Wagners 'Ring' i Leipzig: En Musikalsk Triumf

Efter fyrre års fravær vendte Richard Wagners monumentale operacyklus, 'Nibelungens Ring', endelig tilbage til Leipzig, komponistens fødeby. I anledning af Ulf Schirmers afsked efter 13 år som musikdirektør og 11 år som intendant, præsenterede Leipzig Operaen en komplet opførelse af de fire dramaer – 'Rhinguldet', 'Valkyrien', 'Siegfried' og 'Gudedæmringen' – over fire på hinanden følgende dage i juli 2022. Begivenheden, kaldet "Festtage WAGNER 22", tiltrak et internationalt og entusiastisk publikum til et fuldstændig udsolgt operahus. Denne 'Ring' blev frem for alt en platform for fremragende musikalske præstationer, anført af dirigent Ulf Schirmer og det dynamiske Gewandhausorchester.

Iscenesættelsen: Velbevaret men ikke Nyskabende

Instruktionen, forestået af Rosamund Gilmore, stammer fra perioden 2013-2016 og er generelt ældet med ynde. Scenografien af Carl Friedrich Oberle og kostumerne af Nicola Reichert skaber et tidløst og noget uforpligtende univers, hvor den uundgåelige undergang for guder, jætter og dværge konstant er visuelt nærværende. Gilmores baggrund som danser er tydelig i brugen af et danseensemble, der personificerer mystiske væsener som heste og ravne, eller illustrerer figurernes indre tilstande. Selvom dette tilføjer bevægelse og mindsker en ellers statisk scene, kan det til tider virke distraherende fra hovedpersonernes eksistentielle konflikter. Iscenesættelsen tjener dog handlingen godt og sætter musikken og karakterudviklingen i centrum.

Visse scener skilte sig positivt ud, såsom den legende interaktion mellem Rhin-døtrene og scenografien, konfrontationen mellem Wotan og valkyrierne, og den oppustede kæmpekrop, Fafner forvandles til. I modsætning hertil virkede smedescenen i 'Siegfried' banal og tilfældig, og personinstruktionen af Gunther var stereotyp og begrænset til få, teatralske gestusser.

Aftenens Stjerner: Sangerpræstationerne

Den musikalske side af forestillingen var, hvor denne 'Ring' virkelig brillerede. Med en blanding af ensemblemedlemmer og gæstestjerner blev publikum vidne til en række uforglemmelige præstationer.

En Suveræn Wotan og Stærke Kvindelige Roller

Rollen som Wotan/Vandreren blev delt mellem to sangere. Thomas J. Mayer leverede en fremragende og autoritativ præstation som Wotan i 'Valkyrien', hvor han formidlede den komplekse fortælling og forholdet til Brünnhilde med stor overbevisning. Men Michael Volle som Wotan i 'Rhinguldet' og Vandreren i 'Siegfried' var i en klasse for sig. Med enorm kraft, et rigt spil over alle registre og en stærk scenisk tilstedeværelse var han den ideelle besætning. Han formåede at vise sin figurs ambivalens og træthed med en imponerende dybde, hvilket med rette blev belønnet med stormende bifald.

De kvindelige roller var generelt et højdepunkt. Kathrin Göring var en overbevisende Fricka, især i hendes konflikt med Wotan. Marina Prudenskaya gav en gådefuld og majestætisk Erda, mens de tre norner var kongenialt besat. Rhin-døtrene og især valkyrierne leverede en imponerende og brillant korindsats, der var et af cyklussens stærkeste øjeblikke.

Brünnhilde i Tre Skikkelser

Hele tre forskellige sopraner indtog rollen som Brünnhilde. Allison Oakes i 'Valkyrien' var intet mindre end verdensklasse. Hendes gennemslagskraft, tekstforståelighed og fortolkning af Brünnhildes ubøjelige vilje var fænomenal. Daniela Köhler i 'Siegfried' og Lise Lindstrom i 'Gudedæmringen' leverede også stærke præstationer, selvom de ikke helt nåede Oakes' niveau. Köhler var mere skærende, og Lindstroms knivskarpe stemme gjorde det klart, at hun ikke var til at spøge med.

Andre Bemærkelsesværdige Præstationer

Thomas Mohr som Loge var en anden stjerne, der med sin enorme scenenærvær fascinerede publikum. Han var meget mere end blot en klovn, der taler profetisk sandhed. Tobias Kehrers Hunding i 'Valkyrien' var ligeledes kraftfuld, vital og absolut overbevisende, hvilket gjorde første akt til en af de stærkeste i hele cyklussen. Alberich, sunget af Werner van Mechelen og Tuomas Pursio, blev leveret med kraft og præcision. I modsætning hertil var de to Siegfried-sangere, Stephen Gould og Stefan Vinke, ikke helt fejlfri, med lejlighedsvise usikkerheder i tekst og præcision.

Sammenligning af Nøglepræstationer

Orkestret: Ringens Pulserende Hjerte

Det er umuligt at overvurdere den præstation, som Gewandhausorchester og maestro Ulf Schirmer leverede. Over 16 timers musik blev spillet på højeste niveau. Orkestret spillede med en betagende dynamik og subtilitet. En af de største bedrifter var deres evne til at støtte sangerne uden nogensinde at overdøve dem, hvilket fremmede tekstforståeligheden markant. Messingblæserne kunne tordne dramatisk, mens træblæserne havde sarte og magiske øjeblikke. I 'Gudedæmringen' tjente orkestret handlingen med en utrolig finfølelse. For- og mellemspillene blev brugt til at udfolde den fulde klang fra det enorme orkester, hvilket bragte 'Ringens' majestætiske og truende verden til live. Det var en passende kulmination på Schirmers æra, og da hele orkestret kom på scenen efter sidste tæppefald, blev de mødt af en velfortjent orkan af bifald og stående ovationer.

Konklusion: En Stor og Uforglemmelig Oplevelse

At opleve 'Nibelungens Ring' i sin helhed er en begivenhed, der indgyder taknemmelighed og ydmyghed. Selvom Rosamund Gilmores iscenesættelse var solid og funktionel uden at være banebrydende, var den musikalske helhed i absolut topklasse. Med få undtagelser var sangerbesætningen fremragende, hvor især de kvindelige roller og Michael Volles Wotan skilte sig ud. Under Ulf Schirmers suveræne ledelse leverede Gewandhausorchester en præstation, der vil blive husket længe. Samlet set var Leipzigs 'Ring' en storartet og dybt bevægende oplevelse – en triumf for musikken og en værdig afsked for en højtelsket dirigent.

Ofte Stillede Spørgsmål (FAQ)

• Hvad gjorde denne opførelse af 'Ringen' i Leipzig speciel?

  Det var den første komplette opførelse af cyklussen i Leipzig i 40 år. Desuden markerede den afskeden for den mangeårige musikdirektør Ulf Schirmer og bød på musikalske præstationer i absolut verdensklasse.

• Hvem var de mest fremtrædende sangere?

  Michael Volle som Wotan/Vandreren blev anset for at være en ideel besætning. Allison Oakes' Brünnhilde i 'Valkyrien' blev beskrevet som verdensklasse, og Thomas Mohr var enestående som Loge.

• Hvordan var iscenesættelsen?

  Rosamund Gilmores produktion blev beskrevet som velbevaret og funktionel, men ikke revolutionerende. Den gjorde bemærkelsesværdig brug af dansere, hvilket skabte delte meninger.

• Hvilken rolle spillede Gewandhausorchester?

  Under Ulf Schirmers ledelse var orkestret en afgørende faktor for succesen. Deres spil var dynamisk, nuanceret og perfekt afstemt med sangerne, hvilket skabte et medrivende musikalsk fundament for hele værket.