Forstå de nye 2016 Fibromyalgi Kriterier

Fibromyalgi er en kompleks og ofte misforstået kronisk smertetilstand, der påvirker millioner af mennesker verden over. I årtier har både patienter og læger kæmpet med at finde en klar og objektiv måde at stille diagnosen på. Vejen til en præcis diagnose har været lang, startende fra de ældre kriterier baseret på "ømme punkter" (tender points) til mere nuancerede metoder. I 2010 og 2011 blev der introduceret nye kriterier, som flyttede fokus til udbredte smerter og en række ledsagende symptomer. Men selv disse kriterier havde deres begrænsninger. Derfor blev der i 2016 introduceret en vigtig revision, som har til formål at forfine og forbedre diagnostisk nøjagtighed, gøre processen klarere og anerkende kompleksiteten af sygdommen. Denne artikel giver en dybdegående gennemgang af 2016-revisionerne af fibromyalgi diagnosekriterierne og forklarer, hvad de betyder for dig som patient eller behandler.

Hvorfor var en revision nødvendig? Problemer med 2010/2011-kriterierne

Selvom 2010/2011-kriterierne var et stort fremskridt, da de erstattede de tidligere 1990-kriterier med deres fokus på 18 specifikke ømme punkter, opstod der med tiden nye udfordringer i klinisk praksis og forskning. Forskere og klinikere identificerede flere problematiske områder, som gjorde en opdatering nødvendig:

• Fejlklassificering af regionale smertetilstande: De tidligere kriterier kunne undertiden føre til, at patienter med smerter koncentreret i én del af kroppen (regional smerte) fejlagtigt blev diagnosticeret med fibromyalgi, som per definition er en generaliseret smertetilstand.
• Uklarhed ved samtidige sygdomme: Der var forvirring om, hvordan man skulle anvende kriterierne, når en patient allerede havde en anden sygdom, der kunne forårsage smerte, såsom leddegigt eller lupus. Dette førte ofte til, at en fibromyalgi-diagnose blev udelukket, selvom patienten opfyldte symptonkravene.
• Forskellige kriterier for læger og patienter: Der eksisterede to forskellige versioner – ét sæt til klinisk brug af læger (2010) og et andet til selvrapportering i forskningsstudier (2011). Dette skabte inkonsistens og gjorde det svært at sammenligne data.
• Upræcise definitioner af smerteregioner: De områder, der skulle vurderes for smerte, var ikke altid klart definerede, hvilket kunne føre til subjektive og varierende vurderinger.

Disse udfordringer understregede behovet for et mere robust, standardiseret og inkluderende sæt diagnosekriterier, der bedre kunne afspejle den kliniske virkelighed for patienter med kroniske, udbredte smerter.

De reviderede 2016-kriterier for fibromyalgi: En detaljeret gennemgang

2016-revisionen bygger videre på fundamentet fra 2010/2011, men introducerer afgørende ændringer for at løse de identificerede problemer. For at en voksen kan blive diagnosticeret med fibromyalgi i dag, skal alle følgende fire kriterier være opfyldt:

Kriterium 1: Widespread Pain Index (WPI) og Symptom Severity Scale (SSS)

Dette er kernen i diagnosen og kombinerer to vigtige scores. Patienten skal opfylde én af følgende to betingelser:

• Widespread Pain Index (WPI) ≥ 7 OG Symptom Severity Scale (SSS) score ≥ 5
• ELLER
• Widespread Pain Index (WPI) 4–6 OG Symptom Severity Scale (SSS) score ≥ 9

Widespread Pain Index (WPI): Dette er en score fra 0-19, der angiver antallet af kropsområder, hvor patienten har oplevet smerte inden for den seneste uge. Patienten bliver spurgt om smerter i 19 specifikke områder: venstre/højre skulderbælte, overarm, underarm, hofte/balle, lår, underben, kæbe, samt nakke, øvre ryg, nedre ryg, bryst og mave. For hvert område med smerte gives der ét point. En højere WPI-score indikerer mere udbredt smerte.

Symptom Severity Scale (SSS): Denne score (0-12) vurderer sværhedsgraden af tre centrale fibromyalgi-symptomer samt omfanget af yderligere somatiske symptomer.

1. Sværhedsgrad af nøglesymptomer (Score 0-9): Patienten vurderer sværhedsgraden af følgende tre symptomer inden for den seneste uge på en skala fra 0 (ingen problemer) til 3 (alvorlige problemer):
   • Træthed (fatigue)
   • At vågne uoplagt
   • Kognitive symptomer (fx hukommelses- eller koncentrationsbesvær, ofte kaldet "fibrotåge")
2. Omfang af yderligere symptomer (Score 0-3): Dette vurderer tilstedeværelsen af andre fysiske symptomer. Revisionen har standardiseret dette ved at spørge ind til hovedpine, smerter/kramper i nedre del af maven og depression inden for de sidste 6 måneder. Scoren gives baseret på antallet af disse symptomer.

Kombinationen af WPI og SSS sikrer, at diagnosen ikke kun baseres på smerte, men også på den byrde af ledsagende symptomer, som er karakteristisk for fibromyalgi.

Kriterium 2: Krav om generaliseret smerte

For at undgå fejlklassificering af regionale smertetilstande, blev der tilføjet et nyt krav: Smerterne skal være generaliserede. Dette defineres som smerte i mindst 4 ud af 5 kropsregioner. De fem regioner er:

• Venstre øvre region (arm, skulder, kæbe)
• Højre øvre region (arm, skulder, kæbe)
• Venstre nedre region (ben, hofte)
• Højre nedre region (ben, hofte)
• Aksial region (nakke, ryg, bryst, mave)

Det er vigtigt at bemærke, at smerter i kæbe, bryst og mave ikke tæller med i definitionen af generaliseret smerte for dette specifikke kriterium, selvom de tæller med i den samlede WPI-score. Dette krav sikrer, at smerten er reelt udbredt over hele kroppen.

Kriterium 3: Symptomernes varighed

Symptomerne (smerter og andre symptomer) skal have været til stede på et lignende niveau i mindst 3 måneder. Dette kriterium er afgørende for at skelne fibromyalgi fra akutte eller forbigående smertetilstande.

Kriterium 4: Diagnosen er gyldig uanset andre lidelser

Dette er en af de mest markante og vigtige ændringer i 2016-revisionen. Det tidligere forbehold om, at symptomerne ikke måtte kunne forklares af en anden sygdom, er fjernet. De nye retningslinjer fastslår utvetydigt:

"En diagnose af fibromyalgi er gyldig uanset andre diagnoser. En diagnose af fibromyalgi udelukker ikke tilstedeværelsen af andre klinisk vigtige sygdomme."

Dette betyder, at en patient kan have både leddegigt og fibromyalgi, eller lupus og fibromyalgi. Det anerkender, at fibromyalgi er en selvstændig lidelse, der kan eksistere side om side med andre sygdomme, hvilket er en enorm lettelse for de mange patienter, der tidligere faldt mellem to stole.

Sammenligningstabel: 2011 vs. 2016 Kriterier

Ofte Stillede Spørgsmål (FAQ)

Kan jeg have fibromyalgi, selvom jeg også har leddegigt?

Ja, absolut. En af de vigtigste forbedringer i 2016-kriterierne er netop anerkendelsen af, at fibromyalgi kan sameksistere med andre sygdomme som leddegigt, lupus, slidgigt og mange andre. Din læge kan nu stille en fibromyalgi-diagnose, selvom du allerede har en anden reumatisk sygdom.

Er "ømme punkter" (tender points) stadig en del af diagnosen?

Nej. Undersøgelsen af 18 specifikke ømme punkter var en del af de gamle 1990-kriterier. Allerede med 2010/2011-kriterierne gik man væk fra denne metode, da den blev anset for at være for subjektiv og ikke fuldt ud dækkende for sygdommens kompleksitet. 2016-kriterierne fortsætter denne tilgang og fokuserer i stedet på patientens selvrapporterede udbredte smerter (WPI) og sværhedsgraden af andre symptomer (SSS).

Hvad er den praktiske forskel på WPI og SSS?

Tænk på dem som to forskellige, men lige vigtige, sider af samme sag. WPI måler hvor smerten er (udbredelsen), mens SSS måler hvordan sygdommen påvirker dig ud over smerten (sværhedsgraden af træthed, kognitive problemer og andre fysiske symptomer). Begge dele er essentielle for at fange det fulde billede af fibromyalgi.

Hvorfor kan selv-rapporteringsskemaet ikke bruges til at stille en endelig diagnose?

Selvom patientens egne svar er centrale i de nye kriterier, er en klinisk diagnose hos en læge afgørende. Lægen skal stadig foretage en grundig undersøgelse for at udelukke andre mulige årsager til symptomerne og for at vurdere den samlede kliniske situation. Selv-rapporteringsversionen er et fantastisk værktøj til forskning og til at screene for symptomer, men den endelige diagnose bør altid stilles i samråd med en sundhedsprofessionel.

Konklusion: Et vigtigt skridt fremad

2016-revisionen af fibromyalgi-diagnosekriterierne repræsenterer en betydelig forbedring i forståelsen og håndteringen af denne komplekse sygdom. Ved at kombinere lægens og patientens vurderinger, minimere risikoen for fejlklassificering og fjerne den forvirrende udelukkelsesregel, har vi nu et mere præcist, pålideligt og retfærdigt diagnostisk værktøj. For patienter betyder det en større chance for at få en korrekt diagnose og anerkendelse for deres symptomer. For læger giver det en klarere ramme for at identificere og hjælpe de mange mennesker, der lever med fibromyalgi.