05/05/2013
Ved første øjekast kunne Dromokaitio Psykiatriske Hospital i Athen forveksles med en forladt bygning. Murene smuldrer, og ødelagte skodder hænger skævt fra vinduerne, som tomme øjne i et træt ansigt. Men bag denne forfaldne facade udspiller der sig en stille tragedie. Indenfor ligger patienter i nøgne rum, stirrer tomt ud i luften, mens minutterne bliver til timer, og timer til dage. Dromokaitio, hjem for omkring 300 patienter, er et af Athens to store psykiatriske hospitaler, og det er blevet et symbol på en dyb krise i det græske sundhedsvæsen – en krise, der har ulmet i årtier, og som nu truer med at koge over.

Tyve år efter en international skandale rystede Grækenland over de rystende forhold for psykiatriske patienter, afslører nye beviser, at der i visse dele af systemet er sket forsvindende lidt. Situationen er nu så alvorlig, at Europa-Kommissionen har stillet et ultimatum: Hvis Grækenland ikke inden for en måned fremlægger en køreplan for en omfattende psykiatrisk reform, vil EU-støtten til samtlige sociale projekter i landet blive inddraget. Det er et pres, der afslører en virkelighed, som mange har forsøgt at skjule.
En Veterinær Tilgang til Psykiatri
Inde på kvindeafdelingen på Dromokaitio er virkeligheden brutal og umiskendelig. Ved siden af sengene ligger brede læderremme med spænder. De er ikke til pynt. “Vi er nødt til at binde nogle patienter fast om natten for at forhindre dem i at vandre rundt og vække de andre,” forklarer oversygeplejerske Maria Makraki. Men hendes forklaring bliver prompte afbrudt af Dr. Yiorgos Astrinakis, en af hospitalets læger.
“Ligesom en hund, man binder for at forhindre den i at løbe væk… dette kunne betragtes som en veterinær tilgang til psykiatri,” siger han med en blanding af vrede og afmagt. Hans ord hænger tungt i luften. Han peger på spande under sengene, der fungerer som interimistiske toiletter. I et hjørne sidder en kvinde med hovedet i hænderne. Om hendes ankel er et bælte spændt fast til sengen. “Hver gang hun er løs, bliver hun aggressiv over for de andre patienter,” forklarer sygeplejersken. “Hun har brug for konstant opsyn, og derfor er vi tvunget til at holde hende bundet hele tiden, simpelthen fordi vi ikke har ressourcerne til at passe ordentligt på hende.”
Kernen i problemet er en katastrofal personalemangel. Maria Makraki fortæller, at der typisk kun er to sygeplejersker på vagt til at tage sig af omkring 30 patienter. Det er halvdelen af, hvad der anses for nødvendigt for at yde selv den mest basale pleje. Psykologen Stella Galianos anslår, at der på hver eneste afdeling på Dromokaitio er tre til fire patienter, der er bundet til deres senge. På spørgsmålet om, hvorvidt en patient kan ende med at være bundet i årevis, er hendes svar et skræmmende og klart: “Ja, helt sikkert.”
Ekkoer fra 'De Fordømtes Ø'
Den nuværende situation på Dromokaitio vækker uhyggelige minder om en af de mørkeste kapitler i europæisk psykiatrihistorie. I 1989 blev verden chokeret over billeder fra et græsk psykiatrisk hospital på øen Leros. Billederne viste nøgne, lænkede patienter, der levede under umenneskelige forhold. Stedet blev døbt “de fordømtes ø” og anset for at være den værste psykiatriske institution i hele Europa.
Skandalen tvang Grækenland til at handle. Med massiv støtte fra EU og hjælp fra internationale eksperter i mental sundhed blev der iværksat adskillige reformer. Men den positive udvikling ser ud til at være gået i stå og i de senere år endda rullet tilbage. De scener, der udspiller sig på Dromokaitio i dag, er et foruroligende bevis på, at de gamle dæmoner ikke er blevet manet i jorden. Den systematiske brug af tvangsfiksering er ikke en nødløsning, men er blevet en integreret del af en hverdag præget af ressourcemangel og en forældet institutionskultur.
Europa Sætter Foden Ned
Den nedadgående spiral er ikke gået ubemærket hen i Bruxelles. EU's kommissær for sociale anliggender, Vladimir Spidla, har udtrykt sin dybe bekymring. “Systemet er i en reformtilstand, men jeg må sige, at hvis patienter er bundet til deres senge i timer eller dage, er det fuldstændig uacceptabelt. For mig er det trist, at dette eksisterer i Den Europæiske Union,” udtaler han. Truslen om at skære i EU-midlerne er et drastisk skridt, men det afspejler alvoren i situationen. Det er et forsøg på at tvinge den græske regering til at tage ansvar for sine mest sårbare borgere og sikre, at deres grundlæggende menneskerettigheder respekteres.
Et System i Klemme: Kultur og Finansiering
Fra det græske sundhedsministeriums side anerkender man, at der er problemer. Dr. Pavlos Theodorakis, ministeriets repræsentant i WHO, indrømmer, at mange læger ikke følger de europæiske retningslinjer for brug af tvang i psykiatrien. “Der er enorme problemer med hensyn til kultur og mentalitet blandt sundhedspersonale,” siger han. Samtidig understreger han, hvor langt Grækenland trods alt er kommet i de sidste 20 år. Men fremskridt er ikke en undskyldning for den nuværende stilstand og tilbagegang.
Et centralt problem er underfinansiering. Dr. Theodorakis forklarer, at regeringen har kæmpet for at yde fuld økonomisk støtte, siden de direkte EU-midler til psykiatriske projekter udløb. Dette har efterladt mange af de positive initiativer, der opstod efter Leros-skandalen, i en yderst sårbar position.
Et Glimt af Håb Kontra en Hård Virkelighed
At en anden vej er mulig, bevises af steder som Athina Bofællesskab. Her er virkeligheden en helt anden end på Dromokaitio. 25 ansatte tager sig af kun 15 beboere. Direktøren, Petroula Dimitropoulou, fastslår, at de under ingen omstændigheder binder patienter fast. “Der findes andre metoder. Hvis en patient bliver voldelig, kan man bede dem om at sidde på deres værelse og tale om deres følelser med en medarbejder,” forklarer hun. Denne tilgang, der fokuserer på dialog og terapi frem for kontrol, viser potentialet i moderne psykiatrisk pleje.
Men selv dette lyspunkt er truet. De ikke-statslige organisationer, der driver disse projekter, modtager mindre end halvdelen af deres nødvendige omkostninger fra sundhedsministeriet. Sidste år var Athina i fare for at lukke, da personalet ikke havde fået løn i seks måneder. Det viser en tragisk sandhed: Løsningerne findes, men de sulter på grund af manglende politisk og økonomisk prioritering.
Sammenligning: To Verdener i Græsk Psykiatri
| Kendetegn | Dromokaitio Hospital | Athina Bofællesskab |
|---|---|---|
| Patient-til-personale-ratio | Ca. 15:1 (på en typisk vagt) | Ca. 1:1.7 (Beboer-til-ansat) |
| Brug af tvangsfiksering | Systematisk og daglig praksis | Anvendes aldrig |
| Fokus for pleje | Opbevaring og kontrol | Terapi, dialog og rehabilitering |
| Finansiering | Offentligt drevet, men stærkt underfinansieret | NGO-drevet, modtager mindre end 50% af nødvendig statsstøtte |
Patienternes Stemme: 'Regeringen er Ligeglad'
Midt i de politiske diskussioner og budgetmæssige kampe er der de mennesker, det hele handler om: patienterne. Jimmy, en beboer på Athina Bofællesskab, udtrykker en frustration, der er både enkel og dyb. “Det gør mig meget vred,” siger han. “Regeringen er ligeglad med os. Det er ikke i orden.” Hans ord rammer kernen af problemet. Det handler om værdighed og om et samfund, der svigter sine mest sårbare, når de har allermest brug for hjælp. Det er et opråb fra dem, der alt for ofte ikke har en stemme.
Grækenland står ved en skillevej. Den nuværende situation på hospitaler som Dromokaitio er ikke kun et brud på europæiske standarder; det er et svigt af de mest grundlæggende humanitære principper. EU's ultimatum kan være den chokbehandling, der er nødvendig for at tvinge en forandring igennem. Men en varig løsning kræver mere end penge. Den kræver en fundamental ændring i kultur og mentalitet – en anerkendelse af, at mennesker med psykiske lidelser fortjener pleje, ikke blot opbevaring.
Ofte Stillede Spørgsmål
Hvor mange patienter er der på Dromokaitio hospitalet?
Hospitalet huser omkring 300 patienter og er et af de to primære psykiatriske hospitaler i Athen.
Hvorfor bliver patienter bundet fast på hospitalet?
Den primære årsag er alvorlig personalemangel. Med kun to sygeplejersker til omkring 30 patienter på en typisk vagt, hævder personalet, at det er den eneste metode, de har, til at forhindre patienter i at komme til skade eller skade andre.
Hvad er EU's rolle i denne sag?
EU har tidligere finansieret psykiatriske reformer i Grækenland. Nu truer Europa-Kommissionen med at inddrage al social støtte til landet, hvis den græske regering ikke fremlægger en konkret og troværdig plan for en ny psykiatrisk reform.
Findes der bedre alternativer i Grækenland?
Ja, mindre enheder som Athina Bofællesskab demonstrerer en langt mere human og effektiv tilgang. Her er der tilstrækkeligt personale, og man anvender aldrig tvangsfiksering. Disse positive eksempler kæmper dog med alvorlig og kronisk underfinansiering fra staten, hvilket truer deres eksistens.
Hvis du vil læse andre artikler, der ligner Græsk Psykiatri: En Skjult Krise, kan du besøge kategorien Sundhed.
