Kirurgi før bedøvelse: The Old Operating Theatre

Forestil dig et støvet loftsrum i en kirke fra det 18. århundrede i hjertet af London. Luften er tyk af duften af tørrede urter, men den bliver jævnligt gennemskåret af skrig. Dette er ikke en scene fra en gyserfilm, men den barske virkelighed i The Old Operating Theatre, det ældste bevarede operationsrum i Europa. Her, under kirkens tag, blev hoved- og mavekirurgi samt amputationer udført i en tid før bedøvelse og antiseptika var kendt. Det var et sted, hvor overlevelse afhang af kirurgens hastighed og patientens evne til at udholde ufattelig smerte. Dette er historien om et unikt sted, der giver et skræmmende, men fascinerende indblik i medicinens brutale fortid.

Fra Urtehave til Operationsstue: En Usædvanlig Beliggenhed

The Old Operating Theatre Museum and Herb Garret, som det officielt hedder, befinder sig på loftet af St Thomas' Church i Southwark. Kirken blev bygget i 1703 som en del af det gamle St Thomas' Hospital. Oprindeligt var loftsrummet, kendt som 'garret', blot tænkt som et opbevaringsrum. Hospitalets apotekere så dog hurtigt potentialet i det tørre og luftige rum under tagets egetræsbjælker. Det var det ideelle sted at tørre og opbevare medicinske urter, beskyttet mod fugt og skadedyr. Apotekerne, der havde deres værksted i nærheden, kunne nemt tilgå loftet og dyrkede urter i hospitalets have samt købte dem fra lokale 'urtekvinder'.

I 1822 blev en del af dette loftsrum omdannet til en operationsstue specifikt for kvindelige patienter. Før dette tidspunkt blev operationer på kvinder udført i de åbne sygestuer foran de andre patienter, en praksis der var både uhygiejnisk og dybt traumatiserende. Etableringen af operationsstuen på loftet var derfor et skridt fremad, selvom de metoder, der blev anvendt, efter nutidens standarder var middelalderlige.

En Kamp mod Tiden: Kirurgi uden Nåde

At træde ind i operationsstuen i dag er som at rejse tilbage i tiden. Man kan næsten høre ekkoet af de studerendes hvisken og patienternes stønnen. I perioden fra 1822 til 1862 var kirurgi en sidste udvej, forbeholdt livstruende tilfælde. Uden effektive smertestillende midler eller viden om bakterier var enhver operation en livsfarlig affære. Patienterne fik tilbudt opium, brandy eller vin for at dulme sanserne, men de var fuldt bevidste under hele indgrebet. De blev holdt fast af stærke assistenter og fik ofte et læderbælte eller en træpind at bide i for at klare smerten.

Hastighed var altafgørende. Ved en amputation kunne en patient forbløde på under to minutter, så kirurgerne blev berømte for deres hurtighed. Knive og save var de primære instrumenter. Efter operationen var faren langt fra ovre. Den største trussel var infektion. Kirurgiske instrumenter blev sjældent vasket, bandager blev ofte genbrugt, og kirurgerne vaskede ikke hænder. Dødeligheden efter operationer var rystende høj, ofte omkring 30% alene for amputationer.

De Tre Store Operationer

I denne periode var der primært tre typer af operationer, der kunne udføres med en vis chance for succes i dette teater:

• Trepanationer: Dette indebar at bore et hul i patientens kranie for at lette trykket efter en hovedskade eller fjerne knoglesplinter. En ledende kirurg, Sir Charles Bell, anbefalede, at man havde "en robust assistent til at holde patientens hoved fast, og lad andre holde hans arme og knæ".
• Litotomier: Kirurgisk fjernelse af blæresten, som var et almindeligt problem på grund af dårlig kost. Disse sten kunne blive så store som et hønseæg. Kirurgen William Cheselden, der arbejdede på St Thomas' Hospital, revolutionerede denne procedure og nedbragte operationstiden fra 40 minutter til kun ét minut, hvilket øgede overlevelsesraten til imponerende 92%.
• Amputationer: Fjernelse af et lem var ofte nødvendigt på grund af sygdom, traumer eller ulykker. Selvom det reddede patienten fra en sikker død fra koldbrand, var risikoen for at dø af chok, blodtab eller efterfølgende infektion enorm.

Her er en sammenligning af de tre procedurer:

Et Publikum til Smerten: Læringens Teater

Grunden til, at rummet kaldes et 'teater', bliver tydelig, så snart man træder ind. Rummet er bygget med stejle, halvcirkelformede tilskuerrækker, der omgiver operationsbordet. Her kunne medicinstuderende, lærlinge og andre kirurger observere og lære af de operationer, der blev udført. Det var en afgørende del af den medicinske uddannelse i en tid, hvor praktisk erfaring var uvurderlig. Et skilt fra 1822 på væggen understreger hierarkiet: Lærlinge og assistenter for den opererende kirurg stod tættest på bordet, mens andre studerende og besøgende måtte tage plads på de øverste rækker. Mottoet over reglerne lød ‘Miseratione Non Mercede’ – ‘For medfølelse, ikke for vinding’.

Operationerne fandt typisk sted midt på dagen for at udnytte det naturlige dagslys fra det store ovenlysvindue. Stearinlys og gaslamper gav kun et svagt og flakkende lys, som var utilstrækkeligt til de præcise indgreb.

Anatomiens Mørke Hemmelighed: Gravrøverne

Ud over operationer på levende patienter var dissektion af lig en essentiel del af den anatomiske læring. Problemet i starten af 1800-tallet var dog en akut mangel på lig, der lovligt kunne bruges til dissektion. Den eneste lovlige kilde var ligene af henrettede kriminelle, men udbuddet kunne slet ikke matche den stigende efterspørgsel fra hospitaler og medicinske skoler. Denne ubalance skabte et makabert marked for gravrøvere, også kendt som 'resurrectionists'. Kriminelle bander, som den berygtede London Borough Gang, specialiserede sig i at grave nyligt begravede lig op og sælge dem til hospitaler som St Thomas' og det nærliggende Guy's Hospital. Forretningen var så lukrativ, at den til sidst eskalerede til mord for at skaffe 'friske' lig.

Det er sandsynligt, at lig stjålet fra kirkegårde i Southwark blev dissekeret netop i dette operationsrum. Først med vedtagelsen af Anatomy Act i 1832 blev loven ændret. Loven tillod, at uafhentede lig fra fattighuse, hospitaler og fængsler kunne bruges til medicinsk forskning, hvilket effektivt satte en stopper for gravrøvernes forretning.

Fra Glemsel til Museum

The Old Operating Theatre lukkede i 1862, da St Thomas' Hospital begyndte sin flytning til sin nuværende placering i Lambeth. Adgangen til loftet blev blokeret, og operationsstuen blev glemt i næsten 100 år. Først i 1956 blev den genopdaget, og i 1962 åbnede den som det museum, vi kender i dag. Det er en fascinerende og velbevaret tidskapsel, der giver et unikt indblik i en tid, hvor kirurgi var en blanding af mod, brutalitet og begyndende videnskab. Et besøg her er en stærk påmindelse om, hvor langt lægevidenskaben er kommet, og en hyldest til de patienter, der led, og de kirurger, der kæmpede for at redde liv under de mest primitive forhold.

Ofte Stillede Spørgsmål (FAQ)

Hvorfor blev operationer udført uden bedøvelse?

Effektive anæstetika som æter og kloroform blev først introduceret og almindeligt anvendt fra midten af 1840'erne. Før da eksisterede der ingen pålidelig metode til at eliminere smerte under kirurgiske indgreb.

Hvem kunne overvære operationerne?

Primært medicinstuderende, kirurglærlinge og andre praktiserende kirurger. Formålet var rent uddannelsesmæssigt, da det var en af de eneste måder, hvorpå man kunne lære kirurgiske teknikker i praksis.

Hvad skete der med operationsstuen, efter den lukkede i 1862?

Den blev forseglet og glemt i næsten et århundrede. Først da en forsker undersøgte kirkens arkiver, blev dens eksistens genopdaget. Den blev efterfølgende restaureret og åbnet som museum i 1962.

Var overlevelsesraten høj?

Nej, overlevelsesraten var generelt meget lav. Patienter døde ofte af chok under operationen, massivt blodtab eller efterfølgende infektioner i en tid uden kendskab til antiseptika. Der var dog undtagelser, som kirurgen William Cheseldens bemærkelsesværdige succes med litotomier, der viser, at dygtighed og hurtighed kunne gøre en forskel.