Cyborgs: Menneske eller Maskine?

Neurovidenskab og medicinsk teknologi konfronterer os i stigende grad med en nært forestående virkelighed: cyborgs. Disse væsener, en hybrid af menneske og maskine, fungerer som en integreret helhed og udfordrer vores grundlæggende forståelse af, hvad det vil sige at være menneske. Et relativt simpelt eksempel er indsættelsen af en shunt for at behandle hydrocephalus, men de revolutionerende udviklinger inden for intelligente komponenter, der simulerer syn eller forbinder computerkredsløb direkte med hjernen, løfter debatten til et helt nyt niveau. Hvis min hjerne understøttes af intelligent teknologi, både eksternt og implanteret, opstår der dybe etiske spørgsmål. Hvad definerer en person? Og hvordan skal vi behandle et delvist kunstigt væsen, især når kunstigheden rører ved selve kernen af dets eksistens?

Vores Cybernetiske Liv

Det er en almindelig del af menneskelivet at supplere vores egne evner med kunstige hjælpemidler. Tænk blot på dagbøger, mobiltelefoner eller computere for at indse, hvordan vores kognitive kapaciteter rutinemæssigt forbedres gennem interaktioner mellem menneske og artefakt. Men her støder vi hurtigt på en neuroetisk version af Sorites-paradokset, også kendt som "paradokset om bunken".

I sin klassiske form handler paradokset om en kategori, der defineres af en kvantificerbar egenskab, såsom en skaldet mand. En mand med ét hår på hovedet er stadig skaldet. Tilføjer vi endnu et hår, er han stadig skaldet. Men hvis vi fortsætter med at tilføje hår ét ad gangen, vil han på et tidspunkt have ti tusind hår og ikke længere blive betragtet som skaldet. Paradokset opstår, fordi det virker som om, at tilføjelsen af et enkelt hår pludselig ændrede hans status fra skaldet til ikke-skaldet. Dette problem genfindes i vores tænkning om komplekse objekter. Man kan sige, at "min bedstefars økse har tjent mig godt i tredive år; den har kun fået fem nye skafter og tre nye hoveder." Problemet er indlysende: Hvorfor er det ikke en ny økse? Hvilken ændring i et objekt resulterer i en metafysisk forskel, så vi står med et andet objekt end det, vi startede med?

Jeg er stadig den samme moralske agent, når jeg bruger min dagbog, min computer eller taler i telefon. Jeg er stadig mig selv, når jeg tager min antidepressive medicin. Men hvor robust er dette "selv" i lyset af ny cybernetisk teknologi og dens potentiale for forbedring? Ville jeg stadig være mig selv, hvis min hjerne i vid udstrækning blev drevet af en enhed, der simulerede mit unge voksne jeg i al evighed? For at skærpe vores intuitioner kan vi se på en række tankeeksperimenter.

Tankeeksperimenter: Hvor Går Grænsen?

For at udforske de komplekse etiske dilemmaer, som cyborg-teknologien præsenterer, kan vi forestille os nogle scenarier, der strækker sig fra det næsten mulige til det rent fiktive. Disse sager hjælper med at belyse, hvor vores moralske intuitioner vakler.

Tilfældet Hansie: Hjernerestaurering

Bjørn og Anna har en treårig søn, Hansie, med en alvorlig hjerneskade, som forventes at dø. En specialist i "neurorekonstruktion" tilbyder dem et nyt håb: en teknik, der ved hjælp af enzymer, vækstfaktorer og mikroelektrisk stimulation kan genopbygge Hansies hjerne. Processen tager seks måneder, og Hansie vil miste alle sine minder. Han vil kræve genopdragelse som en nyfødt. Bjørn og Anna er overlykkelige ved udsigten til ikke at miste deres søn og accepterer. Her er den teknologiske intervention så dybtgående, at den næsten svarer til at få et nyt barn. Alligevel vil de fleste nok mene, at barnet stadig er Hansie. Vores intuition her er, at kontinuiteten i hans krop og hans plads i familien er nok til at bevare hans personlig identitet.

Tilfældet Henri-Charles: Integration af Mikrochips

Henri-Charles' neurorekonstruktion ligner Hansies, men med en afgørende forskel: den inkorporerer et sæt mikrochips, der erstatter beskadiget hjernevæv og understøtter funktionelle forbindelser. Resultatet er en ægte cybernetisk hjerne. Vores intuitioner bliver her udfordret. Vi kan frygte, at Henri-Charles' reaktioner vil blive kolde, kalkulerende og "robotiske", hvilket kan fjerne ham fra det moralske fællesskab. Tanken om hans delvist kunstige natur kan gøre os mistænksomme, men fordomme er ikke et solidt grundlag for moralsk tænkning.

Tilfældet Peggy: Personlighedsopgradering

Peggy lider af en alvorlig depression. Hendes mand, Bob, anskaffer en pleje-android ved navn Andrea, som har et indbygget "medfølelseskredsløb". Peggy blomstrer op, og Andrea bliver returneret. Senere opdager Bob, at Peggy har fået behandling på en revolutionerende neuropsykiatrisk klinik. Hun er tilbage til sit gamle, positive jeg. En aften, mens Bob stryger Peggy gennem håret, mærker han en række indgraverede bogstaver i hendes hovedbund, magen til dem på androiden. Bør han være bekymret? Dette scenarie presser vores forestilling om identitet til det yderste. Er den "rigtige" Peggy blevet erstattet, eller er hun blot blevet "repareret"? Tanken om en skjult, kunstig intelligens i et menneske er dybt foruroligende.

Etik og den Menneskelige Sjæl

Spøgelset af robotter med menneskelige egenskaber har længe tilhørt science fiction, men fremskridt inden for implanterbar teknologi gør vores moralske bekymringer langt mere presserende. Vores intuition fortæller os, at en maskine, uanset hvor menneskelignende, ikke er en kandidat til moralske rettigheder. Denne idé er dog svær at retfærdiggøre rationelt – og endnu sværere at opretholde følelsesmæssigt efter film som *Bicentennial Man* eller *A.I.*, hvor vi ser verden gennem en kunstig karakters øjne.

Filosoffen Ludwig Wittgenstein bemærkede, at vi har svært ved at forestille os, at en sten har fornemmelser. Men ser vi på en sprællende flue, forsvinder disse vanskeligheder, og smerte ser ud til at finde et fodfæste. Det skyldes, at vi intuitivt forbinder moralsk status med levende, biologiske væsener. En gearkasse, der "skriger" af smerte, eller et digitalt kæledyr, der viser et "trist" ansigt, fremkalder ikke den samme moralske reaktion, fordi vi ved, at det er en simulation. Der mangler en autentisk subjektivitet – en indre oplevelse.

Alligevel kan vi relatere til en karakter som computeren HAL i filmen *2001: A Space Odyssey* som en moralsk agent. Det skyldes, at HAL interagerer med mennesker, etablerer et intellektuelt forhold til dem og ser ud til at have en historie, han lever igennem. Det er denne narrative dimension, evnen til at have en livshistorie, der er afgørende for, at vi kan engagere os moralsk. Vi behandler andre som moralske væsener, fordi vi tillægger dem en kompleks indre verden, der er udviklet gennem et levet liv blandt andre.

Hvad Definerer Menneskelighed?

Hvad er så afgørende for vores moralske status? Er det vores kød og blod? Hvad nu hvis vi kunne skabe neurale kredsløb af gensplejset gær eller svineceller, der funktionelt var identiske med menneskelige neuroner? Ville en cyborg med sådanne komponenter være mindre menneskelig?

Svaret ligger sandsynligvis ikke i materialet, men i helheden. Den aristoteliske tanke er, at "sjælen" er en kompleks og integreret helhed, der opstår fra et sæt biologiske og psykologiske funktioner. Det, der betyder noget moralsk, er den samlede form, der afsløres i en levet livshistorie. En persons identitet er formet af sårbarhed, følelser, intellekt og relationer på en måde, der er unikt funderet i den menneskelige oplevelse. Hvis en cyborgs kunstige dele forhindrer den i at reagere på en karakteristisk menneskelig måde – for eksempel ved at være upåvirket af hormoner eller biokemiske ændringer, der påvirker vores følelser – så har de kunstige aspekter påvirket væsenet på en moralsk relevant måde.

Det er netop denne intuition, Shylock appellerer til i Shakespeares *Købmanden i Venedig* med sin berømte tale: "Har en jøde ikke øjne? Har en jøde ikke hænder...?" Han fremhæver sin fælles menneskelighed og reaktionsmønstre med dem, der dømmer ham. Det afgørende er ikke hudfarven eller, i vores tilfælde, vævets sammensætning, men evnen til at deltage i vores livsformer. Er væsenet foran mig i stand til at føle smerte? Udvikler det tilknytning? Har det en historie, hvor moralsk deltagelse er en del af den?

Konklusion: Hvordan Bør Vi Møde Cyborgen?

Når vi vender tilbage til vores tankeeksperimenter, kan vi nu tilgå dem med en større afklaring. I hvert enkelt tilfælde må vi uformelt vurdere, i hvilket omfang vi står over for et ægte medmenneske. Denne vurdering er baseret på et utal af signaler, der manifesterer sig i vores fælles livsformer.

På dette grundlag er Hansie stadig en af os. Han er ikke "død" i nogen kulturelt valideret forstand; han er blevet alvorligt såret og plejet tilbage til livet. Han tilhører os, som han altid har gjort. Henri-Charles er et mere usikkert tilfælde, hvor vi må "vente og se", hvordan hans nye natur udfolder sig i samspil med andre. Peggy-sagen er den mest komplekse, fordi den rejser spørgsmålet om, hvad der er sket med den "rigtige" Peggy. Men selv her kan den etiske tilgang ikke baseres på en rent metafysisk analyse. Vi må engagere os.

En cyborg er, ifølge denne tankegang, så menneskelig som hans eller hendes liv blandt os indikerer. Vi bør møde disse væsener med åbenhed og en fornemmelse for det liv, der leves, frem for at dømme dem på forhånd ud fra deres materielle sammensætning. I sidste ende må vi handle ud fra den gensidige deltagelse i det moralske fællesskab. Den skabning, vi møder, bør behandles, som et sådant bekendtskab fortjener.

Ofte Stillede Spørgsmål (OSS)

• Er cyborgs allerede en realitet?

  Ja, i simple former. Mennesker med pacemakere, cochlear-implantater, avancerede armproteser og dybe hjernestimulatorer kan alle betragtes som cyborgs i en bred forstand. Artiklen fokuserer på de fremtidige, mere dybtgående integrationer, der udfordrer vores selvforståelse.

• Hvad er den største etiske bekymring ved cyborg-teknologi?

  Den største bekymring kredser om definitionen af personlighed, identitet og bevidsthed. Der er også en betydelig bekymring for social ulighed – risikoen for at skabe et A- og et B-hold i samfundet, opdelt mellem dem, der har adgang til forbedrende teknologier, og dem, der ikke har.

• Hvordan kan vi afgøre, om en avanceret cyborg har bevidsthed?

  Dette er et af de sværeste spørgsmål i både filosofi og neurovidenskab, kendt som "det hårde problem om bevidsthed". Artiklen argumenterer for, at i stedet for at søge et endegyldigt metafysisk bevis, bør vores moralske tilgang baseres på interaktion og væsenets evne til at deltage i vores fælles sociale, følelsesmæssige og narrative verden.