Fountain Hospital: En Glemt Historie

I Londons travle bydel Tooting, hvor St. George's Hospital i dag står som et moderne medicinsk fyrtårn, ligger en glemt historie begravet under beton og stål. Det er historien om The Fountain Hospital, en institution hvis formål og identitet ændrede sig dramatisk gennem dens 70-årige eksistens. Fra at være et midlertidigt nød-hospital oprettet for at bekæmpe en dødelig epidemi, udviklede det sig til at blive et permanent hjem for nogle af samfundets mest sårbare børn. Dette er fortællingen om en institutions fødsel, transformation og uundgåelige forsvinden, et spejl af de medicinske og sociale forandringer i det 20. århundrede.

Fødslen af et Nødhospital: Kampen mod Skarlagensfeber

I slutningen af det 19. århundrede var London, som mange andre storbyer, plaget af smitsomme sygdomme. For at håndtere disse kriser blev Metropolitan Asylums Board (MAB) oprettet med ansvaret for at bygge og drive isolationshospitaler for patienter med feber og kopper. Da en voldsom skarlagensfeber-epidemi ramte, opstod et akut behov for flere sengepladser. Svaret kom i form af et nyt hospital i Tooting, som blev opført med forbløffende hastighed.

På bare tre måneder blev The Fountain Hospital bygget. Navnet blev valgt for at være bevidst tvetydigt, en del af en ny strategi for at undgå at stigmatisere de lokalområder, hvor hospitalerne lå. Designet, skabt af arkitekten Thomas W. Aldwinkle, var pragmatisk og funktionelt. Bygningerne var primært opført i bølgeblik på trærammer, en typisk konstruktion for midlertidige bygninger på den tid. Hospitalet bestod af otte par pavilloner, der fungerede som sengeafsnit, forbundet af en central, åben korridor. Administration, køkken og andre servicefaciliteter adskilte de mandlige og kvindelige afdelinger. Hele området var omkranset af en høj murstensmur for at sikre isolation og kontrol.

En Ny Identitet: Fra Fysisk Sygdom til Mental Omsorg

The Fountain Hospitals oprindelige formål som feberhospital var tænkt som en midlertidig løsning. Som tiden gik, førte forbedret sanitet, nye behandlingsmetoder og en generel nedgang i virulensen af smitsomme sygdomme til, at behovet for det enorme netværk af feberhospitaler aftog. Dette åbnede døren for en radikal ændring i institutionens funktion.

I 1911 blev der truffet en skelsættende beslutning: The Fountain Hospital blev permanent overført fra MAB's feberafdeling til deres afdeling for mentalt mangelfulde. Hospitalet fik nu til opgave at huse børn med de laveste grader af mental retardering. Ifølge datidens terminologi blev disse børn klassificeret som "idioter", en betegnelse for personer med en IQ mellem 0 og 25. Dette var en gruppe, som man mente havde meget lille potentiale for oplæring, i modsætning til "imbecile" (IQ 25-50) eller "åndssvage" (IQ 50-70), som blev sendt til andre institutioner som Darenth Schools. Denne ændring markerede et dybt skift i hospitalets identitet, fra et sted for akut behandling til et langvarigt plejehjem for en overset og sårbar patientgruppe.

Med vedtagelsen af Mental Deficiency Act i 1913 blev rammerne for institutionalisering af mentalt handicappede yderligere formaliseret, og The Fountain Hospital fortsatte sin nye rolle under London County Council (LCC), som overtog ansvaret fra MAB i 1930.

Krig, Ødelæggelse og Overdragelse til NHS

Anden Verdenskrig bragte store omvæltninger for The Fountain Hospital. På grund af sin beliggenhed tæt på det centrale London blev det anset for at være et farligt sted for de forsvarsløse børn. Derfor blev hele hospitalet evakueret, og børnene blev midlertidigt flyttet til sikrere indkvartering på Leavesden Hospital.

Frygten viste sig at være velbegrundet. Under krigen blev hospitalets område ramt af bomber, som forårsagede betydelig skade. Tre af de mandlige sengeafsnit i den nordvestlige del af grunden blev ødelagt sammen med personalefaciliteter og andre bygninger. Efter krigens afslutning vendte børnene tilbage til de resterende, beskadigede bygninger. Ved krigens start havde hospitalet 859 sengepladser; i 1948 var tallet reduceret til 700.

I 1948 blev Storbritanniens sundhedssystem revolutioneret med oprettelsen af National Health Service (NHS). Alle hospitaler under LCC, inklusive The Fountain, blev overført til den nye nationale myndighed. På dette tidspunkt, mere end 50 år efter opførelsen, bestod hospitalet stadig af de oprindelige, midlertidige bølgebliksbygninger, nu mærket af tid, krig og konstant brug.

De Sidste År: Lukning og Transformation af Området

I efterkrigstiden stod det klart, at de gamle MAB-hospitalskomplekser var forældede og ineffektive. NHS begyndte at lægge planer for en bedre udnyttelse af de store grunde. I 1954 blev en afgørende beslutning truffet for The Fountain Hospitals fremtid: grunden, sammen med nabohospitalet The Grove, blev tildelt St. George's Hospital, et førende undervisningshospital, som havde brug for plads til at ekspandere ud fra sin trange beliggenhed ved Hyde Park Corner.

Dette beseglede skæbnen for The Fountain Hospital. I 1959 begyndte processen med at flytte børnene. De blev overført til andre institutioner, primært Queen Mary's Hospital for Children i Carshalton. De patienter, der var over 16 år, blev sendt til St. Ebba's Hospital i Epsom. I marts 1963 lukkede The Fountain Hospital sine døre for sidste gang.

De gamle bygninger blev kortvarigt brugt af St. George's Hospital, før den store nedrivning og genopbygning begyndte i 1973. Hele området blev omdannet. Vejen Tooting Grove, der adskilte The Fountain og The Grove, blev lukket og indlemmet i den nye hospitalsgrund. I 1980 åbnede det nye, moderne St. George's Hospital officielt på stedet, og sporene efter The Fountain var næsten helt forsvundet.

Tidslinje for The Fountain Hospitals Historie

Ofte Stillede Spørgsmål

Hvorfor blev The Fountain Hospital bygget?

Hospitalet blev bygget i 1893 som et midlertidigt isolationshospital af Metropolitan Asylums Board for at håndtere en alvorlig epidemi af skarlagensfeber i London. Det blev opført hurtigt for at imødekomme det akutte behov for flere sengepladser.

Hvorfor skiftede hospitalet formål fra feberbehandling til mental pleje?

Behovet for store feberhospitaler faldt i begyndelsen af det 20. århundrede på grund af forbedret folkesundhed og medicinske fremskridt. Samtidig var der et stigende behov for institutioner til at huse personer med mentale handicap. I 1911 blev hospitalet derfor omdannet til at tage sig af børn med de alvorligste udviklingshandicap.

Hvad skete der med patienterne, da hospitalet lukkede?

Da lukningen blev besluttet, blev børnene og de unge voksne overført til andre specialiserede institutioner. De fleste børn blev flyttet til Queen Mary's Hospital for Children i Carshalton, mens de ældre patienter blev sendt til St. Ebba's Hospital i Epsom.

Findes The Fountain Hospital stadig i dag?

Nej, hospitalet findes ikke længere. Det lukkede i 1963, og næsten alle bygningerne blev revet ned for at gøre plads til det nye St. George's Hospital, som i dag dækker hele området. De eneste fysiske rester er dele af den oprindelige murstensmur, der omkransede grunden.