Ebola-floden: En dansk læges skæbnesvangre kald

I hjertet af Afrika, i midten af 1970'erne, begyndte en historie om mod, mystik og medicinsk tragedie at udfolde sig. To nye, livstruende sygdomme dukkede op med kort mellemrum. Den ene, forårsaget af en hidtil ukendt virus, dræbte med lynets hast. Den anden, lige så ukendt, arbejdede langsommere og mere snigende. Midt i dette epicentrum for nye vira befandt sig en dansk kirurg, Margrethe Rask. Hun var uvidende om den langsomme dræber, der allerede havde fundet vej ind i hendes krop, en virus, der fem år senere skulle ende hendes liv og blive en del af en global pandemi.

Et kald i regnskoven

Margrethe Rask, eller 'Grethe', som hun blev kaldt af venner og kolleger, var en kvinde drevet af en dyb følelse af pligt. Efter en tidligere udsendelse til Zaire (nu Den Demokratiske Republik Congo) i 1964, vendte hun tilbage til Danmark for at specialisere sig i mavekirurgi og tropesygdomme. I 1972 var hun tilbage i den congolesiske regnskov, denne gang på missionshospitalet i Abumombasi. Her stod hun i spidsen for et hospital, der på mange måder var en verden væk fra de sterile, veludstyrede operationsstuer i Danmark. Hospitalet var primitivt, men takket være Grethes dedikation og en lokal politikers velvilje, var det velfungerende.

Hverdagen var en konstant kamp mod ressourcemangel. Sterilt udstyr var en luksus. Anæstesilægen måtte overvåge patientens åndedræt ved at placere en bomuldstot under næsen; hvis den holdt op med at blafre, var faren overhængende. Kirurgisygeplejersken havde altid en lommelygte klar til de hyppige strømafbrydelser. Engangshandsker var en sjældenhed, og Grethe måtte ofte operere med bare hænder, især ved komplicerede fødsler, hvor en fastsiddende moderkage skulle fjernes manuelt. Ib Christian Bygbjerg, en anden dansk læge, der senere skulle spille en afgørende rolle i at opklare Grethes sygdom, arbejdede også i Zaire i perioden og bekræfter de vanskelige forhold: "Grethe måtte ofte arbejde uden handsker under operationerne... Jeg arbejdede også uden handsker, og det skete, at vi løb tør for desinfektionsmidler." Kanyler blev genbrugt efter en simpel kogning. På trods af disse udfordringer reddede Grethe Rask utallige liv og blev en højt elsket og respekteret skikkelse i lokalsamfundet.

De første ildevarslende tegn

Livet i regnskoven var hårdt, men også rigt på oplevelser. Måltiderne på hospitalet bestod ofte af vildt, som lokale jægere bragte ind – den ene dag abe, den næste vortesvin. Grethe var en energisk kvinde, der drev sin lille 'jungleklinik' med utrættelig energi. Da hun i 1974 begyndte at tabe sig og føle en overvældende træthed, slog hun det hen som et resultat af for meget arbejde. For at finde hvile og ro kørte hun ofte de få kilometer ned til bredden af en smuk, bugtende flod. En flod, der snart skulle lægge navn til en af verdens mest frygtede sygdomme: Ebola.

Ebola-virussens fødsel

I august 1976, mens Grethe arbejdede i hovedstaden Kinshasa, brød helvede løs i en landsby nær hendes gamle hospital i Abumombasi. Folk ankom til hospitalet med høj feber, og kort efter begyndte de at bløde – fra næsen, øjnene, fra alle kroppens åbninger. Døden indtraf inden for få dage. Sygdommen var ekstremt smitsom. Hele 39 sygeplejersker og to læger på missionshospitalet mistede livet. Først troede man, det var Marburg-virus, en anden dødelig blødningsfeber, men det viste sig at være noget nyt og endnu værre. Den nye virus blev opkaldt efter den flod, hvor Grethe havde søgt tilflugt for at slappe af. Den blev døbt Ebola. Udbruddet dræbte 153 mennesker, 53% af de smittede, før det forsvandt lige så mystisk, som det var opstået.

En usynlig fjende

Mens Ebola-epidemien rasede, kæmpede Grethe Rask sin egen, stille kamp. I 1975 var hun flyttet til Kinshasa for at arbejde som chefkirurg på det dansk-drevne Røde Kors Hospital, Clinique Kinoise. Her blev hun gode venner med Ib Bygbjerg og oversygeplejerske Karen Strandby Thomsen. Men hendes helbred blev gradvist dårligere. Hun led af gentagne infektioner, hævede lymfeknuder, åndenød og svamp i munden. Ib Bygbjerg husker juletiden i 1976: "Min første tanke var, at Grethe var overanstrengt... Min næste tanke var, at hun måske havde fået en mave-tarm-infektion, men vi fandt ingen tegn på det, og heller ingen tegn på malaria. Så overvejede jeg alt fra tuberkulose til leukæmi." Ingen kunne stille en diagnose.

Kampen for en diagnose

I juli 1977 blev hendes tilstand kritisk under en ferie i Sydafrika, hvor hun pludselig fik alvorlige vejrtrækningsproblemer. Hun blev fløjet hjem til Danmark med en iltflaske ved sin side. På Rigshospitalet samledes landets dygtigste specialister omkring hende, men de var magtesløse. De testede for alt, men kunne kun konkludere, at hun var døende. I et desperat forsøg rejste Ib Bygbjerg til Liverpool School of Tropical Medicine for at rådføre sig med sin tidligere lærer, en af verdens førende eksperter, men også han var rådvild. Grethe opgav og rejste hjem til Thy for at dø. Hendes veninde, Karen Strandby Thomsen, flyttede ind for at pleje hende. Men Ib Bygbjerg nægtede at give op. Han overtalte Grethe til at vende tilbage til Rigshospitalet for en sidste undersøgelse. Her viste en immunprøve, at hendes celleimmunitet var alvorligt svækket. Den 12. december 1977 sov Margrethe Rask ind, kun 47 år gammel. Den officielle dødsårsag var lungebetændelse og stafylokok-blodforgiftning.

Puslespillet samles: 'Bøssesygdommen' ankommer

To et halvt år senere, i 1980, blev en ung landbrugsingeniør indlagt på Rigshospitalet med en sjælden form for lungebetændelse. Lægen Jan Gerstoft noterede sig, at manden var homoseksuel. Kort tid efter begyndte flere og flere homoseksuelle mænd at dukke op på hospitaler i København, New York, London og Paris med uforklarlige, aggressive sygdomsforløb. Ib Bygbjerg, som studerede disse patienter, fik en følelse af déjà vu. Symptomerne mindede ham uhyggeligt meget om Grethe Rasks sygdomsforløb. Han begyndte at mistænke, at den sygdom, der nu blev kaldt 'bøssesygdommen', var den samme, som havde taget livet af hans veninde.

Den endelige bekræftelse

Bygbjergs teori blev mødt med skepsis. "Du ser tropesygdomme overalt," lo de andre læger ad ham. Men i 1983 lykkedes det ham at få trykt Grethe Rasks sygehistorie i det anerkendte medicinske tidsskrift The Lancet. Det var et afgørende skridt. I 1987 blev en gemt blodprøve fra Grethe sendt til USA, hvor avancerede testsystemer nu var tilgængelige. Begge tests var positive for det, der nu var kendt som HIV. Det var den endelige bekræftelse. Margrethe Rask var et af de første kendte vesteuropæiske ofre for AIDS. Hendes tragiske skæbne beviste, at sygdommen ikke var forbeholdt homoseksuelle, og at dens oprindelse skulle findes i Afrika, sandsynligvis overført under en af de mange operationer, hun udførte uden tilstrækkelig beskyttelse.

Sammenligning af dødelige vira

Grethe Rasks historie er flettet sammen med to af det 20. århundredes mest frygtede vira. Her er en sammenligning af dem og den nyere coronavirus.

Zoonoser: En vedvarende trussel

Fælles for HIV, Ebola og den nyere coronavirus er, at de alle er zoonoser – sygdomme, der stammer fra dyr og er sprunget til mennesker. Den mest udbredte teori for HIV er, at smitten skete, da mennesker kom i kontakt med blod fra inficerede chimpanser under jagt og slagtning. I områder med tæt kontakt mellem mennesker og vilde dyr er der en konstant grobund for, at nye vira kan opstå og sprede sig. Margrethe Rasks historie er en stærk påmindelse om de risici, der er forbundet med vores interaktion med naturen, og om de ukendte farer, der kan lure i regnskovens dyb. Hendes liv og alt for tidlige død blev et afgørende kapitel i forståelsen af en sygdom, der har kostet mere end 32 millioner mennesker livet.

Ofte Stillede Spørgsmål (FAQ)