Fall Gelb: Tysklands Chokoffensiv i 1940

Efter den hurtige erobring af Polen i september 1939 fulgte en periode med relativ stilstand på Vestfronten, en periode der blev kendt som "Spøgelseskrigen" (Drôle de guerre på fransk, Phoney War på engelsk). De allierede magter, Frankrig og Storbritannien, forventede en langvarig udmattelseskrig, der mindede om Første Verdenskrig. De stolede på den massive forsvarslinje, Maginot-linjen, og forventede, at ethvert tysk angreb ville komme gennem det centrale Belgien, ligesom Schlieffen-planen i 1914. Men den 10. maj 1940 blev denne illusion brutalt knust. Tyskland iværksatte Fall Gelb (Case Yellow), en offensiv så dristig, innovativ og ødelæggende, at den på få uger førte til Nederlandenes, Belgiens og Luxembourgs fald og kulminerede i den totale nedkæmpelse af de franske og britiske hære på kontinentet. Dette var ikke blot en gentagelse af gamle strategier; det var en revolution inden for militær taktik, der ville chokere verden.

Baggrunden for Planen: Fra Traditionel Krigsførelse til Mansteins Genistreg

Oprindeligt var den tyske overkommandos (OKH) plan for invasionen af Frankrig, udarbejdet af stabschef Franz Halder, bemærkelsesværdigt konservativ. Planen, kendt som Aufmarschanweisung Nr. 1, Fall Gelb, foreslog et massivt frontalt angreb gennem det centrale Belgien. Målet var begrænset: at besætte Holland og Belgien for at forhindre de allierede i at bruge dem som base for luftangreb mod Tysklands industrielle hjerte i Ruhr-distriktet og at skubbe de allierede tilbage til Somme-floden. Hitler var dybt utilfreds med denne plan. Den manglede ambition og lignede for meget den mislykkede Schlieffen-plan. Den lovede en blodig udmattelseskrig, som Tyskland måske ikke kunne vinde.

Det var her, general Erich von Manstein, stabschef for Heeresgruppe A under general Gerd von Rundstedt, trådte ind på scenen. Manstein argumenterede for, at Halders plan var forudsigelig og ville løbe direkte ind i de bedste allierede hære, som netop forventede et sådant træk. I stedet udtænkte han en radikalt anderledes strategi, der byggede på de klassiske principper i tysk Bewegungskrieg (manøvrekrigsførelse), men tilpasset moderne teknologi. Hans idé var at lave et afledningsangreb i nord gennem Holland og Belgien for at lokke de stærkeste allierede styrker, herunder det Britiske Ekspeditionskorps (BEF), frem. Mens de allierede var optaget der, skulle det virkelige hovedstød – Schwerpunkt – komme fra Heeresgruppe A gennem den tæt skovklædte og bakkede Ardennerregion, et område som de allierede anså for at være ufremkommeligt for pansrede divisioner.

Efter at have gennembrudt den svagt forsvarede linje ved Meuse-floden nær Sedan, skulle de tyske Panzerdivisioner ikke stoppe, men i stedet ræse mod vest til Den Engelske Kanal. Dette ville afskære de allierede hære i Belgien og Nordfrankrig fra deres forsyningslinjer og resten af Frankrig. Manøvren blev senere kendt under det rammende navn Sichelschnitt, eller "Seglsnit". Efter megen modstand fra den konservative hærledelse og efter at være blevet forfremmet væk til en anden post, lykkedes det Manstein at få sin plan præsenteret for Hitler i februar 1940. Hitler, der selv havde haft lignende tanker, var øjeblikkeligt imponeret og beordrede, at strategien skulle ændres i overensstemmelse med Mansteins vision.

Tabel: Sammenligning af Tyske Offensivplaner

Gennembruddet ved Sedan og Kapløbet mod Kanalen

Den 10. maj 1940 blev planen sat i værk. Som forventet reagerede de allierede på det tyske angreb ind i Holland og Belgien (udført af Heeresgruppe B) ved at sende deres bedste og mest mobile enheder, inklusive BEF og den franske Første og Syvende Armé, nordpå for at møde truslen ved Dyle-linjen. Dette var præcis, hvad Manstein havde forudset. Mens de allieredes eliteenheder bevægede sig mod nord, kæmpede syv panserdivisioner fra Heeresgruppe A, under kommando af generaler som Heinz Guderian og Erwin Rommel, sig gennem de tætte skove i Ardennerne.

De franske hære, der forsvarede denne sektor (den Niende og Anden Armé), bestod primært af andenrangs- og reservedivisioner. De var dårligt udstyrede til at håndtere et panserangreb og var spredt tyndt ud. Den allierede overkommando var overbevist om, at selv hvis tyskerne angreb her, ville terrænet forsinke dem så meget, at der ville være rigelig med tid til at sende forstærkninger. Det var en katastrofal fejlvurdering. Den 13. maj nåede Guderians XIX Panzerkorps Meuse-floden ved Sedan. Med massiv støtte fra Luftwaffe's Stuka-styrtbombefly, der fungerede som flyvende artilleri og terroriserede de franske forsvarere, lykkedes det tyske ingeniørtropper at etablere brohoveder over floden. Dagen efter var gennembruddet en realitet. De tyske panserstyrker væltede frem fra brohovederne og brød igennem de franske linjer.

Det, der fulgte, var et af de mest dramatiske kapløb i militærhistorien. I stedet for at vente på infanteriet, som traditionel doktrin foreskrev, kørte Guderians og Rommels panserdivisioner med fuld fart mod vest. De ignorerede trusler mod deres flanker og fokuserede udelukkende på at nå kysten. Den franske kommando var i chok og ude af stand til at reagere effektivt. Deres kommunikationssystemer var langsomme, og deres doktrin var baseret på en metodisk, centraliseret kamp, der var fuldstændig uegnet til at imødegå den lynhurtige tyske fremrykning. De få modangreb, der blev iværksat, som f.eks. af Charles de Gaulles 4. panserdivision, var for små og dårligt koordinerede til at stoppe den tyske bølge. Den 20. maj nåede elementer af 2. Panzerdivision kysten ved Abbeville, og dermed var fælden smækket. De allierede hære i nord var fuldstændig afskåret.

Konsekvenserne: Dunkerque og Frankrigs Fald

Med de stærkeste allierede styrker omringet i en stadigt snævrere lomme omkring den franske havneby Dunkerque, stod de allierede over for et totalt nederlag. Den belgiske hær kapitulerede den 28. maj. I en kontroversiel beslutning beordrede Hitler den 24. maj sine panserdivisioner til at standse deres fremrykning mod Dunkerque. Årsagerne diskuteres stadig, men det menes, at det skyldtes en kombination af ønsket om at spare panserstyrkerne til det endelige slag mod resten af Frankrig, og at Luftwaffe-chefen Hermann Göring overbeviste Hitler om, at hans fly alene kunne tilintetgøre de omringede styrker.

Denne pause gav de allierede et afgørende pusterum. Mellem den 26. maj og 4. juni blev Operation Dynamo iværksat – en desperat evakuering af tropper fra strandene ved Dunkerque. En flåde af krigsskibe og hundredvis af civile både fra Storbritannien sejlede over kanalen og reddede under konstant luftangreb over 338.000 britiske og franske soldater. Selvom det var et logistisk mirakel, var det også et knusende nederlag. Næsten alt tungt udstyr – kampvogne, artilleri og køretøjer – måtte efterlades.

Med de bedste franske enheder tabt i nord, var slaget om Frankrig reelt afgjort. Tyskerne iværksatte den anden fase af deres offensiv, Fall Rot (Case Red), den 5. juni. De resterende franske styrker kæmpede bravt, men var chanceløse. Den 14. juni blev Paris erklæret for en åben by og besat uden kamp. Den 22. juni 1940 underskrev Frankrig en våbenstilstand med Tyskland, hvilket afsluttede slaget om Frankrig. Fall Gelb havde på kun seks uger ført til en af de mest afgørende sejre i moderne krigshistorie.

Ofte Stillede Spørgsmål

Hvad var "Fall Gelb"?

Fall Gelb (Case Yellow) var kodenavnet for den tyske strategiske plan for invasionen af Benelux-landene (Belgien, Nederlandene og Luxembourg) og Frankrig, som blev iværksat den 10. maj 1940. Det var den første fase af Slaget om Frankrig.

Hvorfor troede de allierede, at Ardennerne var sikre?

Den allierede overkommando anså Ardennernes tætte skove og bakkede terræn for at være uegnet til store, mekaniserede formationer som panserdivisioner. De forventede, at ethvert angreb gennem dette område ville bevæge sig meget langsomt, hvilket ville give dem rigelig tid til at flytte forstærkninger til at imødegå truslen. Denne antagelse viste sig at være en fatal fejltagelse.

Hvad var "Sichelschnitt" (Seglsnit)?

Sichelschnitt er ikke det officielle navn, men en betegnelse, der blev populær efter slaget for at beskrive hovedmanøvren i Manstein-planen. Den beskriver den seglformede bevægelse af de tyske panserdivisioner, der brød igennem ved Sedan, svingede mod vest til Den Engelske Kanal og dermed afskar (som med en segl) de allierede hære i Belgien.

Var Fall Gelb det samme som Blitzkrieg?

Fall Gelb er det perfekte eksempel på Blitzkrieg-taktikken i praksis. Selvom "Blitzkrieg" (lynkrig) ikke var en formel doktrin i den tyske hær før krigen, repræsenterer Fall Gelb kulminationen af de idéer, der udgør konceptet: brugen af koncentrerede panserstyrker til at opnå et dybt gennembrud, tæt koordination med flystøtte (især styrtbombefly), og fokus på hastighed og chok for at lamme fjendens kommando- og kontrolstruktur, før de kan nå at reagere.