Børns Løn i det Victorianske England

Det victorianske England (1837-1901) fremmaner ofte billeder af industriel fremgang, teknologiske vidundere og et ekspanderende imperium. Men under denne facade af velstand gemte der sig en mørkere virkelighed, især for samfundets svageste: børnene. Mens et barn fra overklassen kunne tilbringe sine dage med privatundervisning på et stort landsted, var virkeligheden for et barn fra arbejderklassen en helt anden. For disse børn var barndommen ikke en tid med leg og læring, men en brutal kamp for overlevelse, hvor de blev tvunget ud i arbejde for at supplere familiens indkomst. Deres små hænder og kroppe blev en handelsvare, og deres løn var afgørende for, om der kom mad på bordet.

Hvorfor arbejdede børn?

For at forstå, hvordan børn blev aflønnet, må vi først forstå, hvorfor de overhovedet arbejdede. Den industrielle revolution havde skabt en umættelig efterspørgsel efter billig arbejdskraft. Familier fra landet strømmede til de voksende byer i håb om et bedre liv, men endte ofte i overfyldte slumkvarterer præget af fattigdom og sygdom. Der var intet socialt sikkerhedsnet som i dag. Hvis en forælder blev syg, kom til skade eller mistede sit job, stod hele familien over for sult. I denne desperate situation blev børn betragtet som en økonomisk ressource. En ekstra løn, uanset hvor lille, kunne være forskellen mellem overlevelse og ruin. Mange forældre så ikke noget alternativ og sendte deres børn på arbejde fra en meget tidlig alder, nogle gange helt ned til fire eller fem år.

Typiske jobs og arbejdsforhold

Børns arbejde var ikke let. De blev ofte ansat til opgaver, som voksne var for store til at udføre, eller som krævede smidighed og små fingre. Arbejdsforholdene var næsten altid elendige og ekstremt farlige.

Industri og Miner

I tekstilfabrikkerne kravlede små børn, kendt som "piecers", ind under de larmende, kørende maskiner for at samle løse bomuldstråde. En forkert bevægelse kunne resultere i tab af fingre, lemmer eller endda livet. I kulminerne arbejdede børn som "trappers", hvis opgave var at sidde alene i totalt mørke i op til 12 timer om dagen for at åbne og lukke en ventilationsdør, når kulvognene skulle forbi. Andre, lidt ældre børn, måtte slæbe tunge kurve med kul gennem lave, smalle gange.

Gadebørn og skorstensfejere

Byernes gader var også en arbejdsplads. Børn solgte tændstikker, aviser eller polerede sko. De mest berygtede var skorstensfejerne, de såkaldte "climbing boys". Deres små kroppe var perfekte til at klatre op gennem de smalle, sodede skorstene. Mange sad fast og blev kvalt, mens andre fik alvorlige forbrændinger eller udviklede kræft senere i livet på grund af den konstante eksponering for sod.

Løn og betalingsformer

Aflønningen af disse børnearbejdere var lige så brutal som selve arbejdet. Lønnen var minimal og afspejlede den lave status, børn havde på arbejdsmarkedet.

• Kontant betaling: Den mest almindelige form for betaling var en ussel kontant løn. Et barn tjente typisk kun en brøkdel af en voksen mands løn for det samme antal timer. Lønnen lå ofte på et par få shillings om ugen. Disse penge gik næsten altid direkte til forældrene for at dække udgifter til mad og husleje. Barnet selv så sjældent noget til pengene.
• "The Truck System": I nogle industrier, især i fjerntliggende minebyer, blev arbejderne ikke betalt i rigtige penge, men i poletter eller kuponer. Disse kunne kun bruges i virksomhedens egen butik ("the truck shop"), hvor priserne ofte var skruet i vejret. Dette system bandt arbejderne og deres familier til arbejdsgiveren i en ond cirkel af gæld.
• Betaling i kost og logi: For lærlinge eller børn, der arbejdede som tjenestefolk, bestod lønnen ofte udelukkende af kost og logi. Dette lød måske rimeligt, men virkeligheden var, at maden var af dårlig kvalitet, og soveforholdene var kummerlige, ofte i kolde kældre eller på lofter. Denne form for udnyttelse efterlod børnene totalt afhængige af deres "herre".

Sammenligning af børnearbejde

Tabellen nedenfor giver et overblik over nogle af de typiske jobs, den anslåede ugentlige løn og de forbundne risici.

Vejen mod Reform

Den forfærdelige virkelighed for børnearbejdere gik ikke ubemærket hen. Sociale reformatorer som Lord Shaftesbury og forfattere som Charles Dickens satte fokus på børnenes lidelser. Gennem en række love, kendt som "Factory Acts", begyndte parlamentet langsomt at regulere børnearbejde. De første love var svage og svære at håndhæve, men de var begyndelsen på enden for den mest brutale udnyttelse. Disse reformlove begrænsede arbejdstiden, satte en minimumsalder for ansættelse og krævede i nogle tilfælde, at børnene skulle modtage et par timers undervisning om ugen. Det var en lang og sej kamp, men det markerede et afgørende skift i samfundets syn på barndom og børns rettigheder.

Ofte Stillede Spørgsmål

Fik børnene nogen form for uddannelse?

For langt de fleste børnearbejdere var uddannelse en umulig drøm. Deres dage var fuldt optaget af arbejde. Nogle filantropiske organisationer oprettede dog søndagsskoler, hvor børn kunne lære basal læsning og skrivning på deres eneste fridag. Senere lovgivning gjorde et minimum af skolegang obligatorisk for børn i visse industrier.

Hvad skete der med de penge, børnene tjente?

Pengene gik næsten uden undtagelse direkte til familiens husholdning. De blev brugt på basale fornødenheder som mad, husleje og brændsel. Barnet havde ingen personlig råderet over sin egen indtjening.

Hvornår ophørte udbredt børnearbejde i England?

Det var en gradvis proces, der strakte sig over flere årtier. Kombinationen af strengere lovgivning, bedre håndhævelse, teknologisk udvikling (der gjorde nogle børnejobs overflødige) og indførelsen af obligatorisk skolegang i slutningen af det 19. århundrede førte til et markant fald i børnearbejde. Det forsvandt dog ikke helt før et godt stykke ind i det 20. århundrede.