Chlamydophila abortus: Forstå abort hos får & geder

Infektiøs abort hos små drøvtyggere som får og geder er en af de mest betydningsfulde årsager til økonomiske tab i landbruget verden over. Blandt de mange patogener, der kan forårsage dette, er bakterien Chlamydophila abortus en af de mest almindelige og alvorlige syndere. Denne tilstand, ofte kendt som enzootisk abort eller klamydiose, kan føre til omfattende abortstorme, især i besætninger, der ikke tidligere har været udsat for smitten. At forstå denne sygdoms natur, hvordan den spreder sig, og hvordan den kan kontrolleres, er afgørende for enhver fåre- eller gedeavler.

Hvad er Chlamydophila abortus?

Chlamydophila abortus er en lille, gramnegativ, intracellulær bakterie. At den er 'intracellulær' betyder, at den formerer sig inde i værtens celler, hvilket gør den sværere for immunforsvaret at bekæmpe. Historisk set blev den identificeret som en variant af Chlamydia psittaci, men er nu klassificeret som sin egen art. Den er anerkendt som den primære årsag til det, der kaldes enzootisk abort hos får og geder. I besætninger, hvor sygdommen er nyintroduceret ('naive' besætninger), kan man se abortrater på helt op til 25-60%. I besætninger, hvor sygdommen er blevet etableret (epizootisk), falder raten typisk til 1-15%, hvor det primært er yngre dyr eller nyindkøbte dyr, der aborterer.

Det er vigtigt at skelne C. abortus fra en beslægtet bakterie, Chlamydophila pecorum, som også findes hos får og geder. C. pecorum er typisk forbundet med tarminfektioner, polyarthritis (ledbetændelse) og keratoconjunctivitis (øjenbetændelse), men er ikke impliceret i aborter. Dog kan den skabe forvirring, da den kan krydsreagere i visse serologiske tests og give falsk-positive resultater for C. abortus.

Smittespredning og Sygdomsudvikling (Patogenese)

Den mest veldokumenterede smittevej for C. abortus er via oronasal kontakt, det vil sige indtagelse gennem mund eller næse. Smitten sker primært ved kontakt med aborterede fostre, moderkagen (placenta), fostervæsker og vaginalt udflåd fra et smittet dyr. Bakteriens elementærlegemer er meget modstandsdygtige og kan overleve i miljøet i længere tid, hvilket gør kontamineret strøelse, foder og vand til en vedvarende smittekilde.

Fugle som duer og spurve kan fungere som reservoirer for organismen, og insekter eller flåter kan potentielt spille en rolle i overførslen, selvom omfanget heraf er ukendt.

Når et dyr bliver smittet, typisk uden for drægtighedsperioden, etablerer bakterien en latent (sovende) infektion i kroppen. De immunologiske mekanismer er ikke fuldt ud forstået, men sygdomsforløbet er bemærkelsesværdigt konsekvent. Når det inficerede dyr bliver drægtigt, aktiveres bakterien. Omkring dag 90 i drægtigheden begynder bakterien at formere sig massivt i trofoblastcellerne i moderkagen. Denne massive formering fører til en alvorlig betændelse (placentitis) og nekrose (celledød) i moderkagens kotyledoner (de områder, hvor udveksling af næringsstoffer mellem mor og foster finder sted). Denne skade forhindrer normal overførsel af næringsstoffer, hvilket resulterer i fosterdød og efterfølgende abort, typisk i den sidste tredjedel af drægtigheden.

Efter en abort udskiller hunnen enorme mængder af bakterien i cirka 3 uger, hvilket udgør en stor smitterisiko for resten af flokken.

Kliniske Tegn og Læsioner

Ofte viser dyr med en latent infektion ingen kliniske tegn, før de aborterer. Hos førstegangsfødende eller nyindkøbte dyr i en endemisk besætning ses aborterne hyppigst.

• En forbigående feber og generel utilpashed kan ses ved den indledende infektion.
• 2-3 dage før aborten kan hunnen have feber, nedsat appetit og et blodigt vaginalt udflåd.
• Fosteret er normalt friskt ved aborten, men kan være tilbageholdt i et par dage og dermed være i opløsning (autolyseret).
• Nogle lam eller kid fødes levende, men er svage og overlever måske ikke.
• Tilbageholdt efterbyrd (placenta) kan forekomme.

Det mest karakteristiske fund er på moderkagen. Den vil fremstå fortykket, med et brunligt, klistret ekssudat. Interkotyledonære områder (mellem 'knopperne') er uklare, og selve kotyledonerne kan have hvidgrå, nekrotiske pletter på overfladen. Disse forandringer er afgørende for diagnosen.

Diagnose, Behandling og Forebyggelse

Diagnose

En hurtig diagnose er afgørende for at begrænse et udbrud. Den bedste metode er at indsende den aborterede moderkage og fosteret til et diagnostisk laboratorium. Dyrlægen kan lave udstrygningspræparater fra moderkagen for at lede efter de karakteristiske elementærlegemer med specialfarvning. Den definitive diagnose stilles ved PCR-analyse eller dyrkning af bakterien fra moderkage, fostervæske eller fostervæv. Fordi C. abortus primært påvirker moderkagen, kan prøver udelukkende fra fosteret give et falsk-negativt resultat. Blodprøver (parrede serumprøver) taget med 2-3 ugers mellemrum kan også vise en stigning i antistoffer og understøtte diagnosen.

Behandling under et udbrud

For at kontrollere et udbrud kan behandling med antibiotika være nødvendig. Langtidsvirkende oxytetracyklin (20 mg/kg) givet med 10-14 dages mellemrum i den sidste del af drægtigheden kan reducere antallet af aborter. Tetracyklin kan også blandes i foderet (400-500 mg/dyr/dag) i en periode. Behandling forhindrer yderligere skade på moderkagen og reducerer udskillelsen af bakterien, men fjerner ikke nødvendigvis infektionen fuldstændigt.

Forebyggelse

Langsigtet kontrol og forebyggelse er nøglen til at undgå de store tab forbundet med C. abortus. En stærk biosikkerhed er fundamental.

• Karantæne: Alle nye dyr bør holdes i karantæne og testes, før de introduceres i flokken. Undgå at købe dyr fra besætninger med kendt smitte.
• Hygiejne: Fjern og destruer (brænd eller nedgrav dybt) alle aborterede fostre og moderkager omgående. Rengør og desinficer de områder, hvor aborter har fundet sted.
• Management: Undgå at fodre direkte på jorden. Design foderhække, så dyr ikke kan forurene foderet med gødning.
• Udsættelse: Overvej at udsætte hunner, der har aborteret, da de kan forblive kroniske smittebærere, selvom de efterfølgende får normale fødsler.
• Vaccination: I nogle lande findes der vacciner (både levende og dræbte). Vaccination kan være et effektivt værktøj til at forebygge abort, men det forhindrer ikke nødvendigvis infektion og smittespredning. Vaccinationsprogrammer bør diskuteres med en dyrlæge.

Sammenligning med andre årsager til abort

Selvom Chlamydophila abortus er en hyppig årsag, er der andre bakterier, der kan forårsage lignende problemer. Her er en kort sammenligning:

Ofte Stillede Spørgsmål (FAQ)

Er Chlamydophila abortus farlig for mennesker?

Ja, C. abortus er en zoonotisk agens, hvilket betyder, at den kan smitte fra dyr til mennesker. Hos gravide kvinder kan en infektion forårsage en alvorlig influenzalignende sygdom og potentielt føre til abort. Gravide kvinder bør derfor undgå al kontakt med får og geder i læmnings- og kidningssæsonen, især hvis der er aborter i flokken. God håndhygiejne er altafgørende for alle, der håndterer aborterede materialer.

Kan et dyr, der har aborteret én gang, få normale lam/kid senere?

Ja, det er almindeligt. Efter en abort udvikler dyret en vis immunitet, og det vil ofte have normale drægtigheder i de efterfølgende år. Problemet er dog, at disse dyr kan forblive kronisk inficerede og udskille små mængder af bakterien, især omkring fødselstidspunktet, og dermed opretholde smitten i flokken.

Hvorfor er det så vigtigt at sende moderkagen til undersøgelse?

Fordi de mest signifikante og diagnostiske forandringer forårsaget af C. abortus findes i moderkagen. Bakterien er ofte til stede i enorme mængder i moderkagevævet, mens den kan være svær eller umulig at påvise i fosteret alene. Uden moderkagen risikerer man en forkert eller manglende diagnose.

Hjælper det at behandle hele flokken med antibiotika forebyggende?

Forebyggende behandling med tetracykliner kan være en strategi i risikoperioder, men det bør gøres i samråd med en dyrlæge. Langvarig og ukritisk brug af antibiotika kan føre til resistensudvikling. Den bedste langsigtede strategi er altid en kombination af god management, biosikkerhed og eventuelt vaccination.