Behandling af Reaktiv Artrit: Hvad virker?

Reaktiv artrit er en form for inflammatorisk gigt, der opstår som en reaktion på en infektion et andet sted i kroppen. Typisk udvikler symptomerne sig en til fire uger efter en mave-tarm-infektion eller en infektion i urinvejene eller kønsorganerne. Selvom den udløsende infektion ofte er overstået, når gigtsymptomerne begynder, efterlader den en immunreaktion, der fejlagtigt angriber kroppens egne led. At forstå denne komplekse sygdom er det første skridt mod effektiv behandling og lindring af symptomerne.

Hvad er Reaktiv Artrit (ReA)?

Reaktiv artrit, tidligere kendt under navnet Reiters syndrom, er en del af en gruppe af gigtsygdomme kaldet spondyloartritter. Sygdommen er ikke smitsom i sig selv, men den bakterieinfektion, der udløser den, kan være det. Der er to primære former for reaktiv artrit, klassificeret efter den type infektion, der går forud for gigtudbruddet:

• Postvenerisk form: Denne type udløses oftest af en kønssygdom, hvor bakterien Chlamydia trachomatis er den absolut hyppigste årsag.
• Postdysenterisk form: Denne type følger efter en mave-tarm-infektion (enteritis). De mest almindelige bakterier her er Salmonella, Shigella, Campylobacter og Yersinia.

En fascinerende, men frustrerende, egenskab ved reaktiv artrit er, at kun en lille procentdel af de mennesker, der får disse infektioner, rent faktisk udvikler gigt. Forskere mener, at en kombination af genetisk disposition, især tilstedeværelsen af genet HLA-B27, og miljømæssige faktorer (selve infektionen) spiller en afgørende rolle. Bakterierne eller fragmenter af dem har vist sig at kunne rejse fra infektionsstedet til leddene. Interessant nok har studier vist, at klamydiabakterier kan forblive levedygtige i leddet i lang tid, mens mave-tarm-bakterierne typisk ikke er levedygtige, når de findes i leddene. Denne forskel kan have betydning for behandlingsvalg.

Typiske Symptomer på Reaktiv Artrit

Symptomerne på reaktiv artrit kan variere meget fra person til person, men involverer ofte en kombination af symptomer fra led, øjne, hud og urinveje. Den klassiske triade af symptomer (gigt, øjenbetændelse og urinrørsbetændelse) ses faktisk kun hos et mindretal af patienterne.

• Ledsymptomer: Det mest fremtrædende symptom er ledbetændelse (artrit). Den er typisk asymmetrisk, hvilket betyder, at den rammer forskellige led i højre og venstre side af kroppen. Oftest er det de store led i underkroppen, såsom knæ, ankler og fødder, der påvirkes. Smerten er ofte værre i hvile og om natten.
• Enthesitis: En karakteristisk betændelse på de steder, hvor sener og ledbånd hæfter på knoglen. Dette mærkes ofte som smerter i hælen (svangsenebetændelse eller akillessenebetændelse) eller ved andre senetilhæftninger.
• Daktylitis: Også kendt som "pølsefinger" eller "pølsetå". Dette er en hævelse af en hel finger eller tå, hvilket giver den et pølselignende udseende.
• Øjensymptomer: Konjunktivitis (øjenbetændelse) er almindeligt og giver røde, irriterede øjne. En mere alvorlig tilstand, iritis eller uveitis (regnbuehindebetændelse), kan også forekomme og kræver akut behandling for at undgå synsskader.
• Hud- og slimhindesymptomer: Der kan opstå små, smertefrie sår i munden. Mænd kan udvikle circinat balanitis (udslæt på penishovedet), og både mænd og kvinder kan få keratoderma blennorrhagicum, et skællende, voksagtigt udslæt, oftest på fodsålerne og håndfladerne.
• Andre symptomer: Feber, træthed og vægttab kan forekomme i starten af sygdomsforløbet.

Behandlingsstrategier for Reaktiv Artrit

Målet med behandlingen er at lindre symptomerne, reducere inflammationen og forhindre langvarig ledskade. Da sygdommen kan variere fra mild og kortvarig til alvorlig og kronisk, tilpasses behandlingen individuelt.

Ikke-steroide antiinflammatoriske lægemidler (NSAID)

NSAID'er er ofte den første behandlingslinje for reaktiv artrit. Disse lægemidler, såsom ibuprofen, naproxen og indometacin, virker ved at hæmme inflammation og derved lindre smerte og stivhed i leddene. Selvom der kun findes få formelle, store studier af NSAID'er specifikt til reaktiv artrit, viser årtiers klinisk erfaring, at de er yderst effektive for de fleste patienter, især i den akutte fase. Indometacin har i mindre studier vist sig at være særligt effektivt, men kan også have flere bivirkninger. Det er vigtigt at tage disse lægemidler som ordineret af en læge, da de kan have bivirkninger, især relateret til mave-tarm-kanalen.

Kortikosteroider (binyrebarkhormon)

Kortikosteroider er stærke antiinflammatoriske lægemidler, der kan bruges på flere måder. Ved alvorlig betændelse i et enkelt eller få store led, f.eks. et knæ, kan en indsprøjtning med kortikosteroid direkte i leddet give hurtig og effektiv lindring. Ved mere udbredt sygdom eller ved alvorlige symptomer, der ikke responderer på NSAID'er, kan lægen ordinere kortikosteroider som tabletter (f.eks. prednisolon) i en begrænset periode. Topikale steroider (cremer og salver) er også meget nyttige til behandling af hud- og øjensymptomer. Der er en teoretisk bekymring for, at systemisk brug af steroider kan påvirke kroppens evne til at bekæmpe den persisterende infektion, der kan ligge til grund for sygdommen, men der er ingen klare data, der bekræfter dette problem i praksis.

Sygdomsmodificerende antireumatiske lægemidler (DMARDs)

For patienter, hvor sygdommen bliver kronisk (varer længere end 6 måneder) eller er særligt aggressiv, kan DMARDs komme på tale. Disse lægemidler virker langsommere end NSAID'er og steroider, men har til formål at dæmpe den overordnede immunreaktion og forhindre permanent ledskade.

Det bedst undersøgte DMARD til reaktiv artrit er Sulfasalazin (SSZ). Studier har vist, at sulfasalazin kan have en moderat effekt hos patienter med kronisk reaktiv artrit, der ikke har fået tilstrækkelig hjælp fra NSAID'er. Det ser dog ud til at have ringe eller ingen effekt i den akutte fase af sygdommen. Andre DMARDs som Methotrexat og Azathioprin anvendes undertiden, men deres effektivitet ved reaktiv artrit er ikke blevet grundigt undersøgt i kliniske forsøg. Brugen af disse midler baserer sig mere på erfaringer fra behandling af lignende gigtsygdomme.

Sammenligning af Behandlinger

For at give et bedre overblik er her en sammenligning af de primære medicinske behandlinger.

Prognose og Kronisk Reaktiv Artrit

For mange patienter er reaktiv artrit en selvbegrænsende sygdom. Symptomerne topper inden for få uger og forsvinder derefter gradvist over en periode på 3 til 12 måneder. Dog vil omkring 30-50% af patienterne opleve, at sygdommen bliver kronisk. Dette kan betyde vedvarende, milde symptomer, eller det kan involvere perioder med opblussen af sygdommen efterfulgt af perioder med remission. Med den rette behandling kan de fleste mennesker med kronisk reaktiv artrit leve et aktivt og fuldt liv, selvom der kan være behov for langvarig medicinering for at holde symptomerne i skak og beskytte leddene.

Ofte Stillede Spørgsmål (FAQ)

Hvad er forskellen på Reaktiv Artrit og Reiters Syndrom?

Der er ingen forskel; det er to navne for den samme sygdom. "Reiters syndrom" var den gamle betegnelse, men den er stort set blevet udfaset af to grunde. For det første er "reaktiv artrit" en mere beskrivende betegnelse. For det andet er navnet Reiter kontroversielt på grund af Hans Reiters handlinger som nazilæge under Anden Verdenskrig. I dag bruges termen "reaktiv artrit" af læger og forskere verden over.

Kan reaktiv artrit helbredes?

Man kan ikke "helbrede" den underliggende tendens til at reagere på en infektion på denne måde. Men for flertallet af patienterne (50-70%) forsvinder symptomerne helt inden for et år. For dem, der udvikler en kronisk form, fokuserer behandlingen på at kontrollere symptomerne og forhindre ledskade, hvilket ofte lykkes rigtig godt.

Hjælper antibiotika mod selve gigten?

Dette er et komplekst spørgsmål. Antibiotika bruges til at behandle den oprindelige infektion, hvis den stadig er aktiv (f.eks. en klamydiainfektion). Hvorvidt længerevarende antibiotikabehandling kan hjælpe på gigtsymptomerne, er mere usikkert. Resultater fra studier har været blandede, men der er en vis evidens for, at det kan have en positiv effekt hos nogle patienter med klamydia-udløst reaktiv artrit. Beslutningen om en sådan behandling skal altid tages i samråd med en reumatolog.