Operation Gunnerside: Sabotagen der ændrede krigen

"Vi tænkte ikke over, om det var farligt eller ej... Man koncentrerede sig om opgaven og ikke om risiciene." Disse ord fra løjtnant Joachim Rønneberg, lederen af Operation Gunnerside, indkapsler den utrolige mentalitet, der var nødvendig for at udføre en af Anden Verdenskrigs mest dristige og afgørende sabotageaktioner. I slutningen af 1943 stod de allierede over for en skræmmende virkelighed: Nazityskland arbejdede på at udvikle en atombombe, og nøglen til deres program lå skjult dybt inde i de norske fjelde ved Vemork vandkraftværk. Efter et katastrofalt første forsøg hvilede verdens skæbne på skuldrene af en lille, håndplukket gruppe norske patrioter.

Baggrunden: Kampen om det Tunge Vand

Vemork-anlægget, beliggende på det barske Hardangerplateau i det sydlige centrale Norge, var oprindeligt bygget til at producere gødning. Men en afgørende biprodukt af denne proces var deuteriumoxid, bedre kendt som tungt vand. Dette stof var, sammen med grafit, essentielt for at moderere neutronenergi i en nuklear kædereaktion – en absolut nødvendighed for at kunne bygge en fungerende atomreaktor og dermed en atombombe. De tyske forskere var langt fremme i deres forskning, og Vemork var deres eneste kilde til tungt vand i de mængder, de havde brug for. Opgaven med at forhindre denne vitale ressource i at falde i tyske hænder blev tildelt den britiske specialenhed, Special Operations Executive (SOE).

Det første forsøg, kendt som Operation Freshman, endte i en tragedie. 41 britiske kommandosoldater omkom enten i flystyrt eller blev efterfølgende henrettet af tyskerne under Hitlers berygtede Kommandobefaling. Fiaskoen gjorde ikke kun situationen mere desperat, men den alarmerede også tyskerne, som nu vidste, at de allierede havde Vemork-anlægget i sigtekornet. Sikkerheden blev drastisk øget, og en ny plan var nødvendig – en plan, der krævede mere finesse, lokalkendskab og et næsten umenneskeligt mod.

Et Nyt Håb: Kompani Linge og Operation Gunnerside

SOE indså, at den bedste chance for succes lå i at bruge en lille, højt specialiseret gruppe af norske agenter. Valget faldt på mænd fra Kompani Linge. Denne enhed, oprindeligt navngivet Norwegian Independent Company, bestod af norske patrioter trænet af SOE i Storbritannien. De havde omdøbt enheden til ære for deres første kommandør, kaptajn Martin Linge, der var faldet i kamp under en tidligere mission. Disse mænd kæmpede ikke blot for en abstrakt sag; de kæmpede for at befri deres eget hjemland.

Til at lede den nye mission, der fik kodenavnet Operation Gunnerside, blev den unge løjtnant Joachim Rønneberg udvalgt. SOE beskrev ham som en mand med "en høj grad af standhaftighed og inspiration". Rønneberg fik til opgave selv at håndplukke fem mænd til sit hold. Træningen var ekstremt grundig. Holdet øvede på en skalamodel af Vemork-anlægget, indtil de kendte hver en krog. Rønneberg udtalte senere: "Ingen af os havde været på anlægget i vores liv, men da vi forlod Storbritannien, kendte vi layoutet lige så godt som enhver anden."

Den farefulde færd mod målet

Natten til den 16. februar 1943 sprang Gunnerside-holdet ud i faldskærm over det snedækkede norske landskab. En pludselig snestorm forsinkede dem, og det tog dem en hel uge at finde frem til et andet SOE-hold af norske spejdere, med kodenavnet Swallow, som allerede var i området. Swallow-holdet havde i månedsvis udført rekognoscering af anlæggets forsvar og omgivelser og leverede uvurderlig efterretning.

Efter fiaskoen med Operation Freshman havde tyskerne forstærket forsvaret betydeligt. Bakken over Vemork var mineret og fyldt med fælder. Den eneste åbenlyse adgangsvej, en smal hængebro over en dyb kløft, var tungt bevogtet. Men tyskernes planlægning havde en svaghed: den 200 meter dybe, stejle kløft, som broen spændte over. Tyskerne anså den for at være ufremkommelig om vinteren. Det var her, Swallow-holdets rekognoscering blev afgørende. Claus Helberg fra Swallow havde fundet en rute, hvor det var muligt at klatre ned ad den ene side af kløften, krydse den frosne flod i bunden og klatre op på den anden side. Herfra kunne de følge en sjældent brugt og overraskende ubevogtet jernbanelinje direkte til anlægget. Planen var lagt.

Sammenligning af Missionerne

Forskellen mellem det mislykkede første forsøg og den succesfulde Operation Gunnerside var markant og lå i tilgangen til opgaven.

Udførelsen: 30 sekunder til succes

Natten til den 28. februar satte holdet planen i værk. De krydsede den isglatte kløft og nåede frem til jernbanelinjen lige før midnat, hvor vagtskiftet på anlægget fandt sted. I den blæsende, iskolde vinternat var vagternes opmærksomhed sandsynligvis mere rettet mod at holde varmen end at lede efter sabotører. Rønnebergs sabotage-hold sneg sig uset ind i bygningen. De fandt elektrolyse-kammeret, hvor det tunge vand blev produceret og opbevaret, og overraskede en norsk nattevagt.

Mens nogle holdt vagt over den chokerede, men samarbejdsvillige, nordmand, placerede Rønneberg og hans sprængstofekspert, Birger Strømsheim, deres specialdesignede ladninger på tungtvandscellerne. Måske på grund af tilstedeværelsen af den norske vagt, besluttede Joachim Rønneberg at afkorte lunterne til kun 30 sekunder. Det efterlod absolut ingen fejlmargin. Efter en sidste kontrol skyndte alle sig ud af rummet, og Rønneberg tændte lunterne. Eksplosionen var øredøvende inde i bygningen, men udenfor lød den blot som et af de mange brag, der jævnligt kom fra anlæggets maskineri. Vagterne reagerede ikke umiddelbart.

Missionen var en fuldkommen succes. Mere end 500 kg tungt vand blev ødelagt sammen med det kritiske produktionsudstyr. Hele holdet undslap uden at blive opdaget. De splittede sig op, og mens nogle flygtede de 400 kilometer på ski til det neutrale Sverige, blev andre i Norge for at fortsætte modstandskampen.

Efterspil og Arv

Selvom tyskerne arbejdede febrilsk på at genopbygge produktionen, var sabotagen et afgørende slag. To senere aktioner satte det endelige punktum for Vemork som kilde til tungt vand: et allieret bombeangreb i november 1943, der beskadigede anlægget alvorligt, og en SOE-aktion, der sænkede færgen "Hydro", som transporterede den sidste beholdning af tungt vand over Tinnsøen.

Operation Gunnerside blev betragtet som SOE's største succes. Alle medlemmer af holdet blev dekoreret for deres indsats. Historien om Vemork-sabotagen er siden blevet fortalt i utallige bøger, artikler og film, herunder den norske film "Kampen om tungtvannet" fra 1948, hvor flere af de virkelige sabotører medvirkede, og Hollywood-filmen "The Heroes of Telemark" fra 1965. Missionen står i dag som et evigt symbol på, hvordan en lille gruppe beslutsomme individer, bevæbnet med mod og ekspertise, kan ændre historiens gang.

Ofte Stillede Spørgsmål

• Hvorfor var tungt vand så vigtigt?

  Tungt vand var essentielt som en "moderator" i en atomreaktor. Det nedbremser neutroner, hvilket er nødvendigt for at opretholde en kontrolleret nuklear kædereaktion. Uden en stabil forsyning af tungt vand kunne Nazitysklands atomvåbenprogram ikke fortsætte.

• Hvad skete der med holdet efter missionen?

  Alle medlemmer af Gunnerside-holdet overlevede missionen og krigen. De blev hyldet som helte, og deres leder, Joachim Rønneberg, blev en af kun tre nordmænd, der modtog den britiske Distinguished Service Order. Mange fortsatte i modstandsbevægelsen.
• Hvorfor mislykkedes den første mission, Operation Freshman?

  Operation Freshman mislykkedes primært på grund af dårligt vejr og tekniske problemer. De to svævefly, der skulle transportere de britiske kommandosoldater, styrtede ned. De overlevende blev hurtigt fanget og henrettet af tyskerne.

• Var sabotagen den eneste grund til, at tyskerne ikke fik en atombombe?

  Selvom sabotagen var en ekstremt vigtig faktor, der effektivt stoppede den primære kilde til tungt vand, var det ikke den eneste grund. Tyskernes atomprogram var også plaget af intern rivalisering, ressourcemangel og strategiske beslutninger, der prioriterede andre våbenprojekter. Men ødelæggelsen af Vemork-anlægget var uden tvivl et af de mest afgørende slag mod deres ambitioner.