18/07/2006
Hudson River State Hospital, der åbnede i 1871 i Poughkeepsie, New York, var engang et fyrtårn for håb inden for psykiatrisk behandling. Det var den første institution i USA bygget i højt victoriansk gotisk stil og repræsenterede et radikalt skifte i, hvordan samfundet så på og behandlede psykisk syge. I 140 år var det hjem for tusindvis af patienter, et center for innovation og kontrovers, før det langsomt bukkede under for tidens tand, medicinske fremskridt og skiftende sociale holdninger. I dag står dets storslåede ruiner som et tavst vidnesbyrd om en kompleks og fascinerende historie om psykiatriens udvikling i Amerika.

Grundlæggelsen: En Ny Æra for Sindssygepleje
Indtil midten af det 19. århundrede var behandlingen af psykisk syge i New York ofte begrænset til dem, der havde råd til private institutioner. De fattige endte typisk i fattighuse eller fængsler, hvor fokus var på indespærring frem for terapi. Dette ændrede sig med fremkomsten af en ny filosofi kendt som moralsk behandling. Grundtanken var, at et roligt, struktureret og respektfuldt miljø kunne helbrede sindet. I kølvandet på succesen med tidligere institutioner og efter den amerikanske borgerkrig blev det besluttet at bygge et tredje statsligt hospital.
Hudson River State Hospital for the Insane, som det oprindeligt hed, var banebrydende. Det var den første institution, der bevidst brugte ordet "hospital" i stedet for "asylum" (sindssygeanstalt) for at understrege sit terapeutiske formål. Ordet "Insane" blev også hurtigt fjernet fra navnet. I 1867 blev en 206 hektar stor grund, der tidligere tilhørte Roosevelt-familien, opkøbt til formålet. Placeringen med udsigt over Hudsonfloden var ideel, da den tilbød den naturskønne og fredelige atmosfære, som man mente var afgørende for helbredelse.
Arkitektur og Design: Et Palads for de Syge
Hospitalets design blev lagt i hænderne på arkitekten Frederick Clarke Withers, mens landskabet blev designet af de berømte Frederick Law Olmsted og Calvert Vaux, skaberne af Central Park i New York. Bygningen blev designet efter den anerkendte Kirkbride Planen, opkaldt efter lægen Thomas Story Kirkbride. Denne arkitektoniske model var selve legemliggørelsen af den moralske behandlingsfilosofi.
Kirkbride-designet bestod af en central administrationsbygning flankeret af lange, forskudte fløje til patienterne. Denne opbygning sikrede, at alle patientværelser fik masser af dagslys og frisk luft, hvilket blev anset for at være helbredende. Wither's plan var monumental: en 450 meter lang hovedbygning med symmetriske fløje, der skulle huse patienter opdelt efter køn og sygdommens sværhedsgrad. Kvinderne boede i de nordlige fløje, mændene i de sydlige. Hver afdeling var selvforsynende med egne spisestuer, opholdsstuer og badeværelser for at skabe et ordnet og forudsigeligt miljø.
Desværre blev den storslåede plan aldrig fuldført. Overdådige udgifter under byggeriet betød, at der ikke var penge nok til at bygge alle fløjene. Resultatet blev en asymmetrisk bygning, hvor de sydlige fløje blev tilføjet over flere årtier, mens to af de nordlige fløje aldrig blev bygget.
Byggeriet: Ambitioner og Finansielle Skandaler
Fra starten var byggeriet af Hudson River State Hospital præget af enorme omkostningsoverskridelser. I 1870, da hospitalet var mindre end 10% færdigt, var der allerede brugt næsten lige så meget, som det havde kostet at bygge hele Willard Asylum. Den endelige pris blev estimeret til $800.000, men da hospitalet åbnede i 1871, var der brugt over $1,3 millioner, og byggeriet var kun en fjerdedel færdigt.
Ledelsen måtte gentagne gange bede staten om flere penge, hvilket førte til offentlig kritik. I 1873 kørte The New York Times en lederartikel med titlen "An Astonishing Job", hvor de anklagede hospitalets bestyrelse for ekstravagant forbrug. Kritikken gik på brugen af dyre materialer som gul sydfyr til gulvene og et ineffektivt varmesystem, der krævede ni tons kul om dagen for at opvarme bygningen til kun 150 patienter. Den mest bizarre anklage var, at $30.000 var blevet brugt på at sprænge klipper væk i et reservoir, med den begrundelse at det ville gøre det lettere at lede efter ligene af forsvundne patienter. Skandalerne førte til en undersøgelse i 1893, som endte med, at hospitalets første superintendent, Dr. Joseph M. Cleaveland, måtte træde tilbage.
Livet på Hospitalet: Patienter og Behandlinger
En typisk dag for en patient på HRSH var stramt struktureret. Vækning var mellem kl. 6 og 6:30, efterfulgt af morgenmad. Derefter udførte patienterne tildelte opgaver som havearbejde, tømrerarbejde, rengøring eller arbejde i skrædderiet. Arbejde blev betragtet som en vigtig del af terapien. Frokost blev serveret ved middagstid og aftensmad omkring kl. 18, med sengetid kl. 21.
Grundene til indlæggelse kunne i de tidlige år være overraskende trivielle. Dokumenter viser, at folk blev indlagt for alt fra "mental udmattelse" og tab af job til "overdreven cigaretrygning" eller at blive "ramt i hovedet af en snebold".
Behandlingsmetoderne udviklede sig over tid. Mens den tidlige æra fokuserede på et roligt miljø, blev mere interventionistiske behandlinger senere introduceret. Nogle var kontroversielle, som f.eks. "Tub Therapy", hvor urolige patienter blev placeret i badekar med varmt vand i time- eller dagevis for at berolige dem. I mere ekstreme tilfælde blev der brugt spændetrøjer og isolationsrum. Senere, i midten af det 20. århundrede, blev behandlinger som insulin-chokterapi og lobotomi praktiseret, inden de blev afviklet i 1957.
På trods af de barske realiteter var der også lyspunkter. Hospitalet arrangerede ugentlige danseaftener, filmvisninger, sportsdage og udflugter på Hudsonfloden for at give patienterne adspredelse og en følelse af normalitet.
Vækst, Nedgang og Lukning
Gennem slutningen af det 19. og første halvdel af det 20. århundrede voksede hospitalet konstant. Nye bygninger blev opført for at imødekomme det stigende antal patienter, som nåede et højdepunkt på 6.000 i midten af 1950'erne. Campus blev en lille by i sig selv med egen gård, kapeller, et rehabiliteringscenter med swimmingpool og bowlingbane, og endda en sygeplejeskole.
Vendepunktet kom i 1950'erne med introduktionen af nye psykofarmaka, især Thorazin. Disse lægemidler kunne effektivt kontrollere symptomerne på alvorlige psykiske lidelser, hvilket gjorde det muligt for mange patienter at leve uden for en institution. Dette, kombineret med en voksende politisk og social bevægelse for deinstitutionalisering, førte til et drastisk fald i patienttallet. De store, dyre statshospitaler blev set som forældede.
Fra 1970'erne begyndte en langsom nedlukningsproces. Afdelinger blev tømt, bygninger forladt, og i 1974 blev navnet ændret til Hudson River Psychiatric Center for at afspejle en ny mission med fokus på ambulant behandling. Den nederste del af campus, inklusiv den historiske hovedbygning, blev forladt i 2003. De sidste patienter blev flyttet i januar 2012, og hospitalet lukkede officielt efter 140 års drift.
Tidslinje for Vigtige Begivenheder
| Årstal | Begivenhed |
|---|---|
| 1871 | Hospitalet åbner og modtager sine første patienter. |
| 1893 | Superintendent Dr. Cleaveland fratræder efter en finansiel skandale. |
| 1955 | Patientpopulationen når sit højdepunkt med 6.000 patienter. |
| 1957 | Lobotomi og insulin-chokterapi ophører som behandlingsformer. |
| 1974 | Navnet ændres til Hudson River Psychiatric Center. |
| 2003 | Den nederste del af campus med hovedbygningen bliver forladt. |
| 2012 | Hospitalet lukker officielt. |
Efter Lukningen: Ruiner og Fremtidsplaner
Efter lukningen blev det enorme campus overladt til naturen, vandaler og brandstiftere. De engang så storslåede bygninger forfaldt hurtigt. Tagene kollapsede, malingen skallede af, og gangene, der engang genlød af liv, blev fyldt med murbrokker og graffiti. Patientjournaler, udstyr og møbler blev efterladt og vidner om en brat afslutning.
Flere forsøg på at genudvikle området er slået fejl gennem årene på grund af de enorme omkostninger ved renovering og oprydning af forurening. Den historiske hovedbygning, kendt som "Building 51", blev udnævnt til et National Historic Landmark, men selv denne beskyttelse kunne ikke forhindre dens forfald. I 2013 blev ejendommen solgt til en ny udvikler med en plan til $200 millioner om at omdanne området til en blanding af boliger, butikker og et hotel. Planen indebærer nedrivning af de fleste af de forfaldne bygninger, men med et håb om at bevare og restaurere facaden på den ikoniske hovedbygning som et centralt element i det nye projekt. Hudson River State Hospitals historie er således endnu ikke slut, men på vej ind i et nyt, og meget anderledes, kapitel.
Ofte Stillede Spørgsmål
Hvad var Hudson River State Hospital?
Det var et stort statsligt psykiatrisk hospital i Poughkeepsie, New York, der var i drift fra 1871 til 2012. Det var kendt for sin imponerende gotiske arkitektur og for at være en pioner inden for den såkaldte "moralske behandling" af psykisk syge.
Hvorfor blev det bygget?
Det blev bygget som en del af en reformbevægelse i det 19. århundrede, der søgte at skabe mere humane og terapeutiske miljøer for psykisk syge, i modsætning til de fængselslignende forhold, de ofte levede under.
Hvorfor lukkede hospitalet?
Hospitalet lukkede på grund af en kombination af faktorer: udviklingen af effektive psykofarmaka, en landsdækkende politik om deinstitutionalisering, der flyttede patienter ud i lokalsamfundet, og de høje omkostninger ved at drive den enorme, aldrende institution.
Hvad er Kirkbride Planen?
Kirkbride Planen er en arkitektonisk model for psykiatriske hospitaler, der var populær i det 19. århundrede. Den er kendetegnet ved lange, forskudte fløje, der skulle maksimere patienternes adgang til sollys og frisk luft for at fremme helbredelse.
Kan man besøge ruinerne i dag?
Nej, det er ikke tilrådeligt eller lovligt. Området er privat ejendom og bliver patruljeret. Bygningerne er ekstremt forfaldne og farlige at færdes i på grund af risikoen for sammenstyrtning og tilstedeværelsen af farlige materialer som asbest.
Hvis du vil læse andre artikler, der ligner Hudson River State Hospitals Historie, kan du besøge kategorien Sundhed.
