Maurice Béjarts Arv: Balletmagi Vender Tilbage

Franskmændene ærer ham som et Monstre sacré, et helligt monster. Andre kalder ham århundredets koreograf, en balletmagiker eller en billedtroldmand. Maurice Béjart revolutionerede det 20. århundredes dansekunst. Efter elleve års fravær gæster Béjart Ballet Lausanne, på invitation fra Staatsballett Berlin og Deutsche Oper, endelig Berlin igen. Dette længe ventede gensyn bringer tre storslåede mesterværker af den franske mester, der gik bort i 2007, til scenen i Tempodrom. Forestillingerne, der løber fra 17. til 19. oktober, omfatter de ikoniske værker „Le Sacre du Printemps“, „Boléro“ og „Ce que l’amour me dit“. Det er en begivenhed, der ikke kun fejrer en kunstner, men også en dyb og varig forbindelse mellem en visionær skaber og en by, der omfavnede hans geni.

En Visionær Koreograf: Manden bag "Spectacle Total"

Kompagniet, ledet af Gil Roman, ankommer med en imponerende trup på 78 personer. Den store stjerne Polina Semionova får sin debut som solist i „Boléro“, støttet af dansere fra Staatsballett samt orkester og kor fra Deutsche Oper Berlin. Det hele er iscenesat som en stor hyldest til den enestående kunstner, der havde et tæt forhold til Berlin. "Jeg har altid været fascineret af, at han var en meget intellektuel koreograf, men hans stykker udfoldede alligevel en utrolig sensualitet på scenen," forklarer Christiane Theobald, viceintendant for Staatsballett Berlin. Béjarts scene var et lærred, hvor guder, klovne, revolutionære og rockstjerner kom til live i overdådige dansemalerier. For ham smeltede dans, musik, billeder og sprog sammen til et gesamtkunstwerk, et "Spectacle total" – først med hans Ballet du XXième Siècle og senere med Béjart Ballet Lausanne.

Længe før multikultur og verdensmusik blev modeord, opfandt han sin verdensballet. Han dykkede ned i indiske og japanske dansetraditioner og blandede dem med vestlige udtryk. Hos Béjart mødtes vaudeville med Nietzsche og buddhisme. Han var frygtløs i sine sammensætninger: spidssko blev parret med eksistentialisme, didgeridoos med tango. Han integrerede simpelthen alt, hvad der optog ham, i sine koreografier, hvilket skabte et unikt og grænseoverskridende univers.

Den Maskuline Energi og Ballet for Folket

Maurice Béjart var en sand demokratisator af dansen. Hans værker fyldte sportsarenaer, offentlige pladser og cirkustelte, og han formåede at befri dansen fra elfenbenstårnet og tiltrække et nyt, ungt publikum. Han erstattede de klassiske tutuer med tætsiddende bodyer, de stive positurer med smidighed og den kropsløse elegance med en rå og ufiltreret seksualitet, der fascinerede teenagere i 60'erne og 70'erne. Hans særlige passion var den dansende mand. Den mandlig danser trådte endelig ud af ballerinaens skygge. Med bare overkroppe eller klædt i jeans fejrede Béjart den mandlige eros og etablerede mande-pas-de-deux som en legitim og kraftfuld del af scenekunsten. Hans berusende kreationer var solidt forankret i nuet. Han satte mennesker på scenen, ikke prinser og prinsesser, selvom han lejlighedsvis lod sine klassisk trænede dansere citere passager fra Petipa-repertoiret – naturligvis i nye, overraskende variationer og sammenhænge. Mesteren med de magnetiske blå øjne og den mørke, mystiske aura efterlod sig et overvældende værk på mere end 200 koreografier, der for evigt har redefineret klassisk dans.

Béjart og Berlin: Et Særligt Bånd

Forbindelsen mellem Maurice Béjart og Berlin var dyb og livslang. Allerede i 1950'erne fejrede han sine første internationale succeser i Kongresshalle og Titaniapalast. Sønnen af en filosofiprofessor fra Marseille elskede Tyskland og især de tyske filosoffer. Hans koreografier blev plejet ved Deutsche Oper Berlin, hvor han var nære venner med balletdirektør Gert Reinholm. Det var takket være Reinholm, at Béjart skabte sit monumentale værk „Ring um den Ring“ på Bismarckstraße. Efter syv Wagner-kreationer og ti års forberedelse kulminerede det i et fire en halv time langt mammutspektakel.

Christiane Theobald, der dengang arbejdede som balletdramaturg, husker: "Götz Friedrich var fyr og flamme over ideen om en danset 'Ring'. Peter Sykora, scenografen for hans egen Ring, overtog også scenografien for Maurice Béjart." Værkets uropførelse fandt sted i 1990. Dengang overvejede Béjart seriøst at blive Reinholms efterfølger, men valgte i sidste ende sin kunstneriske frihed, sit eget kompagni og sin Rudra-skole. Denne skole blev en talentfabrik, hvorfra førsteklasses dansere og koreografer udsprang – herunder den nye intendant for Staatsballett, Nacho Duato.

Mesterværker Vender Tilbage til Scenen

Nu vender kompagniet tilbage uden sin mester, men med hans ånd intakt. På Tempodrom præsenteres to af Béjarts mest elskede værker samt en overdådig rekonstruktion.

Med sin koreografi til Igor Stravinskijs „Le Sacre du Printemps“ fik Béjart sit gennembrud i 1959. Hos ham forvandles forårsofret til en eksplosiv fejring af frugtbarhed og seksualitet. Hans geniale „Boléro“ fra 1961 er en ikonisk forførelsesdans, hvor en enkelt danser på et bord omringes af en voksende, pulserende mængde. „Ce que l’amour me dit“ fra 1974, til musik af Gustav Mahler, var længe forsvundet fra repertoiret, men blev for fire år siden rekonstrueret af Gil Roman ved hjælp af videoer og erindringer. Stykket skildrer en ung mands søgen efter sin identitet.

Arven Lever Videre Gennem Gil Roman

Gil Roman, Béjarts udpegede efterfølger, forvalter den store arv med respekt, men også med pragmatisme. Han tøver ikke med at foretage små ændringer i koreografierne, hvis en bevægelse ikke klæder en ny danser, eller hvis tempoet ikke længere føles tidssvarende – en praksis, Béjart selv fulgte. Roman kom til Béjarts Ballet du XXième Siècle som 19-årig i 1979 og blev hurtigt en af kompagniets mest fremtrædende dansere og Béjarts sceniske alter ego. Deres forhold var dog ikke uden storme; mesteren smed ham ud tre gange, kun for at hente ham tilbage igen. Til sidst blev Roman co-direktør og arvtager. Hans dybe forståelse for Béjarts værk sikrer, at kompagniets dansekunst fortsat lever med den intensitet og relevans, som kendetegnede mesteren selv.

Ofte Stillede Spørgsmål

Hvem var Maurice Béjart?

Maurice Béjart (1927-2007) var en fransk-schweizisk danser og koreograf, der betragtes som en af de mest indflydelsesrige skikkelser inden for det 20. århundredes ballet. Han var kendt for at fusionere forskellige kunstformer og kulturer og for at gøre ballet tilgængelig for et bredere publikum.

Hvad er Béjart Ballet Lausanne kendt for?

Kompagniet er kendt for sin kraftfulde, teatralske og ofte sensuelle stil. Deres repertoire består primært af Maurice Béjarts værker, som udforsker store eksistentielle og mytologiske temaer gennem en unik blanding af klassisk teknik og moderne udtryk.

Hvem leder kompagniet i dag?

Kompagniet ledes i dag af Gil Roman, som blev personligt udpeget af Maurice Béjart som sin efterfølger. Roman var en af kompagniets stjernedansere og arbejdede tæt sammen med Béjart i årtier.

Hvorfor er gæstespillet i Berlin en særlig begivenhed?

Det er kompagniets første besøg i Berlin i 11 år og markerer en hyldest til Béjarts stærke bånd til byen. Det er en sjælden chance for at opleve tre af hans mest ikoniske værker opført af det kompagni, han skabte.

For danserne ved Staatsballett, som ikke selv medvirker i „Boléro“, er et prøvebesøg hos Béjart Ballet en kærkommen mulighed. "Der har altid været sådan en Béjart-grundtone i Berlin. Staatsballett skylder ham meget," siger Christiane Theobald. "Alle her ser frem til gæstespillet fra Lausanne med stor spænding." Og med god grund, for når tæppet går for Béjarts magiske univers, er det ikke blot en forestilling – det er en oplevelse, der rører sjælen og minder os om dansens transformative kraft.