Tyske Spioner i England: Den Skjulte Krig

Under Anden Verdenskrigs mørke skyer udspillede der sig en anden, mere stille krig – en krig i skyggerne, kæmpet med hvisken, hemmelige koder og dødbringende bedrag. Den britiske offentlighed levede i en konstant tilstand af 'spion-mani', overbevist om at landet var overrendt af højtuddannede og effektive tyske spioner, der var dybt integreret i samfundet. Sandheden var dog en helt anden og langt mere fascinerende historie. Tysklands spionageindsats i Storbritannien var en næsten total fiasko, ikke på grund af tysk inkompetence alene, men på grund af et af historiens mest succesfulde kontraspionage-programmer: MI5's Double Cross-system.

Spion-mani versus Virkeligheden

Den britiske frygt var ikke helt ubegrundet. I 1930'erne var spionbøger og -film ekstremt populære, og en IRA-bombekampagne i 1938 havde skærpet offentlighedens og politiets opmærksomhed. Regeringens propaganda opfordrede til årvågenhed over for mulige spioner og sabotører. Men mens offentligheden så en tysk agent i hvert gadehjørne, var virkeligheden, at de tyske efterretningstjenester, Abwehr og Sicherheitsdienst (SD), kæmpede en ulige kamp.

I modsætning til Sovjetunionen, som med succes havde rekrutteret britiske agenter baseret på ideologisk sympati, havde Nazityskland meget lidt at tilbyde den almindelige brite. Oswald Mosleys British Union of Fascists havde minimal opbakning. De agenter, Tyskland sendte, var ofte dårligt trænede, manglede sofistikation og var lette at opdage. Nogle blev pågrebet, fordi de gik ind på en pub og bad om en drink før åbningstid, andre fordi de efterlod en kuffert på et bagagekontor, der lækkede havvand.

MI5's Genistreg: Double Cross-systemet

Det britiske sikkerhedstjeneste, MI5, udviklede hurtigt en yderst effektiv strategi. I stedet for blot at fange og fængsle de tyske agenter, valgte de at 'vende' dem. Dette blev kendt som Double Cross-systemet, eller XX-systemet, ledet af den såkaldte Twenty Committee. Når en tysk agent blev fanget, blev de ført til Camp 020 (Latchmere House i Richmond) for intensiv afhøring under ledelse af den berygtede, men dygtige, kaptajn Robert Stephens. Her blev agenterne stillet over for et simpelt valg: samarbejd som dobbeltagent, eller bliv retsforfulgt og henrettet for spionage.

Langt de fleste valgte at samarbejde. MI5 kontrollerede herefter fuldstændigt den information, der blev sendt tilbage til Tyskland. De turnede agenter fortsatte med at rapportere til deres tyske føringsofficerer, som om intet var hændt. Dette gav MI5 en enestående mulighed for ikke kun at neutralisere den tyske spionage, men aktivt at bruge den til at vildlede den tyske overkommando. I 1941 kunne en nøgleperson i MI5 med rette konstatere, at de "aktivt drev og kontrollerede det tyske spionagesystem i Storbritannien."

Operation Lena: Hitlers Mislykkede Infiltration

Efter Frankrigs fald i 1940 intensiverede Tyskland sine forsøg på at infiltrere Storbritannien som forberedelse til den planlagte invasion, Operation Seelöwe. En del af denne plan var Operation Lena, hvor Abwehr trænede agenter til sabotage- og spionagemissioner. Agenterne – en blanding af tyskere, nordmænd, hollændere og endda nogle briter – blev landsat via faldskærm eller ubåd.

De var udstyret med britisk tøj, valuta, radiosæt og nogle gange cykler. Deres missioner var ambitiøse: at sprænge flyvepladser, kraftværker, jernbaner og endda forgifte vandforsyningen. Men operationen var en katastrofe fra starten. Mange agenter overgav sig til politiet næsten umiddelbart efter landing og hævdede, at de kun havde accepteret missionen som en måde at flygte fra nazismen på. Andre blev hurtigt fanget takket være en årvågen befolkning.

Agenterne: Fra Amatører til Mesterbedragere

Selvom mange tyske agenter var inkompetente, var nogle af de dobbeltagenter, MI5 kørte, intet mindre end geniale. Den mest berømte var uden tvivl Juan Pujol García, en spansk kyllingefarmer med kodenavnet Garbo. Han hadede nazisterne og besluttede sig for at gøre noget. Uden nogen træning i spionage overbeviste han tyskerne om, at han var deres mand i Storbritannien. Fra Portugal opfandt han et helt netværk af fiktive underagenter og fodrede Abwehr med en blanding af sandheder, halve sandheder og ren fiktion.

Briterne var først skeptiske, men indså hurtigt hans potentiale og bragte ham til England, hvor han blev en central del af Double Cross-systemet. Garbo blev så betroet af tyskerne, at de efter 1942 stort set stoppede med at sende nye agenter til Storbritannien. De stolede fuldt ud på informationen fra Garbos fiktive netværk. Hans største bedrift var hans rolle i Operation Fortitude, den massive vildledningsplan for D-dag, hvor han overbeviste tyskerne om, at den primære invasion ville finde sted ved Pas de Calais, ikke i Normandiet.

En anden bemærkelsesværdig sag var Elyesa Bazna, kodenavn Cicero, kammertjener for den britiske ambassadør i Tyrkiet. Han solgte tophemmelige dokumenter til tyskerne, herunder referater fra Casablanca-konferencen. Ironisk nok konkluderede den tyske ledelse, at dokumenterne var 'for gode til at være sande' og afviste dem som forfalskninger. For at føje spot til skade betalte Abwehr ham med falske britiske pund, som var blevet fremstillet af jødiske fanger i Sachsenhausen koncentrationslejr.

Teknologiens og Bedragets Kunst

To faktorer var afgørende for den britiske succes. Den første var teknologisk: gennembruddet ved Bletchley Park, hvor britiske kodebrydere knækkede de tyske Enigma-koder. Dette gav MI5 forhåndsvarsler om, hvornår og hvor nye agenter ville ankomme, hvilket gjorde det let at pågribe dem.

Den anden faktor var kunsten at bedrage. For at opretholde de tyske føringsofficerers tillid til deres (nu turnede) agenter, måtte MI5 lade dem rapportere om succesfulde sabotagehandlinger. Dette førte til en række iscenesatte 'falske sabotage'-aktioner. MI5-officerer ville i samarbejde med tømrere og malere bygge en model af en 'sprængt' elektrisk transformer, dække den med en presenning malet til at ligne en udbrændt bygning, og derefter sende en rapport til Tyskland. De informerede endda RAF om ikke at skyde det Luftwaffe-rekognosceringsfly ned, som dagen efter kom for at fotografere 'skaden'. Aviser som The Daily Telegraph blev fodret med falske historier om disse angreb, som Abwehr-officerer i neutrale lande kunne læse og dermed få bekræftet deres agenters succes.

Tower of London: Spionernes Endelige Skæbne

For de få agenter, der nægtede at samarbejde eller blev anset for uegnede som dobbeltagenter, var skæbnen dyster. International lov tillod henrettelse for spionage i krigstid. I Storbritannien fandt disse henrettelser sted i det historiske Tower of London. Den tyske korporal Josef Jakobs, der landede med faldskærm i Huntingdonshire med en brækket ankel i august 1941, blev den sidste person, der blev henrettet i Tower of London. Hans skæbne tjente som en brutal påmindelse om de reelle konsekvenser for dem, der blev fanget i skyggekrigen.

Ofte Stillede Spørgsmål

• Fangede briterne virkelig alle tyske spioner?
  Stort set ja. Ved udgangen af 1941 kontrollerede MI5 effektivt hele det tyske spionagenetværk i Storbritannien. Enkelte agenter kan have undgået nettet ved at begå selvmord, men ingen vides at have opereret med succes i en længere periode.
• Hvorfor var de tyske spioner så ineffektive?
  Det var en kombination af flere faktorer: dårlig udvælgelse og træning af agenter, mangel på ideologisk støtte i den britiske befolkning, en meget årvågen offentlighed, og vigtigst af alt, MI5's ekstremt sofistikerede Double Cross-system og briternes evne til at bryde de tyske Enigma-koder.
• Hvad var den vigtigste vildledningsoperation?
  Uden tvivl Operation Fortitude, vildledningsplanen for D-dag. Ved at bruge dobbeltagenter som Garbo til at opbygge et billede af en fiktiv hær i Kent, overbeviste de allierede tyskerne om, at hovedinvasionen ville ske ved Pas de Calais. Dette fik tyskerne til at holde afgørende panserdivisioner tilbage, selv efter at landgangen i Normandiet var begyndt, hvilket var afgørende for invasionens succes.

Historien om tysk spionage i Storbritannien under Anden Verdenskrig er ikke en fortælling om dristige agenter og snedige missioner, men snarere en historie om en efterretningstjenestes totale sejr over en anden. Gennem en blanding af genialitet, teknologi og en utrolig evne til at bedrage, vandt MI5 den skjulte krig og spillede en uvurderlig, men ofte overset, rolle i den endelige allierede sejr.