Skizofreni: De gamle undertyper forklaret

Forståelsen af psykiske lidelser er i konstant udvikling, og en af de mest markante ændringer i de seneste år har været i diagnosticeringen af skizofreni. Tidligere talte man om forskellige typer af skizofreni, såsom paranoid eller katatonisk, men denne tilgang er nu forældet i de nyeste diagnostiske manualer. I dag ses skizofreni mere som et spektrum af symptomer, hvor de gamle undertyper nu fungerer som 'specifikatorer', der hjælper klinikere med at beskrive en persons specifikke symptombillede mere præcist. Denne artikel vil dykke ned i, hvad de gamle undertyper indebar, hvorfor de blev fjernet som separate diagnoser, og hvorfor kendskabet til dem stadig er relevant.

Skizofreni er en alvorlig og kronisk psykisk sygdom, der påvirker, hvordan en person tænker, føler og opfører sig. Ifølge National Alliance on Mental Illness (NAMI) rammer lidelsen tæt på 1% af befolkningen i USA. Sygdommen debuterer typisk hos mænd i de sene teenageår til de tidlige 20'ere, mens kvinder oftest får diagnosen i deres sene 20'ere til tidlige 30'ere. Sygdomsforløbet kan være præget af episoder, hvor symptomerne er aktive, efterfulgt af perioder med remission, hvor symptomerne er mildere eller fraværende.

En ny æra for diagnosticering: Fra undertyper til specifikatorer

Med udgivelsen af den femte udgave af Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders (DSM-5) i 2013, foretog American Psychiatric Association (APA) en fundamental ændring i diagnosticeringen af skizofreni. Tidligere skulle en person kun have ét fremtrædende symptom for at få diagnosen, men nu kræves der mindst to. Den største ændring var dog fjernelsen af de klassiske undertyper som separate diagnostiske kategorier.

Begrundelsen var, at undertyperne ikke var tilstrækkeligt valide. Mange patienter havde symptomer, der overlappede flere kategorier, hvilket gjorde diagnosen upræcis. For eksempel kunne en person have både paranoide vrangforestillinger og katatonisk adfærd. Ved at fjerne undertyperne og i stedet bruge dem som specifikatorer, kan en kliniker nu give en mere nuanceret og individuel beskrivelse af patientens tilstand. Dette giver et klarere billede for både behandling og forskning.

De fem klassiske undertyper: Et historisk tilbageblik

Selvom de ikke længere bruges som officielle diagnoser, er det stadig nyttigt at forstå de fem klassiske undertyper for at genkende de forskellige måder, skizofreni kan manifestere sig på. De giver et sprog til at beskrive specifikke symptombilleder.

1. Paranoid Skizofreni

Dette var tidligere den mest almindelige og velkendte form for skizofreni. Hovedsymptomerne var stærkt præget af såkaldte 'positive symptomer', hvilket vil sige symptomer, der er en 'tilføjelse' til en persons normale oplevelsesverden. Disse inkluderer:

• Vrangforestillinger: Faste, falske overbevisninger, der ikke er baseret på virkeligheden. Ofte af forfølgende karakter, hvor personen føler sig overvåget, forfulgt eller udsat for et komplot.
• Hallucinationer: Sanseoplevelser uden en ydre stimulus. Hørehallucinationer (at høre stemmer) er de mest almindelige.
• Desorganiseret tale: For eksempel 'ordsalat', hvor ord og sætninger sammensættes uden logisk sammenhæng.
• Koncentrationsbesvær: Udtalte vanskeligheder med at fastholde fokus.

I DSM-5 betragtes paranoia nu som et fremtrædende positivt symptom snarere end en separat sygdomstype. En person med disse symptomer vil i dag få diagnosen skizofreni med specifikatoren 'med paranoia'.

2. Hebefren (Desorganiseret) Skizofreni

Denne subtype, som stadig anerkendes i WHO's ICD-10 klassifikationssystem, er karakteriseret ved fraværet af markante vrangforestillinger eller hallucinationer. I stedet er hovedtrækkene desorganiseret adfærd og tale. Symptomerne kan omfatte:

• Fladt affekt: En markant reduceret evne til at udtrykke følelser gennem ansigtsudtryk, toneleje eller kropssprog. Personen kan virke følelsesmæssigt 'flad' eller ligeglad.
• Upassende følelsesmæssige reaktioner: For eksempel at grine i en trist situation.
• Desorganiseret tænkning og tale: Tankeprocesserne er kaotiske, hvilket kommer til udtryk i en usammenhængende tale.
• Problemer med daglige aktiviteter: Grundlæggende opgaver som personlig hygiejne eller madlavning kan blive uoverkommelige.

3. Udifferentieret Skizofreni

Dette var en slags 'opsamlingskategori' for personer, hvis symptomer ikke passede entydigt ind i de andre undertyper. En person kunne for eksempel udvise både katatonisk adfærd, vrangforestillinger og desorganiseret tale. Med de nye diagnostiske kriterier signalerer dette blot til klinikeren, at en bred vifte af symptomer er til stede, hvilket kan specificeres i journalen uden at skulle tvinge patienten ind i en snæver kategori.

4. Residual Skizofreni

Denne betegnelse blev brugt om en person, der tidligere havde haft en klar diagnose på skizofreni, men som på diagnosetidspunktet ikke længere havde fremtrædende positive symptomer som hallucinationer eller vrangforestillinger. Symptomerne var i stedet aftaget i intensitet og var ofte domineret af 'negative symptomer'. Negative symptomer refererer til en 'reduktion' eller 'fravær' af normale funktioner. Disse kan inkludere:

• Fladt affekt
• Reduceret tale (alogia)
• Mangel på motivation eller initiativ (avolition)
• Nedsat evne til at føle glæde (anhedoni)
• Social tilbagetrækning
• Forsømmelse af personlig hygiejne

Da mange med skizofreni oplever, at deres symptomer varierer i styrke over tid, blev denne betegnelse anset for at være mindre nyttig og bruges sjældent i dag.

5. Katatonisk Skizofreni

Katatoni er en tilstand, der påvirker en persons evne til at bevæge sig normalt. Selvom det længe var listet som en subtype af skizofreni, anerkender DSM-5 nu, at katatoni kan forekomme i forbindelse med en lang række psykiatriske og medicinske tilstande. Derfor er det nu en specifikator, der kan tilføjes til diagnosen skizofreni (og andre lidelser). Katatoni kan vise sig som:

• Immobilitet (stupor): Personen er helt ubevægelig og reagerer ikke på omgivelserne.
• Overdreven motorisk aktivitet: Uformålrettet og rastløs bevægelse.
• Ekstrem negativisme: Modstand mod alle instruktioner eller forsøg på at blive flyttet.
• Sære kropsstillinger: At indtage og fastholde bizarre eller upassende stillinger.
• Ekkolali: Meningsløs gentagelse af en andens ord.
• Ekkopraksi: Meningsløs gentagelse af en andens bevægelser.

Sammenligning af de gamle undertyper

For at give et hurtigt overblik, er her en tabel, der sammenligner de centrale træk ved de fem klassiske undertyper.

Ofte Stillede Spørgsmål (FAQ)

Findes paranoid skizofreni ikke længere?

Som en officiel, selvstændig diagnose findes paranoid skizofreni ikke længere i DSM-5. Dog er paranoide symptomer, såsom forfølgelsesvrangforestillinger, stadig en meget almindelig og vigtig del af skizofreni. I dag vil en læge diagnosticere en person med 'skizofreni' og kan tilføje en note om, at symptombilledet er præget af paranoia. Betegnelsen bruges altså stadig til at beskrive tilstanden, men ikke som en formel diagnose.

Hvad er forskellen på 'positive' og 'negative' symptomer?

Dette er en central skelnen i forståelsen af skizofreni. Positive symptomer er oplevelser, der er 'tilføjet' til en persons virkelighed. De omfatter hallucinationer, vrangforestillinger og desorganiseret tænkning. Negative symptomer er et 'fravær' eller en 'reduktion' af normale funktioner. Det kan være manglende følelsesmæssigt udtryk (fladt affekt), nedsat motivation, social tilbagetrækning og sprogfattigdom. Behandling kan have forskellig effekt på de to symptomgrupper.

Hvorfor er det vigtigt at kende til de gamle undertyper?

Selvom de er diagnostisk forældede, giver de gamle undertyper et nyttigt sprog til at tale om de forskellige måder, skizofreni kan komme til udtryk på. For patienter og pårørende kan det være en hjælp at genkende et mønster i symptomerne, f.eks. at de primært er desorganiserede eller paranoide. For klinikere er det en del af den faglige historie, der hjælper med at forstå udviklingen i psykiatrien og giver en hurtig måde at kommunikere et komplekst symptombillede på.