Operation Babylift: Ar på sjælen og en livslang søgen

I april 1975, mens Vietnamkrigens sidste, desperate dage udspillede sig, og nordvietnamesiske styrker omringede Saigon, blev en hidtil uset evakuering sat i værk. Midt i kaosset, hvor sydvietnamesere og deres amerikanske allierede kæmpede for at flygte, blev en særlig mission iværksat: Operation Babylift. Formålet var at evakuere tusindvis af forældreløse børn fra Sydvietnams børnehjem til nye familier i USA, Australien og andre vestlige lande. På overfladen var det en humanitær redningsaktion, men for de børn, der blev revet væk fra deres hjemland, var det begyndelsen på en livslang rejse præget af tab, forvirring og en dyb søgen efter identitet og tilhørsforhold. Deres historier handler ikke kun om overlevelse, men om de dybe psykologiske ar, som en sådan omvæltning efterlader.

En kaotisk start: Tragedie i luften

Operationen fik en katastrofal og hjerteskærende start, der kastede en mørk skygge over hele missionen. Den 4. april 1975 lettede det første officielle fly, et massivt C-5A Galaxy transportfly, fra Tan Son Nhut-lufthavnen. Om bord var næsten 300 mennesker, herunder spædbørn og småbørn, der var blevet overgivet af grædende mødre, som håbede på en bedre fremtid for dem. Børnene var spændt fast, to og to i sæderne, eller lagt på tæpper i lastrummet, sikret med laststropper.

Kun få minutter efter start, i 7000 meters højde, svigtede låsene på den bagerste lastrampe. Døren blev revet af, og flyet oplevede en eksplosiv dekompression. Sygeplejersken Regina Aune, som var ombord, beskrev senere den rædselsvækkende scene, hvor hun med nød og næppe undgik at blive suget ud af flyet, og så en kollega hænge ud af hullet, kun holdt fast af sin arm. Flyets styresystemer var alvorligt beskadiget, og piloterne indledte et desperat forsøg på at nødlande. De sigtede efter en rismark, men flyet ramte jorden med voldsom kraft, hoppede op i luften igen og brækkede i fire dele, da det ramte et dige. Ulykken kostede 138 mennesker livet, heraf 78 børn. Denne tragedie bragte Operation Babylift på forsiden af verdens aviser og skabte en bølge af sympati, der fik tusindvis af familier til at melde sig som adoptivforældre. Men den viste også, hvor farlig og kaotisk missionen var.

Bag kulisserne: Helte og hastværk

Tragedien stoppede ikke evakueringen. Tværtimod accelererede den. Da det stod klart, at militærets indsats var for langsom, trådte private flyselskaber som World Airways til. Lægen Frederick M. "Skip" Burkle Jr. blev i hast udpeget som medicinsk direktør for en af disse private evakueringer. Han ankom til et Saigon i opløsning den 26. april, kun fire dage før byens fald.

Burkle beskriver en surrealistisk situation, hvor han måtte navigere gennem en by fyldt med flygtninge og nordvietnamesiske soldater for at finde børnene på forskellige børnehjem. "Jeg ved ikke, hvordan jeg gjorde det," fortalte han senere. "Nordvietnameserne fulgte mig tydeligvis og kunne have stoppet mig når som helst."

Logistikken var et mareridt. For at få plads til så mange spædbørn som muligt i lastrummet, blev en improviseret løsning taget i brug: papkasser. "Vi havde arkivkasser, som, tro det eller ej, var perfekte til at lægge et spædbarn i," forklarede Burkle. Kasserne blev stablet og spændt fast med laststropper. Mere end 300 børn, mange alvorligt underernærede, blev lastet ombord på to fly under ekstremt pres. Situationen var så anspændt, at en sabotør blev opdaget i sidste øjeblik, og cockpittets forrude begyndte at slå revner under den stejle start. Alligevel lykkedes det at få flyene sikkert til Filippinerne. Denne desperate indsats illustrerer det enorme pres og den improviserede karakter, der prægede hele operationen.

Et nyt liv, en ny kamp

For børnene var ankomsten til et nyt land kun begyndelsen på en ny og ofte svær kamp. Selvom mange blev adopteret af kærlige familier, var processen ofte kaotisk og ufølsom. En vietnamesisk tolk beskrev, hvordan potentielle forældre i San Francisco valgte børn "som var de hundehvalpe". Papirarbejdet var ofte mangelfuldt, forfalsket eller ikke-eksisterende, hvilket gjorde det næsten umuligt for børnene senere at spore deres oprindelse.

Værre var det, at ikke alle børn var reelt forældreløse. Nogle familier havde afleveret deres børn på børnehjem i den tro, at det var en midlertidig løsning for at beskytte dem mod krigens farer og sult, uden at give samtykke til adoption i udlandet. For disse familier var tabet permanent og hjerteskærende.

For de adopterede selv var opvæksten ofte præget af en følelse af at være anderledes. Van Minh Nguyen, der ankom til Australien som 9-årig, oplevede flere mislykkede plejefamilieanbringender. "Jeg følte aldrig rigtig, at jeg hørte til," fortæller han. "Smerten ved ikke at blive adopteret sidder stadig i mig." Mange kæmpede med racisme, misrøgt og et dybtfølt traume over at have mistet deres sprog, kultur og familie. Den grundlæggende følelse af rodløshed blev en central del af deres psykologiske bagage.

Operation Babylift: To sider af medaljen

Søgen efter identitet: En livslang rejse

For mange af Babylift-børnene blev voksenlivet en søgen efter de rødder, de havde mistet. Saul Tran Cornwall, der blev adopteret til USA, fortæller: "Da jeg voksede op, ville jeg bare være den typiske amerikanske dreng. Jeg vidste, jeg var fra Vietnam, men jeg udforskede ikke rigtig min kulturarv." Canh Oxelson, født af en vietnamesisk mor og en afroamerikansk soldat, fandt sin identitet i sport: "Jeg var ikke sort eller asiatisk eller hvid. Jeg var svømmer." Men da svømmekarrieren sluttede, meldte spørgsmålene sig: "Hvem er jeg?"

Denne søgen førte både Cornwall og Oxelson tilbage til Vietnam. For Oxelson var det en overvældende oplevelse at besøge sit gamle børnehjem. "At se mit navn skrevet i registeret var fantastisk. Nummer 867, med mit fulde fødselsnavn. Historien, jeg havde fået fortalt hele mit liv, var sand!"

For mange er moderne teknologi blevet nøglen til at finde svar. Trista Goldberg, selv adopteret via Babylift, stiftede organisationen Operation Reunite, som bruger DNA-test til at forbinde adopterede med deres biologiske familier. Efter selv at have fundet sin mor, har hun hjulpet utallige andre på deres rejse. DNA har gjort det muligt at bygge bro over årtiers adskillelse og mangelfulde oplysninger. For både Cornwall og Oxelson var det DNA, der i sidste ende førte til genforeninger med biologiske slægtninge – en oplevelse, Oxelson beskriver som "at bestige bjergtoppen... en af de monumentale bedrifter i et liv."

Arven fra Babylift: 50 år senere

Var Operation Babylift en humanitær mission? Svaret er ikke entydigt. Kritikere peger på den kulturelle arrogance og de uoprettelige skader, der blev påført familier. Fortalere, som Canh Oxelson, fastholder, at intentionerne var gode. "Det var virkelig en humanitær mission," siger han. "De mennesker, jeg har mødt, som var en del af indsatsen, var bare anstændige mennesker, der ville gøre deres bedste."

Sandheden ligger sandsynligvis et sted midtimellem. Operationen var et produkt af sin tid – en desperat handling i en desperat situation. Men dens arv lever videre i de tusindvis af individer, hvis liv blev formet af den. Deres historier er et stærkt vidnesbyrd om menneskelig modstandskraft, om den fundamentale betydning af at kende sin identitet og sine rødder, og om at rejsen mod at finde sig selv kan vare hele livet.

Ofte Stillede Spørgsmål om Operation Babylift

• Hvad var Operation Babylift?
  Det var en amerikansk-ledet mission i april 1975, der evakuerede over 3.000 børn fra sydvietnamesiske børnehjem i de sidste uger af Vietnamkrigen med det formål at få dem adopteret i vestlige lande.
• Var alle børnene forældreløse?
  Nej. Selvom mange var forældreløse, blev nogle børn afleveret på børnehjem af familier, der håbede på midlertidig beskyttelse. Disse familier gav ikke samtykke til, at deres børn blev sendt ud af landet permanent.
• Hvordan påvirkede adoptionen børnene psykisk?
  Mange adopterede har kæmpet med følelser af tab, rodløshed, identitetskrise og traumer relateret til adskillelsen fra deres kultur og oprindelse. Nogle oplevede også racisme og vanskeligheder med at passe ind.
• Har mange af de adopterede fundet deres biologiske familier?
  Søgningen er ekstremt vanskelig på grund af manglende eller ukorrekte papirer. Dog har fremkomsten af internettet og især kommercielle DNA-tests givet mange nye muligheder og har ført til et stigende antal genforeninger.