommissionen, godkendes af Rådet og kræver samtykke fra Europa-Parlamentet. Agenturet har allerede sådanne aftaler med flere lande på Vestbalkan og forhandler i øjeblikket med Senegal og Mauretanien.

Udover statusaftaler benytter Frontex sig af mindre formelle 'samarbejdsaftaler'. Disse kræver kun godkendelse fra EU-Kommissionen og dækker områder som informationsudveksling, kapacitetsopbygning af tredjelandes grænsesikkerhed og tilbagesendelsesaftaler, der letter deportationer fra EU.

Frontex' nuværende fodaftryk i Afrika

Selv uden udbredte statusaftaler har Frontex allerede etableret en betydelig tilstedeværelse på kontinentet gennem forskellige initiativer:

Forbindelsesofficerer

Frontex har udstationeret forbindelsesofficerer i strategisk vigtige lande. Siden 2019 har der været en officer i Senegal, og siden 2018 en hos EU's grænsestøttemission i Libyen (EUBAM). Disse officerer fungerer som bindeled til nationale myndigheder, udveksler efterretninger og koordinerer deportationer. Gennem samarbejdet med EUBAM har Frontex også trænet den såkaldte libyske kystvagt, en milits anklaget for at bortføre mennesker på havet og tvinge dem ind i umenneskelige interneringscentre.

Efterretningsnetværk og Risikoanalyseceller

I 2010 oprettede Frontex Africa-Frontex Intelligence Community (AFIC), et uformelt netværk for alle afrikanske lande. Med 30 medlemslande har netværket til formål at forbedre samarbejde og informationsdeling om grænseovervågning. Et centralt element i AFIC er etableringen af såkaldte risikoanalyseceller i otte lande. Selvom disse celler drives af de afrikanske landes egne myndigheder, leverer Frontex udstyr og træning. Målet er at gøre nationale databaser interoperable med EU-databaser, hvilket giver Frontex adgang til information om, hvem der krydser en grænse og hvornår. Dette muliggør en præventiv grænsekontrol og letter deportationer, da en persons fingeraftryk måske allerede er registreret, længe før de når Europas nærhed.

Kritik og de menneskelige konsekvenser

Udvidelsen af Frontex' aktiviteter i Afrika er genstand for massiv kritik fra menneskerettighedsorganisationer og forskere. Kritikken centrerer sig om flere nøglepunkter:

• Menneskerettighedskrænkelser: Frontex er blevet anklaget for meddelagtighed i pushbacks og krænkelser af menneskerettigheder i Middelhavet og Det Ægæiske Hav. At flytte operationerne endnu længere væk fra EU's grænser gør det kun sværere at holde agenturet ansvarligt.
• Dødelige konsekvenser: Eksternaliseringen har ført til forudsigelige dødsfald. I Libyen har Frontex delt geolokationsdata med militser, der tvinger migranter i lejre kendt for slaveri og seksuel vold. I Niger har EU-støttet lovgivning kriminaliseret traditionelle migrationsruter, hvilket har ført til tusindvis af dødsfald i ørkenen.
• Sikkerhedsliggørelse af migration: Frontex fremstiller systematisk migration som en sikkerhedstrussel ved at sammenkæde det med kriminalitet og menneskehandel. Dette retfærdiggør en militarisering af, hvad der burde være et humanitært politikområde.
• Anklager om neokolonialisme: Ved at bruge udviklingsbistand som et pressionsmiddel for at opnå samarbejde om grænsekontrol, anvender EU en pisk-og-gulerod-tilgang, der minder om kolonitidens magtforhold. Denne politik forstyrrer desuden regionale aftaler om fri bevægelighed, såsom i ECOWAS-regionen i Vestafrika, hvor mobilitet er afgørende for den lokale økonomi.

Sammenligning af Mål og Konsekvenser

Ofte Stillede Spørgsmål

Hvorfor blev Operation Hera oprindeligt iværksat?

Operation Hera blev iværksat i 2006 som et svar på det stigende antal migranter, der forsøgte den farlige rejse fra Vestafrika til De Kanariske Øer. Det officielle formål var at redde liv til søs, bekæmpe menneskesmugling og reducere antallet af ankomster til spansk territorium gennem fælles patruljering.

Hvad er forskellen på en 'statusaftale' og en 'samarbejdsaftale'?

En statusaftale er en formel international traktat, der giver Frontex-personale lov til at operere med udøvende beføjelser (f.eks. udføre grænsekontrol og anholdelser) på et tredjelands territorium, ofte med juridisk immunitet. En 'samarbejdsaftale' er en mindre formel aftale, der typisk dækker informationsudveksling, træning og teknisk assistance, men ikke giver Frontex udøvende magt i landet.

Hvad er den primære kritik af Frontex' aktiviteter i Afrika?

Den primære kritik er, at Frontex' aktiviteter fører til alvorlige menneskerettighedskrænkelser, herunder ulovlige pushbacks og meddelagtighed i mishandling af migranter. Desuden anklages agenturet for at fremme en politik af neokolonialisme, hvor EU bruger sin magt til at tvinge afrikanske lande til at agere som Europas grænsevagter, hvilket underminerer deres suverænitet og skader lokale økonomier.

Hjælper Frontex' operationer med at redde liv?

Dette er et centralt stridspunkt. Frontex hævder, at ved at afskrække og opsnappe både tæt på Afrikas kyst, forhindrer de folk i at omkomme på havet. Kritikere argumenterer for, at denne strategi ikke stopper migrationen, men blot tvinger folk til at tage endnu farligere ruter. Samtidig fører samarbejdet med aktører som den libyske kystvagt til, at folk bliver returneret til forhold, der er livstruende, hvilket underminerer det livreddende argument.