Lægen i Traumestue 1: JFK's Sidste Minutter

Den 22. november 1963 er en dato, der er brændt fast i verdenshistorien. Attentatet på præsident John F. Kennedy i Dallas chokerede en hel verden. Mens de fleste kender til de kornede billeder fra Zapruder-filmen og de officielle rapporter, er historierne indefra de hektiske minutter på Parkland Memorial Hospital mindre kendte. En af de personer, der befandt sig i orkanens øje, var Joe Goldstrich, dengang en blot 25-årig medicinstuderende. Hans oplevelser på Traumestue Ét giver et unikt og personligt indblik i de desperate forsøg på at redde præsidentens liv og det psykologiske pres, som det medicinske personale stod over for.

En skæbnesvanger formiddag

For Joe Goldstrich startede dagen som enhver anden på hans neurokirurgiske rotation. Tidligt om morgenen havde han assisteret ved en kompliceret operation, en anterior cervikal diskektomi, som var den første af sin slags på Parkland Hospital. Hans vejleder, chefen for neurokirurgi Dr. Kemp Clark, havde udtrykt bekymring for en specifik komplikation: blødning, der kunne blokere luftvejene og kræve en akut trakeotomi. Dr. Clark spurgte den unge Goldstrich, om han vidste, hvordan man udførte en sådan procedure. Selvom hans eneste erfaring var fra et lig, svarede han ja. Denne samtale fik Goldstrich til at tilbringe hele formiddagen på biblioteket, fordybet i bøger om trakeotomier, uvidende om at denne viden snart ville blive relevant på den mest utænkelige måde.

Kaldet der ændrede alt

Omkring kl. 12 lød et STAT-kald over hospitalets højttalere – et hasteopkald for Dr. Clark. Goldstrich sad i cafeteriet og spiste frokost, og hans første tanke var, at patienten fra morgenens operation var i problemer. Med hjertet bankende løb han op ad trapperne til patientens stue, kun for at finde manden siddende roligt i sengen og læse et magasin. Patienten pegede ud ad vinduet mod hospitalets indgang, hvor en kortege af limousiner netop var ankommet med høj hastighed. "Måske har det noget med dem at gøre," sagde han. Goldstrich forstod alvoren og løb ned til skadestuen. Iført sit operationstøj fra morgenen blev han mødt af en Secret Service-agent ved døren. "Goldstrich, neurokirurgi," sagde han og blev vinket direkte ind. I samme øjeblik blev præsident Kennedy rullet ind på en båre.

Indenfor i Traumestue Ét

Der var ingen tvivl i Goldstrichs sind; han vidste, det var præsidenten. Hans rolle i de følgende minutter blev en blanding af praktisk assistance og chokeret observatør. Han hjalp med at flytte præsidenten fra båren til behandlingsbordet og med at fjerne hans tøj. Hans vigtigste opgave blev dog at agere "chef-stikirenddreng". Han blev sendt afsted for at hente defibrillatoren, en maskine på størrelse med et lille køleskab, som han måtte skubbe på hjul fra en anden del af skadestuen tilbage til Traumestue Ét. Det, der dog prentede sig stærkest i hans hukommelse, var synet af såret i præsidentens hals. Han kunne se direkte ind i hullet og se bruskringene på bagsiden af luftrøret. Et billede, der for altid ville forblive på hans nethinde.

Et uudsletteligt øjeblik

Rummet fyldtes hurtigt med læger og sygeplejersker. Da Dr. Kemp Clark ankom, var skadestuechefen, Dr. Charlie Baxter, i gang med hjertemassage. Dr. Clark så det massive hovedsår og udbrød: "Min Gud, Charlie, hvad laver du? Hans hjerne ligger på gulvet." Goldstrich stod på præsidentens venstre side i det øjeblik. Bag ham, i et hjørne på højre side, stod præsidentfruen, Jackie Kennedy. Dr. Clark havde ikke set hende, da han kom med sin brutalt ærlige kommentar. Goldstrich stod lige imellem dem og så udtrykket i hendes ansigt, da ordene ramte hende. Hun var i chok, som et rådyr fanget i forlygterne, fuldstændig forstenet over den direkte facon, hvormed situationens alvor blev beskrevet. For Goldstrich var dette endnu et øjeblik, der desværre blev uudsletteligt indgraveret i hans hjerne.

Efterspillet og en læges analyse

Efter præsidenten blev erklæret død, forlod Goldstrich rummet, blandede sig med mængden uden for hospitalet uden at sige et ord og tog hjem. Chokket satte sig i hans krop, og dagen efter vågnede han med en slem influenza. På trods af sygdommen mødte han op til sin vagt om søndagen, hvor skæbnen igen spillede ind. Mens han hvilede sig, blev Lee Harvey Oswald skudt og bragt til samme hospital. En anden studerende tog Goldstrichs plads på operationsstuen.

I årevis var Goldstrich bange for at tale om sine oplevelser af frygt for sin sikkerhed, da mange med forbindelse til attentatet var døde under mystiske omstændigheder. Først i 1993 brød han tavsheden.

Spørgsmålet om skudsåret

En af de mest omdiskuterede detaljer er såret i Kennedys hals. I starten vidste Goldstrich intet om ballistik og forskellen på indgangs- og udgangssår. Hans første indskydelse var, at det måtte være et udgangssår, hvilket antydede en skytte forfra. Denne opfattelse ændrede sig, da han i 1965 kom i hæren. Efter et lynkursus i sårballistik blev det klart for ham, at det rene, lille skudsår i Kennedys hals sandsynligvis var et indgangssår. I mange år levede han med denne overbevisning. Men efter gentagne og grundige analyser af Zapruder-filmen i de senere år, ændrede han mening igen. Han konkluderede, at timingen gjorde det umuligt for en skytte forfra at affyre et skud simultant med Oswalds skud bagfra. Selvom han nu hælder til teorien om en enkelt skytte, anerkender han, at ingen nogensinde vil vide det med sikkerhed.

En livslang fortrydelse

Selvom Joe Goldstrich er overbevist om, at præsident Kennedy modtog den absolut bedste og mest avancerede traumebehandling, der var tilgængelig på det tidspunkt, er der én ting, der har naget ham i alle årene siden. Da lægerne besluttede at udføre en tracheotomi, observerede han, hvordan de begyndte at lave indsnit for at udvide såret og indsætte tuben. Goldstrich tænkte for sig selv, at det ikke var nødvendigt. Hullet fra kuglen var allerede der; de kunne have indsat tuben direkte. Han ville sige: "I behøver ikke at skære." Men han var den mest junior person i rummet, omgivet af sine professorer og erfarne kirurger. Han turde ikke sige noget. Denne tavshed fortryder han dybt. Hvis de havde undladt at skære, ville sårets oprindelige karakter være bevaret, hvilket ville have gjort det meget lettere for retsmedicinere at afgøre, om det var et indgangs- eller udgangssår. Den unge medicinstuderendes tavshed i et kritisk øjeblik er en påmindelse om hierarkiets magt og et personligt sår, der aldrig helt er helet.

Ofte Stillede Spørgsmål

Var præsident Kennedy i live, da han ankom til hospitalet?

Ifølge Dr. Goldstrichs personlige, men uofficielle mening, var præsidenten med al sandsynlighed "død ved ankomsten" (Dead on Arrival). Hans skader, især hovedsåret, var katastrofale.

Fik JFK den bedst mulige behandling?

Ja, absolut. Goldstrich understreger, at Parkland Hospital var førende inden for traumebehandling i USA på det tidspunkt, især på grund af deres banebrydende brug af intravenøse væsker frem for blodtransfusioner i den akutte fase. Personalet var yderst erfarent med traumpatienter.

Hvorfor ventede Dr. Goldstrich 30 år med at fortælle sin historie?

Han var bange. Mange personer med tilknytning til attentatet var døde under omstændigheder, der kunne virke mistænkelige. Han frygtede for sit eget liv og sin families sikkerhed.

Hvad er Dr. Goldstrichs største fortrydelse fra den dag?

Hans største fortrydelse er, at han ikke sagde noget, da kirurgerne begyndte at skære for at udføre en tracheotomi. Han mente, at tuben kunne være indsat direkte i skudsåret, hvilket ville have bevaret vigtige retsmedicinske beviser. Som den mest junior person i rummet turde han ikke modsige sine overordnede.