Minsk-processen: Hvad skete der?

Minsk-processen repræsenterer et af de længstvarende diplomatiske forsøg i nyere europæisk historie på at løse en fastfrosset konflikt. I årtier var det navnet på den internationale indsats, ledet af Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE), der havde til formål at finde en fredelig og varig løsning på konflikten om Nagorno-Karabakh. Selvom processen nu i vid udstrækning betragtes som forældet af begivenhedernes gang, er dens historie afgørende for at forstå den komplekse dynamik mellem Armenien og Aserbajdsjan samt de geopolitiske interesser, der har formet Kaukasus-regionen.

Baggrunden: En konflikt med dybe rødder

For at forstå Minsk-processen er det nødvendigt at forstå selve Nagorno-Karabakh-konflikten. Regionen, der overvejende er befolket af etniske armeniere, blev under Sovjetunionen placeret som en autonom oblast inden for Aserbajdsjans sovjetrepublik. Da Sovjetunionen begyndte at smuldre i slutningen af 1980'erne, voksede spændingerne. Nagorno-Karabakhs regionale sovjet stemte for at blive en del af Armenien, en handling, der blev afvist af både Aserbajdsjan og de centrale myndigheder i Moskva. Dette udløste en bølge af vold, der eskalerede til en fuldskala krig mellem det nyligt uafhængige Armenien og Aserbajdsjan fra 1992 til 1994. Krigen resulterede i titusindvis af døde og over en million fordrevne. Da en våbenhvile blev indgået i 1994, kontrollerede armenske styrker ikke kun Nagorno-Karabakh, men også syv omkringliggende aserbajdsjanske distrikter, hvilket skabte en dybtfølt uretfærdighed i Aserbajdsjan og en fastlåst situation.

OSCE Minsk-gruppens fødsel og mandat

Det var i denne kontekst, at OSCE trådte til. I 1992 blev den såkaldte Minsk-gruppe etableret for at skabe en platform for forhandlinger. Målet var klart: at opnå en fredelig løsning på konflikten baseret på principperne i international ret. I 1997 blev en mere strømlinet struktur etableret med tre permanente medformænd: Frankrig, Den Russiske Føderation og USA. Disse tre lande skulle fungere som neutrale mæglere, der kunne lægge pres på begge parter og facilitere dialog. Deres mandat var at arbejde tæt sammen med Armenien og Aserbajdsjan for at udvikle en omfattende fredsaftale. I årenes løb arrangerede medformændene utallige møder mellem de to landes præsidenter og udenrigsministre, rejste hyppigt til regionen og fremlagde adskillige forslag til en løsning.

Kernen i forhandlingerne: Madrid-principperne

Efter mange års forhandlinger uden afgørende gennembrud præsenterede medformændene i 2007 et sæt grundlæggende principper for en løsning, kendt som Madrid-principperne. Disse principper blev grundlaget for alle efterfølgende forhandlinger og repræsenterede det mest konkrete forsøg på et kompromis. Principperne var en pakkeløsning, der forsøgte at balancere parternes kernekrav:

• Tilbagetrækning af armenske styrker fra de aserbajdsjanske territorier omkring Nagorno-Karabakh.
• Implementering af en midlertidig status for Nagorno-Karabakh, der sikrer selvstyre og sikkerhed.
• Etablering af en korridor, der forbinder Armenien med Nagorno-Karabakh.
• En fremtidig afstemning eller "juridisk bindende viljestilkendegivelse" for at bestemme den endelige juridiske status for Nagorno-Karabakh.
• Retten for alle internt fordrevne personer og flygtninge til at vende tilbage til deres tidligere bopæl.
• Internationale sikkerhedsgarantier, der ville inkludere en fredsbevarende operation.

Selvom begge parter i princippet accepterede disse principper som grundlag for forhandlinger, var der fundamental uenighed om rækkefølgen og fortolkningen af punkterne. Aserbajdsjan insisterede på territorial integritet og tilbagetrækning fra de besatte områder som det første skridt, mens Armenien prioriterede Nagorno-Karabakhs ret til selvbestemmelse og sikkerhedsgarantier.

Sammenligning af parternes hovedpositioner

Uenigheden, der førte til årtiers stilstand, kan illustreres i en direkte sammenligning af parternes ufravigelige krav under Minsk-processen.

Hvorfor mislykkedes processen?

Minsk-processen led under en række grundlæggende svagheder. For det første var parternes positioner simpelthen for langt fra hinanden. Begge sider anså konflikten som et eksistentielt nulsumsspil, hvor den enes gevinst var den andens tab. For det andet manglede medformændene de nødvendige redskaber til at tvinge en løsning igennem. Deres rolle var mægling, ikke håndhævelse. Aserbajdsjan, der blev stadig rigere på olie og gas, brugte årtierne på at opbygge sin militære magt og følte i stigende grad, at tiden arbejdede imod en diplomatisk løsning, der ikke respekterede landets territoriale integritet. Samtidig blev status quo forankret i Armenien. Endelig ændrede de geopolitiske vinde sig. Medformændenes interne uenigheder, især mellem Rusland og de vestlige lande, svækkede gruppens effektivitet og evne til at tale med én stemme.

Kollapset: Anden Nagorno-Karabakh-krig

Den 27. september 2020 brød den skrøbelige våbenhvile sammen. Aserbajdsjan lancerede en storstilet militæroffensiv for at generobre de tabte territorier. Over 44 dage viste Aserbajdsjans teknologisk overlegne hær sig afgørende. Krigen endte med en våbenhvileaftale mæglet af Rusland den 9. november 2020, som cementerede Aserbajdsjans militære sejr. Aftalen resulterede i, at Aserbajdsjan genvandt kontrollen over alle syv omkringliggende distrikter samt betydelige dele af selve Nagorno-Karabakh. Minsk-gruppen var totalt fraværende under både krigen og forhandlingerne om dens afslutning. Dette markerede reelt afslutningen på processens relevans. Den virkelighed, som Minsk-processen havde forsøgt at forhandle om i næsten 30 år, var blevet fuldstændig ændret på slagmarken.

Ofte Stillede Spørgsmål (FAQ)

Hvad var hovedformålet med Minsk-processen?

Hovedformålet var at finde en fredelig, forhandlet og varig løsning på Nagorno-Karabakh-konflikten mellem Armenien og Aserbajdsjan under ledelse af OSCE.

Hvem var medformændene for Minsk-gruppen?

De permanente medformænd var Frankrig, Den Russiske Føderation og USA. De havde ansvaret for at mægle mellem konfliktens parter.

Hvorfor lykkedes det aldrig at opnå en endelig fredsaftale?

Det mislykkedes på grund af parternes fundamentalt uforenelige positioner, manglen på politisk vilje til kompromis, og medformændenes manglende evne til at håndhæve en løsning. Aserbajdsjan valgte til sidst en militær løsning.

Er Minsk-processen stadig aktiv i dag?

I praksis er processen anset for at være død. Efter krigen i 2020 har Aserbajdsjan erklæret konflikten for løst, og de geopolitiske spændinger mellem Rusland og Vesten har gjort et samarbejde inden for Minsk-gruppen umuligt. Andre forhandlingsformater er opstået, men uden den oprindelige gruppes medvirken.

Hvad erstattede Minsk-processen?

Efter 2020 blev forhandlinger primært ført direkte mellem Armenien og Aserbajdsjan med mægling fra enten Rusland, EU eller USA separat, snarere end som en samlet gruppe. Den militære virkelighed på jorden, ikke diplomatiske principper, dikterer nu dagsordenen.