Hvordan stilles diagnosen depression?

At føle sig trist eller nedtrykt fra tid til anden er en normal del af livet. Men når disse følelser bliver vedvarende, overvældende og begynder at forstyrre din dagligdag, kan det være tegn på en klinisk depression. Depression er en alvorlig, men behandlelig, medicinsk tilstand. At få en korrekt diagnose er det første og mest afgørende skridt på vejen mod bedring. Men hvordan stiller læger og psykologer egentlig diagnosen? Processen er ikke baseret på en enkelt blodprøve eller scanning, men derimod på en grundig evaluering af personens symptomer, deres varighed og deres indvirkning på funktionsniveauet. Denne artikel vil guide dig gennem de internationalt anerkendte kriterier, der bruges til at diagnosticere en depressiv episode, primært med fokus på de to store diagnosesystemer: DSM-5 og ICD.

Forstå de diagnostiske manualer: DSM-5 og ICD

For at sikre en ensartet og pålidelig diagnosticering på tværs af lande og behandlere, anvendes der standardiserede diagnostiske manualer. De to mest anerkendte er:

• DSM-5 (Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders, 5th Edition): Udgivet af American Psychiatric Association. Det er den mest anvendte manual i USA og mange andre dele af verden, især inden for forskning.
• ICD (International Classification of Diseases): Udgivet af Verdenssundhedsorganisationen (WHO). ICD-10 og den nyere ICD-11 bruges bredt i Europa og resten af verden, ofte i det offentlige sundhedsvæsen.

Selvom der er små forskelle mellem dem, er de overordnede kriterier for depression meget ens. En diagnose stilles typisk af en praktiserende læge, en psykiater eller en psykolog efter en eller flere samtaler.

Diagnostiske kriterier for en depressiv episode ifølge DSM-5

Ifølge DSM-5 skal en person opfylde en række specifikke kriterier for at få diagnosen 'Major Depressive Episode'. Det centrale er tilstedeværelsen af en række symptomer over en bestemt tidsperiode.

Kernebetingelser for diagnosen

For at diagnosen kan stilles, skal følgende betingelse være opfyldt:

Mindst fem af de nedenstående ni symptomer skal have været til stede i den samme 2-ugers periode og repræsentere en ændring fra personens tidligere funktionsniveau. Mindst et af symptomerne skal være enten (1) nedtrykthed eller (2) tab af interesse eller glæde.

De ni diagnostiske symptomer

1. Nedtrykthed: En følelse af tristhed, tomhed eller håbløshed det meste af dagen, næsten hver dag. Hos nogle, især børn og unge, kan det vise sig som irritabilitet.
2. Markant nedsat interesse eller glæde (Anhedoni): En tydelig formindsket lyst eller glæde ved alle, eller næsten alle, aktiviteter det meste af dagen, næsten hver dag. Ting, der tidligere gav glæde, føles nu ligegyldige.
3. Betydelig vægtændring eller ændret appetit: Et utilsigtet vægttab på mere end 5% af kropsvægten på en måned, eller en vægtøgning. Alternativt en mærkbar stigning eller fald i appetitten næsten hver dag.
4. Søvnforstyrrelser: Søvnløshed (insomni) eller et øget søvnbehov (hypersomni) næsten hver dag.
5. Psykomotorisk agitation eller hæmning: En observerbar rastløshed og anspændthed (agitation) eller en tydelig langsommelighed i bevægelser og tale (hæmning), som bemærkes af andre.
6. Træthed eller energitab: En følelse af udmattelse og mangel på energi næsten hver dag, selv ved små opgaver.
7. Følelser af værdiløshed eller overdreven skyld: Stærke følelser af ikke at være noget værd eller en upassende og måske endda sygelig skyldfølelse, der rækker ud over selvbebrejdelse over at være syg.
8. Nedsat tænke- eller koncentrationsevne: Problemer med at tænke klart, koncentrere sig eller træffe beslutninger, som observeres af personen selv eller af andre.
9. Tilbagevendende tanker om død eller selvmord: Gentagne tanker om døden (ikke kun frygt for at dø), selvmordstanker uden en specifik plan, eller et selvmordsforsøg eller en specifik plan for at begå selvmord.

Yderligere kriterier for diagnosen

Udover de ni symptomer skal følgende også være opfyldt:

• Symptomerne forårsager klinisk signifikant lidelse eller forringelse af social, arbejdsmæssig eller anden vigtig funktion.
• Episoden kan ikke tilskrives de fysiologiske virkninger af et stof (f.eks. medicin, alkohol) eller en anden medicinsk tilstand.
• Den depressive episode forklares ikke bedre af en anden psykisk lidelse som skizofreni eller skizoaffektiv lidelse.
• Personen har aldrig haft en manisk eller hypomanisk episode (hvilket ville pege i retning af en bipolar lidelse).

Vurdering af sværhedsgraden

Når diagnosen er stillet, vurderer klinikeren sværhedsgraden af depressionen. Dette er vigtigt for at kunne tilrettelægge den rette behandling. Vurderingen baseres på antallet af symptomer, deres intensitet og graden af funktionsnedsættelse.

Diagnose ifølge ICD-10 og ICD-11

Verdenssundhedsorganisationens (WHO) ICD-system er, som nævnt, det fremherskende i Danmark og Europa. Kriterierne i ICD-10 og den nyere ICD-11 minder meget om DSM-5.

Kriterier i ICD-10

For at stille diagnosen 'depressiv enkeltepisode' i ICD-10 kræves følgende:

• Episoden skal vare mindst 2 uger.
• Mindst 2 af de 3 kernesymptomer skal være til stede:
  • Nedtrykthed
  • Nedsat lyst eller interesse
  • Nedsat energi eller øget trætbarhed
• Mindst 2 yderligere symptomer skal være til stede (f.eks. nedsat selvtillid, skyldfølelse, selvmordstanker, koncentrationsbesvær, søvnforstyrrelser, appetitændring).

Kriterier i ICD-11

ICD-11, den seneste version, specificerer, at en depressiv episode er karakteriseret ved en periode på mindst to uger med enten nedtrykthed eller nedsat interesse for aktiviteter. Dette skal ledsages af andre symptomer som koncentrationsbesvær, følelse af værdiløshed, håbløshed, selvmordstanker, ændringer i appetit eller søvn, og nedsat energi. Ligesom i DSM-5 udelukkes diagnosen, hvis der har været maniske eller hypomaniske episoder.

Vigtigheden af tidlig opsporing og professionel hjælp

Studier viser, at en betydelig andel af befolkningen oplever en depressiv episode i løbet af deres liv. En undersøgelse fra Santé publique France i 2021 viste eksempelvis, at 12,5% af voksne mellem 18-85 år havde haft en depressiv episode inden for de seneste 12 måneder. Denne høje forekomst understreger vigtigheden af tidlig opsporing og korrekt behandling.

Heldigvis er der en stigende bevidsthed i sundhedsvæsenet. Data fra de seneste år viser en markant stigning i antallet af depressionsevalueringer hos praktiserende læger, hvilket indikerer et voksende fokus på at identificere og hjælpe mennesker, der lider af depression, så tidligt som muligt. At søge hjælp er et tegn på styrke, ikke svaghed.

Ofte Stillede Spørgsmål (FAQ)

Kan jeg selv diagnosticere mig med depression?

Nej, en formel diagnose skal altid stilles af en kvalificeret sundhedsprofessionel, såsom en læge, psykiater eller psykolog. Selvom online tests og spørgeskemaer kan give en indikation af, om du har depressive symptomer, kan de ikke erstatte en professionel klinisk vurdering. En fagperson kan udelukke andre mulige årsager til dine symptomer og anbefale den rette behandling.

Hvad er forskellen på sorg og depression?

Sorg er en naturlig og sund reaktion på et betydeligt tab, f.eks. et dødsfald. Selvom sorg og depression deler mange symptomer som tristhed og søvnproblemer, er der vigtige forskelle. Sorg kommer ofte i bølger og er blandet med positive minder, mens depression er en mere vedvarende og gennemgribende tilstand af nedtrykthed og/eller manglende glæde. Ved sorg bevares selvtilliden typisk, hvorimod depression ofte involverer stærke følelser af værdiløshed og selvbebrejdelse.

Hvem skal jeg kontakte, hvis jeg tror, jeg har en depression?

Det bedste sted at starte er hos din egen praktiserende læge. Din læge kan foretage en indledende vurdering, udelukke fysiske årsager til dine symptomer (f.eks. stofskifteproblemer) og henvise dig til en specialist som en psykolog eller psykiater, hvis det er nødvendigt. At tale med din læge er et fortroligt og sikkert første skridt.

Er der forskellige typer af depression?

Ja. Den her beskrevne 'Major Depressive Episode' er den mest kendte. Der findes dog også andre former, herunder Dystymi (vedvarende depressiv lidelse), som er en mere kronisk, men ofte mildere form for depression, samt fødselsdepression, vinterdepression (sæsonafhængig affektiv lidelse) og depression som led i en bipolar lidelse.