Stående stilling

ved oprejst stilling danner kroppens segmenter, hovedet, halsen, kroppen, låret, underbenet og foden tilsammen en enhed hvis tyngdepunkt er beliggende i bækkenet lige foran 2. sakralhvirvel
for at denne enhed skal blive stående i sin instabile ligevægt, skal projektionen af tyngdepunktet falde inden for understøttelsesfladen dannet af fødderne
i praksis falder projektionen ofte lige foran ankelleddets transversale akse hvor den svinger et par cm. frem og tilbage og fra side til side

tyngdepunktet for den del af kroppen der ligger over hoften ligger i thorax ud for T6, og følger samme projektion som hele kroppens tyngdepunkt
dermed kommer lodlinien fra tyngdepunktet for kroppen og for hovedet i afslappet stående stilling normalt til at ligge præcis over den transversale flexions-extensions-akse i hofteleddet
således vil krop og hoved kunne balancere i en instabil ligevægt, og muskelkraft vil kun være nødvendig til at korrigere forstyrrelser i ligevægten

længere nede falder lodlinien normalt foran knæleddets transversale flexions-extensions-akse, således at knæet får en lille overstrækning, samtidig med at femur indadroteres et par grader
denne låsning af knæet bevirker at m. quadriceps femoris afslappes, hvilket man kan se ved at patella ligger løst

i ankelledet falder tyngdepunktets projektion foran dets transversale akse, og m. soleus opretholder en tonus der modvirker tendensen til at falde forover
jo længere frem tyngdepunktet rykkes, jo større tonus må m. soleus udvikle, men hvis tyngdepunktets projektion falder foran understøttelsesfladen, vil man falde forover
gang indledes ved samme princip – en tonussænkning i m. soleus bevirker jo at legemet begynder at falde fremover

ubalance fortil korrigeres af hasemusklerne og de store rygmuskler – hasemusklerne stabiliserer bækkenet så de dybe rygmuskler der udspringer herfra kan kontrollere og bremse bevægelsen
bugmuskulaturen og m. iliopsoas korrigerer ubalance bagtil – bækkenet fikseres af m. rectus femoris således at m. iliopsoas og m. rectus abdominis kan kontrollere columnas bevægelser
lateral balance kontrolleres af dybe rygmuskler, samt hofteleddets ab- og adductorer, arbejdende i modfase, og både knæ- og ankelleddene har stor sidestabilitet
ved stående stilling på ét ben korrigeres balancen ved supination og pronation i foden vha. hhv. m. tibialis anterior og mm. peroneii

optimalt står man på følgende måde:

ankelleddet er lettere dorsiflekteret således at vægten lægges lidt frem på forfoden – da m. soleus i denne stilling spændes, tilgodeser man arbejdet som muskel-vene-pumpen som m. soleus udfører
knæleddet er ekstenderet og låst hvorved man nedsætter muskelenergiforbruget
krop og hoved balancerer i en instabil ligevægt, så man får fri vejrtrækning

afvigelser fra normal afslappet, stående stilling er:

ryghængere hvor det thorakale tyngdepunkts lodlinie falder foran hele legemets lodlinie, hvorved man bliver krumrygget
bughængere hvor det thorakale tyngdepunkt ligger bag den fælles lodlinie hvorved man skyder underlivet frem

Bevægeapparatet Stående stilling