Rienzi: Wagners Kontroversielle Gennembrud

Richard Wagners opera 'Rienzi, der Letzte der Tribunen' (Rienzi, den sidste tribun) er et værk fyldt med paradokser. Det var den opera, der sikrede den unge komponist sit store gennembrud og katapulterede ham til berømmelse i 1842. Samtidig er det et værk, der i dag sjældent opføres, tynget af en mørk historisk arv, der næsten fik det til at forsvinde fuldstændigt fra operascenerne efter Anden Verdenskrig. 'Rienzi' er en storslået, pompøs og dramatisk fortælling om en idealistisk leder, der stiger til magtens tinde for derefter at blive knust af de selvsamme kræfter, han satte i bevægelse. Denne artikel udforsker historien, musikken og den kontroversielle eftertid for et af Wagners mest fascinerende, men også mest problematiske værker.

Handlingen: En Drøm om Et Frit Rom

Operaen er baseret på Edward Bulwer-Lyttons roman af samme navn og foregår i 1300-tallets Rom, en by plaget af anarki og blodige fejder mellem de rivaliserende adelsfamilier, primært Orsini og Colonna. Midt i dette kaos står den karismatiske notar Cola di Rienzi. Drevet af en vision om at genoprette Roms fordums storhed og give magten tilbage til folket, stiller han sig i spidsen for et folkeligt oprør. Han er en idealist, en folketaler, hvis ord kan tænde håb i folkets hjerter.

Operaen, der er en stor tragisk opera i fem akter, kan groft opdeles i to dele, der skildrer Rienzis opstigning og fald.

Første del: Triumf og Nåde

Fortællingen begynder midt i gadekampe, hvor Orsini-klanen forsøger at bortføre Rienzis søster, Irene. Hun reddes af Adriano, søn af adelsmanden Steffano Colonna, som er splittet mellem sin loyalitet til sin familie og sin kærlighed til Irene. Rienzi ankommer og formår med sin karisma at stoppe volden. Med støtte fra kirken og folket bliver han udnævnt til 'folketribun' – en beskytter af folkets rettigheder. Han afviser kongetitlen, da hans mål er at tjene republikken, ikke at blive en enehersker.

Adelen underkaster sig kun på skrømt. Colonna og Orsini planlægger et attentat mod Rienzi under en stor fest. Adriano overhører komplottet og advarer Rienzi i sidste øjeblik. Attentatet mislykkes, og forræderne dømmes til døden. I en skæbnesvanger beslutning lader Rienzi sig overtale af Adriano og Irene til at vise nåde. Han benåder adelsmændene mod, at de sværger en ny troskabsed. Denne handling, der skulle vise hans storsind, bliver kimen til hans undergang.

Anden del: Forræderi og Undergang

Freden varer ikke længe. De benådede adelsmænd bryder deres ed og starter en borgerkrig. Rienzi er tvunget til at føre folket i kamp, og selvom han vinder, er sejren blodig. Steffano Colonna er blandt de faldne, og Adriano sværger nu hævn over Rienzi for sin fars død. Samtidig begynder folkets støtte at smuldre. Krigen har kostet dyrt, og Rienzis ambitioner om at udvide Roms magt ud over byens grænser skaber frygt. Da kirken, hans tidligere allierede, vender sig imod ham og bandlyser ham, er hans skæbne beseglet.

Den mand, der engang var folkets frelser, bliver nu syndebukken. Anført af hans tidligere støtter bliver folket pisket op til et raseri. Rienzi forsøger en sidste gang at tale til mængden fra Capitol, men de lytter ikke længere. Sammen med sin trofaste søster Irene, der vælger at dø ved hans side, bliver han lynchet af den rasende hob. I sine sidste øjeblikke forbander Rienzi Rom og dets folk og truer med at rive byen med sig i faldet.

Musikalsk Stil: Mellem Tradition og Fornyelse

Musikalsk set er 'Rienzi' dybt forankret i traditionen fra fransk Grand Opéra, som var den dominerende genre i Europa på den tid, med komponister som Meyerbeer og Auber som de store forbilleder. Wagner ønskede at overgå dem i både pomp og pragt. Operaen er fyldt med alt, hvad genren kræver:

• Massive koroptrin: Folket spiller en central rolle, og koret fungerer både som kommentator og aktiv deltager i dramaet.
• Store processioner og marcher: Værket indeholder storslåede optog, der understreger den politiske og ceremonielle magt.
• Balletindslag: Som traditionen bød, er der indlagt balletscener, der fungerer som underholdende afbræk i handlingen.
• Fokus på den heroiske tenor: Titelrollen er skrevet til en tenor med en kraftfuld og udholdende stemme, i stand til at bære de lange, krævende scener.

Selvom 'Rienzi' følger denne skabelon, kan man allerede her ane kimen til den senere, modne Wagner. Temaet om den ensomme, misforståede helt, der går til grunde i mødet med en uforstående verden, peger direkte frem mod figurer som Den Flyvende Hollænder, Tannhäuser og Lohengrin. Selvom musikken er mere opdelt i traditionelle arier og ensembler, er der en dramatisk nerve og en orkestral farverigdom, der varsler de store musikdramaer, der skulle komme.

Sammenligning med Wagners Senere Værker

For at forstå 'Rienzis' plads i Wagners oeuvre, kan en sammenligning være nyttig:

En Opera Plettet af Historien

Efter sin enorme succes i Dresden i 1842 forblev 'Rienzi' et af de mest populære værker på tyske scener i næsten et århundrede. Men værkets skæbne tog en mørk drejning med fremkomsten af nazismen. Adolf Hitler var en glødende beundrer af Richard Wagner, og 'Rienzi' var hans absolutte favoritopera. Han hævdede, at en opførelse af operaen i Linz i hans ungdom havde været en afgørende åbenbaring, en "indledende gnist" for hans politiske ambitioner. Han så sig selv i figuren Rienzi: en mand af folket, en outsider, der med sin viljestyrke og visionære kraft kunne genrejse en nation og føre den til storhed.

Denne identifikation førte til, at operaen blev omfavnet af Det Tredje Rige. Tematikken om en stærk fører, der samler et splittet folk, forræderi og den endelige, apokalyptiske undergang passede perfekt ind i den nazistiske mytologi. Efter Anden Verdenskrigs afslutning var denne tætte forbindelse til Hitler blevet en tung byrde. 'Rienzi' blev set som ideologisk besmittet, og operaen forsvandt næsten fuldstændigt fra repertoiret. At opføre den blev anset for at være i dårlig smag, og mange operahuse turde simpelthen ikke røre ved den.

Ofte Stillede Spørgsmål (OSS)

Hvorfor er 'Rienzi' så kontroversiel?

Operaens primære kontrovers skyldes dens tætte tilknytning til Adolf Hitler, som så operaens hovedperson som en afspejling af sig selv og sin egen mission. Denne association gjorde værket ideologisk problematisk efter 1945, hvilket førte til, at det i mange årtier blev undgået af de fleste operahuse.

Er 'Rienzi' en god introduktion til Wagners musik?

Både ja og nej. Musikalsk er den mere tilgængelig og traditionel end hans senere, mere komplekse musikdramaer. Den har iørefaldende melodier, store kor og en klar dramatisk handling. Men den er ikke repræsentativ for den revolutionerende stil (Gesamtkunstwerk, ledemotiv-teknik, uendelig melodi), som Wagner senere blev berømt og berygtet for. For at forstå den 'modne' Wagner er værker som 'Tristan og Isolde' eller 'Ringen' et bedre udgangspunkt.

Hvor lang tid varer operaen?

Den originale version af 'Rienzi' er ekstremt lang, med en spilletid på over fem timer. Dette er en af de praktiske årsager til, at den sjældent opføres i sin helhed. De fleste moderne produktioner, som f.eks. den anerkendte iscenesættelse af Philipp Stölzl på Deutsche Oper Berlin, er kraftigt forkortede versioner.

Hvad er en 'folketribun'?

I den Romerske Republik var en folketribun (tribunus plebis) en embedsmand, der blev valgt til at repræsentere og beskytte de almindelige borgere (plebejerne) mod overgreb fra adelen (patricierne). Rienzi påtager sig denne historiske titel for at legitimere sin magt som folkets beskytter.

Konklusion: Et Mesterværk i Skyggen

'Rienzi' står tilbage som et komplekst og fascinerende værk. På den ene side er det et musikalsk imponerende ungdomsværk, der viser Wagners tidlige geni og hans evne til at skabe storslået og medrivende drama. På den anden side er det et værk, hvis fortælling om en karismatisk fører, der forfører masserne, har fået en uhyggelig profetisk klang. Spørgsmålet for eftertiden er, om det er muligt at adskille kunsten fra dens historiske reception. Kan vi opleve 'Rienzi' som det drama, Wagner skrev, eller vil skyggen af det 20. århundredes mørkeste kapitel for altid hvile over den sidste tribuns tragiske fald?