18/10/2000
En Fødsel i Den Kolde Krigs Skygge
I årene umiddelbart efter Anden Verdenskrig blev verden kastet ud i en ny, anspændt æra kendt som Den Kolde Krig. Med USA's udvikling af atombomben stod Sovjetunionen over for en presserende opgave: at skabe sit eget "atomskjold". Dette kapløb førte til en eksplosiv vækst i landets atomindustri i slutningen af 1940'erne. Der blev oprettet snesevis af hemmelige forskningsinstitutter og virksomheder dedikeret til at udvikle atomvåben og andre forsvarsgrene. Denne nye, farlige industri medførte imidlertid en helt ny række af sundhedsmæssige udfordringer. Håndteringen af radioaktive materialer krævede udvikling af særlige sikkerhedsforanstaltninger for at beskytte de tusindvis af arbejdere mod hidtil ukendte erhvervssygdomme og forgiftninger forårsaget af stråling.
For at imødekomme disse udfordringer oprettede USSR's Sundhedsministerium i august 1947 det Tredje Hoveddirektorat, som i dag er kendt som det Føderale Medicinsk-Biologiske Agentur. Under dette direktorat blev der etableret specialiserede forskningsinstitutter og medicinske faciliteter. Deres formål var at studere virkningerne af stråling på menneskekroppen og at behandle ofre for strålingseksponering. Det var i denne kontekst, på initiativ af den visionære læge og organisator Avetik Burnasyan, at en helt særlig institution blev grundlagt. Ved en ordre dateret 25. september 1948 blev et neurokirurgisk hospital for invalider fra Anden Verdenskrig omdannet til et lukket klinisk hospital med 200 senge. Dets mission var klar: at behandle syge fra atomindustriens institutioner og virksomheder. Hospitalet fik navnet "Klinisk Hospital Nr. 6 i Moskvas Sundhedsafdeling" og blev hurtigt en central brik i Sovjetunionens atomprogram.
Instituttet for Biofysik og Hospitalets Symbiose
Sideløbende med hospitalets oprettelse blev der i 1946 etableret et strålingslaboratorium for at studere strålingens effekt på den menneskelige organisme. To år senere, i 1948, udviklede dette laboratorium sig til det anerkendte Institut for Biofysik. Dette institut blev hurtigt et af verdens førende centre for forskning inden for radiobiologi, strålingsmedicin og strålingshygiejne. Gennem årene blev instituttet ledet af fremtrædende videnskabsmænd, og dets arbejde resulterede i udviklingen af statslige strålingssikkerhedsstandarder, hundredvis af monografier og tusindvis af videnskabelige artikler.
Forholdet mellem Instituttet for Biofysik og Hospital Nr. 6 blev hurtigt symbiotisk. I 1951 blev der oprettet en klinisk afdeling for strålingsmedicin ved instituttet, og fra 1960 var denne afdeling fysisk baseret på Hospital Nr. 6. Dette gjorde hospitalet til instituttets kliniske arm, hvor teoretisk viden kunne omsættes til praktisk behandling. De første patienter, der var blevet udsat for høje doser ioniserende stråling under deres arbejde på atomenergiinstitutter, ankom allerede i 1953 og 1954. Gennem årtier opbyggede lægerne og forskerne på Hospital Nr. 6 en enestående ekspertise i diagnosticering og behandling af strålingssyge, en viden, der desværre skulle blive sat på den ultimative prøve.
Tjernobyl: Hospitalets Mørkeste Time
En særlig og tragisk side i hospitalets historie er uden tvivl Tjernobyl-katastrofen. Da reaktor 4 på atomkraftværket i Tjernobyl eksploderede natten til den 26. april 1986, blev verden vidne til den værste atomulykke i historien. I de første timer og dage efter katastrofen blev de hårdest ramte ofre – primært brandmænd og anlægsarbejdere, der tappert havde kæmpet mod ilden i den radioaktive ruin – evakueret til Moskva. Deres destination var Hospital Nr. 6.
I alt blev 299 personer indlagt på hospitalet. De var blevet udsat for strålingsdoser, der varierede fra 100 rad til over 800 rad. Til sammenligning udsættes en almindelig person for cirka en tiendedel af en rad om året. De 35 patienter, der havde modtaget doser på over 800 rad, blev betegnet som værende i "alvorlig tilstand". For disse patienter var skaderne på kroppen katastrofale. Massiv stråling ødelægger kroppens mest sårbare væv, især knoglemarven, som er ansvarlig for at producere de blodceller, der transporterer ilt, sikrer blodets koagulering og opretholder immunforsvaret. Uden en fungerende knoglemarv ville patienterne dø inden for få uger af anæmi, blødninger og infektioner.
Under ledelse af instituttets specialister og hospitalets læger blev der iværksat en desperat kamp for at redde liv. Den mest avancerede og risikable behandling var knoglemarvstransplantationer. Lægerne, assisteret af et internationalt hold, herunder den amerikanske ekspert Dr. Robert Gale, udførte 19 transplantationer. Donorerne var typisk søskende eller forældre til ofrene. I nogle tilfælde, hvor patientens hvide blodlegemer var fuldstændig ødelagt og vævstypning var umulig, forsøgte man sig med eksperimentelle transplantationer af levervæv fra fostre, som også er en kilde til blodceller. Trods den heroiske indsats var kampen ofte forgæves. Ved udgangen af den første uge var 11 af de 35 hårdest ramte patienter døde, herunder seks, der havde modtaget en transplantation. Katastrofen viste på brutal vis, hvor begrænsede de medicinske muligheder var over for en atomulykke af denne skala.
Sammenligning af Patientgrupper efter Tjernobyl
Den medicinske indsats på Hospital Nr. 6 var stærkt afhængig af den strålingsdosis, patienterne havde modtaget. Nedenstående tabel giver et overblik over de forskellige grupper.
| Patientgruppe | Antal (ca.) | Strålingsdosis (rads) | Behandling og Udfald |
|---|---|---|---|
| Moderat eksponerede | 264 | 100 - 800 | Overvågning, støttende behandling. Skaderne var i mange tilfælde reversible, men med langsigtede helbredsrisici. |
| Alvorligt eksponerede | 35 | Over 800 | Intensiv pleje, knoglemarvstransplantationer. Tilstanden var kritisk, og prognosen var meget dårlig. |
| Dødsfald (blandt de alvorligt eksponerede) | 28 (i alt) | Ekstremt høje | Døde inden for de første uger og måneder trods alle behandlingsforsøg. Dødsårsagerne var strålingsforbrændinger, infektioner og organsvigt. |
Hospitalets Lokation og Nutidige Skæbne
Hospital Nr. 6 var beliggende på Schukinskaya Gade 20 i Moskva. Overlevende fra Tjernobyl har fortalt, hvordan de hårdest ramte patienter, som brandmændene Vasilij Ignatenko, Viktor Kibenok og Vladimir Pravik, blev placeret på ottende etage, mens andre med mindre alvorlige skader var på fjerde og sjette etage.
Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1990'erne oplevede både Hospital Nr. 6 og Instituttet for Biofysik svære tider med manglende finansiering. Den tidligere førende position inden for strålingsmedicin var truet. Som en konsekvens besluttede den russiske regering at slå de to institutioners videnskabelige og kliniske kapaciteter sammen. Ved et dekret den 27. december 2007 blev de to enheder fusioneret til én stor organisation: Burnasyan Føderale Medicinske Biofysiske Center, opkaldt efter dets oprindelige grundlægger.
I dag eksisterer Hospital Nr. 6 altså ikke længere som en selvstændig enhed. Dets arv, faciliteter og ekspertise lever videre som en integreret del af det nye, moderne center. Centret har bevaret sin førende position i Rusland og er i dag en anerkendt forskningsorganisation, der studerer effekterne af både ioniserende og ikke-ioniserende stråling. Dets arbejdsområde er blevet udvidet til at omfatte moderne felter som biomedicinsk teknologi, organtransplantation og personlig medicin, alt sammen bygget på det fundament af viden, der blev skabt i Den Kolde Krigs skygge og cementeret i Tjernobyls flammer.
Ofte Stillede Spørgsmål (FAQ)
Hospitalets officielle navn var "Klinisk Hospital Nr. 6 i Moskvas Sundhedsafdeling". Det var en specialiseret og delvist hemmelig institution under det Tredje Hoveddirektorat i USSR's Sundhedsministerium.
Hvorfor blev netop dette hospital valgt til Tjernobyl-ofrene?
Hospital Nr. 6 blev valgt, fordi det var den førende specialiserede institution i Sovjetunionen til behandling af strålingsskader. Gennem 40 år havde hospitalet og det tilknyttede Institut for Biofysik opbygget en unik ekspertise ved at behandle arbejdere fra landets atomindustri.
Eksisterer Hospital Nr. 6 stadig i dag?
Nej, ikke som en selvstændig enhed. I 2007 blev det fusioneret med Instituttet for Biofysik for at danne det Føderale Medicinsk-Biologiske Center opkaldt efter A.I. Burnasyan. Centret fortsætter det arbejde, som hospitalet var kendt for, men i en ny og udvidet form.
Hvad var den primære behandling for de hårdest ramte?
Den primære behandling for de patienter, der havde modtaget dødelige doser af stråling, var knoglemarvstransplantationer. Formålet var at erstatte patientens ødelagte knoglemarv med en sund donors for at genopbygge kroppens evne til at producere blodceller og bekæmpe infektioner.
Hvis du vil læse andre artikler, der ligner Moskvas Hospital Nr. 6: Historien om Tjernobyl, kan du besøge kategorien Sundhed.