Strukturel og Funktionel Biomedicin A SDU:Introduktion

Introduktion

Fysiologi (gr. physis: natur og logos: lære) er læren om livsprocesser, dvs. læren om cellers, organers og individers normale funktion i bredeste forstand. Inden for sundhedsvidenskaberne udgør faget et naturligt og nødvendigt grundlag for sondring mellem normalitet og sygelighed. Det har en række faglige elementer fælles med de omkringliggende fagområder, f.eks. anatomi, biokemi, molekylærbiologi og genetik, men indeholder også begreber, som er kendetegnende for faget, f.eks. homeostase. Det er et af undervisningens hovedmål at opøve evne til fysiologisk tankegang. Denne kan måske bedst beskrives som evnen til at formulere kæder af argumenter vedrørende komplekse funktionelle sammenhænge med præcis hensyntagen til den fysiologiske begrebsverdens definitioner og begrænsninger. I mange tilfælde har argumenterne kvantitativt indhold, om end disse sjældent er helt præcise. En sådan evne må nødvendigvis baseres på forståelse af fysiologiske begrebers identitet, deres rækkevidde og deres forankring i tilgrundliggende discipliner som matematik, fysik, fysisk kemi og biokemi. Et adækvat indlæringsresultat er derfor ikke kun summen af individuelt korrekte reaktioner på en række specifikke krav til viden, men også færdigheder som problemidentifikation og afgrænsning samt opstilling af løsningsmodeller som led i en fysiologisk analyse af en kompleks situation.
Det kan være til stor nytte i en indlæringssituation – og for den sags skyld også forud for en eksamenssituation – at kunne gøre sig konkrete forestillinger om fagets mere detaljerede indhold. I det følgende er det derfor forsøgt at beskrive pensum ved anvendelse af et begrænset antal adfærdstermer. Det må imidlertid understreges, at pensum beskrevet på denne måde fokuserer på fysiologiens ordliste og grammatikregler, og at det også er vigtigt at opøve færdigheder i fysiologiens sprog, dvs. fysiologisk tankegang og modellering. Adfærdstermerne kan kommenteres på følgende måde:
Definere kendetegner en opgave, som kan og bør løses præcist med korrekt anvendelse af fagets termer. En besvarelse vil hyppigt være enten korrekt eller klart forkert, og sproglig præcision er derfor særlig vigtig for løsning af denne type opgave.
Beregne er udtryk for ønsket en kvantitativ behandling af flere konkrete talstørrelser. Disse kan være opgivne talstørrelser, forudgående delresultater, eller størrelser, som studenter bør være vidende om. En stereotyp formulering af en sådan opgave er: På basis af rimelige antagelser, som anføres i besvarelsen, ønskes en størrelsen af variablen x beregnet for en person y under omstændighederne z, se eksempel 1.
Ved beregning forventes fortegnskontrol, vurdering af størrelsesordener af resultater samt korrekte angivelser af enheder og omsætninger mellem fysiske enheder (dimensionsanalyse).
Angive vedrører ofte fakta og bør ikke i denne sammenhæng give anledning til misforståelser. Såfremt angivelsen vedrører en talstørrelse, vil et givet tal oftest være korrekt blot det ligger i et rimeligt interval. En række tal kan derfor være fuldt korrekte besvarelser af samme spørgsmål, se eksempel 2. Det er forudsat, at en talbesvarelse ledsages af den korrekte angivelse af dimension. En talangivelse uden dimension eller med ukorrekt dimension er en forkert besvarelse. I andre sundhedsvidenskabelige discipliner er dimensionsfejl og -mangler livsfarlige.
Beskrive udtrykker et ønske om en faktuel fremstilling uden inddragen af årsagsvirkningsmekanismer.
Ved beskrivelser er det ofte vigtigt at kunne illustrere fænomener og processer grafisk, f. eks. i form af skitser og grafer, med angivelser af vigtige data.
Redegøre for opfordrer til en beskrivelse af mekanismer eller processer, i hvilke der indgår årsags-virknings-sammenhænge. Det bør bemærkes, at en korrekt redegørelse i visse tilfælde bør omfatte kvantitative forhold, dvs. beregninger. Et ønske om beregninger vil fremgå af opgavens formulering. Termen ’beregne’ er defineret ovenfor.
Bemærk endvidere, at termen ’definere’ også kan være inkluderet i andre termer, idet det jo ikke er muligt at beskrive diffuse fænomener eller redegøre tilfredsstillende for sammenhænge, som man ikke kan definere. Ofte vil det være hensigtsmæssigt at starte en beskrivelse eller en redegørelse med en kort definition af de tilgrundliggende begreber.
Omfanget og dybden af de beskrivelser og redegørelser, der vurderes som optimale, bestemmes i alt væsentligt af det anbefalede studiemateriale, først og fremmest af den anbefalede lærebog, men også af Documenta Physiologica og vejledningerne til de praktiske øvelser. Det bør i denne sammenhæng nævnes, at besvarelser forventes at omfatte adækvate elementer af andre discipliner, f.eks. fysik, kemi og biokemi, såfremt disse elementer er indeholdt i forudgående eller koordineret undervisning i disciplinerne. Dette er en konsekvens af den fysiologiske tankegangs forankring i de tilgrundliggende fag. Afhængigt af spørgsmåls formulering kan det være påkrævet for en kort besvarelse at anføre betingelser eller begrænsninger for svarets korrekthed. Når intet andet anføres, kan det dog antages, at pensumbeskrivelse og opgaver omhandler normale funktioner og egenskaber hos en normal, yngre voksen mandsperson med en legemsvægt på 70 kg samt, at denne befinder sig i hvile i liggende stilling. Pensumbeskrivelsen omfatter nogle få patofysiologiske enkeltheder, f.eks. cyanose, icterus.
Eksempel 1. x = samlet cirkulerende hæmoglobinmasse, y = normal person, z = normale forhold i hvile. Der gøres antagelser vedrørende blodvolumen (5,5 liter), hæmatokritværdi (0,45) og middelcelle-hæmoglobin-koncentration (MCHC, 330 g/l) for en normal yngre voksen mand på 70 kg i hvile.
Eksempel 2. På et i øvrigt uspecificeret spørgsmål om størrelsen af det normale blodvolumen vil alle tal mellem 5,0 og 6,0 liter være (lige!) korrekte, medens tal under 3,0 liter og over 8,0 liter vil være helt ukorrekte. Dette er en konsekvens af anvendelse af fysiologisk tankegang.